19/2020

HØJESTERETS DOM

afsagt onsdag den 3. juni 2020

Sag 19/2020 (2. afdeling)

Anklagemyndigheden mod T (advokat Henrik Dupont Jørgensen, beskikket)

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Holbæk den 14. august 2019 (60-2111/2019) og af Østre Landsrets 18. afdeling den 12. december 2019 (S-2420-19).

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Dahl Jensen, Lars Hjortnæs, Oliver Talevski, Jens Kruse Mikkelsen og Lars Apostoli.

Påstande

Dommen er anket af T med påstand om ophævelse af dommen og hjemvisning af sagen til fornyet behandling i byretten, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

Ved Østre Landsrets dom af 21. maj 2015 blev T dømt dels for overtrædelse af straffelovens § 244 ved vold med knytnæveslag og spark begået den 22. februar 2014, dels for overtrædelse af straffelovens § 237, jf. § 21, ved drabsforsøg begået den 8. marts 2014. Drabsforsøget blev begået ved flere stik med en skruetrækker i brystet og på overkroppen af den forurettede og ved spark og tramp på den forurettedes hoved, efter at denne var faldet om på grund af stikke- ne med skruetrækkeren. Ved overfaldet pådrog den forurettede sig behandlingskrævende stik- sår med perforering af lunge og bughule.

- 2 -

Af Retten i Holbæks retsbog af 14. august 2019 fremgår bl.a.:

”F blev vejledt om indholdet af retsplejelovens § 171, stk. 1, og oplyste, at han ikke øn- skede at udtale sig, idet sagen var gået over gevind, og han ønsker ikke sin bror i fæng- sel.

Anklageren anmodede om, at vidnet blev pålagt at afgive forklaring i medfør af rets- plejelovens § 171, stk. 3, da sagens alvor og karakter af grov vold i gentagelsestilfælde fører til, at der er en samfundsmæssig interesse i, at sagen belyses bedst muligt. Ankla- geren anmodede om, at det subsidiært tillades at dokumentere vidnets forklaring til poli- tirapport.

Anklageren henviste til, at vidnet den 1. maj 2019 i forbindelse med opkaldet til alarmcentralen anmeldte forholdet. Vidnet gentog det ved at han igen dagen efter kontaktede politiet ved 114-opkald, og den 6. maj 2019 henvendte vidnet sig uopfordret på politistationen og afgav i den forbindelse forklaring i sagen.

Det er uden betydning, at vidnet i den forbindelse ikke blev vejledt om indholdet af retsplejelovens § 171, stk. 1. Det fremgår i øvrigt af rapporten, at det vidnet ikke ville deltage i, var konfliktråd. Vidnet har efterfølgende afleveret fotos til politiet og givet samtykke til indhentelse af oplysninger.

Der er ikke grundlag for at fritage vidnet fra at afgive forklaring i medfør af retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1. Intet udover tiltaltes forklaring i den dokumen- terede politirapport indicerer, at vidnet er berettiget til at nægte at afgive forklaring efter den bestemmelse. Det er tilstrækkeligt, at vidnet om fornødent gøres bekendt med ind- holdet af bestemmelsen i forbindelse med sin forklaring. …

Forsvareren anførte, at vidnet efter de hidtil afgivne forklaringer ved sin forklaring risi- kerer at inkriminere sig selv, og at han derfor kan nægte at udtale sig også efter rets- plejelovens § 171, stk. 2, nr. 1. Forsvareren vil ikke kunne foretage en acceptabel afhø- ring af vidnet, hvis han pålægges at afgive forklaring.

Der er så tæt sammenhæng mel- lem retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, og afhøringstemaet, at det ikke er forsvarligt el- ler muligt ved en afhøring af vidnet at få et fornuftigt billede af forløbet og gensidig- heden heri. Vidnet har derfor ikke pligt til at udtale sig. Såfremt retten ikke er enig i det, bør vidnet som parts nærmeste ikke pålægges at afgive forklaring.

