BS-33877/2020-HBK

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 160.5px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

RETTEN I HOLBÆK

DOM

afsagt den 26. juli 2021

Sag BS-33877/2020-HBK

Sagsøger (advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja)

mod

Udlændingenævnet (Kammeradvokaten v/ advokat Flemming Orth)

Denne afgørelse er truffet af Dommer.

Sagens baggrund og parternes påstande Sagen er anlagt den 1. september 2020. Sagen vedrører nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse meddelt efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.

Sagsøger, har fremsat påstand om, at Udlæn-dingenævnets afgørelser af 1. februar 2018 og 16. juni 2020 ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling.

Sagsøgte, Udlændingenævnet, har fremsat påstand om frifindelse.

Sagen er behandlet efter reglerne for almindelige civile sager.

Oplysningerne i sagen Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

2

Det fremgår af sagen, at Udlændingenævnet den 1. februar 2018 stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse af 18. maj 2017 om ikke at forlænge Sagsøgers opholdstilladelse i Danmark.

Udlændingenævnet har den 16. juni 2020 nægtet genoptagelse af sagen.

Af Udlændingenævnets afgørelse af 16. juni 2020 fremgår:

”… Faktiske omstændigheder af betydning for afgørelsen

Deres klient er født den 12. april 1966 i Thailand, hvor hun også er statsborger.

Det fremgår endvidere af Det Centrale Personregister (CPR), at Deres klient indrejste i Danmark den 28. januar 2009, at hun i perioden fra den 28. januar 2009 til den 11. august 2010 har været tilmeldt Adresse 1, By 1, at hun i perioden fra den 11. august 2010 til den 24. marts 2014 har været tilmeldt Adresse 2, By 2, at hun i perioden fra den 24. marts 2014 til den 14. marts 2018 har været tilmeldt Adresse 3, By 3, og at hun fra den 14. marts 2018 har været tilmeldt Adresse 4, By 4.

Den 9. september 2009 blev Deres klient meddelt opholdstilladelse som ægte-fællesammenført i Danmark. Det fremgik af opholdstilladelsen, at den var gyl-dig fra den 20. januar 2009 til den 28. januar 2011, og at opholdstilladelsen var betinget af blandt andet, at Deres klients ægtefælle rådede over egen bolig af rimelig størrelse.

Det fremgik endvidere af opholdstilladelsen, at Deres klient kunne miste sin ret til ophold i Danmark, hvis en eller flere af betingelserne for opholdstilladelsen ikke var opfyldt.

Den 4. oktober 2012 forlængede Udlændingestyrelsen Deres klients opholdstil-ladelse. Det fremgår af Deres klients forlængelse af opholdstilladelse, at den var gyldig til den 4. oktober 2015, og at den fortsat var betinget af, at Deres klients ægtefælle råder over egen bolig af rimelig størrelse.

Den 13. august 2015 indgav Deres klient online en ansøgning om tidsubegræn-set opholdstilladelse i Danmark til Udlændingestyrelsen. Det fremgik af ansøg-ningen, at Deres klient var bosiddende på Adresse 3, By 3, ligesom Deres klient oplyste at råde over egen bolig af rimelig størrelse.

Vedlagt ansøgningen var blandt andet kopi af lejekontrakt af 1. februar 2014 indgået mellem Vidne 1, Adresse 5, 3200 Helsinge og Virksomhed ApS, Adresse 2, By 2, hvoraf det fremgik, at

3

Virksomhed ApS pr. 1. februar 2014 i en periode på tre år har lejet et nedlagt landbrug med brugsret til samtlige bygninger beliggende på adressen, at lejemålets areal udgør 760 m2, hvoraf erhvervslokaler udgør 600 m2, samt at det var aftalt, at lejer købte ejendommen pr. 1. februar 2017 til en fastsat købesum på 2.500.000 kr. Det fremgik ikke af lejekontrakten på hvilken adresse lejemålet var beliggende.

Det fremgår af UdlændingeInformationsPortalen (UIP), at Deres klient den 22. februar 2016 blev meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse.

Ved brev af 22. februar 2016 til Deres klient oplyste Udlændingestyrelsen, at styrelsen var i gang med at behandle Deres klients ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen oplyste i den forbindelse, at adressen på den lejede bolig ikke fremgik af den tidligere fremsendte lejekontrakt, og styrelsen anmodede på den baggrund Deres klient om at fremsende ny doku-mentation for Deres klients bolig.

