BR — Byretterne
AM2024.06.06B
AM2024.06.06B Retten i Aalborgs
DOM
Dato: 6. juni 2024 Rettens sagsnr.: 7-7475/2023 Politiets sagsnr.: 5100-73241-00352-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juni 1996 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 21. november 2023. Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 2 – vold mod person, der efter karakteren af sit arbejde er særligt udsat for vold, ved den 25. juni 2023 ca. kl. 02.20 ud for Cafe1, Adresse, i Aalborg at have udøvet vold mod Forurettede, der var til stede som led i sit arbejde som dørmand, idet tiltalte spyttede Forurettede i hovedet.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om betinget fængselsstraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Sagens oplysninger
Der er forevist videoovervågning fra Cafe1 og fra Cafe2, der er naboejendom til Cafe1, og der er forevist fotos af en spytklat. Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte og af vidnerne Forurettede, Vidne1, Vidne2 og Vidne3. Tiltalte har forklaret, at han den 25. juni 2023 var i byen med 2 kammerater, sin søster og 2 af hendes veninder. Han havde drukket to drinks en time inden episoden ved Cafe1 fandt sted.
De havde været på værtshuset, Værtshus og ville gå videre, men inden da ville de følge pigerne på Cafe1 og købe drinks til dem. Dørmanden på Cafe1 afviste tiltalte og hans kammerater og sagde, at de ikke måtte komme ind. Hans søster og hendes veninder måtte godt komme ind. Han og hans kammerater forlod stille og roligt stedet, hvorefter han ret voldsomt blev stoppet af politiet.
Han blev smasket op ad en væg og kørt på politigården. Det var først på politigården, han fik at vide, hvad han skulle have gjort. Det var mellem Cafe1 og springvandet i gågaden, han blev stoppet af politiet. Det er nok ca. 15 meter fra Cafe1. Han har ikke spyttet efter nogen i nærheden i Cafe1. Den dørmand, der siger, at tiltalte spyttede efter ham, hjalp politiet, så han ved godt, hvem vedkommende er.
Tiltalte har før været på Cafe1, og han har før set den pågældende dørmand. De var i byen for at fejre DM i … . Det var Person1 og Vidne2, han fulgtes med. Hans søsters veninder hedder Vidne3 og Person2. Han mener ikke, at nogen i selskabet var specielt fulde. Han mener ikke, der var en årsag til, at de ikke måtte komme ind på Cafe1, selv om han har sine egne formodninger. Det eneste, der blev sagt, var ”ikke i dag”.
Forurettede har forklaret, at han var på arbejde som dørmand på Cafe1 den pågældende dag. Han stod ved udgangen og snakkede med 3 civile betjente. Hans kollega, Vidne1, afviste 3 mandlige gæster i døren til Cafe1. Han stod ca. 10 meter fra sin kollega og hørte ikke rigtig, hvad der blev sagt. Han rettede sin opmærksomhed mod stedet, da det blev lidt mere højlydt.
Tiltalte og hans kammerater gik tæt forbi vidnet, da de forlod stedet, og det var, lige da tiltalte passerede, at vidnet blev ramt af en spytklat. Han kan ikke udelukke, at han har set tiltalte som gæst på Cafe1 før, men det er ikke noget, han har bidt mærke i. Tiltaltes kammerater gik forrest, og tiltalte gik bag dem. Lige da tiltalte gik forbi, bemærkede vidnet noget vådt i nakken.
Han tog sig til stedet og kunne mærke, det var vådt. Han kiggede rundt, og han så med det samme tiltalte, der var lige ud for ham og havde ansigtet vendt mod ham. Han hørte måske en lyd fra en, der spytter, men det er han ikke sikker på. Han registrerede, at de to kammerater var forbi ham, da der blev spyttet. Der var ca. 2 meter mellem ham og tiltalte, da han vendte sig rundt og så tiltalte helt tæt på.
De to kammerater havde front mod gågaden og var bag noget glas, så det kunne ikke være dem. Han kiggede på sin kollega, som bekræftede, at det var tiltalte, der havde spyttet på vidnet. Han går ud fra, at Vidne1 fulgte tiltalte og tiltaltes kammerater med øjnene. Det ville han selv have gjort, hvis han havde afvist nogen i døren. Han og Vidne1 fik fat i de civile betjentene, der hjalp med at få fat på tiltalte.
