BR — Byretterne
AM2024.02.13B
AM2024.02.13B Retten i Glostrups
DOM
Dato: 13. februar 2024 Rettens sagsnr.: A3-11937/2023 Politiets sagsnr.: 0700-73232-00020-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født marts 1966 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 30. oktober 2023.
Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af 1. (1.-6) (0700-73232-00020-23) (0700-84451-00990-23) (0700-84451-00986-23) (0700-84451-00987-23) (0700-84451-00988-23) (0700-84451-00989-23) straffelovens § 242 og overtrædelse af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning § 21, stk. 1, jf. § 1, ved i perioden fra den 15. til den 28. august 2023, på adressen Adresse, i Hedehusene, som led i en systematisk og vedvarende kontakt, forfølgelse eller chikane rettet mod Forurettede, hvilket var egnet til at krænke dennes fred, at have foretaget nedennævnte handlinger, hvorved tiltalte direkte eller indirekte kontaktede Forurettede, på trods af at tiltalte den 14. december 2021 var forkyndt et tilhold gældende til den 14. december 2026, hvorefter sigtede ikke måtte kontakte Forurettede personligt, mundtligt eller skriftligt, heller ikke ved e-mails, sms'er, beskeder via sociale netværk eller lignende eller i øvrigt kontakte ham indirekte, f. eks. ved at skrive til ham på internettet eller på anden måde chikanere ham: ved enten den 15. eller 16. august 2023 ca. kl. 19.00 på adressen Adresse, i Hedehusene, at have gået forbi Forurettedes lejlighed og sagt noget igennem et åbent vindue i lejligheden, ved den 27. august 2023 ca. kl. 13.10 ved hoveddøren til opgangen på adressen Adresse i Hedehusene, at have kaldt Forurettede for enten "gammel nar" eller "gammel idiot" eller lignende, ved den 27. august ca. kl. 19.30 på adressen Adresse i Hedehusene, at have banket en enkelt gang på Forurettedes lejlighedsdør, ved på et tidspunkt i perioden fra 27. august til den 28. august ca. kl. 06.40 på adressen Adresse i Hedehusene, at have lagt en ispind i Forurettedes postkasse, ved den 28. august ca. kl. 06.50 i cykelkælderen tilknyttet adressen Adresse i Hedehusene, at have punkteret for- og baghjul på Forurettes cykel.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig. Tiltalte har påstået frifindelse, subsidiært rettens mildeste dom. Forurettede har har påstået, at tiltalte skal betale 360,00 kr. i erstatning med tillæg af procesrente fra den 13. februar 2024. Tiltalte har bestridt erstatningspligten og erstatningskravets størrelse.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte og af vidnerne Vidne1, Forurettede og Vidne2. Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen. Tiltalte er tidligere straffet ved Retten i Glostrups dom af 6. juli 2017 for overtrædelse af straffelovens§ 244 med fængsel i 40 dage betinget med vilkår om samfundstjeneste.
Retten i Glostrups dom af 12. oktober 2020 for overtrædelse af straffelovens§ 291, stk. 1 og lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning§ 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 21, stk. 1, med 6 dagbøder å 415 kr. Retten i Glostrups dom af 7. juli 2023 for overtrædelse af straffelovens § 242, § 291, stk. 1 og lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning § 21, stk. 1, jf. § 1, med fængsel i 6 måneder.
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han ikke har et arbejde på grund af denne sag. Han vil søge job. Han har sat sin ejerlejlighed til salg. Han bor på gaden, da han ikke må opholde sig i sin ejerlejlighed. Han har ikke været der siden, at han blev varetægtsfængslet. Han vil flytte. Han har en kæreste. Tiltalte har under sagen været frihedsberøvet fra den 6. til den 19. september 2023.
Rettens begrundelse
og afgørelse Tiltalte har ved afgørelse af 10. december 2021 fået et tilhold mod Forurettede, der blev forkyndt for tiltalte den 14. december 2021 og er gyldigt i 5 år. Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Efter vidnerne Forurettede og Vidne1s troværdige forklaringer lægger retten til grund, at Forurettede skrev hændelserne med tiltalte ned, lige når de var sket, og at han ringede til sin søster, der skrev hændelserne ned til brug for anmeldelsen til politiet.