Der bør heller ikke gives tilladelse til at dokumentere vidnets forklaring til politirapport. Vidnet er forinden forklaringens afgivelse ikke vejledt om indholdet af retsplejelovens § 171, stk. 1, og heller ikke i forbindelse med 114-opkaldet. Det samme hensyn, der bærer vidnefritagel- sen i retsplejelovens § 171, stk. 1, fører til, at der heller ikke bør ske dokumentation af forklaringen.

Der blev afsagt kendelse:

De foreliggende oplysninger giver ikke grundlag for at anse vidnets forklaring i sin hel- hed for omfattet af retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, idet bemærkes, at vidnet i forbin- delse med sin afgivelse af forklaring i fornødent omfang kan vejledes om indholdet af bestemmelsen.

Det er ubestridt, at vidnet som tiltaltes bror er omfattet af retsplejelovens § 171, stk. 1. Vidnet, der er forurettet i sagen, har anmeldt forholdet. Efter en samlet vurdering af sa-

- 3 -

gens karakter og grovhed og vidnets forklarings betydning for sagens afgørelse, er be- tingelserne for at pålægge vidnet at afgive forklaring opfyldt, jf. retsplejelovens § 171, stk. 3. Derfor

bestemmes:

Det pålægges vidnet F at afgive forklaring som vidne i sagen.

Vidnet blev herefter gjort bekendt med vidnepligten og vidneansvaret. Vidnet blev end- videre forinden og undervejs i sin forklaring i fornødent omfang gjort bekendt med ind- holdet af retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1.”

Anbringender

T har anført navnlig, at forurettede F burde have været fritaget for at afgive vidneforklaring i medfør af retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, om fritagelse for vidnepligt, hvis forklaringen antages at ville udsætte vidnet selv for straf.

Efter hans egen forklaring til politirapport blev han angrebet af sin halvbror F med en flaske, og hans egen forklaring om forløbet støttes også af forklaringen, som hans kæreste A havde givet til politirapport. Efter disse oplysninger måtte det således antages, at F ville udsætte sig selv for straf ved at afgive vidneforklaring.

Det var derfor en fejl, at byretten pålagde F at af- give vidneforklaring, idet risiko for at udsætte sig selv for straf er en absolut vidnefritagelses- grund, jf. retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1.

Byretten tillod F at undlade at besvare spørgs- mål, for så vidt en besvarelse kunne udsætte ham selv for risiko for straf, men denne frem- gangsmåde medførte en skævhed i afhøringen, der forhindrede et effektivt forsvar og en fair rettergang, idet de oplysninger, som var til fordel for forsvaret, ikke kom frem under afhørin- gen.

F var også vidnefritaget i medfør af retsplejelovens § 171, stk. 1, om en parts nærmeste, og han havde ikke modtaget vejledning om denne vidnefritagelsesregel, inden han afgav forkla- ring til politirapport. Denne fejl burde have medført, at han ikke blev foreholdt sin forklaring til rapport under den senere vidneafhøring i retten.

Endvidere var det en fejl, at han blev pålagt at afgive forklaring for retten i medfør af § 171, stk. 3, da betingelserne for et sådant pålæg ikke var opfyldt. Fs forklaring var således ikke af afgørende betydning for sagens udfald, og sagen var ikke af en sådan beskaffenhed, at dens -

- 4 -

betydning for samfundet var stærkere end hensynet til den loyalitetsfølelse mv., som fulgte af de familiemæssige relationer mellem F og ham selv.

Der er tale om væsentlige rettergangsfejl, der nødvendiggør ophævelse af dommen og hjem- visning af sagen til fornyet behandling i byretten.

For så vidt angår strafudmålingen er straffen på fængsel i 2 år og 6 måneder for streng især i betragtning af, at der var tale om tilfældighedspræget vold, der udsprang af, at F havde opsøgt ham og ikke omvendt. Hertil kommer, at hverken voldens art og grovhed eller skaden på F gør det rimeligt at fastsætte straffen som en fællesstraf, hvor hele reststraffen på 2 års fængsel efter prøveløsladelsen udløses. Der er ikke et rimeligt forhold mellem længden af reststraffen og straffen alene for det nye forhold, og der var ikke tale om hurtigt recidiv, idet voldsudøvel- sen fandt sted 1 år og 2 måneder efter prøveløsladelsen.

