OLR — Østre Landsret
AM2025.04.07Ø
OL-2025-Ø-00026
AM2025.04.07Ø Retten i Roskildes
DOM
Dato: 6. september 2023 Rettens sagsnr.: 18H-2437/2023 Politiets sagsnr.: 1200-84111-00079-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født januar 1998 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 4. april 2023.
Tiltalte, … , for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 2, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 59, ved den 30. juni 2022 ca. kl. 21.20 i teltområdet på Roskilde Festival ved campingområde … , at have været i besiddelse af i alt 10,31 gram hash fordelt på 11 poser med henblik på videreoverdragelse, samt ved på ukendt tidspunkt og til ukendte købere forud for den 30. juni 2022, at have solgt ikke under 15 gram hash for et beløb svarende til 1.700 kr., hvilke penge tiltalte blev fundet i besiddelse af.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf. Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af 10,31 gram hash og 1.700 kr. hos tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 2. og stk. 1. Tiltalte har nægtet sig skyldig, men har erkendt sig skyldig i besiddelse af 10,31 gram hash til eget forbrug.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte. Tiltalte, Tiltalte, har forklaret, at han boede i en lejr, hvor de var 10-12 personer, i området … . De havde planlagt fællesindkøb af pavilloner og pynt, men ellers var der ikke aftalt andet, de skulle have med i fællesskab. Resten medbragt man til eget forbrug. Han var sammen med sine gode venner.
Derfor var det normalt, at man delte sine egne ting med de andre, og at man for eksempel gav en gratis øl. Tiltalte forklarede endvidere, at politiet kom ind i deres lejr. Politiet var blevet opmærksomme på deres lejr, idet en af de andre stod uden for lejren og røg en joint. Han sad inde i sit telt sammen med sin kæreste, da politiet kom. Politiet ransagede lejren og brugte blandt andet hunde.
Der var nogle, der blev lagt i håndjern. Politiet fandt hashen i hans telt. Det var hans hash. Han sov i teltet sammen med en anden. Foreholdt fotorapport af 1. juli 2022 billede 1-3 forklarede tiltalte, at billederne svarer til, hvordan var pakket og blev fundet. Han havde købt hashen via sin telefon forud for festivalen. Købet var aftalt på forhånd.
Det skete ved, at han skrev, hvad han ville købe, og hvor mange penge han ville købe for. De aftalte herefter tid og sted for overdragelsen. Han mener, at han købte for 1.500 kr. Han ved ikke, hvor meget hash koster. Han betalte maske 50-100 kr. pr. gram. Han har tidligere købt på denne måde. Han har også købt hash på Christiania. Hashen er normalt blevet udleveret i pølsemandsposer, når han tidligere har købt.
Hashen er delt op på forhånd, og han ved blot, at det er delt op i poser af 100 kr. stykket. Han tænker, at hashen er opdelt på denne måde for at gøre det nemt af afsætte hurtigt. Han har ikke prøvet af få udleveret en plade, nar han har købt. Foreholdt afhøringsrapport af 1. juli 2022, billede 6 forklarede tiltalte, at det er hans bæltetaske med indhold, og at indholdet passer med, hvad der var i tasken.
Han havde fået pengene til sin fødselsdag, og han havde medbragt dem til brug for at købe mad, alkohol mv. Han kom på festivalen om mandagen, og ransagningen skete om fredagen. Da han ankom på festivalen, fandt han ud af, at festivalen var kontantløs, så han ikke kunne bruge pengene. Tiltalte forklarede desuden, at han ikke sagde nej til, at andre måtte ryge med, når han lavede en joint til sig selv.
Det skete flere gange i løbet af festivalen. Så blev jointen sendt rundt, og de røg sammen. Når han røg, var det oftere, at han gjorde det sammen med nogle andre end alene. Han udleverede ikke nogen af poserne til sine venner. Han rullede selv alle jointsene.
Foreholdt afhøringsrapport af 1. juli 2022, side 2, andet og sidste afsnit, forklarede tiltalte, at han husker, at han gennemlæste rapporten, men at han ville have noget ændret, og underskrev den. Det der fremgår af rapporten, lyder ikke helt som det, han forklarede og ville have ændret.
Han ved ikke, hvorfor det fremgår, at "Afhørte havde videreoverdraget hash til de andre i lejren." Tiltalte forklarede endelig, at han ankom på festivalen om mandagen, og at han allerede derfor allerede havde røget en del af den medbragte hash, da politiet ransagede lejren. Forud for festivalen havde han overvejet, hvor hash meget han skulle købe, hvis der skulle være til alle dagene.
Han havde ikke foretaget en nøje udregning. Han havde købt lidt ekstra, hvis nogle af de andre måske ville ryge med. Han modtog ikke penge fra sine venner. Tiltalte er ikke tidligere straffet af betydning for denne sag. Der er af Kriminalforsorgen foretaget en personundersøgelse vedrørende tiltalte, hvoraf det blandt andet fremgår, at tiltalte er fundet egnet til betinget dom, herunder med vilkår om samfundstjeneste.
