312/2009

Om ansættelse af værdien af fri bolig (”direktørreglen”) og om Skatteministeriets adgang til at nedlægge en ny påstand. Dom afsagt den 1. marts 2011. Sag 312/2009 A mod Skatteministeriet Om ansættelse af værdien af fri bolig (”direktørreglen”) og om Skatteministeriets adgang til at nedlægge en ny påstand. A var ansat i et selskab, der ejede en villa på 420 kvadratmeter. I indkomstårene 2000 og 2001 lejede A ifølge en kontrakt mellem ham og selskabet 65 kvadratmeter af ejendommen til beboelse. Villaen var ombygget og forbedret for omkring 11 mio. kr., herunder ved installation af meget kostbart Hi-fi- og audio-udstyr. Der opstod herefter tvist mellem A og skattemyndighederne om, hvorvidt A var omfattet af ”direktørreglen” i ligningslovens § 16, stk. 9, og om hvor stor en del af villaen A reelt rådede over. Højesteret fandt, at A havde en sådan position og indflydelse på selskabets dispositioner, at han havde væsentlig indflydelse på egen aflønningsform. Værdien Af A’s fri bolig skulle derfor ansættes efter ”direktørreglen” i ligningslovens § 16, stk. 9. Højesteret lagde herved vægt på, at A var den eneste i selskabet, der fik stillet bolig og fri bil til rådighed, at han på selskabets vegne havde forestået ombygningen af villaen, at han disponerede over selskabets midler til private indkøb og ved betaling af hans private bryllupsfest, og at han over for omverdenen i visse sammenhænge optrådte som selskabets leder. De lokale skattemyndigheder havde endvidere forhøjet A’s indkomst for 2000 med værdien af en bryllupsfest, der var blevet betalt af selskabet. A fik medhold ved skatteankenævnet i, at arrangementet var erhvervsmæssigt begrundet. Denne afgørelse blev ikke indbragt for Landsskatteretten. Efter at A havde indbragt Landsskatterettens afgørelse i sagen om beskatning af boligen for domstolene, nedlagde skattemyndighederne en ny påstand om forhøjelse af A’s skattepligtige indkomst for 2000 med udgiften til brylluppet. Højesteret fandt, at Skatteministeriet var berettiget til at nedlægge denne nye, selvstændige påstand. Højesteret bemærkede herved, at Skatteministeriets adgang til at nedlægge selvstændige påstande under skattesager ved domstolene om den korrekte ansættelse af en persons skat som udgangspunkt beroede på almindelige skatteprocessuelle og retsplejemæssige regler og principper. Skatteforvaltningslovens § 48, der var en videreførelse af den tidligere skattestyrelseslovs § 31, gjaldt alene skatteyderens indbringelse af en sag for domstolene og dermed ikke for Skatteministeriet. Ophævelsen af den dagældende statsskattelovs § 42 havde heller ikke betydning for Skatteministeriets adgang til at nedlægge nye påstande. Denne sag vedrørte oprindelig spørgsmålet, om A i 2000 havde modtaget yderligere løn fra selskabet i form af fri bolig. Under disse omstændigheder kunne spørgsmålet, om A også i samme år skulle beskattes af værdien af, at selskabet havde betalt hans bryllupsfest, inddrages. Landsretten var nået til samme resultat.