OLR — Østre Landsret
AM2024.05.24Ø
OL-2024-Ø-00028
AM2024.05.24Ø Københavns Byrets
DOM
Dato: 23. april 2024 Rettens sagsnr.: 2-4824/2024 Politiets sagsnr.: 0I00-84111-00452-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte1, født april 2004 Sagens baggrund og parternes påstande Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Ved anklageskrift af 11. marts 2024 blev Tiltalte2 og Tiltalte1 tiltalt for nedenstående forhold i forening. Tiltalte2 blev samtidig tiltalte for yderligere et forhold.
Den 23. april 2024 er sagen mod Tiltalte2 udskilt til senere behandling og afgørelse. Nærværende dom angår derfor alene tiltalte Tiltalte1.
Tiltalte1 er tiItalt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30. stk, 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B nr. 59, jf. straffelovens § 81 e, ved den 22. februar 2024 ca. kl. 19.20 i hashbod ”…" beliggende ved Forpladsen i Pusher Street og Green Light District på Christiania i København, i en målrettet skærpet strafzone, i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse med Tiltalte2, som led i den organiserede hashhandel pa Christiania at have været i besiddelse af 16,5 gram hash og 2 gram hash skunk mix med henblik på videreoverdragelse.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at der hos tiltalte i medfør af straffelovens § 75, stk. 1, konfiskeres 16,5 gram hash (forhold 1 - koster 1, 3 og 4), 2 gram skunkmix (forhold 1 - koster 2) samt diverse bodremedier i form af en digitalvægt og gripposer (forhold 1 - koster 5).
Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om udvisning af tiltalte i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1. jf. § 24 nr. 1, jf. § 22, nr. 4, og § 24, nr. 2, med et indrejseforbud gældende i 6 år, jf. § 32, stk. 4, nr. 4, og stk. 5. Tiltalte har nægtet sig skyldig og har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært rettens mildeste dom. Tiltalte har ikke haft bemærkninger til konfiskationspåstanden.
Forklaringer Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidnerne politiassistent Vidne1 og politiassistent Vidne2. Tiltalte har med en enkelt ændring vedstået forklaringen afgivet i grundlovsforhøret som gengivet i retsbogen for den 23. februar 2024: [FORKLARINGER UDELADT] Øvrige oplysninger i sagen Der er dokumenteret fra politirapport vedrørende udpegning af en målrettet skærpet strafzone på og omkring Christiania.
Det fremgår af rapport "Fortsat" af 22. februar 2024, at tiltalte aktuelt var eftersøgt grundet bopælsindskærpelse fra Center Sandholm. Det fremgår af rapport "Ransagning af hashbod" af 22. februar 2024, at der fra boden blev sikret 15 gram hash samt remedier i form af digitalvægt og gripposer.
Det fremgår af rapport "Besigtigelse A" af 22. februar 2024, at der på tiltalte blev fundet 1 gram hash i sok og 2 gram hash/skunk mix i jakkelomme. Det fremgår af rapport "Besigtigelse B" af 22. februar 2024, at der på Tiltalte2 blev fundet 0,5 gram hash i højre jakkelomme. Personlige oplysninger Tiltalte er ikke tidligere straffet her i landet.
Det fremgår af politirapport af 23. februar 2024, at tiltalte under en § 26-afhøring har oplyst blandt andet, at han havde været i Danmark i 2 måneder, at han en gang tidligere havde været frihedsberøvet, at han har søgt asyl, at han har haft sin opvækst i Tunesien og har gået i skole til 7. klasse, at han er 19 år, at han ikke har nogen tilknytning til Danmark, og at han ikke har noget nationalitetspas og ikke har kontakt med familie i hjemlandet.
Tiltalte har supplerende om sine personlige forhold forklaret, at han er blevet registreret hos de tyske myndigheder. Det var af tysk politi og den myndighed, der ligesom her hjælper personer under 18 år. Han har boet et sted i Tyskland som var for udlændinge, men var delt op i en afdeling for dem over 18 år og dem under 18 år. Han har oplyst, at han er fra 2007.
