OLR — Østre Landsret
AM2025.07.15Ø
OL-2025-Ø-00043
AM2025.07.15Ø Retten i Nykøbing F.’s
DOM
Dato: 3. juli 2024 Rettens sagsnr.: 1-896/2024 Politiets sagsnr.: 1900-81685-00304-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født marts 1965 Anklageskrift er modtaget den 7. marts 2024.
Tiltalte er tiltalt for 1. 1900-81685-00304-23 Færdselslovens § 117a, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1 og nr. 2, ved den 13, september 2023 cirka kl. 22.00, som tidligere straffet for kørsel i frakendelsestiden, at have ført personbil med registreringsnummer ... ad Vestervej ud for nr. ... i Holeby, selv om han var frakendt førerretten. 2. 1900-80242-00626-23 Færdselslovens § 117, stk. 1, nr. 2 og nr. 3, jf. § 54, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, ved den 9. november 2023 cirka kl. 17.30 at have ført personbil med registreringsnummer ... ad Karlstoftevej i Rødby efter at have indtaget de bevidsthedspåvirkende stoffer, THC og amfetamin, som er klassificeret som farlige for færdselssikkerheden, og som ikke er indtaget i henhold til lovlig recept, i et sådant omfang at værdien af den aktive komponent i blodet under eller efter kørslen oversteg bagatelgrænsen for stofferne. 3. 1900-81685-00387-23 Færdselslovens § 117a, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1 og nr. 2, ved den 9. november 2023 cirka kl. 17.30, som tidligere straffet for kørsel i frakendelsestiden, at have ført personbil med registreringsnummer ... ad Karlstoftevej i Rødby, selv om han var frakendt førerretten.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Anklagemyndigheden har påstået, at tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, og at frakendelsen skal ske ubetinget, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 2, jf. § 128, stk. 2. Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af personbil med registreringsnummer ... og stelnummer ... hos ejeren af bilen, tiltaltes søster Person, jf. straffelovens § 77a. Tiltalte har erkendt sig skyldig.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte. Tiltalte har forklaret, at han den 13. september 2023 ved 22-tiden førte søsterens Suzuki Swift i Holeby selv om han var frakendt førerretten. Han husker ikke formålet med kørslen. Den 9. november 2023 ca. kl. 17:30 førte han samme bil nu i Rødby. Han var her på vej til Rema 1000 for at købe ind. Under denne kørsel var han påvirket af amfetamin og hash indtaget inden kørslen.
Der blev den 9. november 2023 kl. 18.32 taget en blodprøve fra tiltalte. I blodprøven blev der påvist stoffet amfetamin med en koncentration på 0,038 mg/kg og påvist stoffet THC med en koncentration på 0,0053 mg/kg.
Kriminalforsorgen har ikke foretaget en undersøgelse af tiltaltes personlige forhold, da tiltalte ikke har reageret på henvemndelser fra Kriminalforsorgen, men tiltalte har erklæret sig villig til at opfylde et vilkår om samfundstjeneste og eventuel misbrugsbehandling.
Tiltalte er straffet 8 gange tidligere for narkokørsel eller spirituskørsel senest ved dom afsagt af Retten i Nykøbing Falster den 28. april 2015 med fængsel i 4 måneder for overtrædelse af straffeloven, spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden. Førerretten frakendt i 10 år fra den 28. april 2015.
Tiltalte tidligere straffet 19 gange for kørsel i frakendelsestiden senest ved dom afsagt af Retten i Nykøbing Falster den 23. august 2021 med fængsel i 3 måneder og en bøde på 5.500 kr. for kørsel i frakendelsestiden og overtrædelse af færdselslovens § 42, stk. 1, nr. 1, prøveløsladt den 18. maj 2022 med reststraf 34 dage og prøvetid 2 år, og ved dom afsagt af Retten i Helsingør den 5. september 2023 med fængsel i 3 måneder for kørsel i frakendelsestiden.
Fællesstraf med reststraffen på 34 dage ved prøveløsladelsen den 18. maj 2022.
