13/2025

AM2025.09.10H Københavns Byrets

DOM

Dato: 16. april 2024 Rettens sagsnr.: 4-5648/2024 Politiets sagsnr.: 0100-84141-00026-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født september 1982 Sagens baggrund og parternes påstande Anklageskriftet er modtaget den 2. april 2024.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af udlændingelovens § 59 b. stk. 2. ved den 4. marts 2024 kort forud for kl. 13.00, at være indrejst her i landet, uagtet at han ved Københavns byret dom af 11. oktober 2023 blev idømt fængsel i 4 måneder og udvist med indrejseforbud gældende i 6 år frem til den 9. november 2029. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf.

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om udvisning i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 2, med et indrejseforbud gældende 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 5. Tiltalte har erkendt de faktiske forhold, men har påstået frifindelse under henvisning til nødretsbestemmelsen i straffelovens § 14. Subsidiært har tiltalte påstået sagen udsat på sin asylsags behandling.

Tiltalte har påstået frifindelse for udvisningspåstanden. Anklagemyndigheden har påstået sagen fremmet og anført, at asylsagen ikke kan ventes færdigbehandlet inden for den nærmeste fremtid. Efter anklagemyndighedens opfattelse foreligger der ingen strafbortfaldsgrunde. Forklaringer Der er afgivet forklaring af tiltalte.

Tiltalte har til grundlovsforhøret den 5. marts 2024 til retsbogen afgivet følgende forklaring: ”… Anholdte forklarede, at han ønskede at søge asyl. … Afhørt af anklageren forklarede anholdte, at det er korrekt forstået, at han ankom til Danmark i går. Han kom for at søge om asyl. Han rejste ud af Ukraine via Moldova og Tyrkiet til Danmark.

Han vidste godt, at han havde et indrejseforbud i Danmark og Schengen-området, men hans liv er truet i Ukraine, dels på grund af hans politiske aktiviteter og dels fordi, at han på grund af en skade ikke bør indkaldes til militærtjeneste.

Han valgte at rejse til Danmark til trods for indrejseforbuddet, fordi han vidste, at hvis han ankom til Danmark, så ville han få en dom på mindst 1 år, og på denne måde var han i det mindste sikker i fængslet. …" Tiltalte har til retsbogen afgivet følgende forklaring: "... at han ikke har sagt noget om, at han var villig til at sidde et år i fængsel. Det er noget med oversættelsen.

Det er ikke helt korrekt, at han ønskede at komme i fængsel, men han vidste, at han kunne komme i fængsel i Danmark. Tiltalte forklarede, at han oplyste, at han ville søge asyl. Baggrunden er, at hvis han ikke søgte asyl og ikke havde været her i Danmark, ville han have været død, fordi han ville være blevet indkaldt til frontlinjen i forreste linje, sådan at han var sikker på at blive slået ihjel.

Man kan ikke nægte at komme i militæret i Ukraine. Hvis man gør det, bliver man sat i fængsel. Derefter forklarede tiltalte, at de ikke ville have sat ham i fængsel, men have sendt ham til den forreste linje, hvor han var sikker på at dø. De ville have ændret tiltaltes dokumenter, lavet en fiktiv indkaldelse og sendt ham til den forreste frontlinje, også fordi han offentligt har kritiseret tvangsmobiliseringen.

Han har hjulpet folk, der var tvangsmobiliseret, med at vriste dem ud af myndighedernes hænder i busser og andre offentlige steder. En af tiltaltes venner døde kort efter tvangsmobilisering. Vennen protestererede også mod mobilisering og blev tvunget til den forreste frontlinje. I februar i år har tiltalte oplevet at blive tvunget ind i en bus for at blive tvunget til at underskrive indkaldelsen.

Fra december 2023 til februar 2024 er tiltalte blevet standset 8-9 gange, hvor han er lykkedes med at flygte. Skaden, som tiltalte har forklaret om i retten den 5. marts 2024, har medført, at han har et dokument, der bekræfter, at han er uegnet til militærtjeneste, og det dokument vil myndighederne gerne inddrage. Skaden er et brud på ansigtet. Han har svært ved at tygge og synke.