Han har aldrig givet udtryk for at være ældre, end han reelt er. Han havde ingen legitimation på sig ved indrejsen til Danmark. Da han kom til Danmark, svarede han på spørgsmål om navn, fødselsår og statsborgerskab. Han sagde ikke, at han var 19 år gammel, men har sagt, at han var født den ”…” 2007. Han har indhentet noget dokumentation.
Det er sket ved, at han har talt med den kvinde, som har passet på ham, siden han blev født. Det er ikke hans mor, men en han betragter som sin mor. Han har så modtaget et dokument, hvori hans generalia er anført. Det er et dokument, man kan bruge i stedet for et pas, hvis man ikke har et pas. Det er 5 år siden, at han sidst har været i Tunesien.
Adspurgt, hvornår det foto, som findes i det fremlagte dokument er taget, har tiltalte svaret, at "det må være et, de har taget fra Facebook eller sådan noget". Han har en psykisk sygdom. I fængslet siger de, at de ikke har medicin til ham. Han skærer i sig selv, fordi han føler, at det er meget uretfærdigt, at han er i fængsel for noget, han ikke har gjort.
Han har under varetægtsfængslingen været på hospital 1 gang som forberedelse til en operation. Han har ingen tilknytning til Danmark. Der har endnu ikke været afholdt 1. samtale i asylsagen. I det fremlagte dokument er "LE … AVRIL DEUX MILLE SEPT"" angivet som "Date de naissance". Tiltalte har under sagen været frihedsberøvet fra den 22. februar 2024.
Rettens begrundelse
og afgørelse Ved de afgivne vidneforklaringer findes det bevist, at tiltalte den pågældende dag befandt sig i hashbod ”…” som sælger og var i besiddelse af 15 gram hash med henblik på videreoverdragelse som led i den organiserede hashhandel på Christiania.
Det findes endvidere efter vidneforklaringerne bevist, at han var dette i forening med Tiltalte2, der befandt sig nær boden og advarede tiltalte, da Tiltalte2 erkendte politiets tilstedeværelse. Det findes endvidere bevist, at tiltalte var i besiddelse af 1 gram hash i en sok og af 2 gram hash skunkmix i en lomme.
Det findes ikke bevist, at disse stoffer tillige var i tiltaltes besiddelse med henblik på videreoverdragelse som led i den organiserede hashhandel pa Christiania, men lægges til grund, at de var i tiltaltes besiddelse med henblik på eget brug.
Tilsvarende lægges det til grund, at 0,5 gram hash, som blev fundet i Tiltalte2s besiddelse, ikke var i dennes besiddelse med henblik på salg i boden, men med henblik på Tiltalte2s eget brug. Tiltalte frifindes derfor for så vidt angår dette kvantum hash. Det findes efter det foreliggende godtgjort, at bod ”…” befandt sig i et område, der var udpeget som målrettet skærpet strafzone.
Tiltalte findes herefter skyldig i overensstemmelse med tiltalen i for så vidt angår 15 gram hash og i derudover at have været i besiddelse af 1 gram hash og 2 gram hash skunk mix med henblik på eget brug. Efter de foreliggende oplysninger lægges det til grund, at tiltalte ved sin indrejse i Danmark har oplyst, at han er født den ”…” 2004, og han under § 26-afhøringen har bekræftet dette.
Retten lægger denne fødselsdato til grund og tilsidesætter således tiltaltes forklaring om, at han i stedet er født i 2007. Retten bemærker i den forbindelse, at det dokument, der er fremlagt fra tiltaltes side, som det fremtræder og efter tiltaltes forklaring herom vurderes som falsk.
Straffen fastsættes efter lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer§ 30, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 59, jf. straffelovens § 81 e. To voterende stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 4 måneder.
Disse voterende har navnlig lagt vægt på, at tiltalte, der er ustraffet og mere end 18 år gammel, en dag har deltaget i kriminalitet som led i den organiserede hashhandel på Christiania, efter at der var indført en målrettet skærpet strafzone i området. En voterende stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 3 måneder.