Rettens begrundelse
og afgørelse Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i kørsler i frakendelsestiden herunder en amfetamin- og hashkørsel. Straffen fastsættes til fængsel i 4 måneder, jf. færdselslovens § 117, stk. 1. nr. 2, og nr. 2, jf. stk. 2, nr. 6, jf. § 53, stk. 1, og § 117 a, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1, og nr. 2.
Tiltalte har erklæret sig villig til at udføre samfundstjeneste. Da tiltalte efter oplyste skønnes egnet hertil, gøres dommen betinget, med de vilkår, der er anført nedenfor, jf. straffelovens § 62 og § 63, jf. § 56, stk. 1, og § 57, nr. 4. Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 14.000 kr., jf. straffelovens § 64, jf. § 58, stk. 2. Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.
Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 10 år fra endelig dom, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 2, jf. § 128, stk. 2.
Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 77a, da tiltaltes søster, Person, flere gange har udlånt bil til tiltalte, som hun bor sammen med, og som ikke har haft førerret i de seneste 40 år, hvorfor konfiskation er påkrævet for at forbygge yderligere overtrædelser.
Thi kendes for ret
: Tiltalte skal straffes med fængsel i 4 måneder. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser: Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 2 år fra endelig dom. Tiltalte skal inden for en længstetid på 8 måneder fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 100 timer.
Tiltalte skal i et år være under tilsyn af Kriminalforsorgen og skal hvis Kriminalforsorgens finder det fornødent undergive sig behandling med misbrug af euforiserende stoffer efter Kriminalforsorgens bestemmelse. Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 14.000 kr. Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 10 dage.
Tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 10 år fra dommen. Hos Person konfiskeres personbil, Suszuki Swift, med registreringsnummer … og stelnummer …. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 14. afdelings
DOM
(landsdommerne Michael Kistrup, Morten Christensen og Mie Vinkel Sørensen (kst.)).
Dato: 15. juli 2025 Rettens sagsnr.: S-2211-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født marts 1965, (advokat Mariann Jørn Hansen, besk.) Retten i Nykøbing Falster har ved dom af 3. juli 2024 (1-896/2024) idømt tiltalte, Tiltalte, fængsel i 4 måneder, der blev gjort betinget blandt andet med vilkår om, at tiltalte inden for en længstetid på 8 måneder fra endelig dom skal udføre 100 timers ulønnet samfundstjeneste samt undergive sig behandling mod misbrug af euforiserende stoffer efter Kriminalforsorgens nærmere bestemmelse.
Tiltalte blev endvidere idømt en bøde på 14.000 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 10 dage og frakendt retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 10 år fra dommen. Dommen er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse. Tiltalte har påstået stadfæstelse. Sagen er behandlet på skriftligt grundlag i medfør af retsplejelovens § 930 b.
Oplysninger i sagen Det fremgår af dommen af 3. juli 2024, at der den 9. november 2023 kl. 18.32 blev taget en blodprøve fra tiltalte, der påviste stoffet amfetamin med en koncentration på 0,038 mg/kg og THC med en koncentration på 0,0053 mg/kg.
Anbringender
Anklagemyndigheden har til støtte for påstanden om skærpelse anført: "… Det fremgår af byrettens dom, at tiltalte er straffet 8 gange tidligere for narkokørsel eller spirituskørsel, senest ved dom afsagt af Retten i Nykøbing Falster den 28. april 2015 med fængsel i 4 måneder for overtrædelse af straffeloven, spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden.
Førerretten blev endvidere frakendt i 10 år fra den 28. apriI 2015. Tiltalte er endvidere tidligere straffet 19 gange for kørsel i frakendelsestiden, senest ved dom afsagt af Retten i Nykøbing Falster den 23. august 2021 med fængsel i 3 måneder og en bøde på 5.500 kr. for kørsel i frakendelsestiden og overtrædelse af færdselslovens § 42, stk. 1, nr. 1.
Han blev prøveløsladt den 18. maj 2022 med en reststraf 34 dage og prøvetid i 2 år, og ved dom afsagt af Retten i Helsingør den 5. september 2023 med fængsel i 3 måneder for kørsel i frakendelsestiden. Der var tale om en fællesstraf med reststraffen på 34 dage ved prøveløsladelsen den 18. maj 2022.