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at der ikke er nogle ændringer fra personundersøgelsen. Han forbruger ind imellem hash, når han har ferie, men han gør det ikke i løbet af studieåret. Han ryger, da han nyder rusen, og da han synes, at det er hyggeligt at gøre sammen med sine venner.
Rettens begrundelse
og afgørelse Efter bevisførelsen lægger retten tiI grund, at tiltalte var i besiddelse af 10,31 gram hash fordelt på 11 poser samt 1.700 kr. Retten har tilsidesat tiltaltes forklaring og finder, at tiltalte var i besiddelsen af hashen med henblik på videreoverdragelse, og at kontantbeløbet på 1.700 kr. stammer fra salg af hash.
Retten har med hensyn til hashen lagt vægt på, at den var opdelt i mindre portioner, der fremstår som forberedt til salg, og at den var opbevaret i pølsemandsposer. Retten har med hensyn til kontantbeløbet endvidere lagt vægt på, at beløbet var deleligt med 100, og at den skønnede pris på 100 kr. for 0,93 gram hash, der ligger over normalprisen, ifølge politiet er normalt på Roskilde Festival.
Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet. Straffen fastsættes til fængsel i 14 dage, jf. lov om euforiserende stoffer § 3. stk. 1, jf. stk. 2, nr. 2, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3. stk. 2, jf. bilag 1, liste B. nr. 59.
Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 62 og § 63, jf. § 56, stk. 1. Tiltalte skal herunder udføre samfundstjeneste i 30 timer. Retten har lagt vægt på tiltaltes gode personlige forhold. Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 1 og stk. 2.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 14 dage. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser: Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom. Tiltalte skal inden for en længstetid på 4 måneder fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 30 timer. Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden. Hos tiltalte konfiskeres 10,31 gram hash samt 1.700 kr. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 25. afdelings
DOM
(landsdommerne Jesper Jarnit, Lene Jensen og Nina Palesa Bonde (kst.) med domsmænd). Dato: 7. april Rettens sagsnr.: S-2502-23: Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født januar 1998, (advokat Carsten Brix, besk.) Dom afsagt af Retten i Roskilde den 6. september 2023 (18H-2437/2023) er anket af tiltalte med endelig påstand om frifindelse i det ikke erkendte omfang og i øvrigt formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse og konfiskation af en joint, som ikke fremgår af anklageskriftet. Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte. Tiltalte har supplerende forklaret bl.a., at han ikke var i besiddelse af en joint, da politiet kom, og at han ikke er ejer af den joint, som anklagemyndigheden ønsker konfiskeret.
De 1.700 kr., som han var i besiddelse af, er penge, som han har modtaget i gave. Han har en stor familie, hvor man normalt giver 300 kr. i gave. Pengene stammede dels fra hans fødselsdag i januar 2022, fra julen 2021 og måske også fra hans forrige fødselsdag i 2021. Han bruger ikke kontanter, så derfor tog han dem med til festivalen.
Den hash, som han blev fundet i besiddelse af, var ikke købt på Christiania, men af en person, som kom i en bil. Han satte sig ind på passagersædet, hvorefter der skete udveksling af penge og hash. Bilen kørte rundt med en stor pose, hvori der lå små pølsemandsposer med hash. Han har en anden gang købt hash på Christiania, hvor han vist nok fik hashen i én pose.
Han har ikke forklaret til politiet, at han og hans venner hver især skulle tage noget med til festivalen, og at han skulle tage hash med. Han ønskede denne del af forklaringen ændret, men det kunne han ikke få lov til af politiet. Da han blev afhørt på stationen, var han påvirket af hash, kokain og alkohol. Han fik ikke lov til at gå, før han havde underskrevet rapporten.
Han underskrev rapporten, fordi han ikke havde det godt og bare ville hjem. Personlige oplysninger Tiltalte er tidligere straffet den 19. marts 2023 med bøde for overtrædelse af færdselsloven. Tiltalte har supplerende forklaret, at han er færdiguddannet som produktionsingeniør, og at han siden januar 2025 har haft fuldtidsarbejde hos Selskab.
Han har ikke røget hash siden sommerferien 2024, idet hans livssituation har ændret sig.
Landsrettens begrundelse og resultat
Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig efter anklageskriftet. Straffen, der tillige fastsættes efter straffelovens § 89, findes passende udmålt. Landsretten tiltræder som anført af byretten, at straffen henset til tiltaltes gode personlige forhold gøres betinget på de vilkår, som er bestemt af byretten, herunder at tiltalte skal udføre samfundstjeneste.
Da jointen, som anklagemyndigheden i landsretten har påstået konfiskeret, ikke er en del af den rejste tiltale, frifindes tiltalte for denne del af anklagemyndighedens konfiskationspåstand, og byrettens bestemmelse om konfiskation tiltrædes. Landsretten stadfæster herefter byrettens dom.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