Ved e-mail af 24. februar 2016 fremsendte Deres klient til Udlændingestyrelsen kopi af lejekontrakt af 1. marts 2014 indgået mellem Virksomhed og Deres klient og hendes ægtefælle, hvoraf det fremgår, at Deres klient og hendes ægtefælle pr. 1. april 2014 har lejet et enkeltværelse beliggende By 3, at boligens areal udgør 150 m2, at den månedlige leje er 7.000 kr., og at lejen fratrækkes i nettolønnen. Det fremgik ikke af lejekontrakten, at denne skulle være tidsbegrænset.

Ved brev af 13. september 2016 anmodede Udlændingenævnet Deres klient om yderligere oplysninger, herunder dokumentation for at Virksomhed havde tilladelse til at fremleje boligen på de vilkår, som fremgik af lejekon-trakten indgået mellem Virksomhed og Deres klient og hendes ægtefælle, idet Virksomhed ikke stod registreret som ejer af bo-ligen. Styrelsen oplyste i den forbindelse at dokumentation f.eks. kunne være en lejekontrakt mellem ejeren af boligen og Virksomhed.

Ved brev af 12. oktober 2016 meddelte Udlændingestyrelsen Deres klient en frist på tre måneder til at opfylde boligkravet.

Det fremgik af Udlændingesty-relsens brev blandt andet, at Deres klient havde indsendt kopi af lejekontrakt, men at kontrakten ikke dokumenterede, at Deres klient og hendes ægtefælle rådede over en bolig af rimelig størrelse, idet det fremgik af lejekontrakten, at udlejeren var Virksomhed, men at firmaet ikke stod registreret som ejer af boligen, og der derfor var behov for dokumentation for, at firmaet havde tilladelse til at fremleje boligen på de vilkår, der fremgik af den frem-sendte lejekontrakt.

Det fremgik endvidere af brevet, at boligkravet på denne baggrund ikke sås opfyldt, at Deres klient inden tre måneder skulle sende do-kumentationen for bolig, at såfremt Deres klient og ægtefælle boede til fremleje,

4

skulle parret sende en kontrakt, som dokumenterede fremlejeforholdet, samt at Udlændingestyrelsen ville foretage en vurdering af, om der var grundlag for at nægte at forlænge Deres klients opholdstilladelse eller bevare den, såfremt Ud-lændingestyrelsen ikke modtog tilstrækkelig dokumentation for parrets bolig.

Ved brev af 20. marts 2017 anmodede Udlændingestyrelsen om Deres klients bemærkninger til, at Deres klient og hendes klients ægtefælle ikke rådede over egen bolig af rimelig størrelse, samt at Deres klient udfyldte skemaet ”Oplys-ninger om personlige forhold og tilknytning til Danmark” . Udlændingestyrel-sen vejledte endvidere Deres klient om, at Udlændingestyrelsen, når Udlæn-dingestyrelsen modtog hendes bemærkninger, ville vurdere, hvorvidt grundla-get for opholdstilladelsen fortsat var til stede, eller om opholdstilladelsen kunne nægtes forlænget.

Ved e-mail af 13. april 2017 modtog Udlændingestyrelsen Skemaet ”Oplysnin-ger om personlige forhold og tilknytning til Danmark” i udfyldt stand fra Deres klient.

Deres klient har i skemaet oplyst blandt andet, at Deres klient og hendes ægtefælle bor i en lejebolig, som parret overtog den 1. april 2014, at boligen er lejet af deres firma, da firmaet holdt til på den samme adresse, at parret forven-tede at købe ejendommen senest den 1. januar 2018, at ejeren af lejemålet havde givet parret fuld råderet over ejendommen fra lejeperiodens begyndelse, at det var firmaet, der stod som lejer af ejendommen, da de fleste bygninger benytte-des af firmaet, og at Deres klient og hendes ægtefælle boede i stuehuset, hvor parret også havde kontor.

Den 18. maj 2017 nægtede Udlændingestyrelsen at forlænge Deres klients op-holdstilladelse, idet Deres klient ikke havde dokumenteret eller på anden måde godtgjort, at hun og hendes ægtefælle opfyldte boligkravet.

Ved e-mail af 25. maj 2017 til Udlændingestyrelsen påklagede Deres klients æg-tefælle Udlændingestyrelsens afgørelse af 18. maj 2017. Den 6. juni 2017 frem-sendte Udlændingestyrelsen Deres klients klage til Udlændingenævnet. Deres klients ægtefælle anførte til støtte for klagen blandt andet, at parret fra 2009 til 2014 havde boet sammen i et hus, som Deres klients ægtefælle ejede.

Da Deres klients ægtefælle i september 2013 blev erklæret personligt konkurs, kunne par-ret ikke fortsætte med at bo i huset, hvorfor de herefter havde boet til leje på en gård, som parrets firma lejede, hvorved parrets husleje til firmaet blev en del af den løn, som parret fik fra firmaet.

