478/2007

Et afslag på familiesammenføring under henvisning til 28-års reglen og tilknytningskravet var ikke ugyldig, og hverken EMRK eller Statsborgerretskonventionen var krænket Den danske statsborger A giftede sig i 2003 med den ghanesiske statsborger B. A var født i 1971 i Togo, men kom til Danmark i 1993 og blev efter 9 års ophold her i landet dansk stats-borger i 2002. Umiddelbart efter ægteskabets indgåelse i Ghana indgav A og B ansøgning om at blive ægtefællesammenført i Danmark, men fik i august 2004 endeligt afslag herpå under henvisning til, at deres samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Ghana, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7. Integrationsministeriet havde ved afgørelsen bl.a. lagt vægt på, at B altid havde boet i Ghana og havde familie der, samt at A havde nogen tilknytning til Ghana, hvor han havde gået i skole i 10 år, og at familien lovligt kunne bosætte sig i Ghana, såfremt A fik beskæftigelse der. Efter afslaget anlagde A og B retssag og anførte for det første, at afslaget var ugyldigt, fordi det var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Hvis afslaget ikke var i strid med artikel 8, gjorde de for de andet gældende, at det var i strid med diskriminationsforbuddet i artikel 14, jf. artikel 8, og at de derfor havde ret til familiesammenføring i Danmark uden at skulle opfylde tilknytningskravet i lovens § 9, stk. 7. A og B anførte i den forbindelse tillige, at udlandsdanskere efter udlændingelovens regler ikke behøvede at have reel tilknytning til Danmark, og at en sammenligning mellem udlandsdanskere og danske statsborgere, som først erhvervede statsborgerskab på et senere tidspunkt i deres liv, viste, at 28-års reglen medførte en ikke sagligt begrundet forskelsbehandling. 28-års reglen indebar således, at A først ville fritages for at opfylde tilknytningskravet i 2030, når han var 59 år. Bl.a. under henvisning til, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke pålægger de kontraherende stater en generel forpligtelse til at respektere indvandreres valg af opholdsland i forbindelse med indgåelse af ægteskab eller i øvrigt til at give tilladelse til familiesammenføring og til, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Integrationsministeriets afgørelse om, at ægteparrets samlede tilknytning til Ghana var større end til Danmark, fandt Højesteret, at ministeriets afslag på opholdstilladelse til A ikke var i strid med konventionens artikel 8. Højesteret fandt endvidere, at Integrationsministeriets afgørelse ikke kunne tilsidesættes som ugyldig som stridende mod Menneskerettighedskonventions artikel 14, jf. artikel 8, idet der på baggrund af den foreliggende praksis fra Menneskerettighedsdomstolen, herunder Menneskerettighedsdomstolens dom af 28. maj 1985 i sagen Abdulaziz, Cabales og Bal-kandali mod UK, ikke fandtes grundlag for at fastslå, at 28-års reglen havde indebåret en konventionsstridig diskrimination i forhold til A, jf. konventionens artikel 14 om saglighed og proportionalitet. Højesteret udtalte tillige, at Den Europæiske Konvention af 6. november 1997 om Statsborgerret (artikel 5, stk. 2), ikke kunne føre til, at diskriminationsforbuddet i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14, jf. artikel 8, skulle gives et videregående indhold end det, der følger af den nævnte dom. (Dissens). Landsretten var nået til samme resultat.