Derudover kan han ikke bøje venstre hånd, og den venstre hånd kan ikke bruges. I forbindelse med rejsen ud af Ukraine ankom han først til Moldova. Han søgte ikke asyl i Moldova, fordi myndighederne i Moldova har sagt, at de ikke kan give asyl, men kun tage imod dem, der kommer ulovligt. Moldova er begyndt at sende folk tilbage til Ukraine.

I Tyrkiet søgte han ikke asyl, fordi han spurgte en international advokat og fik at vide, at Tyrkiet ikke giver asyl. Det spurgte tiltalte om i januar eller februar, mens han stadig var i Ukraine. Han havde på det tidspunkt ikke til hensigt at forlade Ukraine. Tiltalte stillede spørgsmålet om asyl i Tyrkiet til en bekendt. Tiltalte ved, at han er udvist af Danmark, men han havde brug for beskyttelse.

Han er ikke udvist af andre lande. Han rejste fra Tyrkiet til Danmark, fordi han var nødt til at rejse videre. Han havde kun tre dage, ellers ville han have været død i den forreste frontlinje. Det er korrekt, at han rejste fra Tyrkiet til Danmark. Han havde en billet fra Moldova via Tyrkiet til Danmark. Han rejste ikke til f.eks. USA, fordi man der skal have visum.

Han rejste ikke til et andet land end Danmark, fordi Danmark er med i Dublinforordningen, og han ville blive sendt tilbage til det land, hvor han først havde søgt asyl. Han boede i Ukraine efter udsendelsen af Danmark. Han kendte til Dublinforordningen fra dengang, hvor han sidst var i Danmark. Alle kender Dublinforordningen. Han kunne ikke være i et land, hvor han ikke kunne få beskyttelse.

På spørgsmål fra forsvareren forklarede tiltalte, at han tidligere, i 2015, har deltaget i krigen i Ukraine. Hans skader stammer derfra. Han har en granatsplint i hovedet, og skulderen er beskadiget. Da han har kendskab til militæret, er han i risiko for indkaldelse, og en uge senere ville han i bedste fald være død. I værste fald ville han være uden arme og ben. Indkaldelsen var nært forestående.

Om mandagen ville 10 personer være ankommet og have gennembanket ham og tvunget ham til at underskrive indkaldelsen. Tiltalte udrejste derfor fredag aften eller lørdag morgen. Han havde svært ved at forlade Ukraine, fordi han blev stoppet ved 4 grænseovergange. Tiltalte ville være blevet sendt til den 30. stormbrigade, som har 85 pct. døde. Brigaden har deltaget i kampene ved Bakhmut.

Han bor 100 km fra grænsen til Moldova. Man kan rejse til andre lande end Moldova, men han ville ikke have kunnet krydse grænsen til de lande. Moldova sender folk tilbage, hvilket gælder mænd i den våbenføre alder. Mulighederne i Tyrkiet er ikke eksisterende for ukrainere. Han var ikke ude af lufthavnen i Tyrkiet. Han brugte sine egne dokumenter under rejsen. I Ukraine har han sin mor og far.

Alle hans brødre er dræbt i krigen. Han har en datter, der er i Italien. Han tog ikke til Italien på grund af Dublinforordningen, og han havde en beskyttelse i Danmark. …" Personlige oplysninger Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han har to børn, der begge er i Europa. Det ene barn er i Italien, og han har en voksen datter i Tyskland. Hans søskende, fætre og kusiner er ikke længere i live.

Han har kun sine forældre. Han har bopæl hos sine forældre i Ukraine. Tiltalte er tidligere straffet ved Københavns Byrets dom af den 11. oktober 2023 for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, og § 123, stk. 1, med fængsel i 4 måneder. Tiltalte blev udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Løstladt den 10. november 2023. Prøvetid indtil den 10. november 2025. Reststraf 12 dage.

Tiltalte har været frihedsberøvet fra den 4. marts 2024.

Rettens begrundelse

og afgørelse Retten lægger som ubestridt til grund, at tiltalte indrejste i Danmark, og at tiltalte vidste, at han ved dommen af 11. oktober 2023 var udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Retten finder derfor tiltalte skyldig efter anklageskriftet.

Under hensyn til forholdets karakter og straffen, der efter udlændingelovens § 59 b, stk. 2, er fængsel i mindst 1 år, finder retten ikke, at forholdet er af en sådan underordnet betydning, at tiltalte er straffri, jf. straffelovens § 14. Det forhold, at tiltalte er statsborger i Ukraine, og at han har søgt asyl i Danmark, kan ikke føre til andet resultat.