Denne voterende lægger ud over de af flertallet anførte omstændigheder vægt på den mængde hash, som tiltalte var i besiddelse af med henblik på videreoverdragelse som led i den organiserede hashhandel på Christiania. Der træffes herom afgørelse efter stemmeflertallet. Påstanden om konfiskation tages i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, tiI følge som nedenfor bestemt.
Da udvisning ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, tager retten i medfør af de påberåbte bestemmelser påstanden om udvisning til følge som nedenfor bestemt, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2.
Thi kendes for ret
: Tiltalte, Tiltalte1, straffes med fængsel i 4 måneder. Hos tiltalte konfiskeres 16,0 gram hash, 2 gram skunkmix samt diverse bodremedier i form af en digitalvægt og gripposer. Tiltalte udvises af Danmark og pålægges indrejseforbud i 6 år regnet fra udrejsen eller udsendelsen. Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 20.690 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Knud Meden. ::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 6. afdelings
DOM
(landsdommerne Anne Bendfeldt Westergaard, Frosell og Andreas Emdal (kst.) med domsmænd). Dato: 24. maj 2024 Rettens sagsnr.: S-1280-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte1, født april 2004, (advokat Knud Ole Ravn Meden, beskikket) Dom afsagt af Københavns Byret den 23. april 2024 (SS 2-4824/2024) er anket af Tiltalte1 med påstand om frifindelse i det ikke erkendte omfang og formildelse.
Tiltalte har ikke påstået sig frifundet for konfiskation og udvisning, hvis han domfældes i overensstemmelse med byrettens bevisresultat. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. Forklaringer Der er for landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnet politiassistent Vidne2. Den i byretten af vidnet politiassistent Vidne1 afgivne forklaring er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.
Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at han ville købe hash, selvom han allerede havde hash på sig. Han havde glemt, at han havde hashen. Han opdagede ikke hashen, da han tog sokker og sko på. Hans eneste indtægt var de 200 kr., han fik i lommepenge. Han har været i Italien. Der blev han indskrevet med fødselsdatoen … 2007. Han søgte ikke asyl i Italien.
Da han i Danmark første gang forklarede om sin alder, oplyste han samme dato, men blev ikke forstået af tolken, der tolkede via telefon. Han har senere på ny fortalt de danske myndigheder, hvornår han er født. Han blev psykisk syg efter sin faders død. Det er tanker, der gør ham bekymret. Han har to gange skåret i sig selv i Vestre Fængsel.
Vidnet politiassistent Vidne2 har supplerende forklaret blandt andet, at tiltalte stod på sælgersiden i hele perioden fra kl. 17.30 til kl. 19.00. De handler, han observerede tiltalte deltage i, var helt almindelige. Tiltalte benyttede vægten. Tiltalte var ikke på købersiden. Personlige oplysninger Tiltalte har under anken fortsat været frihedsberøvet.
Landsrettens begrundelse og resultat
Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig i overensstemmelse med byrettens bevisresultat. Landsretten tiltræder herunder det af byretten anførte vedrørende vurderingen af tiltaltes alder.
Henset til, at tiltalte har besiddet 15 gram hash med henblik på videreoverdragelse, at tiltalte har begået forbrydelsen i forening med en medgerningsmand, at forbrydelsen skete som led i den organiserede hashhandel på Christiania, og at gerningsstedet var i en målrettet skærpet strafzone, er der ikke grundlag for at nedsætte straffen.
Uanset, at tiltalte ikke tidligere er straffet, er der henset til tiltaltes personlige forhold i øvrigt intet grundlag for at gøre straffen betinget. Da tiltalte domfældes i overensstemmelse med byrettens bevisresultat, er den påankede doms bestemmelse om konfiskation og udvisning ikke omfattet af anken. Landsretten stadfæster derfor dommen.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod tiltalte, Tiltalte1, stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