Deres klients ægtefælle oplyste endvidere, at parret havde en mundtlig aftale med udlejeren om, at de kunne gøre, hvad de ville med boligen, når bare de ikke ødelagde den, at parret nu var ved at få udlejeren til at skrive aftalen ned, men at parret endnu ikke havde modtaget denne skriftlige dokumentation fra udlejeren.

5

Den 1. februar 2018 stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens af-gørelse af 18. maj 2017 om nægtelse af forlængelse af Deres klients opholdstilla-delse, da Udlændingenævnet fandt, at Deres klients ægtefælle ikke rådede over egen bolig af rimelig størrelse, og da der ikke forelå sådanne omstændigheder, at en nægtelse af forlængelse af Deres klients opholdstilladelse måtte antages at være særligt belastende for hende.

Udlændingenævnet kunne ved afgørelsen ikke lægge til grund, at Deres klient og Deres klients ægtefælle rådede over egen bolig af rimelig størrelse, idet De-res klient og Deres klients ægtefælle ikke havde indsendt dokumentation herfor trods flere opfordringer fra Udlændingestyrelsen.

Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at Deres klient eller Deres klients ægtefælle heller ikke overfor Udlændingenævnet havde dokumenteret, at Deres klient og Deres klients ægtefælle rådede over en bolig af rimelig stør-relse, og at det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændin-gen opholder sig eller arbejder lovligt her i landet.

Ved e-mail af 15. oktober 2018 anmodede Deres klients ægtefælle om genopta-gelse af Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2018.

Det er til støtte for anmodningen om genoptagelse anført blandt andet, at Deres klient og Deres klients ægtefælle var ved at finde en passende mulighed for fi-nansiering med henblik på at købe ejendommen beliggende på Adresse 3, By 3, hvor Deres klient og Deres klients ægtefælle boede, at Deres klient og Deres klients ægtefælle ikke kunne blive enige med ejeren af ejendommen om købesummen, at ejeren af ejendommen opsagde Deres klient og Deres klients ægtefælles lejekontrakt med meget kort varsel, at Deres klient og Deres klients ægtefælle var i fogedretten, hvor de med rettens hjælp fandt frem til et passen-de varsel, at alt dette foregik i februar 2018, hvor Deres klient var i Thailand, at Deres klient og Deres klients ægtefælle havde halvanden måned til at flytte virksomheden og den private bolig, da Deres klient kom hjem fra Thailand, at omstændighederne omkring boligsituationen har betydet, at Deres klient og Deres klients ægtefælle først har fået styr på det hele på tidspunktet for anmod-ningen om genoptagelse, og at Deres klient og Deres klients ægtefælle nu er flyttet til Vestsjælland i en stor ejendom.

Ved e-mail af 16. oktober 2018 fremsendte Deres klients ægtefælle kopi af leje-kontrakt af 15. marts 2018 indgået mellem udlejeren Virksomhed I/S og Deres klients ægtefælle, hvoraf det fremgår blandt andet, at Deres klients ægtefælle

6

pr. 15. marts 2018 har lejet et hus beliggende på Adresse 4, By 4, at boligens areal udgør cirka 300 m2, og at den månedlige leje er 9.000 kr.

Ved e-mail af 7. november 2018 til Udlændingenævnet har De anført blandt andet, at grundlaget for Udlændingenævnets stadfæstelse ses knyttet til, at der ikke er givet tilstrækkelige oplysninger til bedømmelse af om boligkravet i ud-lændingelovens § 19, stk. 1, nr. 6, var opfyldt, at Deres klients ægtefælles virk-somhed udlejede lejemålet til Deres klient og Deres klients ægtefælle, samt at Deres klient og Deres klients ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrel-sens afgørelse rådede over en egnet bolig, idet Deres klient og Deres klients æg-tefælle beboede ejendommen frem til marts 2018, hvorefter de flyttede videre til deres nuværende bolig.

Vedhæftet e-mailen var blandt andet kopi af lejekontrakt af 1. marts 2014 ind-gået mellem Virksomhed ApS, Adresse 3, By 3, og De-res klients ægtefælle, hvoraf det fremgår blandt andet, at Deres klient og Deres klients ægtefælle pr. 1. april 2014 lejer en lejlighed beliggende på adressen By 3, at det boligens areal udgør 150 m2, at den månedlige leje udgør 7.000 kr., og at lejen fratrækkes i nettolønnen. Det fremgår ikke af lejekontrakten, at lejemålet er tidsbegrænset.

Vurdering De har ikke anført nye, væsentlige oplysninger, som kan føre til en ændret vur-dering af sagen.

Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at De ved e-mail af 7. november 2018 har anført, at boligkravet i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 6, var at anse for opfyldt, at Deres klients ægtefælles virksomhed udlejede lejemålet til Deres klient og Deres klients ægtefælle, samt indsendte kopi af le-jekontrakt af 1. marts 2014 indgået mellem Virksomhed ApS, Adresse 3, og Deres klients ægtefælle. Lejekontrakten er efter sit indhold ensly-dende med den lejekontakt, der blev fremsendt til Udlændingestyrelsen den 24. februar 2016.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til et andet udfald af sagen.

Udlændingenævnet henviser herved til, at oplysningerne om lejemålet allerede indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2018, hvorefter Udlændingenævnet fandt, at Deres klient og Deres klients ægte-fælle ikke havde dokumenteret, at Deres klients ægtefælle rådede over egen bolig af rimelig størrelse til trods for at Udlændingestyrelsen flere gange havde anmodet Deres klient om at fremsende dokumentation for, at Virksomhed ApS havde ret til at udleje boligen til Deres klient og Deres klients ægte-fælle på sammen vilkår, som firmaet havde ret til at leje boligen.

7

Det forhold, at Deres klient og Deres klients ægtefælle er flyttet til et nyt lejemål pr. 15. marts 2018, kan ikke føre til en ændret vurdering, da dette er omstæn-digheder, som er indtrådt efter Udlændingenævnet traf afgørelse den 1. februar 2018.

Udlændingenævnet kan således fortsat henholde sig til sin afgørelse af 1. febru-ar 2018…”

Forklaringer Sagsøger har afgivet følgende skriftlige partserklæring jf. retsplejelovens § 297, stk. 1:

” ERKLÆRING FRA Sagsøger

Dato: 25. maj 2021

Jeg hedder Sagsøger. Efternavnet Navn fik jeg da jeg blev gift med min mand, d. 2D. januar 2009 på Greve Rådhus.

Der gik ca. 2 mdr. efter jeg blev gift med min mand, før jeg kunne starte på Sprogskole i By 1 Jeg gik på skolen ca. 3 gange om ugen over 2,5 år, hvor jeg bestod det jeg skulle. Normalt havde man 3 år til at bestå de prøver der kræ-vedes den gang.

Jeg taler i dag dansk med min mand og vores venner, men har mit hovedsprog fra Thailand. Samtidig passede jeg min mands hus med rengøring og madlavning, da min mand arbejdede meget.

Vi fik hurtigt en masse fælles venner via min sprogskole, samtidig med at min mand havde, og har en stor familie og vennekreds, som vi ser en del.

Jeg har det godt med min mands familie, og er altid blevet behandlet godt, bå-de af venner og familie. Jeg har et godt liv i Danmark, og føler mig hjemme her, men har selvfølgelig mine 3 store børn og min mor i Thailand, som jeg næsten snakker med dagligt via nettet.

Efter sprogskolen begyndte jeg at arbejde sammen med min mand i hans firma, og har gjort det siden, samtidig med jeg har passet hus og hjem, da min mand arbejder så meget at han ikke har den store tid til at passe hjemmet.

Vi plejer at tage til Thailand ca. 1 gang om åre sammen, og så har jeg haft et par enkelt soloture da der var nogle ting der skulle tages af, i Thailand.

8

Jeg føler en stærk tilknytning til Danmark og det danske samfund. Min mand og jeg har kobberbryl}up her til august.

Med venlig hilsen

Sagsøger Sign.”

Der er i retten afgivet forklaring af Vidne 2 og Vidne 1.

Vidne 2 har forklaret, at han og sagsøger flyttede til Adresse 3 i marts 2014. De boede der i omkring 4 år. Det er et nedlagt landbrug med længer til rådighed for deres firma. Stuehuset, som de boede i er på lidt over 100 kvm. Det var sagsøgers selskab, der lejede ejendommen af udlejer, og de fremlejede stuehuset til deres private bolig af virksomheden.

Udlejer var klar over, at de boede på ejendommen og at virksomheden fremle-jede stuehuset til dem. Vidnet var direktør i selskabet. Han stod for den daglige drift i virksomheden, og sørgede for at firmaet kørte. Det var ham der forhandlede lejekontrakten med udlejer. I marts 2015 gik selskabet konkurs. Virksomheden fortsatte i sagsøgers nye virksomhed. Han havde samme rolle i den nye virksomhed som i selskabet.

Han fortalte udlejer, at selskabet var gået konkurs, og de snakkede om, hvad de gjorde i en telefonsamtale. Han og sagsøger ville gerne fortsætte og blive boen-de, og det var ejer enig i. Han og udlejer mødtes hjemme hos dem, og de sad ved spisebordet. Udlejer ville ikke lave en ny skriftlig lejekontrakt, men ville gerne, at den nye virksomhed fortsatte på uændrede vilkår. De var enige om at fortsætte mundtligt.

