BS-56643/2023-HJR

Retssag om, hvorvidt det var berettiget at fratage afdøde hans danske statsborgerskab, angik ikke et krav, som tilkom dødsboet A udrejste i 2013 eller 2014 af Danmark for at tage ophold i Syrien. I december 2020 traf Udlændinge- og Integrationsministeriet afgørelse om at fratage A hans danske statsborgerskab. Afgørelsen blev samtidig sendt til hans e-Boks, og han fik oplyst, at afgørelsen skulle indbringes for domstolene senest 4 uger efter meddelelsen af den. A indbragte efterfølgende afgørelsen for domstolene, hvilket ubestridt skete efter udløbet af 4-ugersfristen. By- og landsretten afviste sagen med henvisning til fristoverskridelsen. Sagen blev indbragt for Højesteret ved kæreskrift af 15. november 2023. I begyndelsen af 2024 opdagede sagens parter, at A den 19. august 2023 var afgået ved døden i Syrien. Dette rejste spørgsmålet om, hvorvidt dødsboet kunne indtræde i sagen, hvilket Højesteret udskilte til særskilt afgørelse. Det følger af dødsboskiftelovens § 107, stk. 1, at hvis afdøde havde anlagt retssag om krav, som nu tilkommer boet, kan boet ved en erklæring til retten indtræde i afdødes sted. Højesteret bemærkede, at der på tidspunktet for indgivelsen af kæreskriftet den 15. november 2023 til Højesteret eksisterede et kæreberettiget retssubjekt, idet et dødsbo opstår straks, når en person afgår ved døden. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at der på det nævnte tidspunkt ikke var afgivet en erklæring efter dødsboskiftelovens § 107, stk. 1. Højesteret udtalte herefter, at hovedsagen angik, om afgørelsen om frakendelsen af A’s danske statsborgerskab var ugyldig, subsidiært om sagen skulle hjemvises til ministeriet til fornyet behandling. A’s advokat havde oplyst, at dødsboet under hovedsagens eventuelle videre behandling ved byretten ville nedlægge påstand om godtgørelse. På den baggrund fastslog Højesteret, at hovedsagen efter de nedlagte påstande angik en personlig rettighed og ikke et krav, som nu tilkom dødsboet, der derfor ikke kunne indtræde i sagen.