Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

AM2025.08.18Ø

OL-2025-Ø-00048

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
18-08-2025
Sagsemne
simpel vold
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2025.08.18Ø Retten i Glostrups

DOM

Dato: 21. marts 2024 Rettens sagsnr.: A1-12463/2023 Politiets sagsnr.: 0700-73241-00780-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født januar 1971 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 14. november 2023.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved som tidligere straffet for vold den 26. september 2023 kl. ca. 17.15 på græsarealet bag købmanden "Købmand", Adresse i Glostrup i forening med Person, hvis sag behandles særskilt, at have slået Forurettede flere gange i ansigtet med bl.a. hævelse, ømhed, tandskade og næsebrud til følge.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte og af vidnerne Vidne1 og Vidne2. Tiltalte Tiltalte har forklaret blandt andet, at han kender Forurettede rigtig godt. De havde et fint forhold og havde spist sammen ugen forinden episoden. Vidne1 er mor til tiltaltes barn. Den pågældende dag var tiltalte til stede ved "Købmand". Han havde sammen med Person købt 6 øl. Person virkede påvirket.

Person tilbød tiltalte noget MDMA, som han afslog. Person tog selv noget lige foran tiltalte. De var ved "Købmand" og drak en øl. På et tidspunkt gik Person ind til Købmanden og hentede Forurettede. Person sagde til Forurettede, at de lige skulle snakke sammen. De gik ud på græsarealet. Der er et plankeværk mellem græsarealet og "Købmand". Tiltalte befandt sig stadig i "Købmand" og han kunne nu høre nogle slag.

Vidne1 sagde, at tiltalte skulle gå ud for at stoppe det. Vidnet gik ind på græsarealet. Han så, at Forurettede lå på alle fire. Han så, at Person sparkede Forurettede. Tiltalte var 3-4 meter fra Person og Forurettede. Tiltalte har ikke rørt Forurettede. Da Vidne1 kom til stede, rakte han begge sine arme i luften for at signalere, at han ikke havde gjort noget. Tiltalte kontaktede ikke politiet, idet han var i chok.

Vidnet Vidne1 har forklaret blandt andet, at hun var til stede den pågældende dag. Hun var sammen med Person og -Tiltalte. Forurettede er en god ven. Hun kender ikke Person særlig godt. Person var påvirket af alkohol og stoffer. Tiltalte er far til deres fælles barn. Hun sad i "Købmand" og drak øl. Forurettede sad i gårdhaven. På et tidspunkt kom Forurettede og hentede Person.

Forurettede og Person gik om på græsarealet bag hegnet ved "Købmand". Hun kunne høre nogle slag og at Forurettede råbte: "Hvorfor gr du det?" Vidnet sendte Tiltalte ud for at stoppe det. Hun fortrød og gik selv med ud. Hun så tydeligt Forurettede ligge på græsset med hovedet skjult i en sort hættetrøje og på knæ. Vidnet stod sammen med Tiltalte ca. 3-4 meter fra Forurettede og Person.

Tiltalte var slet ikke nået frem til Forurettede og Person. Hun så, at Person sparkede Forurettede i hovedet. Hun så ikke Tiltalte slå. Det ville han ikke kunne have nået, idet der maksimalt gik 10 sekunder, fra Tiltalte gik ud på græsarealet, indtil vidnet kom til stede. Vidne2 kom til stede og råbte "Stop". Tiltalte rakte armene op i vejret for at signalere, at han ikke havde gjort noget.

Vidne2 smed vidnet væk fra stedet. Vidnet blev af forsvareren foreholdt vidnets forklaring til politirapport, ekstraktens side 33, 2. afsnit. Heraf fremgår blandt andet: "Afhørte forklarede, at sigtede Person har indtaget euforiende stoffer i form af MDMA.

Afhørte forklarede, at sigtede Person var oppe og køre, idet at afhørte havde fortalt ham at forurettede skulle have sagt nogle grimme ting om sigtede Person." Hertil forklarede vidnet, at det er korrekt. Person var meget ophidset og ville tale med Forurettede. Hun hørte mange slag, måske 3-5. Det lød voldsomt. Det var derfor, at hun sendte Tiltalte afsted.

