BS-1732/2009-RAN

D94.DTD

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 253.3px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

RETTEN I RANDERS

DOM

Afsagt den 14. november 2014 i sag nr. BS 2-1732/2009:

Sagsøger Adresse By mod Ankestyrelsen Amaliegade 25 1022 København K

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt den 3. august 2009, er en prøvelse af Beskæftigel-sesankenævnets afgørelse af 9. januar 2008 om afslag på sygedagpenge og førtidspension til sagsøgeren.

Sagsøger, har nedlagt følgende påstande:

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøger er berettiget til førtidspen-sion pr. 26. oktober 2006, med den virkning at Randers Kommune er pligtig til at efterbetale sagsøgte de ikke erlagt førtidspensionsydelser inklusive sædvanlig procesrente af de til enhver tid for lidt erlagte ydelser fra forfaldstidspunktet og indtil betaling sker.

Subsidiært tilpligtes sagsøgte at anerkende, at sagsøger er berettiget til sygedagpenge efter 19. november 2006 og indtil der er truffet en lovlig afgørelse vedrørende sagsøgers ansøgning om førtidspension, med den virkning at Randers Kommune er pligtig til at efterbetale sagsøgte de ikke-erlagte sygedagpenge inklusive sædvanlig procesrente af de til enhver tid for lidt erlagte ydelser fra forfaldstidspunktet og indtil beta-ling sker.

Mere subsidiært tilpligtes sagsøgte at anerkende, at Randers Kommu-nes afgørelse af 26. oktober 2006 vedrørende førtidspension er ugyl-dig, med den virkning at sagsbehandlingen skal genoptages i Randers Kommune med tilbagevirkende kraft til 26. oktober 2006.

Mest subsidiært tilpligtes sagsøgte at anerkende, at afgørelsen af 9. ja-nuar 2008 fra sagsøgte, er ugyldig med den virkning, at sagsøgte skal genoptage sagsbehandlingen med tilbagevirkende kraft til 26. oktober 2006.

Sagsøgte Beskæftigelsesankenævnet, nu Ankestyrelsen, har nedlagt følgende påstand:

Side 2/18

Over for sagsøgerens principale påstand: Frifindelse.

Over for sagsøgerens subsidiære påstand: Principalt: Frifindelse. Subsidiært: Hjemvisning.

Over for sagsøgerens mere subsidiære påstand: Principalt: Afvisning. Subsidiært: Frifindelse.

Over for sagsøgerens mest subsidiære påstand: Frifindelse.

Oplysningerne i sagen Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retspleje-lovens § 218 a, stk. 2.

Beskæftigelsesankenævnet meddelte den 9. januar 2008 sagsøger følgende afgørelse:

"[...]

Beskæftigelsesankenævnet har truffet følgende afgørelse vedr. Deres klage over Randers Kommunes afgørelser om standsning af dagpen-geudbetalingen efter 19. november 2006 og afslag på førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag.

Nævnet stadfæster kommunens afgørelser.

Det betyder, at De ikke har ret til yderligere forlængelse af dagpenge-retten, og at De ikke er berettiget til førtidspension på det foreliggen-de dokumentationsgrundlag.

[...]

Begrundelse:

Vedrørende dagpenge:

Afgørelsen er truffet efter § 22, stk. 1, i dagpengeloven og § 44 og 45 i dagpengebekendtgørelsen.

Da De på tidspunktet for kommunens afgørelse havde modtaget dag-penge for mere end 12 måneder inden for de seneste 18 kalendermå-neder, er fortsat udbetaling af dagpenge betinget af, at De opfylder en af forlængelsesbetingelserne i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1- 6.

Nævnet finder, at De Ikke opfylder en af forlængelsesbetingelserne:

Side 3/18

Iværksættelse af revalidering med henblik på ordinær beskæftigelse kunne ikke anses for overvejende sandsynlig, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1.

Ved vurderingen heraf har nævnet lagt vægt på afklaringsforløbet på Jobcenter Randers, hvorunder De ikke viste ressourcer til at kunne deltage i revalideringsforløb med henblik på ordinær beskæftigelse, jf. beskrivelse af forløbet i sagsfremstillingen nedenfor.

Hvis det anses for nødvendigt at gennemføre arbejdsprøvning eller an-dre afklarende foranstaltninger med henblik på at klarlægge den sikre-des arbejdsevne, kan dagpengeperioden forlænges i op til 2 gange 13 uger, jf. dagpenge lovens § 22, stk. 1, nr. 2.

Denne bestemmelse kan kun anvendes 1 gang i en fortløbende syge-periode, og det er en forudsætning for anvendelse af bestemmelsen, at der er udsigt til, at arbejdsevnen kan være afklaret inden for perioden på 2 x 13 uger. jf. Ankestyrelsens principafgørelse D902.

Deres dagpengeret har tidligere i perioden januar 2006 - 15. juni 2006 været forlænget efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2.

Der resterer således kun ca. 2 uger af perioden.

Nævnet finder, at Deres arbejdsevne ikke vil kunne være klarlagt in-den for ca. 2 uger.

Efter nævnets opfattelse vil Deres helbredstilstand og arbejdsevne kunne bedres ved behandling af Deres overvægt, som ses at være den væsentligste årsag til den aktuelle arbejdsevnenedsættelse. Eventuelt vil det efter sådan behandling blive aktuelt med iværksættelse af yder-ligere afklarende foranstaltninger.

Forlængelse på 26 uger efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 3, jf. dagpengebekendtgørelsens § 44, nr. 2, er ikke aktuel, da der på tids-punktet for kommunens afgørelse om stop af dagpengeudbetalingen allerede var forløbet mere end 26 uger fra varighedsbegrænsningens indtræden.

Der verserede ikke en sag om erhvervsevnetabserstatning efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade, hvorfor der ikke kan forlænges ef-ter dagpengelovens § 22, stk. I, nr. 4.

