BS-14733/2021-GLO

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 191.8px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

RETTEN I GLOSTRUP

DOM

afsagt den 20. august 2021

Sag BS-14733/2021-GLO

Klager (beskikket advokat Tobias Lundholm Stadarfeld Jensen)

mod

Region Hovedstaden (advokat Henrik Perregaard)

Denne afgørelse er truffet af Dommer.

Sagens baggrund og parternes påstande

Det Psykiatriske Patientklagenævn har i afgørelse af 24. marts 2021 truffet afgø-relse om tilsidesættelse af beslutning om tvangsfiksering af Klager i perioden den 13. januar 2021 kl. 14.30 til den 21. januar 2021 kl. 09.30 samt i pe-rioden 24. januar 2021 kl. 20.35 til den 26. januar 2021 kl. 08.30.

Denne sag vedrører spørgsmålet om godtgørelse for ulovlig frihedsberøvelse.

Sagen er indbragt for retten i medfør af reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse.

Klager har nedlagt påstand om, at Region Hovedstaden til Klager skal betale godtgørelse med 275.000 kr. – subsidiært et mindre beløb ef-ter rettens skøn – for de tvangsfikseringer, som Patientklagenævnet har tilside-sat.

2

Påstandsbeløbet er opgjort således, at 200.000 kr. vedrører tvangsfikseringen i perioden 13. januar 2021 kl. 14.30 til 21. januar 2021 kl. 09.30, og at 75.000 kr. vedrører tvangsfikseringen i perioden 24. januar 2021 kl. 20.35 til 26. januar 2021 kl. 08.30.

Region Hovedstaden har nedlagt følgende påstande: Principalt: afvisning. Subsidiært: frifindelse. Mere subsidiært: frifindelse mod betaling af et mindre beløb end som påstå-et af Klager.

Oplysningerne i sagen

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Retten har beskikket advokat Tobias Lundholm Stadarfeld Jensen for Klager.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af Klager og overlæge Vidne.

Klager har forklaret, at han ikke kan huske ret meget om tvangsfikserin-gerne, da han var meget påvirket af den medicin, som han havde fået. På et tidspunkt fik han lov til at blive løsnet fra fikseringen og gå på toilettet, hvilket betød meget for ham. Han har ikke slået ud efter nogen under fikseringen. Han var irriteret over, at han skulle fikseres, men han var ikke vred.

Overlæge Vidne har forklaret, at det var ham, som udskrev Klager i april 2021. Klager blev flyttet den 13. januar 2021 til Retspsykia-trisk Center Sct. Hans’ afdeling i Glostrup. Klager var i den forbindelse enddog særdeles voldsom. Klager var til fare for både sig selv og andre. Han var svært psykotisk. På et tidspunkt var Klager så voldsom, at han rev sig ud af fikserings-en.

Det var årsagen til, at han blev flyttet Retspsykiatrisk Center Sct. Hans’ afde-ling i Glostrup. Det var umuligt at indgå nogen som helst aftaler med Klager. Den 21. januar 2021 forsøgte man at undgå fiksering, men det viste sig, at det var for tidligt. Klager har et hashmisbrug og et relativt stort forbrug af kokain.

Det er hans helt klare opfattelse, at man ikke kunne have nøjes med mindre indgribende tvangsforanstaltninger – herunder vedrørende varigheden deraf – end som sket. Når man som læge skal vurdere, om fikseringen kan ophøre eller mindskes, er det en samlet vurdering, hvori blandt andet også indgår historik

3

for den pågældende patient, herunder tidligere erfaringer med den pågældende patient.

Parternes synspunkter

Klager (v/advokat Tobias Lundholm Stadarfeld Jensen) har i processkrift af 27. april 2021 anført følgende:

” Region Hovedstaden har ved meddelelse af 20. april 2021 nedlagt påstand om afvisning. Re-gionen har til støtte for påstanden gjort gældende, at klager har fået fuldt medhold i patientkla-genævnet, at sagen derved alene vedrører spørgsmålet om erstatning nedlagt i henhold til rets-plejelovens § 469, stk. 6, og at retten ikke har hjemmel til at behandle en sådan sag i henhold til retsplejelovens kapitel 43 a.

Klager nedlægger påstand om, at sagen fremmes.

Det psykiatriske patientklagenævn har i sin indbringelsesskrivelse i herværende sag "vejledt"om problemstillingen. Nævnets anfører således følgende (bilag 1):

"Patienten har fået medhold i, at tvangen var ulovlig ved Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af 24. marts 2021.