Hun har to dage efter episoden taget fotos af Tiltaltes hænder. Vidnet Vidne2 har forklaret blandt andet, at hun den pågældende dag var i sin butik ved græsarealet. Forurettede sad i gårdhaven. Person kaldte på et tidspunkt Forurettede ud på græsarealet. Person virkede ikke glad. Vidnet gik ind i sit køkken og var der ca. 5 minutter. Døren til gårdhaven var åben.

Hun kunne høretumult fra græsplænen og gik i den retning. Da hun gik forbi "Købmand" hørte hun Vidne1 råbe: "Det skal du ikke blande dig i". Da vidnet nåede græsplænen, så hun, at Tiltalte og Person stod på hver side af Forurettede. Person havde ryggen til vidnet og stod på Forurettedes højre side, mens Tiltalte stod på Forurettedes venstre side.

Hun så, at de begge slog Forurettede hver med et knytnæveslag, der ramte i ansigtet på Forurettede. Vidne1 var ikke fulgt med og kan ikke have set episoden. Hun husker ikke, om de slog med højre eller venstre hånd. Det virkede som om, at Tiltalte blev "revet med" af Person. Vidnet råbte: "Stop eller jeg ringer til politiet". Tiltalte gik herefter væk og Vidne1 fulgte med ham. Hun hjalp Forurettede ind på toilettet.

Han havde blod ved munden. Person var fortsat til stede og ledte efter Forurettede. Han var stadig aggressiv. Han forlod dog stedet. Forurettede henvendte sig den 28. september 2023 på skadestuen. Det fremgår af politiattesten, at der var fraktur af næsen, samt tandskader.

Tiltalte er tidligere straffet herunder ved dom af 13. juni 2022 med fængsel i 30 dage for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, betinget med vilkår om samfundstjeneste. Kriminalforsorgen har oplyst, at tiltalte er egnet til at modtage en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret i overensstemmelse med personundersøgelsen.

Rettens begrundelse

og afgørelse Efter bevisførelsen, herunder særligt den af vidnet Vidne2 afgivne forklaring sammenholdt med den indhentede politiattest, finder retten det godtgjort, at tiltalte på græsarealet bag købmanden "Købmand" stod på venstre side af forurettede Forurettede og at Person stod på højre side af forurettede Forurettede og at de begge slog Forurettede hver en gang med knyttet hånd. Slaget ramte i ansigtet.

De af tiltalte fremlagte fotos af sin hånd optaget to dage efter episoden kan ikke føre til et andet resultat. Tiltalte er i dette omfang skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet. Straffen fastsættes til fængsel i 40 dage, jf. straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1. Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på sagens karakter og det oplyste om tiltaltes forstraf for vold.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 40 dage. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 10. afdelings

DOM

(landsdommerne Uffe Sørensen, Bodil Dalgaard Hammer og Morten Chjeffer Rasmussen (kst.) med domsmænd). Dato: 18. august 2025 Rettens sagsnr.: S-1004-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født januar 1971, (advokat Lasse Martin Dueholm, besk.) Dom afsagt af Retten i Glostrup den 21. marts 2024 (A1-12463/2023) er anket af tiltalte Tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Forurettede har nedlagt påstand om, at tiltalte skal betale 1.200 kr. i erstatning for udgift til tandlæge, herunder røntgenoptagelse, og 3.080 kr. for svie og smerte, i alt 4.280 kr. Forurettede har endvidere taget forbehold for yderligere krav. Tiltalte har bestridt erstatningspligten og størrelsen af kravet vedrørende svie og smerte.

Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnet Vidne2. Der er endvidere afgivet forklaring af vidnet Forurettede. Den i byretten af vidnet Vidne1 afgivne forklaring er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923. Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at Forurettede ikke var i ”Købmand” men sad i Vidne2’s gårdhave.

Det er ikke korrekt, når det i referatet af hans forklaring i byretten er anført: ”På et tidspunkt gik Person ind til købmanden og hentede Forurettede”. Der var ikke nogen, der hentede Forurettede. Forurettede er en person, der godt kan skabe lidt splid, og han havde sagt noget, der irriterede Person. Han gjorde ikke noget, da han så, at Person sparkede Forurettede, mens Forurettede holdt armene op foran sit ansigt.

