Tilbage til sager

BRByretterne

AM2023.09.14B

Dom
Kilde: Anklagemyndigheden →
Dato
14-09-2023
Sagsemne
hastighed / § 4 og § 42, særlig hensynsløs kørsel, konfiskation af motorkørertøjer / § 133 a
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2023.09.14B Retten i Kolding

DOM

Dato: 14. september 2023 Rettens sagsnr.: 3-5410/2023 Politiets sagsnr.: 3700-73341-00024-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født den 23. august 2001 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 19. juni 2023.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af 1. (2. og 3.) færdselslovens § 118, stk. 10, jf. stk. 1, og stk. 11, nr. 1, jf. § 3, stk. 1, § 37, stk. 4, og § 41, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1, nr. 2, og nr. 8, ved den 9. juni 2022 ca. kl. 02.50, i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse, under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden og på særlig hensynsløs måde, uden politiets tilladelse, at have kørt kap og væddekørsel, idet tiltalte Tiltalte førte personbil med reg.nr. … (Audi), med Forurettede1 og Forurettede2 som passagerer, og tiltalte Person1, som påvirket af alkohol og kokain, førte personbil med reg.nr. … (BMW), ad Vej1 / Vej2 i By2, hvor tiltalte undlod at udvise agtpågivenhed og holde en efter forholdene passende lav hastighed i tættere bebygget område, i mørke og i vådt føre, idet de tiltalte med høj hastighed kørte om kap i nordgående retning, hvorefter de tiltalte med høj hastighed kørte om kap i sydgående retning frem til krydset ved Vej3, hvor tiltalte Tiltalte kørte ind i en mur ved Adresse1, hvor Forurettede3 lå og sov på den anden side af muren, hvorved der kom revner i væggen og loftet, ligesom et vandrør gik i stykker. 2. (1.) straffelovens § 252, stk. 1, ved, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs vis, at have foretaget den i forhold 1 beskrevne kørsel, hvor tiltalte Tiltalte forvoldte nærliggende fare for passagererne Forurettede1 og Forurettede2s liv eller førlighed, ligesom tiltalte Tiltalte forvoldte nærliggende fare for Forurettede3s liv eller førlighed. 3 a. (4.) færdselslovens § 118, stk. 11, nr. 3, jf. § 42, stk. 1, nr. 1, ved, i forbindelse med den i forhold 1 beskrevne kørsel, at have ført personbil med reg.nr. … (Audi) ad Vej1 i By2 med en hastighed af mindst 103 km/t, selv om hastigheden i tættere bebygget område ikke må overstige 50 km/t, hvilket udgør en overskridelse på mere end 100 pct. af den tilladte hastighed. 4. (5.) tiltalte Tiltalte færdselslovens § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, 2. pkt., ved at have foretaget den i forhold 1 beskrevne kørsel, uden at have medbragt sit kørekort.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bøde og fængselsstraf. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, og § 24, nr. 2, udvises med indrejseforbud i et tidsrum, som retten fastsætter.

Anklagemyndigheden har endvidere påstået, at tiltalte Tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, og at frakendelsen skal ske ubetinget i 6 år fra den 17. november 2022, jf. færdselslovens § 128, stk. 2, jf. § 126, stk. 1, nr. 4, nr. 11, og nr. 12 og § 125, stk. 1, nr. 1.

Anklagemyndigheden har endvidere påstået konfiskation af personbil med reg.nr. …, stel nr. … i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt. Tiltalte har nægtet sig skyldig i forhold 1-2. Tiltalte har erkendt sig delvist skyldig i forhold 3 og erkendt sig skyldig i forhold 4.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af de tiltalte Tiltalte og Person1, og af vidnerne politiassistent Vidne1, Forurettede2, Vidne2, Vidne3, Forurettede3. Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen. Tiltalte Tiltalte er tidligere straffet ved Bødeforlæg af 6. marts 2022 for overtrædelse af færdselslovens § 4, stk. 1. Bødeforlæg af 6. marts 2022 med bøde for overtrædelse af færdselslovens § 55 a.