Efter bevisførelsen, herunder vidnet Forurettedes forklaring om, at han kun har vinduerne åbne, når han er hjemme, og vidnet Vidne2 forklaring om, at han den 15. eller 16. august 2023 så, at tiltalte gik forbi Forurettedes lejlighed og kikkede op og sagde noget henvendt til Forurettede igennem et åbent vindue i lejligheden, finder retten det bevist, at tiltalte er skyldig i forhold 1 a.
Efter bevisførelsen, herunder vidnet Forurettedes forklaring sammenholdt med vidnet Vidne1 forklaring finder retten det bevist, at tiltalte den 27. august 2023 ca. kl. 13.10 sagde "gammel nar" eller "gammel idiot" eller lignende til Forurettede. Tiltalte er herefter skyldig i forhold 1 b.
Efter bevisførelsen, herunder vidnet Forurettedes forklaring om, at han så, at tiltalte spiste en ispind, og næste dag den 27. august 2023 eller 28. august 2023 så Forurettede, at der lå en ispind i hans postkasse, og Forurettedes forklaring om, at tiltalte tidligere har lagt pålægsbakker og meget andet i hans postkasse og forklaringen om, at han ikke har nogen konflikt med andre i ejendommen, sammenholdt med vidnet Vidne1 forklaring om, at hun har nedskrevet hændelsen efter at have talt med Forurettede, finder retten det bevist, at tiltalte er skyldig i forhold 1 d.
Efter bevisførelsen, herunder vidnet Forurettedes forklaring om, at den dag, hvor han så tiltalte spise en ispind, var han på vej ud at cykle, og da han kom hjem fra cykelturen, var den ene dør ned til cykelkælderen blokeret med tiltaltes cykel, og Forurettedes forklaring om, at han dagen efter konstaterede, at for- og baghjul på hans cykel var punkteret, og at cykelkælderen er aflåst, og at det kun er beboerne, der har nøgle til cykelkælderen, og at tiltalte kender Forurettedes cykel, sammenholdt med vidnet Vidne1 forklaring om, at hun har nedskrevet hændelsen efter at have talt med Forurettede, finder retten det bevist, at tiltalte er skyldig i forhold 1 d.
Efter bevisførelsen finder retten, at det ikke med den til domfældelse fornødne sikkerhed er godtgjort, at det var tiltalte, der bankede på Forurettedes dør den 27. august 2023. Tiltalte frifindes derfor for forhold 1 c.
Tiltalte er herefter i den nævnte omfang skyldig efter anklageskriftet og er herefter skyldig i overtrædelse af straffelovens § 242 og lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning § 21, stk. 1, jf. § 1. Straffen fastsættes til fængsel i 3 måneder, jf. straffelovens § 242 og lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning § 21, stk. 1, jf. § 1.
Retten har ved straffastsættelsen lagt vægt på overtrædelsernes karakter og antal, og at de skal ses i lyses af antallet og karakteren af de tidligere overtrædelser begået af tiltalte mod samme Forurettede, hvilket tiltalte er straffet for ved Retten i Glostrups dom af 7.juli 2023, og det hurtige recidiv efter denne dom, samt at Forurettede er påtvunget en vis kontakt med tiltalte, der bor lige ved siden af ham, og at tiltaltes adfærd har været utryghedsskabende for Forurettede i hans hjem.
Retten har endvidere lagt vægt på, at tiltalte tidligere er dømt for vold mod en nabo og for overtrædelse af et tilhold mod en anden nabo. Retten finder af samme grund ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke betinget med vilkår om samfundstjeneste. Retsformanden tager erstatningspåstanden til følge som nedenfor bestemt.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte straffes med fængsel i 3 måneder. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. Tiltalte skal inden 14 dage til Forurettede, ved bistandsadvokat Henrik Juel Halberg, betale 360,00 kr. med tillæg af procesrente fra den 13. februar 2024.