Straffastsættelse Straffen fastsættes til fængsel i 1 år, jf. udlændingelovens § 59 b, stk. 2. Straffen er en fællesstraf med reststraffen efter prøveløsladelsen den 10. november 2023, jf. straffelovens § 40, stk. 1, jf. § 61, stk. 2.

Udvisning Da udvisning ikke med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, tager retten i medfør af de påberåbte bestemmelser påstanden om udvisning til følge som nedenfor bestemt, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte straffes med en fællesstraf af fængsel i 1 år. Tiltalte udvises af Danmark. Tiltalte pålægges indrejseforbud i 6 år. Indrejseforbuddet regnes fra udrejsen eller udsendelsen. Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 12.075 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Advokat1. Et tidligere udlagt salær på 3.640 kr.+ moms til den tidligere beskikkede forsvarer, advokat Advokat2, udredes endeligt af tiltalte. ::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 20. afdelings

DOM

(landsdommerne Henrik Bitsch, Kim Holst og Mikael Friis Rasmussen) Dato: 5. september 2024 Rettens sagsnr.: S-1189-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født september 1982, (advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja, beskikket) Dom afsagt af Københavns Byret den 16. april 2024 (SS 4-5648/2024) er anket af tiltalte med endelig påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Tiltalte har ikke for landsretten gentaget det for byretten fremsatte anbringende om straffrihed i medfør af straffelovens § 14 eller den for byretten fremsatte processuelle anmodning (tiltaltes subsidiære påstand) om udsættelse af straffesagen på behandlingen af hans asylansøgning.

Tiltalte har for landsretten særligt gjort gældende, at han som følge af bestemmelsen i Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1, ikke kan straffes for at være indrejst ulovligt i Danmark, subsidiært at der skal ske strafbortfald under henvisning til denne bestemmelse.

Tiltalte har endvidere gjort gældende, at han som følge af rådgivning fra den advokat, der var beskikket for ham under den tidligere straffesag i 2023, ikke havde den fornødne tilregnelse i forhold til, om han straffrit kunne indrejse i Danmark. Anklagemyndigheden har endeligt påstået stadfæstelse.

Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte. [FORKLARING UDELADT] Personlige oplysninger Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at han fortsat ikke har nogen familiemæssig tilknytning til Danmark, men at han har nogle bekendte her i landet. Tiltalte har været frihedsberøvet under ankesagen.

Landsrettens begrundelse og resultat

Som anført af byretten kan det også efter bevisførelsen for landsretten og som i øvrigt ubestridt lægges til grund, at tiltalte indrejste i Danmark den 4. marts 2024, og at han vidste, at han ved dommen af 11. oktober 2023 var blevet udvist med indrejseforbud.

Uanset om det måtte kunne lægges til grund, at tiltalte fra den advokat, der havde været beskikket som forsvarer for ham under straffesagen i Danmark i 2023, havde fået at vide, at han kunne vende tilbage til Danmark uden at blive straffet med fængsel, findes tiltalte i hvert fald at have handlet uagtsomt ved at indrejse i Danmark uden forinden at have kontaktet de danske myndigheder for at få oplysninger om muligheden for indrejse trods indrejseforbuddet.

Tiltalte findes derfor at have gjort sig skyldig i overtrædelse af udlændingelovens § 59 b, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, hvorvidt Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1, er til hinder for, at tiltalte straffes.

Ifølge den pågældende bestemmelse skal flygtninge, som kommer direkte fra et område, hvor deres liv eller frihed truedes i den i konventionens artikel 1 – om bl.a. ”velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af … race, religion, nationalitet, … tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller … politiske anskuelser” – anførte betydning, og som uden tilladelse indrejser i et land, der har tilsluttet sig konventionen, ikke kunne straffes for ulovlig indrejse, forudsat at de uopholdeligt henvender sig til myndighederne og godtgør, at de har haft rimelig grund til deres ulovlige indrejse.

Kompetencen til at afgøre, hvorvidt tiltalte ved indrejsen var konventionsflygtning, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, tilkommer Udlændingestyrelsen og som klageinstans Flygtningenævnet, jf. lovens § 46, stk. 1, og § 53 a, stk. 1, nr. 2. Flygtningenævnets afgørelser er endelige, jf. lovens § 56, stk. 8.