Bødeforlæg af 9. juni 2022 med bøde for overtrædelse af straffelovens § 276, jf. § 287, stk. 1. Udenretslig vedtagelse af bøde og betinget førerretsfrakendelse fra den 9. juni 2022 indtil den 8. juni 2025 for overtrædelse af færdselslovens § 42, stk. 2, jf. § 119 a. I udtalelse af 1. august 2023 fra Udlændingestyrelsen, vedr.

Tiltalte fremgår: Tiltalte er registreret med skattepersonnummer den 29. november 2017 i Det Centrale Personregister (CPR). Samtidig er han registreret med ej bopæl i Danmark.

Pågældende har intet registreringsbevis i Danmark, og der er ikke registreret nogen sag hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) Pågældende har oplyst til politiet den 9. juni 2022, at han har været i Danmark i 2 til 3 år, med nogle afbrydelser, hvor han har været udrejst igen. Det fremgår af eindkomst, at han er registreret med meget begrænset lønindkomst i december 2017.

I vurderingen af lovligt ophold efter EU-reglerne, er det afgørende, at pågældende har taget faktisk og reelt ophold i Danmark og opfylder et opholdsgrundlag efter EU-reglerne som f.eks. arbejdstager eller på baggrund ag tilstrækkelige midler. Det følger af EU-opholdsbekendtgørelsen § 1, at EU-reglerne finder anvendelse på unionsborgere, som tager faktisk og reelt ophold i Danmark.

Etablering af faktisk og reelt ophold indebærer i praksis, at der er foretaget en reel og faktisk flytning til Danmark, og at man har indrettet sig på en måde, der viser, at man har (haft) sin tilværelse her i landet og har draget de konsekvenser, der følger af at være flyttet hertil.

Idet pågældende ikke er registreret med et registreringsbevis, ikke har indgivet ansøgning om et registreringsbevis, ikke er tilmeldt CPR med dansk folkeregisteradresse, og alene i december 2017 er registreret med lønindkomst i eindkomst, har han således ikke lovligt ophold i Danmark i udvisningsbestemmelsernes forstand, jf. herved bestemmelsen i udlændingelovens § 27.

Udvisningshjemmelen Styrelsen for International Rekruttering og Integration er af den opfattelse, at opholdets karakter fører til, at betingelserne for en eventuel udvisning skal søges i udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6 og § 24, nr. 2. Tiltaltes førerret har været administrativt inddraget af politiet fra den 17. november 2022.

Tiltalte Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han bor på Adresse2 By2. Han modtager post på adressen, og han får snart sygesikringskort. Han har ansøgt om sygesikringskortet. Han har rejst frem og tilbage mellem Danmark og Kroatien på grund af sin mor. Han kunne ikke søge om sygesikringskort før, at han fandt et arbejde. Han skal arbejde fra i morgen af. Han har boet der i næsten to år.

Han kom til Danmark første gang i 2017. Han har boet noget af tiden siden 2017 i Kroatien og i Tyskland. Han var sidst i Kroatien for cirka 20 dage siden. Han skulle have arbejdet for Virksomhed1, men så mistede han sit kørekort. Han nåede aldrig at arbejde for Virksomhed1. Hans kone har haft arbejde. Han har sin mor og brødre her. Han har også en søster i Kroatien, som sender penge til ham.

Han havde også penge med fra arbejde i Kroatien. Han har ikke haft indkomst i Danmark. Han har hjulpet søsteren i dennes flyttefirma, men aldrig fået løn. Han arbejdede i december 2017. Han var næsten et år i Tyskland. I løbet af de sidste to år har han opholdt sig cirka halvandet år i Danmark. Hans far har et familiehus i Kroatien. Han opvoksede i Kroatien og havde sin skolegang der. Kæresten er måske gravid.