Patienten ønsker derfor, at domstolene tager stilling til, hvorvidt patienten er berettiget til erstatning. ... Nævnet gør opmærksom på, at nævnet antager, at en patient kan få prøvet sin påstand om erstatning i en sag efter retsplejelovens kapitel 43 a, selv om patienten har fået medhold i Det Psykiatriske Patientklage-nævn.

Nævnet baserer sin antagelse på, at patienter, der får medhold i en klage i Det Psykiatriske Patientklage-nævn, ellers ville have en væsentligt dårligere retsstilling i spørgsmål om erstatning vedrørende et ube-rettiget tvangsindgreb end patienter, der ikke har fået medhold i en klage ved nævnet."

Patientklagenævnets antagelse er i overensstemmelse med mangeårig administrativ praksis og med retspraksis.

Det psykiatriske patientklagenævn har i sin årsberetning fra 2015, side 39-40, udtalt sig om det-te spørgsmål i forbindelse med en konkret klagesag ved Vestre Landsret. Således anfører næv-net konkluderende:

"Efter Det Psykiatriske Patientklagenævns opfattelse bør patienten således have mulighed for enten selvstændigt eller kumulativt at indtale en erstatningspåstand for retten efter kapitel 43 a, både når patienten har fået medhold, og når patienten ikke har fået medhold i en sag i Det Psy-kiatriske Patientklagenævn angående frihedsberøvelse. Ordlyden af RPL. § 469, stk. 6 hindrer ikke denne fortolkning.

Tværtimod tilgodeses patienten, således at patienten hurtigt får en af-klaring på sin retsstilling både med hensyn til tvangsindgrebets lovlighed og en eventuel er-statning, hvilket netop har været formålet med kapitel 43 a jf. indledningen."

I udtalelsen støtter patientklagenævnet sig blandt andet til afgørelsen i en sag ved Østre Lands-ret (B-3862-13) vedrørende tvangsfiksering. Den pågældende sag blev efterfølgende trykt i UfR 2014.3300Ø. Sagen, der vedrørte en 12 timer lang tvangsfiksering, omhandlede netop den situa-tion, at patienten havde fået fuldt medhold i patientklagenævnet, hvor hele tvangsfikseringen

4

var blevet underkendt. Ved domstolene vedrørte sagen således alene det rejste erstatningskrav,

jf. § 469, stk. 6. Østre Landsret tilkendte klageren en godtgørelse på 5.000 kr. for den ulovlige tvangsfiksering. Klager kan i det hele tilslutte sig patientklagenævnets betragtninger.

Regionen har i sin meddelelse af 20. april 2021 navnlig gjort gældende, at det i psykiatrilovens § 37 er indlagt som en forudsætning, at alene afgørelser, som går patienten imod kan indbringes for domstolene i medfør af retsplejelovens kapitel 43 a, idet rettens prøvelse sker til opfyldelse af GRL § 71, stk. 6.

Klager kan ikke undlade at bemærke, at retsplejelovens kapitel 43 a, udgør den egentlige ud-møntning af Grundlovens § 71, stk. 6, herunder på begæring behandling af spørgsmålet om erstatning. Klager bemærker endvidere, at ordlyden af psykiatrilovens § 37, stk. 1, ikke kan antages at afskære en klager, der har fået fuldt medhold i patientklagenævnet, fra domstolsprø-

velse. Det følger således alene af bestemmelsen, at patientklagenævnet "[skal] indbringe sine

afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse ... for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a". Be-stemmelsens forarbejder1 støtter ej heller, at domstolsprøvelse skulle være forbeholdt klagere, som ikke har fået medhold i nævnet.

Det gøres endvidere gældende, at ej heller retsplejelovens § 469, stk. 6, eller denne bestemmel-ses forarbejder2, som angiver, at det blev fundet "praktisk og rimeligt", at det i kapitel 43 a sik-redes borgeren en "let adgang til samtidig at få krav om erstatning af det offentlige for ulovlig frihedsberøvelse pådømt", forhindrer, at en sag indbringes for domstolene i henhold til retsplej-

elovens kapitel 43 a med henblik på at opnå erstatning. Se i denne henseende UfR 2017.1314H,

indbragt for domstolene i medfør af psykiatrilovens § 37, jf. rpl. kap. 43 a, udelukkende med henblik på erstatning.

Både i relation til UfR 2014.3300Ø og UfR 2017.1314H bemærkes, at det af retsplejelovens § 471,

stk. 1, følger, at det er retten, der oplyser sagen. Retten må hermed ex officio antages at påse,

hvorvidt retten også har hjemmel til at behandle en sådan sag. Spørgsmålet er således efter kla-gers opfattelse afklaret i retspraksis senest af Højesteret i 2017.

