Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

AM2021.03.19Ø

OL-2021-Ø-00019

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
19-03-2021
Sagsemne
våben, knive, gentagelsesvirkning
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG

________________ D O M

Afsagt den 19. marts 2021 af Østre Landsrets 22. afdeling (landsdommerne Alex Puggaard, Michael Kistrup og Ulrich Vorstrup Rasmussen (kst.) med domsmænd).

22. afd. nr. S-3673-20: Anklagemyndigheden mod T Født janaur 1967 (advokat Michael Harms, besk.)

Retten på Frederiksbergs dom af 27. november 2020 er anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært til formildelse af straffen.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte.

Den i byretten af vidnet V1 afgivne forklaring er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.

Der er endvidere afgivet forklaring af vidnet V2 .

Tiltalte har forklaret blandt andet, at han har købt hobbyting gennem hjemmesiden Wish i Kina. Han har ikke bestilt våben i Kina. Han interesserer sig ikke for våben, men det er korrekt, at han har haft våbentilladelse. Han kender ikke til kinesiske hjemmesider, hvor man kan købe våben. Han hørte første gang om sagen i forbindelse med politiets sigtelse af ham. Adspurgt på ny har tiltalte forklaret, at han ikke benytter sin e-Boks og derfor først hørte om sagen, da hans forsvarer kontaktede ham. Han sagde til sin forsvarer, at han ikke havde gjort noget og derfor ikke havde brug for en advokat. Han får bonuspoint, når

2 der indkøbes ting i hans navn på Wish. Der er derfor flere af hans venner, der har benyttet hans oplysninger, når de har bestilt ting på Wish. Han har også selv købt mange ting på Wish, men ikke våben. Da han var i byretten, vidste han ikke, hvem der havde bestilt våbnene, men han ved nu, at det var V2 .

Inden han var i byretten, nævnte V2 ikke, at han havde bestilt våbnene, og de talte ikke om, at tiltalte var kommet i problemer på grund af nogen våben. Efter byrettens dom spurgte han sine venner, hvem der havde bestilt våbnene, og V2 oplyste, at det var ham. Han er gode venner med V2 . V2 har ikke tidligere bestilt ting i tiltaltes navn. Våbnene var ikke til tiltalte. V2 benyttede tiltaltes telefon til købene.

Vidnet V2 har forklaret blandt andet, at han har kendt tiltalte gennem mange år. En dag, mens han var på besøg hos tiltalte, sad han og kiggede på nogle ting på tiltaltes telefon, blandt andet en armbåndskniv og en kastestjerne. Tiltalte var på toilettet på det pågældende tidspunkt. Han er ikke vant til at bruge nettet, og han ved ikke, om han er kommet til at bestille våbnene, mens han klikkede rundt på siden.

Han ved ikke positivt, om han kom til at bestille våbnene eller ej. Han skrev ikke navn eller kortoplysninger ind på telefonen. Han husker, at tiltalte sagde til ham for sjov, at han vel ikke havde bestilt noget. Vidnet svarede, at det kunne han ikke forestille sig. De tjekkede ikke tiltaltes mail for at se, om der var en ordrebekræftelse. Han blev først bekendt med sagen for 1 uge eller 14 dage siden.

Han har ikke hørt, at tiltalte var i byretten. Det mulige køb skete enten omkring den 30. januar 2021 eller i december 2020 omkring nytår. Han har ikke talt med tiltalte om, hvad der skulle ske i landsretten. Foreholdt, at våbnene blev fundet i tolden henholdsvis den 12. og 27. maj 2020 og derfor må være bestilt forud for denne dato, forklarede han, at det i så fald ikke kan være ham, der har bestilt dem.

Det er han lettet over at finde ud af.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter V2’s forklaring kan han ikke have bestilt kniven og kastestjernen i tiltaltes navn, hvis bestillingen er sket på et tidligere tidspunkt end i december 2020. Allerede af denne grund kan det ikke være vidnet, der bestilte våbnene omfattet af tiltalen.

Herefter og af de af byretten anførte grunde findes tiltalte skyldig efter anklageskriftet.