Kommunen havde på tidspunktet for dagpengestoppet truffet afgørel-se vedrørende Deres ret til førtidspension.

Der var således ikke længere grundlag for forlængelse efter dagpenge-lovens § 22, stk. 1 nr. 5, som fordrer, at der er påbegyndt sag om før-tidspension.

Side 4/18

Efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 6, jf. bekendtgørelsens § 45, nr. 1, kan dagpengeretten forlænges, hvis det lægeligt skønnes, at De ale-ne via behandling vil kunne genoptage arbejdet inden for 2 x 26 uger regnet fra varighedsbegrænsningens indtræden.

Da perioden på 2 x 26 uger ville udløbe ultimo december 2006, og da De ikke var i gang med eller ventede på behandling for overvægten, finder nævnet, at der ikke var udsigt til, Deres arbejdsdygtighed kunne genskabes inden for 2 x 26 uger.

Da der ikke er tale om livstruende, uhelbredelig lidelse kan der ikke forlænges efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 6, jf. bekendtgørel-sens § 45, nr. 2.

Vedrørende førtidspension:

Afgørelsen er truffet efter pensionslovens § 16, stk. 2, og § 20, stk. 2.

Nævnet finder, at Deres arbejdsevne ikke er dokumenteret varigt ned-sat i et sådant omfang, at De er udelukket fra at blive selvforsørgende.

Ved afgørelsen har nævnet lagt vægt på at der er mulighed for at mindske Deres åndedrætsproblemer, muskel, og ledklager samt ten-dens i væskeansamling i benene ved behandling af Deres betydelige overvægt.

Nævnet har videre lagt vægt på, at der ikke er dokumenteret helbreds-mæssige forhold, som kan forklare det ret pludselige fald i Deres funktionsniveau, som indtrådte i slutningen af 2004. Trods grundig udredning på medicinsk afdeling er der ikke fundet tegn til hjerte eller lungelidelse. Vedrørende bevægeapparatet er der alene konstateret let slidgigt i knæled, hvilket efter nævnets opfattelse ikke i sig selv ude-lukker erhvervsmæssig beskæftigelse med henblik på selvforsørgelse.

Ved sagens behandling har medvirket rådgivende speciallægekonsu-lent.

Bemærkninger til kommunen sagsbehandling:

Nævnet finder, at kommunen i begrundelsen burde have gjort nærme-re rede for de oplysninger vedrørende helbredstilstanden, som er til-lagt væsentlig betydning for afgørelsen, således at begrundelsen gav en fyldestgørende forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det pågæl-dende indhold, jf. forvaltningeslovens § 24, stk. 2.

Nævnet har herved lagt vægt på, at der i sagen har været uenighed om de helbredsmæssige forholds betydning for Deres arbejdsevne.

Begrundelsesmanglen ses dog ikke konkret at have påvirket afgørel-sens rigtighed, jf. oven for under nævnets begrundelse. Kommunens afgørelse kan derfor ikke kendes ugyldig.

Side 5/18

Sagsfremstilling

De er 51 år og gift. De har ingen mindreårige børn. De kom som flygt-ning fra Sri Lanka til Danmark i 1988.

De taler dansk, men har efter det oplyste et begrænset ordforråd. Der-es datter har derfor deltaget som tolk ved opfølgningssamtaler i kom-munen.

De har frem til sygemeldingen december 2004 været i beskæftigelse siden 1994 som rengøringsassistent. Seneste ansættelse var 27 timer ugentlig mod tidligere 33 - 35 timer pr. uge. De modtog til november 2004 supplerende arbejdsløshedspenge. De har gennem årene oplevet et stigende arbejdspres i rengøringsjobbet. Nogle måneder forud for sygemeldingen spurgte De til muligheden for bevilling af fleksjob.

I perioden oktober 2005 - februar 2006 deltog De i et afklaringsforløb på Jobcenter Randers. Herunder kom i De i intern praktik i montagen. De udviste god arbejdsmoral og engagement samt gode kompetencer i arbejde med enkle og lette montageopgaver. De arbejde i et jævnt, langsomt arbejdstempo. I forløbet blev arbejdstiden reduceret fra 20 timer ugentligt til 12 timer på grund af Deres smerter.

Den reelle ar-bejdstid har i gennemsnit ligget på 8 - 10 timer pr. uge med et gen-nemsnitligt fremmøde på ca. 63%. Deres fravær var stigende i forlø-bet. Afklaringsforløbet blev afbrudt på grund af deres faglige kompe-tencer og helbredsproblemer. I denne vurdering indgik også, at Deres arbejdsevne ikke kan udvikles ved hjælp af kursus eller uddannelse på grund af Deres begrænsede skole / danskkundskaber.

Planen om iværksættelse af en ekstern praktik blev således opgivet.

Vedrørende Deres helbredsmæssige forhold oplyst, at De i 2004 fik konstateret for lavt stofskifte, hvorefter De er sat i medicinsk behand-ling med Eltroxin. Egen læge beskriver i statusbedømmelse af 13. juni 2006, at stofskifteblodprøver har vist helt normale forhold i en lang periode, og at stofskiftelidelsen ikke skulle påvirke Deres arbejdsev-ne.

Herudover genereres De af anfald med stikkende, prikkende smerter i venstre side af brystet, som kan opstå både ved anstrengelse og i hvi-le. De klager endvidere over udtalt åndedrætsbesvær ved kun en lille anstrengelse. Forskellige undersøgelser har ikke kunnet påvise iskæ-misk hjertesygdom. De har tidligere fået konstateret let forstørret hjer-te, men dette er ikke genfundet ved efterfølgende undersøgelse.