Anklagemyndigheden har anført navnlig, at der ikke er begået fejl, hverken under afhøringen af F til politirapport eller under vidneafhøringen af ham for byretten. F er Ts halvbror, og han var derfor omfattet af vidnefritagelsesreglen i retsplejelovens § 171, stk. 1, om en parts nær- meste. F havde på eget initiativ anmeldt forholdet til politiet og havde uopfordret afgivet for- klaring om forløbet. Det er derfor uden betydning, at politiet ikke gav ham vejledning om vidnefritagelsesreglerne, jf. Højesterets kendelse i UfR 1985.347.

Fs vidneforklaring måtte anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og det var derfor med rette, at byretten pålagde ham at afgive forklaring i medfør af retsplejelovens § 171, stk. 3. Der er tale om en sag om grov vold under anvendelse af en hammer, jf. straffelo- vens § 245, og forholdet er begået i prøvetiden efter Ts prøveløsladelse efter en dom for drabsforsøg med en skruetrækker.

Under disse omstændigheder var sagen af en sådan beskaf- fenhed og betydning for samfundet, at det var nødvendigt at pålægge F at afgive forklaring trods udgangspunktet om vidnefritagelse. I den forbindelse må der også lægges vægt på, at T og F som halvbrødre ikke var meget nærtstående på samme måde som f.eks. ægtefæller.

F fik korrekt vejledning om vidnefritagelsesreglerne inden hans vidneforklaring for byretten, og han havde derfor mulighed for at undgå at besvare spørgsmål, som kunne udsætte ham for straf. Det er hverken i strid med retsplejelovens regler om vidnefritagelse eller Den Europæ-

- 5 -

iske Menneskerettighedskonventions artikel 6 om retten til retfærdig rettergang, at et vidne afgiver forklaring med de begrænsninger, som følger af retten til at undgå selvinkriminering. Det kan ikke føre til et andet resultat, at vidnet med den begrundelse eventuelt undlader at besvare nogle af forsvarerens spørgsmål.

Straffen er med rette fastsat som en fællesstraf, idet der er tale om strafbart forhold begået i prøvetiden efter prøveløsladelsen af T, jf. straffelovens § 40, stk. 1, jf. § 61, stk. 2. Reststraf- fen på 2 års fængsel efter den tidligere dom for forsøg på manddrab er med rette udløst i det foreliggende tilfælde, hvor der er tale om grov, ligeartet kriminalitet.

En fællesstraf på 2 år og 6 måneders fængsel forekommer rimelig i det foreliggende tilfælde, hvor der ikke er nogen formildende omstændigheder, og hvor hans personlige forhold heller ikke taler imod dette resultat.

Det er også i overensstemmelse med lovens hovedregel og med retspraksis, at rest- straffen udløses under omstændigheder som de foreliggende med hurtigt recidiv, og hvor pro- portionaliteten mellem længden af reststraffen og straffen alene for det nye forhold ikke taler imod udløsning af reststraffen.

Højesterets begrundelse og resultat

Ved landsrettens dom er T dømt for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved den 1. maj 2019 at have tildelt sin halvbror F to slag på kroppen med en hammer. Efter Ts forklaring til politirapport fandt landsretten, at hans handling ikke var omfattet af bestem- melserne om nødværge.

For Højesteret angår sagen, om dommen skal ophæves og sagen hjemvises til byretten på grund af rettergangsfejl i forbindelse med vidneafhøringen af F. I anden række angår sagen spørgsmålet om straffastsættelsen.

Vidneafhøringen af F Som Ts halvbror var F som udgangspunkt fritaget fra vidnepligten, jf. retsplejelovens § 171, stk. 1, om vidnefritagelse for en parts nærmeste. Efter § 171, stk. 3, kan retten dog pålægge en parts nærmeste, herunder en halvbror, at afgive forklaring, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for ved- kommende part eller samfundet findes at berettige dertil.

