BR — Byretterne
AM2024.11.01B2
AM2024.11.01B Retten i Viborgs
DOM
Dato: 1. november 2024 Rettens sagsnr.: 349/2023 Politiets sagsnr.: 4100-77691-00001-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født februar 1961, c/o … , 9000 Aalborg Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 17. januar 2023.
Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 302, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, jf. bogføringslovens § 5, stk. 2, § 6, § 7, stk. 1, § 9, stk. 1, § 12, stk. 1, og § 14, stk. 3, jf. dagældende bogføringslovs § 6, stk. 1, § 7, stk. 1, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1, § 12, stk. 1, og § 14, stk. 1, ved i perioden fra den 11. januar 2017 til den 8. juli 2021, som direktør og leder i firmaet Selskab1, CVR-nr. …, beliggende på Adresse i Viborg, under omstændigheder, der karakteriserer forholdet som særligt groft, ikke at have sikret, at bogføringen var tilrettelagt og udført i overensstemmelse med god bogføringsskik og under hensyn til virksomhedens kompleksitet, antallet af transaktioner og transaktionernes økonomiske omfang, herunder ikke at have sikret registrering af selskabets indtægter og udgifter og at der i fornødent omfang forelå dokumentation i form af bilag for samtlige ind- og udbetalinger, ligesom tiltalte undlod at opbevare regnskabsmaterialet på betryggende vis i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, materialet vedrører, ligesom tiltalte ikke havde udarbejdet en beskrivelse af registreringen af transaktioner og af opbevaringen af regnskabsmateriale, idet der ikke var lavet bogføring i selskabet forud for konkursen den 8. juli 2021, hvorfor det fulde regnskabsmateriale ikke kunne overføres til kurator.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselstraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte og af vidnet Vidne fra Selskab2. Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen. Kriminalforsorgen har i en undersøgelse af 20. april 2024 blandt andet oplyst: "… Det er Kriminalforsorgens vurdering, at det er tvivlsomt, hvorvidt Tiltalte er i stand til at gennemføre et vilkår om samfundstjeneste.
Kriminalforsorgen skal dog erklære sig indforstået med at søge et sådant vilkår gennemført. Det skal anbefales, at der til en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste fastsættes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden samt, at der fastsættes en forholdsvis lang længstetid.
Finder retten, at sagen kan afgøres med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste, skal det anbefales, at der fastsættes vilkår om 1 års tilsyn af Kriminalforsorgen. …" Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han ikke har været i arbejde i længere tid, at han var indlagt i psykiatrien i en periode, og at han for tiden passer sine forældre.
Rettens begrundelse
og afgørelse Tiltalte har forklaret, at han havde tillid til Person, der var tidligere direktør og ejer. Person tog sig af den daglige drift og lønudbetalinger. Han havde undret sig over, hvorfor et årsregnskab var blevet indsendt uden hans godkendelse. Der var en væsentlig gæld, der pludseligt ikke længere fremgik af selskabets balance.
Vidnet har forklaret, at kurator først efter straffesagens start fik udleveret en del af selskabets bilagsmateriale til brug for bobehandlingen, herunder et udgiftsbilag. Tiltalte var registreret direktør i selskabet fra den 11. januar 2017 frem til konkursens indtræden den 8. juli 2021.
Tiltalte har erkendt, at han først fik udleveret bilagsmateriale efter straffesagens start, og at der ikke var tale om det fuldstændige materiale, da der manglede bilag vedrørende lønudbetalinger og øvrige udgiftsbilag. Der var ingen systematisk bogføring i selskabet, og vidnet har forklaret, at materiale kun indeholdt et udgiftsbilag. Kravet om opbevaring i fem år er derfor heller ikke overholdt.
Det er ikke bevist, at der har været en nettoomsætning på 300.000 kr. i 2020 og 2021, idet retten tillige har lagt vægt på datoen for konkursens indtræden. Tiltalte har herefter ikke overtrådt bogføringslovens § 6, stk. 1.
På baggrund af tiltaltes forklaring om Persons indsendelse af et årsregnskab uden hans forudgående godkendelse og af selskabets væsentlige gæld har tiltalte haft særlig anledning til at sikre, at lovgivningens krav til bogføring, udfærdigelse og opbevaring af regnskabsmateriale var opfyldt.
Ved sin handlemåde har tiltalte overtrådt straffelovens § 302, stk. 1, nr. 1 og 2, som beskrevet i anklageskriftet bortset fra for den del af anklageskriftet, der vedrører overtrædelse af bogføringslovens § 6, stk. 1.
Straffen fastsættes til fængsel i 30 dage, jf. straffelovens § 302, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, jf. bogføringslovens § 5, stk. 2, § 7, stk. 1, § 9, stk. 1, § 12, stk. 1, og § 14, stk. 3, jf. dagældende bogføringslovs § 7, stk. 1, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1, § 12, stk. 1, og § 14, stk. 1.
Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 62 og § 63, jf. § 56, stk. 1. Tiltalte skal herunder udføre samfundstjeneste i 40 timer. Retten har lagt vægt på karakteren af den begåede kriminalitet.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 30 dage. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser: Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom. Tiltalte skal inden for en længstetid på 4 måneder fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 40 timer. Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden. Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