Der er mistanke om, at der reelt er tale om angstanfald frem for somatisk sygdom. De har selv forklaret, at Deres mor som 53-årig døde af hjer-testop. Ved undersøgelse hos psykolog i forbindelse med arbejdsprøv-ningen er De dog beskrevet som psykisk velfungerende.

De klager endvidere over smerter fra knæ-, fod- og håndled samt un-derben, tendens til hævede ben og nedsat gangdistance. Udredning af

Side 6/18

dog alene vist let slidgigt i knæled, men ikke tegn på generaliseret gigtlidelse. De er efter det oplyste betydeligt overvægtig med et BMI på 43.

Ved varighedsbegrænsningens indtræden ultimo december 2005 blev dagpengeretten forlænget efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, idet De var i gang med ovennævnte afklaringsforløb.

Den 15. juni 2006 ansøgte De om førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag. Kommunen ændrede herefter forlængelses-grundlaget til dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 5.

De fik 20. oktober 2006 afslag på førtidspension. Kommunen henviste til, at det ikke var dokumentation for en varig nedsættelse af Deres ar-bejdsevne i en sådan grad, at genindtræden på arbejdsmarkedet kan u-delukkes.

Efterfølgende blev dagpengeudbetalingen bragt til ophør med virk-ning fra 19. november 2006. Kommunen henviste til, at ingen af for-længelsesgrundene i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1 - 6, var til ste-de.

[...]"

Sagsøger har forklaret, at hun i 2000 vejede ca. 75 kg. Hun begyndte at tage på i 2003, da hun fik problemer med sit stofskifte, og kom til at veje 90 - 95 kg. Hendes vægt fortsatte med at stige til op mod 110 kg i 2006. Hun fik behandling for sin stofskiftesygdom, men tabte sig kun meget lidt. Hun var til diætist nogle gange på Randers Centralsygehus i 2004 - 2005.

Hun fik nogle kostråd, og hun fulgte dem, men tabte sig kun op til 1 kg. Hun begyndte at få stikken i brystet efter, at hun havde fået stofskif-teproblemer. Hun blev sygemeldt i december 2004 på grund af den prikken-de fornemmelse i brystkassen og smerter i arme og ben. Hun kom i kontakt med Randers Kommune og var i et forløb hos jobcenteret i 2005 - 2006.

Hun gjorde i perioden december 2004 - oktober 2006 alt, hvad Randers Kommune bad hende om. Efter at have fået afslag på førtidspension i okto-ber 2006 fik hun bevilget førtidspensionen med virkning fra januar 2012. Hun indgav ikke ny ansøgning om førtidspension, men fik lige pludselig et brev om, at hun var blevet det tildelt. Hun havde ikke tabt sig i den periode, men vejede omtrent det samme i 2012 som i 2006.

Hendes helbred forandre-de sig i perioden 2006 til 2012 kun på den måde, at de kendte symptomer blev lidt værre. Hun har ikke haft almindeligt lønarbejde i perioden fra 2006 til 2012, men har via jobcenteret udført let arbejde i en café i 9 - 12 ½ time pr. uge i 6 måneder i 2009 - 2010. Hun fik ingen penge for at arbejde i café-en. Hun vejer omtrent det samme i dag som i 2006.

Fra 2006, hvor hun fik afslag på sygedagpenge og førtidspension, har hun levet af lånte penge, ind-til hun blev tilkendt førtidspension pr. 1. januar 2012. Hun søgte, men fik af-slag på kontanthjælp på grund af ægtefælles indtægt.

Side 7/18

Retslægerådet har den 11. april 2014 afgivet følgende udtalelse til brug for sagen:

"Med sagens tilbagesendelse skal Retslægerådet besvare de stillede spørgsmål således:

Spørgsmål 1:

Er der videnskabelig/statistisk evidens (f.eks. via videnskabelige me-tanalyser) for, at en person med overvægtsproblemer på sagsøgers ni-veau /sagsøger er 155 cm høj og vejede i 2006 ca. 96,5 kg, hvilket gi-ver et BodyMassIndex (BMI 40, der kan klassificeres som svær fed-me), via diæt kan bringes på et varigt vægtniveau, der kan afhjælpe sagsøgers funktionsevnetab, så sagsøger ikke længere er erhvervsu-dygtig på grund af sine bevægeapparatproblemer?

Der er ingen evidens for, at livsstilsintervention kan medføre et varigt vægttab af en størrelse, der kan forbedre sagsøgers funktionsniveau.

Spørgsmål 2:

Kan det udelukkes, at den ischaemiske hjertesygdom, som sagsøger er i medikamente behandling for, kan være medvirkende årsag til sagsø-gers funktionsevnetab?

Der er ingen sikre holdepunkter for, at sagsøger har iskæmisk hjerte-sygdom, såvel cykeltest, myocardiescintigrafi, hjertets pumpefunktion og EKG er alle normale.

Spørgsmål 3:

Er der erfaring for at for lavt stofskifte kan give vægtøgning?

Lavt stofskifte disponerer til vægtøgning. Når stofskiftet er velregule-ret med tablet Eltroxin, er stofskiftet normalt.

Spørgsmål 4:

Kan forsnævring i kranspulsårene / forsnævring i kranspulsårene helt ude på de små kar medføre angina pectoris anfald i forbindelse med fysiske anstrengelser? Kan en sådan lidelse betragtes som værende varig?

Der er ikke holdepunkt for at sagsøger har forsnævring i de små kar, og heller ikke at hun har angina pectoris.

Spørgsmål A:

Retslægerådet bedes beskrive sagsøgerens gener/lidelser vedrørende bevægelsesapparatet, således som disse forelå beskrevet indtil okto-

Side 8/18

ber 2006. Herunder bedes Retslægerådet oplyse, hvilke diagnoser, der lægefag-ligt var grundlag for at stille på daværende tidspunkt.