- 6 -

Højesteret finder ikke grundlag for at tilsidesætte byrettens vurdering, hvorefter vidneforkla- ringen fra F måtte anses for at have afgørende betydning for sagens oplysning.

Da sagen an- går grov vold ved slag mod overkroppen med en hammer begået i prøvetiden efter løsladelse fra afsoning af en dom for vold samt forsøg på manddrab ved bl.a. stik med en skruetrækker, finder Højesteret endvidere, at der er tale om en sag af en sådan beskaffenhed og betydning for samfundet, at hensynet til sagens oplysning har større vægt end hensynet til Fs ønske om vidnefritagelse som følge af familierelationen til T.

Betingelserne for at pålægge F at afgive forklaring for byretten i medfør af retsplejelovens § 171, stk. 3, var derfor opfyldt.

Efter retsplejelovens § 753, jf. § 173, stk. 1, skal politiet give et vidne vejledning om vidne- fritagelsesreglerne, når omstændighederne giver grund til det. F havde selv anmeldt forholdet til politiet og var nogle dage senere uopfordret mødt op for at afgive forklaring herom. Høje- steret finder, at det i den situation ikke var en fejl, at politiet undlod at orientere ham om vid- nefritagelsesreglerne for en parts nærmeste.

Inden vidneafhøringen for byretten modtog F vejledning om vidnefritagelsesreglerne, herun- der om retten til at undlade at svare på spørgsmål, i det omfang han derved ville udsætte sig selv for straf, jf. retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1. Højesteret tiltræder, at denne bestemmelse ikke er til hinder for at gennemføre en vidneafhøring, hvor den pågældende er berettiget til at undlade at svare på spørgsmål, der kan udsætte ham selv for straf, men har pligt til at svare på andre spørgsmål.

Som nævnt fandt landsretten efter Ts forklaring til politirapport, at hans handling ikke var omfattet af bestemmelserne om nødværge. Afgørelsen af dette spørgsmål beroede således alene på Ts egen forklaring. Allerede derfor kan det ikke indebære en krænkelse af hans ret- tigheder i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, at F i medfør af retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, var berettiget til at nægte at besvare visse spørgsmål om den del af hændelsesforløbet, der kunne have betydning for bedømmelsen af spørgsmålet om nødværge.

Højesteret finder herefter, at der ikke er begået rettergangsfejl i forbindelse med vidneafhø- ringen af F. Ts påstand om ophævelse af dommen og hjemvisning af sagen tages derfor ikke til følge.

- 7 -

Straffastsættelsen Det fremgår af straffelovens § 40, stk. 1, at begår den prøveløsladte nyt strafbart forhold i prøvetiden, og foretages der inden prøvetidens udløb rettergangsskridt, hvorved han sigtes for forholdet, træffer retten afgørelse i overensstemmelse med § 61, stk. 2, således at reststraffen ligestilles med en betinget dom.

Efter de nævnte bestemmelser er udgangspunktet, at der fast- sættes en ubetinget fællesstraf, der tillige omfatter reststraffen, når den prøveløsladte har be- gået nyt strafbart forhold i prøvetiden.

Når omstændighederne taler derfor, kan retten dog i stedet idømme ubetinget straf alene for det nye forhold, eventuelt i forbindelse med en æn- dring af vilkårene for prøveløsladelsen, eller retten kan afsige en betinget dom.

Som fastslået bl.a. ved Højesterets dom af 13. december 2018 (UfR 2019.944) beror det på en helhedsvurdering, om der skal fastsættes en fællesstraf, og det indgår bl.a. i denne vurdering, om der er tale om ligeartet kriminalitet, om der er hurtigt tilbagefald til kriminalitet, og om der er et rimeligt forhold mellem længden af reststraffen og straffen for det nye forhold. Også tiltaltes personlige forhold indgår i vurderingen.