Han mener, at de prøver at få et barn. Faren bor i Tyskland. Han har en mor og søster i Danmark. De bor cirka 5 minutter fra Adresse2. Han kender ikke adressen. Moren har fået ny lejlighed for cirka en måned siden. Moren er lige ankommet, og hun er meget syg. Hun har skader i arm og ben. Hun kan ikke arbejde, og kan derfor ikke få gult sygesikringskort. Moren behandles på private klinikker i Tyskland.

Moren er registreret i Tyskland, men ikke i Danmark. Moren planlægger også at bo i Danmark. Erstatningen til Person2 kom fra salg af en motorcykel i Kroatien og et lån fra moren. Han har cirka 1.000 euro tilbage i Kroatien. Han vil stadig tage til Kroatien på ferier, da det er hans land. Han har to søstre, en bror, sin mor, kæreste og venner i Danmark. Den ene søster bor i By1, men han kan ikke den præcise adresse.

Broren og søstrene har gult sygesikringsbevis. Søsteren i By1 tror han har fødselsdag den 19. august 1993-1994, men han er ikke sikker. Foreholdt at oplysningerne ikke passer med en Kroatisk statsborger i Danmark forklarede han, at så ved han det ikke. Søsteren hedder Person3.

Forespurgt af retten til oplysningerne i arbejdsgivererklæringen forklarede han, at det er søsteren, som har åbnet firmaet Virksomhed2, som har udstedt arbejdsgivererklæringen. Adressen Adresse3 i By2 er søsterens adresse. Forurettede2 vil måske også arbejde med søsteren. Person3 bor sammen med en mand og to børn.

Han er ikke uddannet automekaniker som oplyst i § 26 afhøringen, men han har arbejdet med biler i Kroatien. Han skal arbejde med rengøring i forskellige byer, herunder By2 og By3.

Rettens begrundelse

og afgørelse Forhold 1-3: Tiltalte har forklaret, at det er ham, som på videoen ses køre først i nordlig og derefter i sydlige retning ad Vej2. Han har endvidere forklaret, at han kender den hvide BMW med reg.nr. … og føreren Person1, men at han ikke så Person1 eller bilen før ulykken.

Efter den fremlagte hastighedsmåling baseret på videooptagelsen af kørslen, som efter Vidne1s forklaring er fastlagt efter samme målemetode som anvendes ved eksempelvis trip-tracker med indlagt margin på både tid og strækning, var tiltaltes hastighed 103 kilometer i timen efter et yderligere fradrag på 5 kilometer i timen.

Målingen støttes af bilinspektørerklæringen af 13. juni 2022, som vurderer hastigheden på ulykkestidspunktet til 103 kilometer i timen. Under disse omstændigheder finder retten det bevist, at tiltalte førte personbil med reg.nr. … ad Vej2 med en hastighed på mindst 103 kilometer i timen.

Det fremgår af overvågningsvideoen, at begge biler kl. 02.45.57 kører gennem krydset og fortsætter ad Vej2 i nordlig retning, hvor den hvide bil kører forrest og den sorte bil bagerst. Det kan høres på videoen, at begge biler accelerer kraftigt, hvilket støttes af Vidne2s forklaring. Kl. 02.48.02 kommer bilerne igen til syne på overvågningsvideoen kørende ad Vej2 i sydlig retning, hvor den sorte bil kører forrest.

Der kan igen høres kraftig acceleration på videoen, og særligt den sorte bil (AUDI reg.nr. …), som tiltalte var fører af, ses med høj hastighed, hvilket støttes af målingerne og Vidne2s forklaring om, at han hørte kraftig acceleration flere gange. Tiltalte har om formålet med kørslen forklaret, at han skulle aflevere ikke nærmere oplyst medicin til sin mor.

Oplysningerne er ikke nærmere underbygget, og under hensyn til oplysningerne om at tiltaltes mors medicinske behandling foregår ved det tyske sundhedsvæsen, at kørslen foregik cirka kl. 02.50 om natten, og at tiltalte alene er ude af overvågningsvideoens kameravinkel i 2 minutter og 5 sekunder, tilsidesættes tiltaltes forklaring herom som utroværdig.