Sagsøger havde i 2006 belastningssmerter fra specielt benenes led og muskler. På dette tidspunkt viste røntgenundersøgelser kun minimale forandringer foreneligt med slidgigt, således er knæ og ankelled be-skrevet som normale. Sagsøgers klager fremgår af egen læges journal.

Spørgsmål B:

Retslægerådet bedes beskrive sagsøgerens gener / lidelser vedrørende lungerne, således som disse forelå beskrevet indtil oktober 2006. Her-under bedes Retslægerådet oplyse, hvilke diagnoser var lægefagligt var grundlag for at stille på daværende tidspunkt.

Sagsøger havde nedsat lungefunktion vurderet ud fra lungefunktions-test. Om dette forklares af hendes svære overvægt alene, eller der fo-rekom en reel lungesygdom er uafklaret.

Spørgsmål C:

Retslægerådet bedes beskrive sagsøgerens gener/lidelser vedrørende hjertet, således som disse forelå beskrevet indtil oktober 2006. Herun-der bedes Retslægerådet oplyse, hvilke diagnoser var lægefagligt var grundlag for at stille på daværende tidspunkt.

Sagsøger havde i 2006 ikke sikre hjertesmerter, men ukarakteristiske brystsmerter, cykeltest, scintigrafi, hjertepumpefunktion og EKG ude-lukkede iskæmisk hjertesygdom.

Spørgsmål D:

Retslægerådet bedes beskrive sagsøgerens gener/lidelser vedrørende stofskiftet, således som disse forelå beskrevet indtil oktober 2006. Herunder bedes Retslægerådet oplyse, hvilke diagnoser var lægefag-ligt var grundlag for at stille på daværende tidspunkt.

Sagsøger fik diagnosticeret lavt stofskifte i april 2004, hvor hun blev sat i behandling med tablet Eltraxin. Diagnosen blev stillet ved hjælp af blodprøver.

Spørgsmål E:

Retslægerådet bedes oplyse med hvilken grad af sandsynlighed den hos sagsøgeren beskrevne overvægt måtte anses for at være forårsa-get af den i spørgsmål D beskrevne stofskiftesygdom

Sagsøger var allerede svær overvægtig, inden hun udviklede lavt stof-skifte. Det lave stofskifte har formentligt disponeret til at forværre overvægt i perioden 2003 op til april 2004.

Side 9/18

Spørgsmål F:

Retslægerådet bedes oplyse med hvilken grad og sandsynlighed og i hvilket omfang de i spørgsmål A - D beskrevne lidelser var forårsaget af sagsøgerens overvægt.

Sagsøgers gener kan forklares ved hendes overvægt; om hendes ånde-nød alene kan tilskrives overvægten, eller hun har en lungesygdom er uafklaret. Hendes symptomer og gener er karakteristiske for svær overvægt.

Spørgsmål G:

Retslægerådet bedes oplyse med hvilken grad af sandsynlighed og i hvilket omfang de i spørgsmål A - D beskrevne gener / lidelser ville kunne bedres, såfremt sagsøgeren havde reduceret sin vægt.

Sagsøgers belastningssmerter og åndenød vil have blevet forbedret ved reduktion af vægt. Det ville dog have krævet et vægttab af en be-tydelig størrelse.

Spørgsmål H:

Retslægerådet bedes oplyse med hvilken grad af sandsynlighed og i hvilket omfang sagsøgerens overvægt var forårsaget af de i spørgsmål A — D beskrevne gener / lidelser.

Sagsøgers overvægt har bidraget til hendes gener, specielt smerter og åndenød.

Spørgsmål J:

Retslægerådet bedes oplyse, om der i oktober 2006 var foretaget alle relevante forsøg på behandling af sagsøgerens overvægt, og om over-vægten måtte anses for en varig lidelse, der ikke var tilgængelig for behandling.

Sagsøger er relevant undersøgt. Sagsøger har været forsøgt behandlet med livsstilsændringer med et mindre kortvarig vægttab til følge, cir-ka fire kilo. Hendes overvægt må i 2006 anses for at være en varig li-delse.

Spørgsmål K:

Retslægerådet bedes oplyse om og i hvilket omfang de i spørgsmål A -D samt sagsøgerens overvægt beskrevne gener / lidelser udfra et læ-gefagligt synspunkt nedsatte sagsøgerens funktionsniveau og i hvilken type funktioner.

Sagsøgers svære overvægt har medført smerter specielt fra muskler og

Side 10/18

led samt åndenød, der har nedsat hendes funktionsniveau.

Spørgsmål L:

Retslægerådet bedes oplyse med hvilken grad af sandsynlighed en re-duktion af sagsøgerens vægt ville have forbedret hendes funktionsni-veau og i hvilken type funktioner.

En betydelig reduktion af sagsøgers vægt ville have haft en gunstig ef-fekt på smerter, åndenød og blodtryk.

Spørgsmål M:

Giver sagen i øvrigt Retslægerådet anledning til bemærkninger.

Nej."

Parternes synspunkter

Sagsøger har procederet sagen inden for rammerne af sit påstandsdokument, hvoraf det fremgår:

"ANBRINGENDER:

Til støtte for sagsøgers påstande, gøres det gældende,

at sagsøgte i sin afgørelse af 09.01.08, jf. bilag 1, undlader at forholde sig til argumenterne i Randers Kommunes afgørelse af 26.10.06, jf. bilag 11. Langt mindre, forholder sagsøgte sig til de argumenter og provokationer, der fremsendtes til Randers Kommune i klagemail af 23.11.06, jf. bilag 13, og

at sagsøgte herved opfordres til under nærværende sag, at forholde sig til følgende,

A.“Hvad er det konkret for 3 lidelser” jf. notat af 23.10.06 fra det sociale teammøde jf. bilag 11, som ifølge Randers Kommune “der samlet og hver for sig efter vor bedste overbevisning ikke giver ret til førtidspension” ? Og hvor er hjemlen til at bestemme, at bestemte lidelser ikke kan give førtidspension?