De fortsatte også med at betale huslejen. Det var virksom-heden, der betalte huslejen. Da de lavede fremlejekontrakten mellem virksomheden og sagsøger, tænkte de ikke på at den skulle have den rigtige dato. Han kan ikke huske, at den blev lavet, men han har åbenbart gjort det. Han kan ikke huske, hvornår den blev lavet. I 2017 fik sagsøger afslag på forlængelse af opholdstilladelsen.

Han tænkte at begrundelsen for afslaget var helt sort. Han var skuffet. De boede samme sted, som de hele tiden har gjort. Han fik ikke nogen skriftlig bekræftelse fra udlejer, idet udlejer Vidne 1 ikke ville give ham en. Udlejer ville ikke involveres i noget. Så tænkte vidnet ikke længere videre over det. De havde ikke anden relation til Vidne 1, end at han var deres udlejer.

Fra 2009 til 2018 var deres samliv et helt almindeligt samliv, og de sørgede for at overholde alle regler. Sagsøger gik på sprogskole og overholdt alle regler.

9

Det hele faldt, da de søgte om permanent opholdstilladelse. Han fik søgt 4 må-neder for tidligt. De havde et helt almindeligt liv med venner og familie. Vidne 1 ville ikke lave en erklæring på, at de havde den frie råderet over ejendommen. De fik ikke professionel rådgivning på det tidspunkt. De flyttede i 2018.

De havde en aftale med udlejer om at købe ejendommen for en bestemt pris, men han havde fået finansieringen i hus lidt sent, og så kunne de ikke blive enige om den endelige pris. Hans ejendomsmægler havde fortalt ham, at prisen var for høj. Derfor ville de ikke betale den oprindeligt aftalte pris, hvorefter Vidne 1 smed dem ud.

Vidne 1 har forklaret, at han var ejer af Adresse 3 fra 2014 til 2018. Le-jekontrakten med selskabet blev i 2014 forhandlet med Vidne 2. Han vidste, at de skulle bo på ejendommen, også at Vidne 2 og sagsøger skulle bo i stu-ehuset. Han kan ikke huske, om han fik besked på, at selskabet gik konkurs i 2015. Han kan huske at have snakket med Vidne 2 om noget efter konkur-sen, men kan ikke huske, hvad de snakkede om.

Vidne 2 og sagsøger boede på ejendommen i hele lejeperioden. Han kan ikke huske at have fået at vide, at der var oprettet en ny virksomhed. Han fik i hele perioden huslejen fra en virksomhed. Lejeforholdet sluttede ved, at han overtog ejendommen selv igen. De havde egentlig aftalt, at Vidne 2 skulle købe den, men det blev ikke til noget. Så han flyttede selv ind på ejendommen igen og satte den i stand.

Han kan ikke huske at skulle have talt med Vidne 2 om, at der skulle indgås en ny skriftlig lejekontrakt.

Parternes synspunkter Sagsøger har i sit påstandsdokument anført følgende:

”… ANBRINGENDER

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det i første række gældende, at bolig-kravet efter udlændingelovens § 9, stk. 6, nr. 1, er opfyldt, idet sagsøger og hendes ægtefælle har godtgjort, at de den 13. august 2015 og minimum halvan-det år frem rådede over selvstændig bolig af rimelig størrelse.

Det følger af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 6, at en person, der har ophold-stilladelse som ægtefællesammenført efter § 9, stk. 1, nr. 1, kan få sin opholdstil-ladelse inddraget, hvis den herboende reference ikke længere kan godtgøre, at denne råder over egen eller selvstændig bolig af rimelig størrelse (boligkravet).

Boligkravet, herunder hvad der skal forstås ved at råde over en bolig, er nær-mere reguleret i udlændingelovens § 9, stk. 6, nr. 1, og bekendtgørelse nr. 721 af 13. maj 2015 (boligbekendtgørelsen).

10

Det bemærkes, at det ikke ses bestridt af Udlændingenævnet, at sagsøger og hendes ægtefælles bolig opfyldte kravene om at være af rimelig størrelse, jf. kravene i boligbekendtgørelsens § 5.

Det omtvistede punkt er således, om sagsøger og hendes ægtefælle har godt-gjort, at de rådede over boligen som fremlejertager.

Det fremgår ikke af bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 6, nr. 1, eller af boligbekendtgørelsens bestemmelser, hvordan en ansøger og referencen kon-kret skal godtgøre at råde over egen eller selvstændig bolig.

Det fremgår alene af boligbekendtgørelsens § 4, stk. 1, at referencen anses for at råde over selvstændig bolig, når referencen bl.a. som fremlejer eller på lignende måde råder over brugsretten til en bolig eller en del af en bolig.