T er dømt for grov vold i gentagelsestilfælde under anvendelse af en hammer begået i prøve- tiden efter løsladelse fra afsoning af en dom for bl.a. forsøg på manddrab under anvendelse af en skruetrækker. Der er således tale om grov, ligeartet kriminalitet, og hverken hans personli- ge forhold eller forholdet mellem længden af reststraffen og straffen for det nye forhold kan føre til fravigelse af lovens udgangspunkt om, at der fastsættes en ubetinget fællesstraf, der tillige omfatter reststraffen.

Højesteret tiltræder, at fællesstraffen er fastsat til fængsel i 2 år og 6 måneder.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

T har været frihedsberøvet under anken, men blev løsladt den 27. marts 2020.

Thi kendes for ret

:

Landsrettens dom stadfæstes.

- 8 -

T skal betale sagens omkostninger for Højesteret.

UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG

____________ D O M

Afsagt den 12. december 2019 af Østre Landsrets 18. afdeling (landsdommerne Ulla Staal, Katja Høegh og Jacob Waage med domsmænd).

18. afd. nr. S-2420-19: Anklagemyndigheden mod T (…) (advokat Michael Johan Jørgensen, besk.)

Retten i Roskildes dom af 14. august 2019 (60-2111/2019) er anket af T med påstand principalt om frifindelse, subsidiært om hjemvisning af sagen til fornyet behandling i byretten og mest subsidiært om formildelse.

Anklagemyndigheden har endeligt påstået stadfæstelse.

Forklaringer Tiltalte har ikke ønsket at afgive forklaring for landsretten.

Den af tiltalte i byretten afgivne forklaring er dokumenteret. Endvidere er tiltaltes forklaring til politirapport den 18. juni 2019, der er afgivet under tilstedeværelse af hans forsvarer, dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 871, stk. 4.

De i byretten af vidnerne F og A afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.

- 2 -

Vidnet Bs underskrevne forklaring til politirapport den 7. maj 2019 er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 871, stk. 5.

Personlige oplysninger Tiltalte har om sine personlige supplerende forklaret, at han fortsat gerne vil uddanne sig til butiksassistent og på sigt gerne have sin egen tøjforretning. Hans deltagelse i de voldsforebyggende programmer har givet ham værktøjer til at undgå at reagere aggressivt og voldeligt, når han bliver provokeret. Han har en god familie, som støtter ham, og han er fortsat kæreste med A, som han boede sammen med fra den seneste løsladelse, og til han blev anholdt i denne sag.

Tiltalte har været fortsat frihedsberøvet under anken.

Landsrettens begrundelse og resultat

Under hensyn til, at F den 1. maj 2019 til alarmcentralen oplyste, at han ønskede at indgive politianmeldelse vedrørende sin halvbror, der havde overfaldet ham med en hammer, og til at F den 2. maj 2019 telefonisk anmeldte forholdet til politiet og den 6. maj 2019 under personligt fremmøde hos politiet fastholdt anmeldelsen samt afgav detaljeret forklaring, findes det uden betydning, at F ikke af politiet blev vejledt om, at en parts nærmeste ikke har pligt til at afgive vidneforklaring, jf. retsplejelovens § 171, stk. 1.

Det var heller ikke en fejl, at politiet ved afhøringen af F den 6. maj 2019 og af dennes kæreste B den 7. maj 2019 ikke vejledte de pågældende om, at man ikke har pligt til at afgive vidneforklaring, såfremt forklaringen må antages at udsætte en selv henholdsvis ens nærmeste for straf, jf. retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1 og 2, idet politiet først ved afhøringen af tiltaltes kæreste A den 23. maj 2019 og siden af tiltalte den 18. juni 2019 blev bekendt med tiltaltes forklaring om, at F skulle have truet og efterfølgende slået ham med en flaske.

Fs forklaring må anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og efter sagens beskaffenhed og betydning findes byretten at have været berettiget til at pålægge F at afgive vidneforklaring, jf. retsplejelovens § 171, stk. 3. Efter anklagerens og forsvarerens samstemmende anmodning var byretten endvidere berettiget til at tillade dokumentation af Bs underskrevne forklaring til politirapport den 7. maj 2019, jf. retsplejelovens § 871, stk. 5.