B.Er sagsøgte enig i, at Randers Kommunes afgørelse af 26.10.06, jf. bilag 11, “er ugyldig, fordi Randers Kommune derved sætter skøn under regel oven i købet en fuldstændig uhjemlet regel om, at bestemte diagnoser/lidelser forhåndsudelukkes som værende forenelige med” sagsøgerens ret til førtidspension?

C.Sagsøgte bedes bekræfte, at sagsøger har deltaget i alle de ar-bejdsprøvninger og revalideringsforsøg, som har været foreslået af Randers Kommune?

Side 11/18

D.Det sociale teammøde i Randers Kommune, jf. notat af 23.10.06 jf. afgørelse af 26.10.06, jf. bilag 11, tilkendegiver “Vi finder ef-ter en samlet faglig vurdering, at der ikke foreligger dokumenta-tion for, at det ikke kan udelukkes, at pågældende vil kunne blive selvforsørgende, hvis der tages behørigt hensyn til pgls. hel-bredsmæssige gener” . Sagsøgte og Randers Kommune opfordres til at oplyse, hvilken dokumentation Randers Kommune og sag-søgte mangler for at kunne indstille sagsøger til førtidspension?

E.Sagsøgte og Randers Kommune opfordres til at oplyse hvor i materialet vedrørende sagsøger, der findes belæg for, at borgeren har en fremtid på arbejdsmarkedet?

F.Den manglende konkrete og ud fra sagens dokumenter uafledba-re afgørelse sættes i relief af at såvel ressourceprofil/sagsbehand-ler, jf. bilag 2, som Læge 1 d. 17.08.05, jf. bilag 4, som på grundlag af sagens dokumenter har fundet, at borgeren opfylder betingelserne for førtidspension og har fundet, at borgeren opfylder betingelserne for førtidspension og har fun-det borgeren ingen fremtid har på arbejdsmarkedet, selv på det mest beskyttede og skånsomme arbejdsmarked, og

at sagsøger har været forsøgt relevant behandlet for sin overvægt, men uden vedblivende effekt, af såvel Regionshospitalet Randers som egen læge, jf. vedlagt kopi af journaler fra perioden 16. september 2008 -25. marts 2009, jf. bilag 21, hvoraf fremgår, at sagsøger har været til møde med såvel diætist på hospitalet som egen læge.

Hermed gøres det gældende, idet der henvises ti sagsøgtes svarskrift side 8, nederst, at sagsøger med ovenstående har dokumenteret, at sagsøger efter 2006 “forgæves har forsøgt at tabe sig” , og at der vedlægges kopi af skri-velse af 22. november 2009 til Randers Centralsygehus fra underteg-nede, jf. bilag 22, svar 12. januar 2010 fra Regionshospitalet Randers, jf. bilag 23, skrivelse af 14. februar 2010 fra undertegnede til Randers Centralsygehus, jf. bilag 24, og svar af 16. marts 2010 fra Regions-hospitalet Randers, jf. bilag 25 - hvilket svar viste sig at være løgn, jf. bilag 21, som min klients datter fik personligt ved at møde op på diæ-tafdelingen på hospitalet den 10. marts 2009.

Imidlertid har sagsøger allerede i 2006 og 2007 været flere gange hos diætist (hvilket både sagsøger og den medvirkende tolk til møderne med diætisten vil kun-ne bevidne) på Regionshospitalet Randers, jf. vedlagte kopi af jour-nalnotat af 21. august 2006 fra hospitalet, jf. bilag 26.

Til støtte for sagsøgers principale påstand, gøres det gældende,

at sagsøgte er, jf. bilag 1, - uden belæg i sagens akter og uden inddra-gelse af alle relevante momenter - af den opfattelse, at sagsøgers hel-bredsbetingede erhvervsevnenedsættelse vil kunne ændres væsentligt til det bedre, hvis sagsøger taber sig, og

at sagsøgte i sin afgørelse ser bort fra at, at sagsøger har en stofskifte-sygdom, myxoedem, hvor en væsentlig debutsymptom typisk er, at

Side 12/18

den ramte udvikler overvægt og tendens til væskeophobning i benene udover udtalt træthed, mathed og muskelsmerter. Sagsøger er i medi-cinsk behandling for myxoedem og har tillige gennemgået diætbe-handling uden det ønskede resultat.

Helt grundlæggende er der efter sagsøgers opfattelse tale om ulovhjemlet diskrimination af sagsøger som overvægtig, når Beskæftigelsesankenævnet under henvisning til sagsøgers sygdomsbetingede overvægt af den grund vil afskære sagsøger fra sociale ydelser, som andre borgere har adgang til.

Det bemærkes i den forbindelse, at flere store videnskabelige un-dersøgelser gentagne gange har påvist, at det statistisk set er umuligt at fastholde et markant vægttab, når man befinder sig i sagsøgers BMl-område, hvilket også fastslås af Retslægerådet, idet det anføres, at “der ikke findes evidens for, at livsstilsintervention kan medføre et varigt vægttab af en størrelse, der kan forbedre sagsøgers funktionsni-veau” , jf.