Retten lægger herefter til grund, at tiltalte uden ærinde kørte først i nordlig og dernæst sydlige retning ad Vej2 sammen med en bil, hvor tiltalte har forklaret, at han kender både bil og fører. Retten lægger endvidere som ovenfor anført til grund, at kørslen skete med høj hastighed og kraftig acceleration, og at der undervejs i kørslen skete overhaling.

Under disse omstændigheder finder retten det ubetænkeligt at lægge til grund, at tiltalte kørte kap og væddeløbskørsel mod Person1/personbil reg.nr. … .

Under hensyn til at der er tale om kap og væddeløbskørsel gennem tæt bebygget område med en hastighed der oversteg det tilladte med mere end 100 % i mørke med vådt føre, hvorved tiltalte mistede kontrollen over bilen og påkørte først en kantsten og derefter Adresse1 i By2 er kørslen forvoldte nærliggende fare for passagererne i bilen og Forurettede3s liv eller førlighed, hvilket tiltalte må have indset.

Kørslen er derfor omfattet af straffelovens § 252, stk. 1. Tiltalte er derfor skyldig i forhold 1-3. Forhold 4: Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de omstændigheder, som er i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Sanktion Straffen fastsættes til fængsel i 3 måneder og en bøde på 1.000 kr., jf. straffelovens § 252, færdselslovens § 118, stk. 10, jf. stk. 1, og stk. 11, nr. 1, jf. § 3, stk. 1, § 37, stk. 4, og § 41, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1, nr. 2, og nr. 8, § 118, stk. 11, nr. 3, jf. § 42, stk. 1, nr. 1 og § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk 1, 2. pkt.

Der er ikke grundlag for at gøre hele eller dele af straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Retten har lagt vægt på, at udgangspunktet for de strafbærende forhold er ubetinget fængsel.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på kørslen karakter og udgangspunktet for strafniveauet i sager om kap- og væddeløbskørsel, hastighedsoverskridelser med mere end 100 % og den ved L 2091 290 indførte strafskærpelse for overtrædelse af straffelovens § 252 i forbindelse med overtrædelse af færdselsloven. Endelig har retten lagt vægt på tiltaltes personlige forhold og omstændighederne i øvrigt.

Udvisning Efter udtalelsen fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration af 1. august 2023 lægger retten til grund, at tiltalte ikke har registreringsbevis i Danmark eller har indgivet ansøgning herom. Tiltalte er ikke registreret med bopæl i Danmark, og har ikke registreret lønindkomst i Danmark siden december 2017.

Tiltalte har selv oplyst, at han har været i Danmark i 2-3 år, men er udrejst flere gange, herunder for at arbejde i Tyskland. Retten finder herefter, at tiltalte ikke har taget faktisk og reelt ophold i Danmark, ligesom han under sit ikke nærmere angivne ophold i Danmark ikke opfyldte et opholdsgrundlag efter EU-reglerne.

Udvisning er herefter hjemlet i udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6 og § 24, nr. 2 med indrejseforbud i 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 5. Efter EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk. 1, skal en begrænsning i retten til fri bevægelighed og ophold kunne begrundes i hensynet til bl.a. den offentlige orden og sikkerhed.

Efter artikel 27, stk. 2, skal udvisningen være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og kan udelukkende begrundes i vedkommendes personlige adfærd. En tidligere straffedom kan ikke i sig selv begrunde udvisning. Den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse.

Dette er i almindelighed ensbetydende med, at vedkommende vil være tilbøjelig til fortsat at udvise denne adfærd i fremtiden, jf. præmis 30 i EU-Domstolens dom af 22. maj 2012 i sag C-348/ 09 (P.I.).