Der skal derfor under nærværende straffesag ikke tages nærmere stilling til, hvorvidt tiltalte ved sin indrejse var omfattet af Flygtningekonventionens artikel 1. Selvom tiltalte eventuelt var omfattet af konventionens artikel 1 ved indrejsen i Danmark, kan konventionens artikel 31, stk. 1, imidlertid ikke føre til, at han ikke skal straffes for sin ulovlige indrejse.

Det skyldes, at betingelsen i artikel 31, stk. 1, om, at pågældende tillige skal godtgøre at have haft rimelig grund til den ulovlige indrejse, ikke er opfyldt.

Landsretten lægger herved vægt på, at tiltalte i oktober 2023 ved dom var blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år, og at han desuagtet besluttede sig for at rejse til netop Danmark for at ansøge om asyl, uanset at der ikke var noget til hinder for, at han indrejste i f.eks. et andet EU-land og ansøgte om asyl dér.

Der forelå således ingen omstændigheder, der gjorde det umuligt – eller for den sags skyld blot besværligt – for tiltalte i stedet at søge asyl i et andet EU-land. Der forelå i øvrigt heller ikke nogen omstændigheder, der af andre grunde eventuelt kunne tilsige, at tiltalte rejste til Danmark for at ansøge om asyl som f.eks. nære familiemedlemmers bopæl i Danmark.

Tiltaltes forklaring om, at det er Dublin-forordningen, der var grunden til, at han ikke tog til Italien, hvor hans ene barn opholder sig (eller i det hele taget til et andet land end Danmark, f.eks. Tyskland, hvor hans andet barn opholder sig), idet han regnede med, at han i givet fald ville blive overført til Danmark, kan ikke føre til en anden vurdering.

Der er således ikke oplysninger, der giver grundlag for at antage, at der skulle foreligge en af de situationer, der er omtalt i Dublin-forordningens artikel 8-16, hvorefter Danmark (på mellemstatsligt grundlag) skulle være ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning indgivet af tiltalte i et andet land omfattet af forordningen, og tiltalte har heller ikke godtgjort, at han havde rimelig grund til at tro, at han ville blive overført til Danmark i medfør af reglerne i Dublin-forordningen, hvis han indrejste i et andet land, der er omfattet af Dublinforordningen.

Straffen findes passende. Der er således ikke grundlag for at nedsætte straffen under den i udlændingelovens § 59 b, stk. 2, foreskrevne strafferamme, jf. straffelovens § 83, heller ikke henset til, at overtrædelsen eventuelt kun kan tilregnes tiltalte som uagtsom. Det tiltrædes, at tiltalte er udvist med indrejseforbud som sket.

Det bemærkes, at der tillige er hjemmel til at udvise tiltalte i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 23, nr. 2 og 4, og at indrejseforbuddets længde tillige følger af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 4. Landsretten stadfæster derfor dommen.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten. ::::::::::::::::::::::::: Højesterets 1. afdelings

DOM

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Lars Hjortnæs, Oliver Talevski, Jan Schans Christensen, Ole Hasselgaard og Søren Højgaard Mørup. Dato: 10. september 2025 Rettens sagsnr.: 13/2025 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, (advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja, beskikket) I tidligere instanser er afsagt dom af Københavns Byret den 16. april 2024 (SS 4-5648/2024) og af Østre Landsrets 20. afdeling den 5. september 2024 (S-1189-24).

Påstande

Tiltalte har påstået frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse, subsidiært at sagen udsættes på Flygtningenævnets stillingtagen til Tiltaltes ansøgning om asyl.

Supplerende sagsfremstilling

Den 31. marts 2025 oplyste Tiltalte til Udlændingestyrelsen, at han ønskede at frafalde sin ansøgning om asyl. Som følge heraf afsluttede Udlændingestyrelsen asylsagen. Den 30. juni 2025 anmodede han om genoptagelse, og Udlændingestyrelsen genoptog behandlingen af ansøgningen. Ved afgørelse af 15. august 2025 meddelte Udlændingestyrelsen Tiltalte afslag på asyl. Afslaget er påklaget til Flygtningenævnet.