Straffen fastsættes efter de af byretten anførte bestemmelser til fængsel i 4 måneder. Straffen er fastsat som en fællesstraf, der tillige omfatter reststraffen på 66 dage ved prøveløsladelsen den 10. februar 2020, jf. straffelovens § 40, stk. 1, jf. § 61, stk. 2.

Landsretten har ved strafudmålingen lagt vægt på, at de to overtrædelser af knivloven er fjerdegangstilfælde. Desuden har landsretten lagt vægt på, at tiltalte flere gange tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet, at tiltalte flere gange tidligere har begået kriminalitet i prøvetiden for en prøveløsladelse, og at forholdene i denne sag er begået kort tid efter tiltaltes prøveløsladelse den 10. februar 2020.

Med denne ændring stadfæstes byrettens dom.

T h i k e n d e s f o r r e t:

3 Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes med den ændring, at T straffes med en fællesstraf af fængsel i 4 måneder. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

(Sign.) ___ ___ ___ Udskriftens rigtighed bekræftes. Østre Landsret, den 24-03-2021

retsassistent Camilla Søndergaard

1 Retten på Frederiksberg

Udskrift af dombogen

DOM

afsagt den 27. november 2020

Rettens nr. 8412/2020 Politiets nr. 0100-84181-00262-20

Anklagemyndigheden mod T Født janaur 1967 2500 Valby

Sagens baggrund og parternes påstande Denne sag er behandlet med domsmænd.

Anklageskrift er modtaget den 7. september 2020

T...er tiltalt for

1. (0100-84181-00262-20) overtrædelse af knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 8 samt bekendtgørelsen om knive og blankvåben m.v. § 21, stk. 1, jf. § 14, stk. 1, ved i perioden op til den 12. maj 2020 kl. 08.30 uden politiets tilladelse at have indført en kniv skjult i et armbånd fra Kina til adressen Adresse1 , i Valby via. PostNord på Bohus Boulevard nr. 1 i Taastrup, hvor kniven blev fundet af Toldstyrelsen.

2. (0100-84181-00203-20)

2 overtrædelse af knivlovens§ 7, stk. 1, jf.§ 2, stk. 1, nr. 7, samt bekendtgørelsen om knive og blankvåben m.v.§ 21, stk. 1, jf.§ 14, stk. 1, ved i perioden op til den 27. maj 2020 kl. 13.00 uden politiets tilladelse at have indført en kastestjerne fra Kina til adressen Adresse1 , i Valby via. PostNord på Bohus Boulevard nr. 1 i Taastrup, hvor kastestjernen blev fundet af Toldstyrelsen.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at der hos tiltalte i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, konfiskeres en kniv (forhold 1) samt en kastestjerne (forhold 2).

Tiltalte har nægtet sig skyldig og nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom.

Tiltalte har ikke protesteret mod konfiskationspåstanden.

Forklaringer Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidnet V1 .

Tiltalte har til retsbogen afgivet følgende forklaring: ”... Tiltalte forklarede, at det er korrekt, at han bor på adressen Adresse1 , i Valby.

Han mindes ikke at have købt hverken et armbånd med en kniv eller en kastestjerne fra Kina.

Han har købt mange ting, også fra Kina.

Forevist ubilageret fotorapport til forhold 1, dateret 28. juli 2020, foto 1-3, fotos af et armbånd med en kniv, forklarede han, at det ærlig talt ikke siger ham noget.

Forevist ubilageret fotorapport til forhold 1, dateret 28. juli 2020, foto 5, foto af en postpakke, forklarede han, at det er hans adresse og hans telefonnummer, der fremgår af pakkens modtagerfelt.

Han interesserer sig ikke specielt for knive, men han kan godt lide forskellige ting.

3 Han kan godt forestille sig, at der er en anden person, der har bestilt det til ham. Han kan komme i tanke om 3-5 personer, der ville kunne finde på at bestille noget sådant til ham. Det skulle måske være en gave til ham.

Han har ikke fået en tilladelse af politiet til at indføre våben.