Der ses således hverken i udlændingelovens § 9, stk. 6, nr. 1, eller forarbejderne hertil at fremgå, at referencen eller ansøger skal kunne fremlægge nærmere do-kumentation for karakteren af og forhold knyttet til det underliggende lejefor-hold for at opfylde kravet om at have godtgjort rådighed over selvstændig bolig som fremlejetager.

Det gøres herefter gældende, at sagsøger og hendes ægtefælle ved fremsendelse af kopi af fremlejekontrakten, som var indgået mellem dem og Virksomhed (bilag B), med oplysninger om det underliggende lejeforhold og aftale med boligens ejer, Vidne 1, havde godtgjort, at de rådede over brugsretten til en selvstændig bolig af rimelig størrelse som fremlejetager.

Det gøres således gældende, at lejekontrakten mellem sagsøger og hendes ægte-fælle og Virksomhed (bilag B) ikke er ugyldig som følge af vanhjemmel, da der forelå en mundtlig aftale mellem Vidne 1 og Virksomhed om videreførelse af det lejeforhold, som oprindeligt var indgået mellem Vidne 1 og Virksomhed ApS (bilag 6).

Dette understøttes yderligere af omstændighederne knyttet til de faktiske for-hold, herunder navnlig at Virksomhed samt sagsøger og hen-des ægtefælle var registreret og boede på adressen helt frem til 13. marts 2018 (bilag 4), og at der løbende blev betalt husleje fra Virksomhed til Vidne 1 (bilag 10).

Det gøres herefter gældende, at Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2018 lider af sådanne faktiske og retlige mangler, at der er grundlag for, at afgø-relsen ophæves og sagen hjemvises til fornyet behandling, idet betingelsen ved forlængelse, som den fremgår af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 6, jf. bolig-bekendtgørelsens § 4, stk. 1, var opfyldt.

11

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det i anden række gældende, såfremt retten måtte finde, at boligkravet på tidspunktet for Udlændingenævnet afgø-relse 1. februar 2018 ikke var opfyldt, at de hensyn, der følger af udlændinge-lovens § 26, jf. § 19, jf. § 11, stk. 2, sammenholdt med EMRK artikel 8, tilsiger, at der burde være sket forlængelse af sagsøgers opholdstilladelse.

Det gøres gældende, at Udlændingenævnet ikke har tillagt det forhold, at sagsøger har haft en gyldig opholdstilladelse i Danmark siden 28. januar 2009, og dermed på tidspunktet for afgørelsen den 1. februar 2018 havde boet i Dan-mark i over 9 år, tilstrækkelig vægt.

Det gøres gældende, at Udlændingenævnet heller ikke har tillagt det tilstrække-lig vægt, at sagsøger ved udrejse af Danmark ville blive adskilt fra sin danske ægtefælle, som hun på daværende tidspunkt havde været gift med i over 9 år, og at der i lyset af EMRK artikel 8, bestod et langvarigt familieliv.

Udlændingenævnet ses endvidere ikke at have tillagt det særlig vægt, at sagsø-ger har tilegnet sig grundlæggende danskkundskaber samt har været selvstæn-dig erhvervsdrivende under hendes langvarige ophold i Danmark.

Det gøres endelig gældende, at Udlændingenævnet ikke ses at have tillagt det tilstrækkelig vægt, at årsagen til nægtelsen af forlængelse af sagsøgers ophold-stilladelse, der udgør et indgreb i retten til respekt for familieliv og privatliv efter EMRK artikel 8, ikke er knyttet til væsentlige ordensmæssige eller rets-håndhævelsesformål, der kan påvirke den konkrete proportionalitetsafvejning, der skal foretages efter EMRK artikel 8, stk. 2.

Proportionalitetsprincippet indebærer, at et indgreb skal være egnet til at opnå det ønskede formål, og at indgrebet ikke må gå videre end nødvendigt for at opnå det ønskede formål. Afvejningen skal foretages mellem det eller de hen-syn, som staten påberåber sig, jf. undtagelsesbestemmelserne i artikel 8, stk. 2, og individets ret til respekt for privat- og/eller familielivet, jf. artikel 8, stk. 1.

På samme måde som udlændingens konkrete interesser kan være mere eller mindre tungtvejende afhængig af bl.a. tilknytningen til Danmark, er vægten af statens interesse i at håndhæve retsregler afhængig af bl.a. formålet med den påberåbte regel og dermed årsagen til indgrebet. Det har ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis således væsentlig betydning for propor-tionalitetsafvejningen, hvor alvorlig årsagen er til, at en udlænding, der har op-bygget en tilknytning til landet og herboende personer igennem et langvarigt og lovligt ophold, mister sin opholdstilladelse.