- 3 -

Efter bevisførelsen for landsretten, herunder Fs opkald til alarmcentralen og efterfølgende forklaring politiet, politiattesten, fundet af en hammer, Bs underskrevne forklaring til politirapport af 7. maj 2019 og tiltaltes forklaring til politirapport af 18. juni 2019, tiltræder landsretten, at tiltalte er skyldig i tiltalen for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved at have tildelt F to slag på kroppen med en hammer. Efter tiltaltes forklaring til politirapporten findes hans handling ikke omfattet af bestemmelserne om nødværge i straffelovens § 13.

Straffen findes passende.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t :

Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten, dog skal statskassen endeligt betale 3.000 kr. med tillæg af moms af salæret til forsvareren.

D O M

afsagt den 14. august 2019

Rettens nr. 60-2111/2019 Politiets nr. 1200-73252-00002-19

Anklagemyndigheden mod T …

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 25. juni 2019.

T er tiltalt for overtrædelse af

legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter som tidligere straffet for legemsangreb, efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved den 1. maj 2019 ca. kl. 19.20 ud for adressen …vej 2 i X by, som tidligere straffet for legemsangreb, at have slået F gentagne gange på kroppen med en hammer eller lignende.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af vidnerne A og F, og herefter af tiltalte T

Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen.

Der er herudover som anført i retsbøgerne for den 26. juli 2019 og d.d. sket dokumentation af tiltaltes forklaring til politirapport af 18. juni 2019 og af Bs forklaring til politirapport af 7. maj 2019.

F henvendte sig den 2. maj 2019 på skadestuen. Det fremgår af politiattesten, at:

"... 5. Det objektive fund: Brystkassen: 1. Der ses et ca. 3 x 3 cm stort blåt mærke over højre side af lænden. 2. Der ses et 4-5 cm langt overfladisk sår med skorpe sv.t. venstre side af brystkassen, ca. 10 cm under armhulen.

- 2 -

6. Er der foretaget røntgenfotografering? Der er foretaget røntgenfotografering af brystkas- sen. Der ses ingen sammenklappede lunger. Tryk- kede ribben kan ikke udelukkes på baggrund af skanningen, patienten informeret om dette.

7a. Hvilken behandling blev foretaget? Patienten informeret om smertestillende behandling med Panodil og lpren. ..."

Der har under sagens hovedforhandling været forevist fotos af tiltalte og F.

Der har under hovedforhandlingen været afspillet 112-opkald til alarmcentralen og 114- opkald til politiet.

Tiltalte er af betydning for sagen straffet

ved ankedom af den 21. maj 2015 med fængsel i 6 år for overtrædelse af straffelovens § 244 og § 237, jf. § 21. Løsladt den 8. marts 2018 med prøvetid indtil den 8. marts 2020 og reststraf på 731 dage.

Kriminalforsorgen har i udtalelse af 28. juni 2019 oplyst, at:

"... RESUME: Sagen omhandler den 24-årige T, der er født og opvokset på Vestsjælland. Da han var cirka ½ år, blev forældrene skilt og T fik bopæl hos moderen, der sidenhen blev gift igen. T giver udtryk for, at han har haft en udmærket opvækst og aldrig har manglet noget. Han oplyser, at der altid har været et godt forhold til forældre og søskende.

T har afsluttet folkeskolen med eksamen fra 10. klasse og har efterfølgende gennemført grundforløbet som VVS energispecialist og har arbejdet indenfor VVS branchen. Han har et ønske om, at uddanne sig som salgsassistent.

T har adresse hos moderen, hvor han bor sammen med sin kæreste, indtil de om kort tid flytter i egen lejet lejlighed. T giver udtryk for, at han ikke har fritidsinteresser. Vennekredsen består af lille gruppe barndomsvenner.

T oplyser, at han er fysisk sund og rask. Han beskriver sig selv som en person, der er fuld af energi, sød og hjælpsom. Han beskriver endvidere sig selv som en person, der tidligere har haft et meget stort temperament, men nu har en meget stor tålmodighed. T giver udtryk for, at han er en indelukket type, der har svært ved at rumme mange mennesker på en gang.