Spyttet føltes vådt, og han kunne mærke, hvordan det begyndte at sive ned ad hovedet. Forevist overvågningsvideo fra Cafe1 har han udpeget sig selv og forklaret, at han nu kan se, at tiltalte går som nummer 2 af 3 personer. Han huskede det sådan, at tiltalte gik som den tredje.
Forevist overvågningsvideo fra Cafe2 har han udpeget sig selv og forklaret videre, at han ingen kommunikation havde med tiltalte, da det var Vidne1, der stod i døren. Han mener ikke, at det kunne være andre end tiltalte, da det ikke var andre i nærheden, og Vidne1 bekræftede, at det var tiltalte. Tiltalte og hans kammerat gik med god afstand mellem hinanden, og kammeraten var for lagt væk, da det skete.
Han kan ikke huske, hvor langt de civile betjente stod væk, men han kunne kalde på dem. Foreholdt sin forklaring til politiet, side 14, har han forklaret, at det godt kan passe, at de stod ca. 2 meter fra ham. Han mener, man kan se dem lige i udkanten af overvågningsvideoen fra Cafe2. Han havde lige talt med politiet og vidste, at de var i nærheden. De stod måske og talte med hans chef.
Vidne1 har forklaret, at han var på arbejde sammen med Forurettede som dørmand på Cafe1 den 25. juni 2023. Han afviste tiltalte og 2 af tiltaltes kammerater i døren. Det var de ikke helt tilfredse med, men de endte med at forlade stedet. Tiltaltes kammerater gik først væk fra stedet. Tiltalte gik bagefter og spyttede Forurettede i nakken.
Han kunne ikke høre, at der blev spyttet, men han så det, og han så, at det var tiltalte. Han kan ikke med sikkerhed sige, om det var med vilje, at tiltalte ramte, men det var tilfældigt, at der blev spyttet på det tidspunkt og i retning af Forurettede. Der var 1-1½ meter mellem Forurettede og tiltalte, da tiltalte spyttede. Han sagde til Forurettede, at der var en, der havde spyttet på ham.
Politiet var der allerede. Det er faktisk hans opfattelse, at politiet havde front mod det, der skete. Det var på grund af stemningen i køen, han afviste tiltalte og tiltaltes kammerater, men han kan ikke i dag huske, hvad der skete. De var oppe at køre, og han ville ikke have dem ind. Han er sikker på, at det var den bageste person, der spyttede, og at det var tiltalte.
Forevist overvågningsvideo fra Cafe2 har han udpeget sig selv i nederste, venstre hjørne og forklaret, at han nu kan se, at tiltalte gik som nummer to. Man kan se, at hans chef og politiet går i retning af gågaden, mens vidnet går tilbage til døren. Han tænkte ikke, at der var mere, han kunne gøre.
Forevist overvågningsvideo fra Cafe1 har han forklaret, at det, man kan se på videoen, sker efter, at tiltalte og tiltaltes kammerater er blevet afvist. Der var faldet ro på, og de var på vej væk fra stedet. Han så, at Forurettede blev spyttet i hovedet af den person i den lyse t-shirt. Han kan nu se, at det ikke var den person, der gik bagest.
Vidne2 har forklaret, at han var i Aalborg for at spille … , og at han om aftenen var i byen for at fejre, at de havde vundet. Han var sammen med tiltalte og en holdkammerat, der hedder Person1. De mødte Vidne2, tiltaltes søster og en pige mere. De mødte dem inde i byen og gik videre til Cafe1. Han havde fået nogle øl tidligere på aftenen, men han var ikke beruset, da de blev afvist på Cafe1. Stemningen var god.
De var egentlig på vej hjem og skulle have noget at spise, men først ville de købe drinks til pigerne. Han ved ikke, hvorfor de blev afvist i døren til Cafe1. De var i godt humør. De sagde farvel til pigerne, hvorefter de gik videre mod gågaden. Han så ikke, at tiltalte spyttede på nogen. Tiltalte gik bag vidnet.
Da de var kommet lidt væk, kom der nogle betjente og tog fat i tiltalte, hvilket vidnet var meget overrasket over. Vidne3 har forklaret, at hun var i byen med en veninde og hendes svigerinde. De mødte tiltalte og Vidne2 i byen. Der var en fyr mere, som hun ikke kendte. De mødte dem på værtshuset, Værtshus. De var ikke meget fulde, men de havde det sjovt. Fyrene fulgte dem over på Cafe1.
