161/2010

Krav mod to parter som følge af svig ved indgåelse af et aftalekompleks var så snævert forbundne, at der var værneting i Danmark også for den part, der boede i udlandet B og C indgik den 19. oktober 2004 aftale om, at B af C skulle købe anparterne i et selskab, S for 1,5 mio. kr. Samme dag udstedte B til A et gældsbrev på 1,5 mio. kr. for et lån fra B til C til brug for C’s køb af anparterne af A, der dengang var ejer af dem. A solgte anparterne til C den 4. november 2004. C’s køb skulle berigtiges ved udstedelse af et gældsbrev til A sikret med bankgaranti. Gældsbrevet var allerede udstedt af B den 19. oktober 2004, og bankgarantien blev på B’s anmodning stillet den 4. november 2004. Senere anlagde B sag mod A og C med krav bl.a. om ophævelse af aftalen vedrørende anpartsoverdragelsen, om kvittering af gældsbrevet og bankgarantien samt om erstatning af udgifter til drift af S efter overdragelsen. Til støtte for kravene anførte B bl.a., at A og C svigagtigt havde undladt at oplyse ham om, at en ejendom, der var det væsentligste aktiv i S, var behæftet med fejl og mangler. C boede i Jylland, og sagen blev anlagt ved Vestre Landsret mod både C og A. A forlangte sagen afvist, fordi han boede i udlandet og derfor ikke havde værneting i Danmark. Han anførte endvidere bl.a., at man ikke kunne anvende reglen i Bruxelles Konventionens artikel 6, stk. 1, om, at en udlænding kan sagsøges i Danmark sammen med en herboende, hvis kravene mod dem er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforenelige afgørelser. Han henviste i denne forbindelse bl.a. til, at kravene mod ham var baseret på et særligt retsgrundlag, erstatning uden for kontrakt, mens kravene mod C var baseret på kontrakten mellem B og C. Højesteret udtalte, at de rejste krav var rettet mod både C og A og alle byggede på anbringender om, at C og A havde begået svig over for ham i forbindelse med hans anpartskøb, og at det samlede kompleks af aftaler og dokumenter derfor var ugyldigt. På den baggrund tiltrådte Højesteret, at kravene måtte anses for at være så snævert forbundne, at A kunne sagsøges her i landet efter Bruxelles Konventionens artikel 6, stk. 1. Landsretten var nået til samme resultat.