Da tiltalte således er fundet skyldig i en 9. gangs narkokørsel eller spirituskørsel samt en 20. gangs kørsel i frakendelsestiden finder jeg, at der bør udmåles en ubetinget fængselsstraf på ikke under 5 måneder.
Jeg skal i den forbindelse henvise til Rigsadvokatmeddelelsen Færdsel - Kørsel i frakendelsestiden (færdselslovens §§ 117 a-c) afsnit 5.3.1., hvorefter en enkelt kørsel i frakendelsestiden i et 8. gangstilfælde og derover straffes med fængsel i 60 dage, jf. TfK 2008.5712V.
Desuden henvises til Rigsadvokatmeddelelsen Færdsel - Kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer og andre overtrædelser af færdselslovens § 54, afsnit 5.2.1., hvorefter en 6. gangs kørsel i frakendelsestiden straffes med 60 dages fængsel. Da der i denne sag er tale om 9. gangs kørsel i frakendelsestiden, skal der tillægges 3 X 10 dage, hvilket giver fængsel i 3 måneder.
Jeg finder ikke, at der er grundlag for betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. Jeg skal udover tiltaltes forstraffe henvise til, at Kriminalforsorgen ikke har foretaget en undersøgelse af tiltaltes personlige forhold, da tiltalte ikke har reageret på henvendelser fra Kriminalforsorgen. …" Forsvareren har til støtte for påstanden om stadfæstelse anført: "… Tiltalte har erkendt sig skyldig i den rejste tiltale.
Anklagemyndigheden vil have straffen øget fra 4 måneder betinget til 5 måneder ubetinget. Jeg skal fastholder straffen på 4 måneder betinget og skal henvise til byrettens dom. Sidste frakendelsesdom den 28. april 2015. Frakendelse i 10 år. Sidste dom for kørsel i frakendelsestiden 23. august 2021 3 måneder og bøde 5.500,- Tiltalte har gode personlige forhold herunder arbejde fra 18. november 2023.
Sanktionen skal fastsættes skønsmæssigt. Senest fik tiltalte 3 måneders fængsel, så næste trin kan som i byretsdommen være 4 måneder. Tiltalte er ikke tidligere idømt en betinget sanktion og da han har gode personlige forhold vil man normalt kunne få en betinget sanktion. …"
Landsrettens begrundelse og resultat
Sagen vedrører for landsretten alene spørgsmålet om strafudmåling. Dommens bestemmelse om førerretsfrakendelse og om konfiskation er således ikke omfattet af anken. Tiltalte er ved byrettens dom fundet skyldig i en kørsel under tilsidesættelse af færdselslovens § 54, stk. 1, nr. 1 og 2, som fandt sted på et tidspunkt, hvor tiltalte var frakendt førerretten.
Tiltalte er endvidere fundet skyldig i en kørsel i frakendelsestiden i et andet kørselsforløb. Tiltalte er adskillige gange tidligere straffet for spirituskørsel og for kørsel i frakendelsestiden. Tiltalte er senest ved dom af 28. april 2015 idømt 4 måneders ubetinget fængsel og frakendt førerretten i 10 år for blandt andet spirituskørsel.
Tiltalte er endvidere senest ved dom af 5. september 2023 idømt en fællestraf af fængsel i 3 måneder for et tilfælde af kørsel i frakendelsestiden. Landsretten finder efter forholdenes karakter og tiltaltes forstraffe, at straffen bør fastsættes til fængsel i 5 måneder.
Efter sagens karakter er der ikke grundlag for at lade tiltaltes tilståelse i byretten indgå ved straffens fastsættelse, jf. straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9. Under hensyn til tiltaltes forstraffe kan straffen ikke gøres betinget med vilkår om udførelse af samfundstjeneste. Byrettens dom ændres i overensstemmelse hermed.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod tiltalte Tiltalte ændres, således at tiltalte straffes med fængsel i 5 måneder Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