- 3 -

Ifølge T drikker han meget sjældent alkohol. Han oplyser, at han som 15-årig røg hash 1 gang, men har ikke prøvet det siden. Sidenhen har han prøvet kokain flere gange og amfetamin en gang, men ikke de seneste år.

T er grundigt orienteret om vilkår for samfundstjeneste og tilsyn af Kriminalforsorgen. Han erklærer sig samarbejdsvillig overfor sådanne eventuelle vilkår.

KRIMINALFORSORGENS KONKLUSION OG BEGRUNDELSE

Kriminalforsorgens konklusion: Det er Kriminalforsorgens vurdering, at T ikke er egnet til at udføre samfundstjeneste.

Det er Kriminalforsorgens vurdering, at T ikke er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen.

Kriminalforsorgens begrundelse: Grundet Kriminalforsorgens nylige kenskab til T i et tilsynsforløb skønnes hans mangel på stabilitet at tale i mod såvel tilsyn som samfundstjeneste. Ved aktuelle undersøgelse har T oplyst, at han ikke har prøvet hash siden han var 15 år, hvilket er i stor modstrid til kriminalforsorgens oplysninger fra seneste tilsyn, hvor han var misbrugende, men ikke mødte til behandling trods flere indskærpelser. ..."

Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at han under sin afsoning havde deltaget i 11 måneders adfærdsregulerende døgnbehandlingsforløb mod misbrug. Han har endvidere deltaget i et voldsforebyggende program - VFP - og i anger management behandling. Han har tidligere gennemført grundforløb til energispecialist og arbejdet som ventilationsmontør. Han har stadig sin kæreste. På sigt vil han gerne uddanne sig som salgsassistent og eventuelt starte en tøjbutik.

Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet siden den 7. maj 2019.

Rettens begrundelse

og afgørelse

Det lægges efter bevisførelsen til grund, at tiltalte angreb og slog sin bror F to gange med en hammer, tiltalte havde medbragt, da de den pågældende aften mødtes på det i anklageskriftet beskrevne sted. Der er herved lagt vægt på tiltaltes egen forklaring til politirapport, Fs forklaring og indholdet af opkaldene til alarmcentralen og politiet, politiattesten, sagens fotos og Bs forklaring til politirapport.

Efter angrebets farlighed henføres volden under straffelovens § 245, stk. 1. Det lægges endvidere efter bevisførelsen til grund, at der forud herfor var en konflikt mellem brødrene, og at F opsøgte tiltalte.

Uanset dette er det efter forklaringerne - herunder tiltaltes egen forklaring - og sagens øvrige oplysninger ikke sandsynliggjort, at det var nødvendigt for tiltalte at slå F med hammeren som sket for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende angreb. Som følge heraf er den af tiltalte udøvede vold ikke omfattet af straffelovens § 13, stk. 1 eller stk. 2.

Der er heller ikke grundlag for at bringe straffelovens § 82, nr. 5, i anvendelse. Som følge heraf er tiltalte skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

- 4 -

Det lægges efter indholdet af mentalerklæring af 5. juni 2014 til grund, at tiltalte er omfattet af straffelovens § 69, uden at der kan peges på mere formålstjenlige foranstaltninger end straf som forskyldt.

Straffen fastsættes til fængsel i 2 år og 6 måneder, jf. straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1.

Straffen omfatter også reststraffen på 731 dage ved prøveløsladelsen den 8. maj 2018, jf. straffelovens § 40, stk. 1, jf. § 61, stk. 2.

Retten har herved lagt vægt på forholdets karakter og på, at tiltalte tidligere er straffet for helt ligeartet kriminalitet. Henset hertil og til, at forholdet er begået kortere tid efter prøveløsladelsen, taler reststraffens længde og tiltaltes personlige forhold ikke afgørende mod at udløse reststraffen.

Thi kendes for ret

:

Tiltalte T skal straffes med fængsel i 2 år og 6 måneder.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.