12

Årsagen til nægtelsen af forlængelse af sagsøger opholdstilladelse, og dermed indgrebet i sagsøgers rettigheder efter EMRK artikel 8, ses knyttet til en formel regel om rådighed over en passende bolig, der grundlæggende har til formål at sikre, at den udlænding, der familiesammenføres i Danmark, har adgang til boligforhold, der kan sikre nødvendige leveforhold, som muliggør integration i Danmark.

Et sådant hensyn kan efter omstændighederne tillægges betydelig vægt ved indrejsen til Danmark og det umiddelbart efterfølgende ophold, jf. hertil formå-let med bestemmelsen om boligkravet i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 6, men vil under et løbende og langvarigt ophold i Danmark løbende miste sin betyd-ning.

Det integrationsmæssige formål og sigte som et boligkrav således søger at sikre indledningsvis, vil naturligt, som det også er tilfældet for sagsøger, blive over-taget af andre væsentlige forhold, der skal sikre integrationen i Danmark, her-under arbejdsmarkedstilknytning, sprogkundskaber, løbende samliv med en dansk ægtefælle mv., selvforsørgelse mv.

Under de i sagen foreliggende omstændigheder, bør hensynet til overholdelse af samtlige krav i udlændingelovens § 26, stk. 1, derfor tillægges væsentlig stør-re betydning og vægt end udlændingelovens § 9, stk. 6, nr. 1, jf. § 19, stk. 1, nr. 6, og kravet må således, under hensyntagen til den konkrete integrationsmæs-sige vægt, det måtte have efter 9 års ophold i Danmark, vige for den interesse, som sagsøger har for at kunne bevare og fortsætte sit familie- og privatliv i Danmark…”

Udlændingenævnet har i sit påstandsdokument anført følgende:

”… 2. DET RETLIGE GRUNDLAG

Sagen vedrører reglerne i udlændingeloven, således som denne var bekendt-gjort ved lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017 og som ændret ved lov nr. 1691 af 26. december 2017. Det er således denne lovbekendtgørelse, der refe-reres til, når der i nærværende skrift refereres til udlændingeloven.

Efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra a, kan der efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding over 24 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller i fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person over 24 år, der har dansk indfødsret.

Det følger af § 9, stk. 6, nr. 1, at opholdstilladelse efter § 9, stk.1, nr. 1, medmin-dre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler deri-mod, betinges af, at den herboende godtgør at råde over en selvstændig bolig af rimelig størrelse.

13

Efter udlændingelovens § 11, stk. 2, forlænges en tidsbegrænset opholdstilla-delse meddelt med mulighed for varigt ophold efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 19.

Efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, kan en tidsbegrænset opholdstilladel-se inddrages, når det grundlag, der er angivet i ansøgningen eller tilladelsen, ikke længere er til stede. Herunder efter udlændingelovens § 19, stk.1, nr. 6, når opholdstilladelsen er betinget af, at den herboende person godtgør at råde over en selvstændig bolig af rimelig størrelse, og den herboende ikke længere kan godtgøre dette.

Boligkravet er nærmere præciseret i bekendtgørelse nr. 721 af 13. maj 2015 om opfyldelse af boligkravet i familiesammenføringssager og om kommunalbesty-relsens udtalelse om referencens boligforhold (Boligkravsbekendtgørelsen). Heraf fremgår det af § 3, at

” Ved afgørelse om forlængelse eller nægtelse af forlængelse af en meddelt ophold-stilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 6, 1. pkt., og nr. 7, 1. pkt., jf. § 11, stk. 2, anses boligkravet for opfyldt, når referencen godtgør, at vedkommende råder over en selvstændig bolig af rimelig størrelse, jf. §§ 4 og 5, jf. § 6, indtil mindst halvandet år efter tidspunktet for ansøgerens indgivelse af ansøgning om forlængelse af opholdstilladelsen eller frem til det tidspunkt, hvor ansøgerens opholdstilladelse tidligst kan forventes meddelt tidsubegrænset, såfremt dette tidspunkt ligger tidligere end halvandet år efter tidspunktet for ansøgerens indgi-velse af ansøgning om forlængelse af opholdstilladelsen. § 2, stk. 4-6, finder tilsva-rende anvendelse.”

Af bestemmelsens § 4 fremgår det, at:

” Referencen anses for at råde over en selvstændig bolig, når referencen som ejer, andels- eller anpartshaver, lejer, fremlejer eller på anden lignende måde råder over brugsretten til en bolig eller en del af en bolig, jf. dog § 1, stk. 5. Det er ikke en be-tingelse efter 1. pkt., at boligen eller den del af boligen, som referencen råder over, har eget køkken eller toilet.”