Hun og hendes veninder kunne godt komme ind, men fyrene blev afvist i døren. Hun har en idé om årsagen hertil, men den vil hun helst ikke komme mere ind på. Hun mener ikke, at fyrene gjorde noget, der kunne berettige til at afvise dem. De sagde farvel til fyrene, hvorefter de senere fik at vide, at der skulle være sket noget. Hun så ikke noget. Hun begyndte på et tidspunkt at filme med sin telefon.
Det var fordi, fyrene blev afvist, og det hele var meget mærkeligt. Hun vil mene, at hun bare stod og kiggede lidt, da det skulle være sket, men så ikke, at tiltalte gjorde noget. Personlige forhold Kriminalforsorgen har den 5. oktober 2023 foretaget en undersøgelse af tiltaltes personlige forhold, jf. retsplejelovens § 808, og af undersøgelsens konklusion fremgår følgende: "...
Kriminalforsorgens konklusion: Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden. Finder retten, at sagen kan afgøres med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste, skal det anbefales, at der alene fastsættes prøvetid.
Kriminalforsorgens begrundelse: Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte er egnet til vilkår om samfundstjeneste. Denne vurdering beror på, at Tiltalte gennem hele sin opvækst og i sit voksenliv har haft en stabil tilknytning til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Der lægges ligeledes vægt på, at Tiltalte ingen fysiske begrænsninger har, samt at han har et godt psykisk helbred.
Desuden lægges der vægt på, at Tiltalte er indstillet på at indgå i et positiv samarbejde omkring eventuelt vilkår om samfundstjeneste. Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte ikke har behov for tilsyn af Kriminalforsorgen. Denne vurdering beror på, at Tiltalte ikke har nogen forsorgsmæssige behov, idet Tiltalte har fast bolig, god økonomi, et godt socialt netværk og ingen former for misbrug af hverken.
Derfor er det Kriminalforsorgens anbefaling, at et eventuelt tilsyn ikke bør strække sig ud over længstetiden for en eventuel samfundstjeneste. ..." Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han er flyttet til København, da han gerne ville have nye udfordringer i relation til arbejde. Han har arbejdet på Skole siden den 15. januar 2024.
Han er villig til at samarbejde med Kriminalforsorgen, hvis han bliver dømt.
Rettens begrundelse
og afgørelse Efter bevisførelsen, herunder de forklaringer, der er afgivet af vidnerne Forurettede og Vidne1, og som støttes af videoovervågningen og de foreviste fotos, lægger retten til grund, at tiltalte på vej væk fra Cafe1 kortvarigt vendte hovedet og spyttede Forurettede, der var på arbejde som dørmand på Cafe1, øverst i nakken. 2 voterende finder, at en spytklat, der på kort afstand rammer direkte i nakken, må anses for et legemsangreb, der er omfattet af straffelovens § 244, stk. 1.
Disse voterende stemmer herefter for at finde tiltalte skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1. 1 voterende finder, at det efter praksis alene er en spytklat i ansigtet, der må anses for et legemsangreb efter straffelovens § 244, stk. 1, og denne voterende stemmer derfor for at frifinde tiltalte.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at tiltalte findes skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, efter tiltalen. Der var enighed om at fastsætte straffen til fængsel i 10 dage, jf. straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 2. Tiltalte har gode personlige forhold og er ikke tidligere straffet.
Retten finder det af den grund og efter karakteren af volden forsvarligt at gøre straffen betinget, således at straffen ikke skal fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder visse betingelser. 2 voterende finder, at straffen bør være betinget med vilkår om udførelse af samfundstjeneste, idet tiltalte er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, begået over for en person, der er omfattet af straffelovens § 247, stk. 1, og da vedkommende ikke selv forinden har givet anledning hertil. 1 voterende finder det på grund af karakteren af volden, som ikke har medført fysiske skader, forsvarligt at gøre straffen betinget alene med vilkår om prøvetid.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at straffen ikke skal fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder, de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 62 og § 63, jf. § 56, stk. 1, herunder skal tiltalte udføre ulønnet samfundstjeneste i 30 timer.
Thi kendes for ret
: Tiltalte, Tiltalte, skal straffes med fængsel i 10 dage. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser: Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom. Tiltalte skal inden for en længstetid på 4 måneder fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 30 timer. Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden, der ophører, når samfundstjenesten er udført. Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