Retslægerådets skrivelse af 11. april 2014, hvorfor

at sagsøgte opfordres til at fremlægge dokumentation for, at personer i sagsøgers BMI-område i nævneværdigt statistisk omfang er i stand til at fastholde et markant vægttab trods diætkur m.v., og

at sagsøgte hidtil forgæves er anmodet om, at redegøre for med hvil-ken lovhjemmel sagsøger som overvægtig afskæres fra at modtage sy-gedagpenge eller førtidspension. Sagsøgte anmodes også i forbindelse med nærværende påstandsdokument om at svare på spørgsmålet; En-hver borger må som det mindste have krav på, at afgørelsesmyndighe-den henviser til hvilken lov og i hvilken bestemmelse, der er hjemmel til at træffe afgørelsen med de fremførte argumenter?, og

at det er uden belæg i sagens lægelige akter at hævde, at et vægttab ville gengive sagsøger dennes erhvervsevne, og

at det endvidere er mærkværdig, at sagsøgte hævder, at der ikke er “fundet tegn til hjerte- eller lungelidelser” i og med, at sagsøger er sat i permanent behandling med receptpligtig medicin med navnet Iso-Dur, som sagsøger tager i doseringen 30 mg dagligt. Medicinen an-vendes, hvis cirkulationen i hjertemusklen er nedsat. Receptudstedelse foregår via sagsøgers læge og behandlingen er tiltrådt af hjerteklinik-ken på Randers Centralsygehus, og

at sagsøgte lægger stor vægt på, at det er muskel- og ledsmerter i sag-søgers underekstremiteter, der er den væsentligste årsag til sagsøgers erhvervsevnenedsættelse, hvorfor det kan undre, at sagsøgte ikke har fundet det relevant at kræve indkaldt en rheumatologisk speciallæge-erklæring. I det foreliggende journalmateriale fra Randers Centralsy-gehus fremgår det, at sagsøger har forhøjet reumafactor, og

at det endvidere bemærkes, at sagsøger har fået konstateret såvel B12-vitaminmangel som D-vitaminmangel i tidsmæssig sammenhæng med sagsøgers smertesymptomer fra bevægeapparatet. Begge mangelsyg-domme er kendte årsager til netop sådanne symptomer. Det skal i den forbindelse bemærkes, at sagsøger nu bliver medicineret herfor, og

Side 13/18

at det bemærkes, at der ikke foreligger undersøgelser af sagsøgers kredsløb i underekstremiteterne. Kredsløbsforstyrrelser i den region er en hyppig årsag til det beskrevne symptombillede, og

at det endvidere bemærkes, at sagsøgte i sin afgørelse at 9. januar 2008 - uden forudgående partshøring af sagsøger - har argumenteret anderledes end Randers Kommune har gjort i sin afgørelse af 2. no-vember 2006 angående ophør af sygedagpenge og 26. oktober 2006 med afslag på førtidspension. Hvis sagsøgte måtte få medhold i sit ar-gument omkring sagsøgers overvægt, har Randers Kommune gjort sig skyldig i grove forsømmelser i forbindelse med de oprindelige afgø-relser og den forudgående rådgivning at sagsøger, og

at ovenstående anbringender og bemærkninger er tilskrevet sagsøgte den 20. januar 2008, uden at sagsøgte fandt sig foranlediget til at kommentere anbringender og bemærkninger - svaret af 20. februar 2008 indeholdt blot fastholdelse af afgørelsen at 9. januar 2008, hvor-for

at sagsøgte afkræver sagsøger en umulighed, nemlig at sagsøger skal tabe sig væsentligt, idet Retslægerådet fastslår, at “der ikke er evidens for, at livsstilsintervention kan medføre et varigt vægttab af en størrel-se, der kan forbedre sagsøgers funktionsniveau” , jf.

Retslægerådets skrivelse at 11. april 2014 (hvilket forgæves har været forsøgt via en diætist på Randers Centralsygehus og via en diætist hos sagsøgers egen læge), som en forudsætning for at tilkende sagsøger ret til fortsat sygedagpenge, jf. Sygedagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 5 indtil sagsø-ger tilkendes førtidspension, jf. Pensionslovens § 16, jf. § 20, og

at sagsøger pr. 26. oktober 2006 opfyldte betingelserne for at kunne meddeles førtidspension, jf. Pensionslovens § 16.

Til støtte for sagsøgers subsidiære påstand, gøres det gældende,

at sagsøger i henhold til Sygedagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 5, havde ret til fortsatte sygedagpenge, idet Randers Kommune burde have ind-kaldt yderligere lægelige oplysninger om sagsøgers helbred, såfremt Randers Kommune ikke på det tidspunkt fandt tilstrækkelig dokumen-tation for, at sagsøgers helbredsbetingede erhvervsevnenedsættelse berettigede sagsøger til førtidspension.

Til støtte for sagsøgers mere subsidiære påstand, gøres det gældende,

at Randers Kommunes afgørelse af 26.10.06, jf. bilag 11, ikke opfyl-der § 22 i Forvaltningsloven, hvor det er et krav til en afgørelse, at denne er begrundet, idet det er umuligt at udlede af afgørelsen hvor i sagens dokumenter, der findes belæg for afgørelsen - ligesom det er u-muligt at udlede af afgørelsen hvilken form for dokumentation Ran-ders Kommune savner i sagen henset til, at sagsøger har deltaget i alle de tiltag Randers Kommune har foreslået. Af den grund gøres det gæl-

Side 14/18

dende, at Randers Kommunes afgørelse er ugyldig.

Til støtte for sagsøgers mest subsidiære påstand, gøres det gældende,

at sagsøgte i stedet for at holde sig til Randers Kommunes afgørelse og de underliggende argumenter for denne, har sagsøgte i sin afgørel-se opfundet et helt nyt argument, hvor kernen er, at sagsøger på grund af sin overvægt ikke er berettiget til førtidspension - et argument, som ikke fremgår af Randers Kommunes afgørelse. Og et argument som sagsøger ikke blev præsenteret for, og langt mindre fik mulighed for

at udtale sig om, inden sagsøgte traf sin afgørelse. Dermed er sagsøg-tes afgørelse af 9. januar 2008 truffet i strid med partshøringsforskrif-ten i FVL § 19, note 79 i Karnovs Lovsamling 2009."