Det gøres på denne baggrund gældende, at klager har krav på at få behandlet det efter retspleje-lovens § 469, stk. 6, fremsatte erstatningskrav, uagtet han i patientklagenævnet har fået fuldt medhold. ”

Region Hovedstaden (v/advokat Henrik Perregaard) har i meddelelse af hen-holdsvis 20. og 28. april 2021 anført følgende:

” Under nærværende sag forbeholder jeg mig at nedlægge påstand om afvisning, idet der ikke er hjemmel i Retsplejelovens kapitel 43 a til at få prøvet en eventuel erstatningspåstand i medfør af dette kapitel, når tvangsfikseringens lovlighed ikke prøves.

Det gøres tillige gældende, at det er indlagt som en forudsætning i Psykiatrilovens § 37, at Det Psykiatriske Patientklagenævn kun kan indbringe afgørelser efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren i medfør af reglerne i Retsplejelovens kapitel 43 a, når der er tale om afgørel-ser, der helt eller delvist er gået patienten imod, idet Rettens prøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed sker til opfyldelse af den grundlovssikrede ret til domstolsprøvelse i medfør af Grundlovens § 71, stk. 6.

Da frihedsberøvelsens lovlighed ikke skal prøves under denne retssag, gøres det herefter gæl-

dende, at erstatningsspørgsmålet må behandles under en almindelig civil retssag.”

5

” Til det i klagers processkrift af 27. ds. anførte bemærkes det, at der i de refererede domme i UfR 2014.3300Ø og UfR 2017.1314H ikke ses at være nedlagt påstand om sagens afvisning, hvil-ket muligt er baggrunden for, at Retten ikke har taget stilling til spørgsmålet. Det i mit indlæg af 20. ds. anførte fastholdes i øvrigt. ”

Parterne har mundtligt procederet sagen.

Rettens begrundelse

og afgørelse

Det er udgangspunktet, at krav om erstatning og/eller godtgørelse skal behand-les efter retsplejelovens regler om almindelige civile sager.

Retsplejelovens § 469, stk. 6 – der er indsat i retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse – har følgende ordlyd:

” Krav om erstatning af det offentlige for ulovlig frihedsberøvelse skal efter begæring pådøm-mes under sagen om frihedsberøvelsens lovlighed. Retten kan dog udskyde erstatningsspørgs- målet til behandling efter afgørelsen om frihedsberøvelsens lovlighed.”

Reglen i retsplejelovens § 469, stk. 6, er således en undtagelse til udgangspunk-tet om, at erstatnings- og godtgørelseskrav skal behandles under en almindelig civil sag.

Retten finder efter en almindelig sproglig fortolkning af retsplejelovens § 469, stk. 6, at bestemmelsen kun omhandler den situation, hvor en afgørelse om ad-ministrativt bestemt frihedsberøvelse er indbragt for retten til prøvelse af fri-hedsberøvelsens lovlighed. Hvis frihedsberøvelsen kendes ulovlig, vil der un-der prøvelsessagen ligeledes kunne tages stilling til et civilretligt krav om er-statning og/eller godtgørelse for ulovlig frihedsberøvelse.

Formålet med bestemmelsen er blandt andet at undgå, at den person, som har været undergivet en ulovlig frihedsberøvelse, foruden prøvelsessagen tillige skal anlægge en almindelig civil sag om erstatning og/eller godtgørelse.

Retten finder, at den anførte fortolkning af retsplejelovens § 469, stk. 6, også støttes af, at reglen er indsat i retsplejelovens kapitel 43 a (”Prøvelse af admini-strativt bestemt frihedsberøvelse”).

Ud fra parternes påstande lægger retten til grund, at sagen ikke vedrører prø-velse af lovligheden af frihedsberøvelserne, men derimod vedrører spørgsmålet om eventuel godtgørelse for de frihedsberøvelser, som Patientklagenævnet ved sin afgørelse tilsidesatte.

Herefter – og da det fremgår af almindelige fortolkningsprincipper, at en und-tagelsesbestemmelse som udgangspunkt ikke skal fortolkes udvidende – finder

6

retten, at Klagers krav om godtgørelse ikke kan behandles efter regler-ne i retsplejelovens kapitel 43 a, om prøvelse af administrativt bestemt friheds-berøvelse.

THI KENDES FOR RET:

Sagen afvises.

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskas-sen.