Han gik derhen og prøvede at stoppe det, men han nåede ikke at blande sig, fordi Vidne1 og Vidne2 råbte. Han så ikke, at Person slog Forurettede. Vidnet Forurettede har forklaret blandt andet, at han har kendt tiltalte i mange år, og de var tidligere rigtig gode venner. Han har lært tiltalte at kende gennem Vidne1. Han har også kendt Person i mange år. De sås alle tre jævnligt den gang.

Vidne1 var noget tid før episoden blevet sur på ham, og hun brugte tiltalte som ”bulldog” mod ham. Nogle uger forinden havde de forsøgt at finde ham og at få andre personer med, så han vidste godt, at der var ballade, og han prøvede at skjule sig, da han ikke ville møde dem. Han sad i en lukket gård sammen med en anden person, da Person kom ind og sagde, at han ville tale med ham, og de gik ud sammen.

Tiltalte og Vidne1 sad ved ”Købmand”. De var berusede. De begyndte at skændes, hvorefter Person overfaldt ham, og efterfølgende deltog tiltalte i volden. Han blev slået ned på jorden af Person, hvor han lå på alle fire og sagde til dem, at de skulle stoppe, men Person og tiltalte stod på hver sin side af ham og slog ham. Han fik 6-8 slag, mens han lå ned. De slog begge med knytnæve.

Knytnæveslagene ramte ham i ansigtet og på kroppen. Han blev også sparket. Han er i tvivl om, hvorvidt tiltalte sparkede ham, men Person sparkede ham. Vidne2 kom ud og stoppede volden og sagde til ham, at han skulle gå for at passe på ham. Han fik smadret tænder og brækkede næsen. Han lå på alle fire og prøvede at rejse sig op, da han ville væk, men han kunne ikke. De stod og råbte og skreg.

Han er 100 % sikker på, at tiltalte slog ham. Han havde drukket en øl den pågældende dag og var ikke beruset. Han fik knækket tænder ved overfaldet. Han har ikke haft penge til at få lavet tænderne. Han har været hos tandlægen og fået taget røntgenbilleder. Det kostede 1.200 kr., og han fik en afdragsordning. Han skulle komme igen for at få et prisoverslag, men det har han ikke haft penge til.

Han har haft problemer med næseblod som følge af den brækkede næse, og han skal have opereret næsen. Der gik 3 uger til en måned efter overfaldet, hvor han ikke kunne spise. Vidnet Vidne2 har supplerende forklaret blandt andet, at hun så Person og tiltalte slå Forurettede. Hun så 2-3 slag. Hun hørte ophidsede stemmer og hørte, at Forurettede jamrede sig, og hun gik derfor udenfor.

Forurettede lå på alle fire, og Person og tiltalte stod på hver sin side af ham og slog ham. Både tiltalte og Person slog Forurettede i ansigtet med knyttet hånd. Hun kender Forurettede fra området, og han er kunde i hendes butik. Vidne1 råbte til hende ”det skal du ikke blande dig i”. Personlige oplysninger Tiltalte har forklaret, at han arbejder som ejendomsfunktionær på fuld tid.

Han har tidligere været kæreste med Vidne1, men i dag er de kun venner. De har en søn på 18 år sammen. Han har ikke noget misbrug. Han er indstillet på at udføre samfundstjeneste.

Landsrettens begrundelse og resultat

Også efter bevisførelsen for landsretten, herunder de af vidnerne Forurettede og Vidne2 afgivne forklaringer sammenholdt med politiattesten, findes tiltalte skyldig i overensstemmelse med byrettens bevisresultat. Straffen fastsættes til fængsel i 60 dage, jf. straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1. Der er ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

Der er ved straffastsættelsen lagt vægt på forholdets karakter og på, at tiltalte ved Retten i Glostrups dom af 13. juni 2022 er straffet for vold. Efter de juridiske dommeres bestemmelse tages det af Forurettede fremsatte krav om erstatning på 1.200 kr. for udgift til tandlæge til følge. Det fremsatte krav vedrørende svie og smerte tages ikke under påkendelse, jf. retsplejelovens § 992, stk. 1.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod tiltalte Tiltalte stadfæstes med den ændring, at straffen fastsættes til fængsel i 60 dage. Tiltalte skal inden 14 dage betale 1.200 kr. til Forurettede. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2025.08.18Ø
Landsretten skærpede straffen fra 40 dg til 60 dg.
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/810f8776-7cc8-40f9-acfc-79e8eec36bf4