Sagsøgte har procederet sagen inden for rammerne har sit påstandsdoku-ment, hvoraf det fremgår:

"Sagsøgerens principale og subsidiære påstand

Der er ikke grundlag for at tilsidesætte Beskæftigelsesankenævnets af-gørelse af 9. januar 2008 (bilag 1) om, at sagsøgeren i 2006 ikke var berettiget til pension eller til forlængelse af sygedagpenge.

Afgørelsen er truffet under medvirken af rådgivende Læge 2 med omfattende erfaring i sager om førtidspension og sygedagpenge. Der skal foreligge et sikkert grundlag for at tilsidesæt-te afgørelsen. Det er sagsøgeren, der har bevisbyrden, og hun har ikke løftet denne bevisbyrde.

Særligt vedrørende sagsøgerens principale påstand gøres det gælden-de, at Beskæftigelsesankenævnet med rette har vurderet, at sagsøge-rens arbejdsevne ikke var dokumenteret varigt nedsat i et sådant om-fang, at hun var udelukket fra at blive selvforsørgende, jf. dagældende lov om social pension, § 16, stk. 2, og § 20, stk. 2.

Beskæftigelsesankenævnet har herved lagt vægt på, at der var mulig-hed for at mindske sagsøgerens åndedrætsproblemer, muskel- og led-klager samt tendens til væskeansamling i benene ved behandling af den betydelige overvægt.

Beskæftigelsesankenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke er dokumenteret helbredsmæssige forhold, som kunne forklare det ret pludselige fald i sagsøgerens funktionsniveau i slutningen af 2004, idet der ikke på medicinsk afdeling var fundet tegn til hjerte- eller lun-gelidelser.

Som det fremgår af det lægelige materiale, har sagsøgeren således ale-ne fået stillet diagnosen brystsmerter uden specifikation.

Herudover har Beskæftigelsesankenævnet lagt vægt, at der vedrørende bevægeapparatet alene var konstateret let slidgigt i knæled, hvilket heller ikke i sig selv udelukkede erhvervsmæssig beskæftigelse med

Side 15/18

henblik på selvforsørgelse.

Nævnets lægefaglige vurdering af, hvilke lidelser sagsøgeren har, støt-tes af erklæring af 11. april 2014 fra Retslægerådet.

I relation til sagsøgerens subsidiære påstand gøres det til støtte for fri-

findelsespåstanden gældende, at Beskæftigelsesankenævnet med rette fandt, at det ikke kunne anses for overvejende sandsynligt, at der ville blive iværksat revalidering med henblik på ordinær beskæftigelse,jf. den dagældende dagpengelovs § 22, stk. 1, nr. 1.

Beskæftigelsesankenævnet lagde herved vægt på afklaringsforløbet på jobcenter Randers, hvor sagsøgeren ikke viste ressourcer til at kunne deltage i revalideringsforløb med henblik på ordinær beskæftigelse.

Beskæftigelsesankenævnet fandt endvidere med rette, at sagsøgeren ikke kunne få forlænget sine dagpenge efter lovens § 22, stk. 1, nr. 2.

Beskæftigelsesankenævnet lagde her vægt på, at det er et krav for an-vendelse af den pågældende bestemmelse, at der er udsigt til, at ar-bejdsevnen kan være afklaret inden for en periode på 2 x 13 uger. Da sagsøgerens dagpengeudbetaling tidligere i perioden januar 2006 til 15. juni 2006 havde været forlænget efter § 22, stk. 1, nr. 2 og der der-med kun resterede 2 uger af perioden, ville arbejdsevnen ikke kunne være klarlagt inden for de sidste to uger, der var tilbage af perioden, og der kunne derfor ikke ske forlængelse efter § 22, stk. 1, nr. 2.

Beskæftigelsesankenævnet vurderede, at sagsøgerens helbredstilstand og arbejdsevne ville kunne bedres ved behandling af hendes over-vægt, som Beskæftigelsesankenævnet fandt, var den væsentligste år-sag til den aktuelle arbejdsevnenedsættelse. Efter en sådan behandling kunne det være aktuelt med iværksættelse af yderligere afklarende foranstaltninger.

Beskæftigelsesankenævnet har herudover med rette fundet, at der hel-ler ikke kunne ske forlængelse efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 3, da der på tidspunktet for kommunens afgørelse allerede var forløbet mere end 26 uger fra varighedsbegrænsningens indtræden.

Da der ikke verserede sag om tilkendelse af erhvervsevnetabserstat-ning efter arbejdsskadesikringsloven, kunne der heller ikke ske for-længelse efter lovens § 22, stk. 1, nr. 4.

På tidspunktet for dagpengestoppet var der truffet afgørelse vedrøren-de sagsøgerens eventuelle ret til førtidspension. Der var derfor heller ikke grundlag for forlængelse efter § 22, stk. 1, nr.5.

Der kunne ikke ske forlængelse efter § 22, stk. 1, nr. 6, da perioden på 2 x 26 uger ville udløbe i ultimo december 2006, og hun endnu ikke var i gang med eller ventede på behandling for overvægten.

Side 16/18

Endelig var der ikke tale om livstruende, uhelbredelig lidelse og der kunne heller ikke af den grund ske forlængelse efter § 22, stk. 1, nr. 6.

Til støtte for den subsidiære hjemvisningspåstand nedlagt over for sagsøgerens subsidiære påstand gøres det gældende, at sygedagpenge er en korttidsydelse. Sagen må derfor hjemvises til de administrative myndigheder, som herefter må vurdere, i hvor lang tid forlængelses-betingelserne i § 22 er opfyldte.

Sagsøgerens mere subsidiære påstand Da denne påstand alene vedrører spørgsmålet om kommunens afgørel-se, gøres det gældende, at der skal ske afvisning af påstanden, da sag-søgeren ikke har en retlig interesse i at få prøvet denne påstand over for nævnet.