Forevist ubilageret fotorapport til forhold 2, dateret 8. juni 2020, foto 2, foto af en kastestjerne, forklarede han, at han aldrig har set en sådan før.

Forevist ubilageret fotorapport til forhold 2, dateret 8. juni 2020, foto 3, foto af en postpakke, forklarede han, at det er hans adresse og hans telefonnummer, der fremgår af pakkens modtagerfelt.

Han har ikke bestilt en sådan pakke.

Han kan ikke komme i tanke om, hvem der skulle have bestilt en kastestjerne til ham.

På det tidspunkt, hvor pakkerne er bestilt, kom der mange forskellige mennesker på hans adresse. ...”

Vidnet V1 har til retsbogen afgivet følgende forklaring: ”... Han arbejder i det internationale postcenter i Kastrup. Hans arbejde består i at scanne pakker, der kommer til Danmark fra hele verden.

Forevist ubilageret Indrapportering af 19. maj 2020 fra Toldstyrelsen forklarede han, at det er ham, der har underskrevet indrapporteringen.

De scanner hele postsække ad gangen, og når de konstaterer noget mistænkeligt bliver pakken taget ud. Den pågældende dag kunne de se den lille kniv i armbåndet. De overgav straks armbåndet til politiet. I den forbindelse udfærdigede de indrapporteringen med oplysning om hvem personen var, der stod registreret som modtager på pakken og hvad der var i pakken.

Forevist ubilageret Indrapportering af 2. juni 2020 fra Toldstyrelsen forklarede han, at han ikke husker den pågældende indrapportering, men han kan godt se på dokumentet at han har

4 deltaget. De laver rigtig mange scanninger, og han husker ikke den konkrete episode, men det er samme procedure de følger hver gang. ...”

Oplysningerne i sagen Der er under sagen dokumenteret politirapport, rapport fortsat af 28. juli 2020, hvoraf blandt andet fremgår: ”... Politiet modtog den 24.07.2020 kl. 10.10 en pakke fra Toldstyrelsen, der indeholdt en kniv skjult i et armbånd. ..... Armbåndet er lavet af en flettet snor af kunststof og kan lukkes med et plastikspænde. På den ene del af spændet er der monteret en kniv, som skjules i den anden side af spændet når armbåndet lukkes. Kniven er spids og skarp på den ene side. Klingelængden er ca. 3 cm. ..... Køberen er identisk med mistænkte, der hverken har indførsels- eller våbentilladelse. ...”

Der er under sagen dokumenteret politirapport, rapport fortsat af 8. juni 2020, hvoraf blandt andet fremgår: ”... Politiet modtog den 08.06.2020 kl. 09.45 en pakke fra Toldstyrelsen, der indeholdt en kastestjerne. ..... Kastestjernen er lavet af metal og har 4 spidser /klinger. Hver klinge har en længde på ca. 4,5 cm. Alle klinger er spidse, men ikke skarpe ..... Køberen er identisk med mistænkte, der hverken har indførsels- eller våbentilladelse. ...”

De r er under sagen dokumenteret personsøgning, politiets våbenregister af 28. juli 2020, hvoraf blandt andet fremgår, at tiltaltes våbentilladelse pr. 9. august 2010 er tilbagekaldt.

Personlige oplysninger Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han bor for sig selv. Han er invalidepansionist, som følge af, at han for mange år siden var udsat for en trafikulykke.

5 Tiltalte er tidligere straffet, senest ved Dom afsagt af Retten i Faaborg af 24. april 2002 med fængsel i 8 måneder, betinget, for blandt andet overtrædelse af våbenlovens§ 10, stk, 3, jf. § 4, stk. 2, og våbenbekendtgørelsens § 43 jf. § 14, stk. 1, nr. 1. ved Dom afsagt af Retten på Frederiksberg af 2. marts 2010 med fængsel i 1 år og 3 måneder, heraf 9 måneder betinget, blandt andet for overtrædelse af våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 2. ved Dom afsagt af Retten på Frederiksberg af 26. juni 2017, med fængsel i 1 år og 3 måneder, blandt andet for overtrædelse af våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 3 og 8, våbenbekendtgørelsens § 59, stk. 4, jf. § 18, stk. 1, nr. 1 og knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 1.

