174/2008

Årsagssammenhæng mellem patientskade og efterfølgende konstateret lidelse. Dom afsagt den 15. marts 2011 Sag 174/2008 A mod Patientskadeankenævnet Årsagssammenhæng mellem patientskade og efterfølgende konstateret lidelse. A pådrog sig i 1999 et brud i sin venstre hånd. Han blev behandlet med gipsskinne i 4 uger. Herefter havde han vedvarende smerte og en strækkemangel på ca. 90 grader i lillefingerens mellemled. Han blev tilset på sygehuset, hvor man vurderede, at fejlstillingen skulle rettes op ved en operation, der blev gennemført i december 2000. Efterfølgende tilstødte et skred i stillingen, hvorefter han blev reopereret i juni 2001. Også efter denne operation havde han en strækkemangel i lillefingeren og vedvarende smerter, hvorefter han blev opereret på ny. Da dette ikke hjalp, blev lillefingeren amputeret først gennem mellemleddet, senere i 2003 omkring grundleddet. Herefter udviklede han en smertefuld strækkemangel i ringfingeren, som blev amputeret gennem mellemleddet i januar 2004, hvorefter han udviklede en smertefyld strækkemangel i langfingeren. Efter de lægelige erklæringer måtte det lægges til grund, at A havde udviklet et såkaldt clenched fist syndrom (dystoni). Det var karakteristisk for dette syndrom, at den starter med en ukontrollabel, vedvarende og smertefuld knytning af en finger, hvilket ofte fører til amputation af denne finger, hvorefter tilstanden griber over på nabofingeren, og hvis denne bliver amputeret, over på næste finger osv. Patientforsikringen vurderede, at A ved operationen i 2000 var blevet påført en patientskade, idet operationen ikke var udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard, jf. dagældende patientforsikringslovens § 2, stk. 1, nr. 1. Der blev lagt vægt på, at fiksationen ikke var tilstrækkelig, idet der kun blev indsat én skrue i det distale fragment. Patientskadeankenævnet traf i 2005 afgørelse om, at A som følge af patientskaden var påført et varigt mén på 8 % svarende til taksten for tab af håndens lillefinger. Nævnet lagde i den forbindelse til grund, at amputationen af lillefingeren kunne tilskrives patientskaden, men nævnet fandt, at A´s gener fra 4. og 3. finger ikke med overvejende sandsynlighed skyldtes patientskaden. Højesteret lagde til grund, at A udviklede dystoni i venstre hånds lillefinger, og at også hans gener i bl.a. venstre hånds 4. og 3. finger skyldtes dystonien. Højesteret bemærkede videre, at det i Patientskadeankenævnets afgørelse var lagt til grund, at der var årsagsforbindelse mellem den utilstrækkelige fiksation i forbindelse med operationen den 1. december 2000 og amputationen af lillefingeren. Da det på baggrund af de lægelige erklæringer måtte anses for overvejende sandsynligt, at dystonien havde bredt sig til 4. og 3. finger på A´s hånd som følge af amputationen af lillefingeren, fik A medhold i, at det var godtgjort med overvejende sandsynlighed, at der var årsagssammenhæng mellem den anerkendte patientskade og A´s gener i form af dystoni i bl.a. 3. og 4. finger. Højesteret ændrede hermed landsrettens afgørelse.