Anbringender

Tiltalte har anført navnlig, at han ikke bør straffes for ulovlig indrejse i Danmark, da han er omfattet af Flygtningekonventionens artikel 31. Dette beror i første række på en vurdering af, om han er konventionsflygtning. Denne vurdering foretages af Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet, men straffrihed efter artikel 31, stk. 1, forudsætter ikke, at det er endeligt afgjort, om en tiltalt er konventionsflygtning.

Han er flygtning i artikel 31's forstand. Han er af moralske og politiske grunde imod den tilgang, som den ukrainske regering har til krigen mod Rusland. Han ønsker derfor ikke at deltage i kamphandlingerne, og han har protesteret mod, at de ukrainske myndigheder vælger at indsætte mindre duelige mænd som soldater i forreste frontlinje i krigen, hvor risikoen for at blive dræbt er betydelig.

Det er ikke muligt at undgå tvangsrekrutteringen og indsættelsen på frontlinjen, medmindre man skjuler sig for de ukrainske rekrutteringsmyndigheder. Han opfylder kravene i artikel 31 om at komme direkte fra et område, hvor hans liv var truet, og om at have henvendt sig uopholdeligt til de danske myndigheder.

Det forhold, at en asylansøger i princippet kunne have valgt at søge asyl i en anden konventionsstat (under sin flugt eller i øvrigt), er ikke en omstændighed, der medfører, at der ikke foreligger "rimelig grund" som nævnt i artikel 31, stk. 1.

Når en asylansøger har en velbegrundet frygt for forfølgelse i sit hjemland, er dette tilstrækkeligt til at konstatere, at der foreligger "rimelig grund" til ulovlig indrejse i en konventionsstat – uanset om den ulovlige indrejse er sket ved dokumentfalsk eller overtrædelse af et indrejseforbud.

Det er i den forbindelse relevant, at han tidligere har haft beskyttelse i Danmark efter særloven om ukrainske statsborgere. Hvis Højesteret finder, at han ikke formelt set på nuværende tidspunkt kan anses for omfattet af Flygtningekonventionen, skal der meddeles strafbortfald eller ske formildelse af straffen.

Anklagemyndigheden har anført navnlig, at Flygtningekonventionens artikel 31 ikke kan begrunde, at Tiltalte er straffri.

Det fremgår af artikel 31, stk. 1, at beskyttelsen mod strafforfølgning forudsætter, at den pågældende er flygtning i konventionens forstand, og at flere kumulative betingelser er opfyldt, herunder at den pågældende ”kommer direkte fra et område…”, og at den pågældende ”uopholdeligt henvender sig til myndighederne” og godtgør, at den pågældende har haft ”rimelig grund” til sin ulovlige indrejse eller tilstedeværelse.

Betingelserne om, at Tiltalte er kommet ”direkte”, og at han ”uopholdeligt har henvendt sig til myndighederne”, er opfyldt i den foreliggende sag. Han har imidlertid ikke haft ”rimelig grund” til sin ulovlige indrejse i netop Danmark. Der er ikke pligt for en person til at søge international beskyttelse ved første reelle mulighed, men Flygtningekonventionen giver ikke flygtninge ret til selv at vælge asylland.

Tiltalte har haft alle muligheder for at indrejse i et andet land – herunder et andet EU-land – og ansøge om asyl der. Han er ved dom af 11. oktober 2023 udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Han er ikke udvist af andre lande end Danmark, hans ene barn opholder sig i Italien, hans andet barn opholder sig i Tyskland, og han har ikke nogen familiemæssig tilknytning til Danmark.

Han har således ikke haft rimelig grund til den ulovlige indrejse i netop Danmark. Statens interesse i, at Tiltalte ikke skal indrejse i Danmark, hvor han er udvist af hensyn til den offentlige orden, må gå forud for hans interesse i lige netop at vælge Danmark som asylland. Kompetencen til at afgøre, hvorvidt en person ved indrejsen var konventionsflygtning, tilkommer udlændingemyndighederne.

Det må anses for meget tvivlsomt, om Tiltalte vil blive anset for flygtning i konventionens forstand. Under alle omstændigheder er der ikke grundlag for at udsætte sagen på Flygtningenævnets afgørelse, da betingelsen om ”rimelig grund” som nævnt ikke er opfyldt.

