Tilbage til sager

BRByretterne

AM2022.02.09B

Dom
Kilde: Anklagemyndigheden →
Dato
09-02-2022
Sagsemne
strafskærpelse -nedsættelse og -bortfald, vold eller trusler om vold
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2022.02.09B Retten i Hillerøds

DOM

Dato: 9. februar 2022 Rettens sagsnr.: 8-4113/2020 Politiets sagsnr.: 0900-73241-00518-20 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født … Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 2. september 2020.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, jf. § 81, nr. 6, ved den 16. juli 2020 ca. kl. 13.30 på Adresse i Allerød at have øvet vold eller truet med at øve vold mod Hjemmeplejer Forurettede, under udførelsen af hendes arbejde som hjemmeplejer, idet han på baggrund af Forurettedes etniske oprindelse eller tro udtalte, at hun skulle ”skride ud af Danmark” eller lignende og herefter tog fat i og rev Forurettedes tørklæde af, ligesom han efterfølgende tog fat i hendes hår og tildelte hende adskillige slag i ansigtet med knyttet hånd.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig. Forurettede Forurettede har påstået, at tiltalte skal betale 20.000 kr. i erstatning for tort jf. erstatningsansvarslovens § 26, stk. 3. Tiltalte har bestridt erstatningspligten og erstatningskravets størrelse.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte og af vidnerne Forurettede, Vidne1, Vidne2 og politibetjent Vidne3. [FORKLARINGER UDELADT] Der er dokumenteret politiattest, hvoraf fremgår, at Forurettede henvendte sig på akutmodtagelse på Bispebjerg Hospital, den 16. juli 2020 kl. 17.05. Af politiattesten fremgår blandt andet følgende: "... 5. Det objektive fund: Skadelidte fremtræder vågne, klar og relevant.

Ansigt: Let hævelse på begge kinder, ingen overfladisk hudafskrabning eller blå mærker. Normalt sammenbid. Der er ved undersøgelse ømhed af kæben. ..." Af retsmedicinsk udtalelse af 5. juli 2021 fremgår følgende: "...

Spørgsmål: Spørgsmål 1: Hvor sandsynligt kan det antages at være, at hverken Forurettede eller tiltalte Tiltalte, har synlige slagskader, såfremt tiltalte, som oplyst, har tildelt Forurettede 5-10 hårde knytnæveslag i ansigtet. Svar: Tildelte salg med knyttet næve kan efterlade hudlæsioner såsom hævelse, rødme, underhudsblødning, hudafskrabning samt underliggende skade af bøddelsvæv og brud af knogler.

Hudlæsionerne har tendens til at blive tydeligere, såfremt der er underliggende knogle på kontaktstedet. Det må anses for sandsynligt, at 5-10 hårde knytnæveslag mod ansigtet ville efterlade læsioner i de regioner, hvor slagene ramte, særligt hvis nogle af slagene ramte øjenbryn, kindben, næse, købe eller hagespids.

Afgivelse af slag med knyttet næve kan efterlade læsioner på knoerne, såsom hævelse, rødme, underhudsblødning, hudafskrabning samt underliggende skade af bøddelsvæv og brud af knogler. Det må anses for sandsynligt, at 5-10 hårde knytnæveslag mod ansigtet ville efterlade læsioner på knoerne, særligt hvis nogle af slagene ramte øjenbryn, kindben, næse, kæbe eller hagespids.

Det skal understreges, at udbredelse og sværhedsgrad af læsioner varierer fra person til person. Det er velkendt, at blodfortyndende behandling selv ved mindre traumer kan medføre et mere udbredt læsionsmønster. Spørgsmål 2: Hvorvidt det er mere sandsynligt, at Forurettede er blevet slået som oplyst eller om det er mere sandsynligt, at hun ikke er blevet slået som oplyst.

Svar: Som det fremgår af det fremsendte materiale, konstateredes det ved lægelig undersøgelse på Bispebjerg Hospital, Akutmodtagelsen den 16-07-2020 let hævelse af begge kinder men ingen overfladiske hudafskrabninger og ingen blå mærker. Der fandtes normalt sammenbid i kæbeleddet. Der konstateredes ømhed ved berøring på kæben, over kæbeleddet.

Af den fremsendte kopi af foto af forurettede, dateret den 16-07-2020, ses mulig hævelse af kinderne. Der kan ikke ses hverken rødme, underhudsblødninger eller hudafskrabninger i den del af ansigtet, der kan besigtiges på fotoet. Samlet er der således set mulige læsioner i form af mulig let hævelse af begge kinder. Hævelsen kunne være opstået ved let stump vold.

Det påviste læsionsmønster i ansigtet er mindre sandsynligt foreneligt med følger efter 5-10 hårde knytnæveslag, og det skønnes mere sandsynligt, at hun ikke er blevet slået. Denne vurdering gælder for den del af ansigtet som ikke er dækket af slør. Det er ikke muligt at udtale sig om den øvrige del af ansigtet.

Spørgsmål 3: Hvorvidt hævelsen af Forurettedes ansigt kan skyldes andet, herunder stramtsiddende slør samt gråd i timerne frem til den lægelige undersøgelse.

Svar: Det kan ikke udelukkes, at den ved den lægelige undersøgelse den 16-07-2020 påviste lette hævelse af begge kinder samt den mulige hævelse af kunderne på den fremsendte kopi af foto af forurettede, dateret den 16-07-2020, kan være følger af et stramtsiddende slør og/eller gråd i timerne frem til den lægelige undersøgelse. ..." Personlige forhold Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Kriminalforsorgen har den 16. september 2020, jf. undersøgelse i medfør af retsplejelovens § 808, blandt andet udtalt følgende: "... Kriminalforsorgens konklusion: Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte er egnet til at modtage en betinget dom, hvortil det alene anbefales, at der fastsættes prøvetid.

Såfremt sagen kan afgøres med en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, er det Kriminalforsorgens vurdring, at Tiltalte er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden Kriminalforsorgens begrundelse: Kriminalforsorgen har ved vurderingen lagt vægt på, at Tiltalte ikke tidligere er kendt i Kriminalforsorgen og at han har gode personlige og sociale forhold. …” Tiltalte har om sine personlige forhold bekræftet oplysningerne i erklæringen fra Kriminalforsorgen og har supplerende forklaret, at han har været ude for en faldulykke og nu går med gangstativ.

Rettens begrundelse

og afgørelse Tiltalte har nægtet sig skyldig. Det lægges til grund, at hjemmeplejer Forurettede rettede henvendelse på tiltaltes bopæl under udførelsen af sit arbejde som hjemmeplejer, idet hun skulle pleje tiltaltes hustru, der lider af sclerose.

Tiltaltes forklaring om, at han trak Forurettedes tørklæde af, idet han ville have hende ud af huset, da han var bange for, at han var ved at blive udsat for et hjemmerøveri, afvises som utroværdig, navnlig under hensyn til, at Forurettede udover et tørklæde var iført den sædvanlige hjemmehjælperuniform.

Efter de afgivne forklaringer lægges det herefter til grund, at tiltalte overfaldt Forurettede på baggrund af hendes etniske oprindelse eller tro, idet han tog fat i Forurettedes hår og tørklæde, samt da han rev tørklædet af med en sådan kraft, at Forurettede blev trukket bagover, ligesom han efterfølgende tog fat i hendes arm og slog ud efter hende adskillige gange med knyttet hånd.

Efter de i øvrigt foreliggende oplysninger, herunder politiattesten og den retsmedicinke udtalelse findes det imidlertid ikke tilstrækkeligt godtgjort, hvorvidt tiltalte ramte Forurettede med adskillige slag i ansigtet med knyttet hånd. Det findes endvidere ikke tilstrækkeligt godtgjort, hvorvidt tiltalte udtalte, at Forurettede skulle ”skride ud af Danmark” eller lignende.

Med disse bemærkninger findes tiltalte skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, jf. § 81, nr. 6. Straffen fastsættes til fængsel i 30 dage, jf. straffelovens § 119, stk. 1, jf. § 81, nr. 6. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 1.

Retten har lagt vægt på tiltaltes alder og gode personlige forhold, herunder at han ikke er tidligere straffet. Retten tager ikke erstatningspåstanden til følge, idet der ikke er grundlag for at tilkende Forurettede godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 30 dage. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser: Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom. Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

AM2022.02.09B
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/0babaa14-39ad-4605-acd8-8f1a2fc90e5a