Til støtte for den subsidiære frifindelsespåstand, gøres det gældende, at Beskæftigelsesankenævnet ikke er rette sagsøgte og derfor allerede af den grund skal frifindes for påstanden.

Hvis sagsøgeren ønsker Randers Kommunes afgørelse kendt ugyldig, må det ske ved at anlægge sag mod kommunen.

Det bemærkes dog for en ordens skyld, at der ikke er grundlag for at kende Randers Kommunes afgørelse for ugyldig. Det bemærkes yder-ligere, at det ud fra en konkret væsentlighedsvurdering er uden betyd-ning, om Randers Kommunes afgørelse er ugyldig med henvisning til, at man angiveligt ikke har opfyldt forvaltningslovens § 22, idet Be-skæftigelsesankenævnets afgørelse opfylder forvaltningslovens § 22, og nævnet i øvrigt begrunder afgørelsen på en anden måde end kom-munen.

Sagsøgerens mest subsidiære påstand Der er ikke grundlag for at kende Beskæftigelsesankenævnets afgørel-se af 9. januar 2008 ugyldig.

Beskæftigelsesankenævnet forstår stævningen således, at Beskæftigel-sesankenævnets afgørelse skal kendes ugyldig, da Beskæftigelsesan-kenævnet ikke har opfyldt forvaltningslovens § 19 om partshøring. Partshøring i henhold til forvaltningslovens § 19 vedrører de tilfælde, hvor en part ikke kan antages at være bekendt med, at myndighederne er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder. Det følger ikke af forvaltningslovens § 19, at der skal ske partshøring over en ændret vurdering af de faktiske omstæn-digheder, der foreligger i sagen.

Der er i sagsøgerens påstandsdokument fremsat en række opfordrin-ger. Det bemærkes, at de pågældende opfordringer efter Ankestyrel-sens opfattelse allerede blev besvaret i svarskriftet.

Afslutningsvis bemærkes, at det er forholdene på tidspunktet for kom-munens afgørelse i 2006, der er relevante for rettens bedømmelse af

Side 17/18

sagen. Den omstændighed, at sagsøgeren i 2012 er tilkendt førtidspen-sion kan ikke føre til en tilsidesættelse af nævnet afgørelse."

Rettens begrundelse

og afgørelse

Retten finder ikke, at der i sagen foreligger et tilstrækkelig sikkert grundlag for at tilsidesætte Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 9. januar 2008 om afslag på tilkendelse af førtidspension og sygedagpenge til sagsøgeren.

I relation til spørgsmålet om førtidspension har retten herved lagt vægt på, at der ikke er fremkommet oplysninger om egentlig sygdom, der kan forklare faldet i sagsøgers funktionsniveau i 2004. Retten har endvidere lagt vægt på Retslægerådets udtalelse om, at sagsøgers symptomer og gener er karakteri-stiske for svær overvægt, og at de smerter og den åndenød, overvægten har medført, har nedsat sagsøgers funktionsniveau. Retten har også lagt vægt på Retslægerådets oplysning om, at en betydelig reduktion af sagsøgers vægt ville have haft en gunstig effekt på hendes smerter, åndenød og blodtryk.

Sagsøger har forklaret, at hun uden effekt har fulgt de kostråd, hun har fået. Retslægerådet har oplyst, at der ikke er evidens for, at livsstilsintervention kan medføre et varigt vægttab af en størrelse, der kunne forbedre sagsøgers funktionsniveau.

Retslægerådet har ligeledes udtalt, at sagsøger har været forsøgt behandlet med livsstilsændringer med et mindre og kortvarigt vægt-tab til følge, og at hendes overvægt i 2006 måtte anses for at være en varig lidelse.

Retten finder uanset disse oplysninger ikke tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at sagsøger ikke ved en relevant egen indsats eller behandling skulle have haft en realistisk mulighed for et betydeligt vægttab.

Det bemær-kes i denne forbindelse, at sagsøger i henhold til Retslægerådet allerede var svær overvægtig, inden hun udviklede lavt stofskifte, og at det lave stofskif-te kun disponerede til at forværre overvægten i perioden 2003 til april 2004.

I relation til spørgsmålet om sygedagpenge har retten lagt vægt på, at sagsø-ger ikke har godtgjort grunde, som efter det omhandlede lovgrundlag ses at kunne berettige sagsøger til yderligere sygedagpenge, end hun har modtaget.

Sagsøgte får efter ovenstående medhold i sin frifindelsespåstand over for sagsøgers principale og og subsidiære påstand.

Over for sagsøgers mere subsidiære påstand får sagsøgte medhold i sin af-visningspåstand, hvorved det bemærkes, at sagsøger er uden retlig interesse i at få påkendt en ugyldighedsindsigelse vedrørende en afgørelse, der er er-stattet af Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 9. januar 2008.

Over for sagsøgers mest subsidiære påstand får sagsøgte medhold i sin fri-findelsespåstand, hvorved det bemærkes, at retten ikke finder mangler ved Beskæftigelsesankenævnets høring af sagsøger, som kan medføre afgørel-sens ugyldighed.

Side 18/18

I sagsomkostninger skal sagsøger betale 100.000 kr. til sagsøgte som et pas-sende beløb, inklusive moms, til dækning af udgiften til advokatbistand. Retten har lagt vægt på sagens værdi, omfang og udfald, herunder at den har været forelagt Retslægerådet.

Thi kendes for ret

:

Sagsøgte, Ankestyrelsen, frifindes for Sagsøgers principale, subsidiære og mest subsidiære påstand.

Sagsøgers mere subsidiære påstand afvises.

I sagsomkostninger skal Sagsøger inden 14 dage betale 100.000 kr. til Ankestyrelsen. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelo-vens § 8a.

Dommer

STD061446-S01-ST01-K194-T3-L01-M00-\D94