Endvidere følger det af EU-opholdsdirektivets artikel 28, stk. 1, at værtsmedlemsstaten, før den træffer afgørelse om udsendelse, bl.a. skal tage hensyn til varigheden af den pågældendes ophold på værtsmedlemsstatens område, den pågældendes alder, helbredstilstand, familiemæssige og økonomiske situation samt sociale og kulturelle integration i værtsmedlemsstaten og tilknytning til hjemlandet Tiltalte er idømt ubetinget fængsel i 3 måneder for flere lovovertrædelse, herunder straffelovens § 252, færdselslovens § 118, stk. 11, nr. 3, jf. § 42, stk. 1, nr. 1 og § 118, stk. 10, jf. stk. 1, og stk. 11, nr. 1, jf. § 3, stk. 1, § 37, stk. 4 og § 41, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1, nr. 2 og nr. 8.

Overtrædelsen af straffelovens § 252, kap/væddeløbskørsel og hastighedsoverskridelsen med mere end 100 % medfører i udgangspunktet hver især ubetinget frihedsstraf. Det fremgår af videoovervågningen, at tiltalte og Person1 ankom til gerningsstedet sammen, og bilerne med det samme accelerer til en betydelig hastighed. Tiltaltes forklaring om, hvorfor han kørte til Vej2 er tilsidesat af retten som utroværdig.

Retten finder herefter, at tiltaltes kørsel ikke kan anses for spontan eller tilfældighedspræget kriminalitet. Tiltaltes adfærd under de anførte omstændigheder udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, og udvisning kan derfor begrundes i hensynet til den offentlige orden og sikkerhed, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2.

Tiltalte har oplyst, at han bor samme med sin kæreste i Danmark, og at hans mor og søster bor i Danmark. Under disse omstændigheder finder retten, at udvisning udgør et indgreb i tiltaltes ret til privatliv og familieliv efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Tiltalte har som anført ikke haft lovligt ophold i Danmark, og er under sit ophold i Danmark udrejst til Tyskland og Kroatien.

Han taler ikke dansk, og har ikke haft tilknytning til det danske arbejdsmarkede siden december 2017. Tiltaltes kæreste er efter det oplyste fra Kroatien. Hun taler ikke dansk, og har efter oplysningerne fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration opholdt sig i Danmark i kort tid. De må derfor anses for havende gode muligheder for at etablere sig i Kroatien.

Tiltalte har efter det oplyste også familie i Kroatien og Tyskland, ligesom han under sit ophold i Danmark efter det oplyste har bevaret aktiver som opsparing og motorcykel i Kroatien.

Efter en samlet vurdering af ovenstående forhold, finder retten, at udvisning med et indrejseforbud i 6 år ikke vil være i strid med proportionalitetsprincippet i opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, sammenholdt med artikel 28, stk. 1. Udvisning kan på denne baggrund heller ikke anses for at være i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Tiltalte skal derfor udvises af Danmark, jf. udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6 og § 24, nr. 2. Indrejseforbuddet fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 5.

Frakendelse af førerretten Tiltalte Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 6 år fra den 17. november 2022, jf. færdselslovens § 128, stk. 2, jf. § 126, stk. 1, nr. 4, nr. 11 og nr. 12 samt § 125, stk. 1, nr. 1.

Konfiskation Under hensyn til oplysningen om, at Person2 har modtaget erstatning for bilen, finder retten efter en samlet vurdering, at der uanset bilens ejerforhold er grundlag for konfiskation, da konfiskation ikke kan anses for uforholdsmæssigt indgribende, navnlig henset til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en eller flere af de overtrædelser, der nævnes i 1. pkt., og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til den anden person.

Retten tager derfor påstanden om konfiskation til følge, jf. færdselslovens § 133 a, stk. 2.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte straffes med fængsel i 3 måneder. Tiltalte skal betale en bøde på 1.000 kr. Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 6 dage. Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 6 år fra den 17. november 2022. Personbil, mrk. Audi, med reg.nr. … , stelnr. … konfiskeres. Tiltalte udvises af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Indrejseforbuddet regnes fra udrejsen eller udsendelsen. Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

AM2023.09.14B
T EU-borger som opholdt sig i Danmark uden at have taget faktisk og reelt ophold.
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/2b546c0f-3f76-4d3c-94ec-f9d336b2ddc0