SAG BS-14032/2018-HJR

Aftaler mellem en bank og udenlandske brugere af bankens investeringsportal var forbrugeraftaler, hvorfor aftaler om værneting i Danmark ikke var bindende Hovedspørgsmålet i sagerne var, om aftaler, som to udenlandske brugere af Saxo Banks online investeringsportal, B og C, hver især havde indgået med banken, var forbrugeraftaler i den forstand, udtrykket er anvendt i EU-domsforordningen, med den følge, at en værnetingsaftale i bankens almindelige forretningsbetingelser til fordel for Sø- og Handelsretten ikke var bindende. Efter de afgivne forklaringer og oplysningerne i sagerne i øvrigt lagde Højesteret til grund, at B og C indgik de pågældende aftaler med Saxo Bank som privatpersoner, at de indskud, de hver især foretog, blev foretaget med egne midler, og at aftalerne alene blev indgået med henblik på at forøge deres opsparing for at dække deres private, personlige forbrug. Hertil kom, at Saxo Bank efter sin egen markedsføring og de oplysninger, som B og C gav til banken i forbindelse med etableringen af deres kundeforhold, ikke kunne have en berettiget forventning om, at B og C havde til hensigt at foretage deres investeringer som led i deres erhvervsmæssige virksomhed. Der var heller ikke oplyst om efterfølgende omstændigheder, der havde kunnet give banken en sådan forventning. B og C måtte derfor anses for forbrugere, og det kunne ikke føre til en anden bedømmelse, at de ud over deres investeringer via Saxo Banks investeringsplatform var aktionærer og havde ledelsesposter i forskellige erhvervsdrivende selskaber. Højesteret fandt herefter, at de aftaler, som B og C havde indgået med banken, var forbrugeraftaler i domsforordningens forstand. Da aftalerne om værneting efter domsforordningen således ikke var bindende, og da der ikke var værneting her i landet, stadfæstede Højesteret landsrettens dom om sagernes afvisning.