Hvis Højesteret imidlertid finder, at det er af afgørende betydning for sagen, om udlændingemyndighederne tildeler Tiltalte opholdstilladelse som konventionsflygtning, må sagens afgørelse afvente Flygtningenævnets endelige afgørelse. Der er ikke grundlag for at meddele strafbortfald eller at formilde straffen.

Højesterets begrundelse og resultat

Tiltalte blev i 2023 idømt 4 måneders fængsel for vold og vidnetrusler og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Han blev prøveløsladt den 10. november 2023 og udrejste af landet samme dag. Han indrejste på ny i Danmark den 4. marts 2024, hvor han blev anholdt. I forbindelse med anholdelsen ansøgte han om asyl.

Han har forklaret, at han forlod sin bopæl i Ukraine en eller to dage forinden, og at han var rejst via Moldova og Tyrkiet til Danmark. Han er i denne sag fundet skyldig i overtrædelse af udlændingelovens § 59 b, stk. 2, ved at være indrejst her i landet i strid med det nævnte indrejseforbud. Han blev i landsretten straffet med fængsel i 1 år og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.

Udlændingestyrelsen har efter landsrettens dom meddelt ham afslag på asyl. Afgørelsen er påklaget til Flygtningenævnet. Sagen angår for Højesteret navnlig, om Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1, medfører, at Tiltalte ikke kan straffes for at være indrejst i strid med det indrejseforbud, som han blev meddelt i 2023.

Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1, bestemmer, at flygtninge, som kommer direkte fra et område, hvor deres liv eller frihed truedes i konventionens forstand, og uden tilladelse indrejser til eller befinder sig inden for de kontraherende staters område, ikke i disse stater skal kunne straffes for ulovlig indrejse eller ophold, forudsat at de uopholdeligt henvender sig til myndighederne og godtgør, at de har haft rimelig grund til deres ulovlige indrejse eller tilstedeværelse.

Det fremgår af udlændingelovens § 59 b, stk. 2, at en udlænding, som indrejser her i landet i strid med et indrejseforbud, der er meddelt i forbindelse med udvisning og straf af mindst 3 måneders ubetinget fængsel, straffes med fængsel fra 1 år indtil 3 år.

For at undgå krænkelse af artikel 31, stk. 1, må udlændingelovens § 59 b, stk. 2, forstås på den måde, at der ikke er tale om en retsstridig (strafbar) handling omfattet af bestemmelsen, hvis betingelserne for straffrihed efter artikel 31 er opfyldt, jf. herved Højesterets dom af 17. juni 2025 (UfR 2025.3662) om straffelovens § 174.

Højesteret finder, at artikel 31, stk. 1, i overensstemmelse med sin ordlyd og sit formål må forstås således, at bestemmelsen også finder anvendelse, hvor indrejse er ulovlig som følge af et indrejseforbud.

Det er en betingelse for straffrihed efter artikel 31, stk. 1, at Tiltalte er konventionsflygtning, jf. herved Højesterets dom af 3. februar 2012 (UfR 2012.1670) og kendelser af 21. december 2023 (UfR 2024.1334 og UfR 2024.1341). Afgørelsen af, om Tiltalte er konventionsflygtning, træffes af udlændingemyndighederne, der som nævnt endnu ikke har truffet en endelig afgørelse.

Højesteret ophæver derfor byrettens dom og landsrettens dom og hjemviser sagen til fornyet behandling ved byretten, når der er taget endelig stilling til Tiltaltes ansøgning om asyl.

Højesteret bemærker herved om de øvrige betingelser for straffrihed efter artikel 31, stk. 1, at det er ubestridt, at Tiltalte henvendte sig til de danske myndigheder uden ophold, og at han – hvis han anerkendes som konventionsflygtning – er kommet direkte fra et område, hvor hans liv eller frihed var truet i konventionens forstand.

Højesteret finder endvidere, at Tiltalte på det foreliggende grundlag må anses for at opfylde betingelsen om at have haft rimelig grund til at indrejse her i landet. Dette gælder, selv om han er indrejst i strid med et indrejseforbud, og selv om han muligvis kunne være rejst til et andet land end Danmark og søgt asyl der.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom og landsrettens dom ophæves, og sagen hjemvises til byretten. Statskassen skal betale sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret.