156/2009

Udgangspunktet for drab på ægtefælle eller samlever fastsattes til fængsel i 12 år svarende til udgangspunktet i andre drabssager Tiltalte (T) var i by- og landsret dømt for at have dræbt sin samlever (A) og for brandstiftelse. Drabet fandt sted i november 2007, hvor tiltalte – efter at have skudt samleveren i hovedet med dødelig hjernelæsion til følge – tillige havde sat ild til ejendommen, hvor samleveren stadig opholdt sig, hvorefter hun afgik ved døden som følge af røgforgiftning. Højesteret fastslår i sagen enstemmigt – der medvirkede 9 dommere – at en straf af fængsel i 12 år bør være udgangspunktet i sager om drab på ægtefælle eller samlever. Højesteret stadfæster landsrettens dom på fængsel i 12 år. Et mindretal (4 dommere) ville med henvisning til skærpende omstændigheder forhøje straffen til fængsel i 13 år. Højesterets præmisser er sålydende: ”Efter straffeloven af 1930, hvorefter manddrab straffes med fængsel fra 5 år indtil på livstid, blev straffen for drab uden formildende omstændigheder i almindelighed fastsat til fængsel på livstid eller i 16 år. Fra 1950’erne skete der en betydelig reduktion i antallet af straffe på livstid og fængsel i mere end 12 år. I begyndelsen af 1990’erne var det almindelige niveau på 10-12 år. Som et led i denne udvikling udtalte Højesteret i 1993, at i sager om drab på ægtefælle eller samlever er en straf af fængsel i 10 år udgangspunktet. For andre drab skete der efterfølgende ikke en tilsvarende udvikling – udgangspunktet er her i dag fængsel i 12 år. At et drab har karakter af ægtefælle- eller samleverdrab, indebærer ikke i sig selv, at der foreligger formildende omstændigheder. Som anført i Højesterets dom af 20. november 2008 (UfR 2009 s. 433) er den særlige udgangsposition for drab i samlivsforhold begrundet i, at sådanne drab ”typisk er begået under indflydelse af en særlig følelsesmæssig belastning”. Anvendelse af udgangspositionen er derfor ikke begrundet, når en sådan særlig belastning ikke har spillet ind. Udgangspunktet er imidlertid blevet anvendt også i tilfælde, hvor der i den konkrete sag ikke har foreligget oplysninger om, hvorvidt drabet var begået under indflydelse af en særlig følelsesmæssig belastning. Det forhold, at et parforhold bringes til ophør mod den ene parts ønske, opfattes i dag som en almindelig livsforeteelse. Synet på ægtefælle- og samleverdrab har udviklet sig i overens-stemmelse hermed. På denne baggrund – og under hensyn til de senere års skærpelser af straffen for vold også i samlivsforhold og sammenhængen mellem straffen for grov vold og for drab – finder Højesteret, at en straf af fængsel i 12 år bør være udgangspunktet også i sager om drab på ægtefælle eller samlever. Det beror herefter på en konkret bedømmelse efter straffelovens §§ 80-82, om dette udgangspunkt kan fraviges i formildende retning under hensyn til en særlig følelsesmæssig belastning. Det bemærkes, at det er Højesterets opgave at sikre, at strafniveauet tilpasses samfundsfor-holdene ved angivelse af retningslinjer for udmålingen inden for lovens strafferamme, og at den angivne justering af udgangspunktet for strafudmålingen også med virkning for allerede begåede forhold ikke giver anledning til retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ud fra prin-cipperne i straffelovens § 3 og i den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 7. Ved udmålingen af straffen for ægtefælle- og samleverdrab skal der – som ved andre drab – med et udgangspunkt på 12 år ganske meget til for, at straffen kan nedsættes eller forhøjes med 2 år til henholdsvis 10 år og 14 år. Der bør derfor efter en konkret bedømmelse også kunne ske nedsættelse eller forhøjelse til henholdsvis 11 år eller 13 år, når der foreligger ikke uvæsentlige formildende eller skærpende omstændigheder, som kan begrunde en sådan mellemposition. I den foreliggende sag er T fundet skyldig i i november 2007 at have dræbt A, som han havde kendt i fire år og levet sammen med siden 2006. Der er ikke grundlag for at antage, at drabet er begået under indflydelse af en sådan særlig følelsesmæssig belastning, som kan begrunde en lempelse af straffen i forhold til udgangspunktet på fængsel i 12 år. Der er heller ikke i øvrigt oplyst omstændigheder, som kan begrunde en lempelse. Fem dommere – Poul Sørensen, Peter Blok, Asbjørn Jensen, Niels Grubbe og Jens Peter Christensen – udtaler herefter: Af de grunde, der er anført af landsrettens flertal, finder vi ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at forhøje straffen til fængsel i 13 år. Vi stemmer derfor for at stadfæste landsrettens dom. Fire dommere – Børge Dahl, Poul Søgaard, Jon Stokholm og Henrik Waaben – udtaler: Det må efter landsrettens bevisbedømmelse lægges til grund, at T skød A på klods hold og derved tilføjede hende en dødelig hjernelæsion for nogle timer senere, mens hun stadig var i live, at dræbe hende ved at sætte ild til ejendommen. Vi finder, at T herved har handlet med et sådant fast forsæt og udvist en sådan kynisme, at dette i forening med domfæ