Løsladt den 22. februar 2018. Prøvetid indtil den 26. november 2018. Reststraf 150 dage. ved Københavns byrets dom af 26. november 2018, med fængsel i 1 år og 6 måneder. I medfør af straffelovens§ 40, stk. 1, jf. §61, stk. 2 fællesstraf med reststraffen på 150 dage ved prøveløsladelsen af 22. februar 2018. Løsladt den 10. februar 2020. Prøvetid indtil den 10. februar 2022. Reststraf 66 dage.

Rettens begrundelse

og afgørelse Tiltalte har forklaret, at han ikke mindes at have købt hverken et armbånd med en kniv eller en kastestjerne fra Kina, men at han har købt mange ting, også fra Kina. Det er hans adresse og hans telefonnummer, der fremgår af pakkens modtagerfelt.

Han kan godt forestille sig, at der er en anden person, der har bestilt det til ham, måske som en gave. Derudover kom der mange forskellige mennesker på hans adresse på det tidspunkt.

Det fremgår af pakkernes modtagerfelt, at pakkerne skulle leveres til tiltaltes adresse. Af pakkernes modtagerfelt fremgår endvidere tiltaltes mobiltelefonnummer. Der bor ikke andre personer på tiltaltes adresse. Tiltalte er flere gange tidligere straffet for overtrædelse af våbenloven, våbenbekendtgørelsen og knivloven.

Retten finder det herefter ubetænkeligt at tilsidesætte tiltaltes forklaring.

På baggrund af de samlede oplysninger i sagen finder retten det bevist, at tiltalte er skyldig i, uden politiets tilladelse, at have indført en kniv skjult i et armbånd, samt en kastestjerne, fra Kina til sin adresse i Valby, og at kniven udgør et blankvåben, der fremtræder som en anden genstand jf. knivlovens § 2 stk. 1, nr. 8. Tiltalte er herefter skyldig i overtrædelse af knivlovens § 2, stk. 1, nr. 7 og 8 jf. bekendtgørelse om knive og blankvåben m.v. § 14, stk. 1.

Straffen fastsættes til fængsel i 3 måneder i medfør af bekendtgørelse om knive og blankvåben m.v.§ 21, stk. 1, jf. § 14, stk. 1 jf. knivlovens§ 2, stk. 1, nr. 7 og nr. 8.

6 Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på, at der er tale om 2 tilfælde af overtrædelse af knivloven til samtidig pådømmelse, og at tiltalte flere gange tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet.

Straffen omfatter ikke reststraffen på 66 dage ved prøveløsladelsen den I 0. februar 2020, jf. straffelovens § 40, stk. 1, jf. § 61, stk. 2, nr. 1. Retten har i bedømmelsen af hvorvidt reststraffen skal udløses lagt vægt på, at der ikke er tale om ligeartet kriminalitet for så vidt angår dommen af 26. november 2018 og de nu begåede forhold, samt at der ud fra en proportionalitetsbetragtning ikke bør fastsættes en fællesstraf med reststraffen på de 66 dage.

Påstanden om konfiskation tages i medfør af straffelovens § 75, stk. 2 til følge som nedenfor bestemt.

Thi kendes for ret

: Tiltalte T straffes med fængsel i 3 måneder.

Hos tiltalte konfiskeres en kniv skjult i et armbånd samt en kastestjerne.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Christina Møller dommer

Udskriftens rigtighed bekræftes. Retten på Frederiksberg, den 17. december 2020

Cilie Støving Bagger retsassistent

AM2021.03.19Ø
T var 3 gange tidligere dømt for besiddelse af våben, men to af dommene var mere end 10 år gamle. LR fandt at der var indbyrdes gentagelsesvirkning og betragtedede to forhold, der var til pådømmelse som et 4. gangstilfælde. LR valgte at udløse en reststraf på 66 dg, selvom der ikke var tale om ligeartet kriminalitet.
KilderAnklagemyndighedenAnklagemyndigheden (PDF)
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/cb08fdb1-9046-4645-8947-f9b198e323df