82/2015

Dansk bekendtgørelse, der efter dansk-svensk aftale fastsatte fiskeriforbud for danske fartøjer i et område, der tillige omfattede svensk territorialfarvand, var ikke i strid med EU-retten T1, T2 og T3 var fundet skyldige i overtrædelse af et forbud mod fiskeri i et område beliggende i Kattegat (område 3), der var fastsat i § 5 i bekendtgørelse nr. 391 af 16. april 2010, jf. fiskerilovens § 30. Forbuddet var indført på grundlag af en dansk-svensk aftale af 26. november 2008 om bl.a. forbud mod fiskeri i det angivne område, og hvorefter hvert land er forpligtet til at foretage det nødvendige for at gennemføre aftalen, herunder at indføre nationale regler om fiskeriforbud for egne fartøjer i området og at håndhæve disse regler. Overtrædelserne havde fundet sted i sommeren 2010 i svensk territorialfarvand. Sagens hovedspørgsmål var, om bekendtgørelsens forbud mod fiskeri i det pågældende område er i strid med EU-retten og derfor ugyldigt, herunder fordi det område, fiskeriet var foregået i, ikke er omfattet af dansk jurisdiktion. Højesteret fandt, at begrebet jurisdiktion i Grundforordningen og Teknikforordningen, som fastlægger medlemsstaternes mulighed for at træffe foranstaltninger til bl.a. bevarelse af fiskeressourcerne, skal forstås i overensstemmelse med det sædvanlige folkeretlige begreb, og at Danmark efter folkeretten ikke er afskåret fra at opnå jurisdiktion på svensk højhedsområde. Det kan ske på baggrund af aftale eller på grundlag af sædvane, praksis eller fælles forståelse landene imellem. På baggrund af oplysningerne om aftalerne mellem Danmark og Sverige og om gennemførelsen heraf fandt Højesteret endvidere, at Danmarks kompetence til i forhold til danske fartøjer at fastsætte regler, håndhæve dem og pådømme overtrædelser, indebærer, at Danmark har jurisdiktion vedrørende hele området, herunder også den del af området, der hører til svensk territorialfarvand. Herefter, og da der var tale om en foranstaltning omfattet af forordningerne, da der var sket behørig notifikation af den dansk-svenske aftale, da forbuddet ikke var i strid med det EU-retlige proportionalitetsprincip, og da de øvrige betingelser i Grundforordningen og Teknikforordningen for at træffe de nævnte foranstaltninger var opfyldt, fandt Højesteret, at de danske regler ikke var i strid med EU-retten. Der var heller ikke en sådan tvivl om forståelsen af bestemmelserne, at der var grundlag for at stille præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen. Højesteret fandt heller ikke grundlag for at ændre konfiskationsbeløbene eller de fastsatte bøder. Landsretten var nået til det samme resultat.