Det følger af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 7, at bestemmelsen i ud-lændingelovens § 26, stk. 1, finder anvendelse i sager om nægtelse af forlængel-se af opholdstilladelse.

Af udlændingelovens § 26, stk. 1, fremgår det, at der ved afgørelsen om udvis-ning efter §§ 25a-25c skal tages hensyn til, om udvisningen må antages at virke særligt belastende, navnlig på grund af

14

1) udlændingens tilknytning til det danske samfund,

2) udlændingens alder, helbredstilstand og andre personlige forhold, 3) udlændingens tilknytning til herboende personer,

4) udvisningens konsekvenser for udlændingens herboende nære familiemed-lemmer, herunder i relation til hensynet til familiens enhed, 5) udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold, og

6) risikoen for, at udlændingen uden for de i § 7, stk. 1 og 2, eller § 8, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde vil lide overlast i hjemlandet eller andre lande, hvor udlændin-gen kan ventes at tage ophold.

Det fremgår af bemærkningerne til § 1, nr. 29 og 30, i lovforslag 152 af 28. fe-bruar 2002, at:

” Efter udlændingelovens § 26, stk. 1, nr. 1, skal der således tages hensyn til ud-lændingens tilhørsforhold til det danske samfund, herunder om udlændingen er kommet her til landet som barn eller ganske ung. Efter udlændingelovens § 26, stk. 1, nr. 2, skal der endvidere tages særskilt hensyn til varigheden af udlændin-gens ophold her i landet.

(…)

Med den foreslåede affattelse præciseres det endvidere, at der ved en afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse skal tages hensyn til, om udlændingen er velintegreret i Danmark og dermed har opnået tilknytning til det danske samfund. Det vil afhænge af en samlet vurdering af udlændingens

forhold, om den pågældende har opnået en sådan tilknytning til det danske sam-fund, at den pågældendes tidsbegrænsede opholdstilladelse skal undlades inddra-get eller nægtes forlænget.

I denne vurdering kan f.eks. indgå, om den pågældendehar tilknytning til arbejdsmarkedet, om den pågældende er engageret i forenings-livet, om den pågældende har tilegnet sig grundlæggende danskkundskaber, og omden pågældende har gennemført et længerevarende uddannelsesforløb.Endvidere kan varigheden af udlændingens ophold i Danmark indgå som et krite-rium i den samlede vurdering af udlændingens tilknytning til det danske sam-fund.

Dog skal selve det forhold, at en udlænding har opholdt sig her i landet i enårrække på op til syv år, ikke i sig selv føre til, at inddragelse af den pågældendesopholdstilladelse undlades. Der kan imidlertid være tilfælde, hvor en udlænding

har opholdt sig her i landet i betydeligt længere tid end syv år, og hvor varigheden af den pågældendes ophold her i landet derfor vil have en mere selvstændig betyd-ning i forbindelse med vurderingen af, om de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte hensyn taler imod udvisning, inddragelse eller nægtelse af forlængelse. Det vil f.eks. kunne være tilfældet i forbindelse med en afgørelse om nægtelse af forlængelse eller inddragelse af en opholdstilladelse, hvis en udlænding efter syv

15

års lovligt ophold her i landet fortsat har tidsbegrænset opholdstilladelse, fordi den pågældende ikke opfylder de supplerende betingelser for meddelelse af tidsube-grænset opholdstilladelse om vilje til integration.” (min understregning)

Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele de oplys-ninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov skal gives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen opholder sig eller arbejder lovligt her i landet.

3. ANBRINGENDER

Til støtte for den nedlagte påstand om frifindelse gøres det overordnet gælden-de, at der ikke er godtgjort et grundlag for at tilsidesætte Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2018 (bilag 1) og Udlændingenævnets afgørelse af 16. juni 2020 (bilag 9), hvorefter sagsøger blev meddelt afslag på forlængelse af ophold-stilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk.1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, da sagsøger ikke har dokumenteret at råde over en selvstændig bo-lig.

Udlændingenævnet har i afgørelsen med rette lagt vægt på, at der ikke forelå behørig dokumentation for, at sagsøger eller dennes ægtefælle rådede over en selvstændig bolig.

Sagsøger har hverken i den administrative behandling af sagen eller i proces-skrifterne fremlagt dokumentation for, at sagsøger og dennes ægtefælle har rå-det over en selvstændig bolig i halvandet år fra sagsøgers indgivelse af ansøg-ning om forlængelse af opholdstilladelse.

Det bestrides således som udokumenteret, at sagsøger havde uafbrudt rådet over en selvstændig bolig i perioden fra den 1. april 2014, og indtil lejemålet opsiges.

Sagsøger indgav ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse den 13. au-gust 2015. Det er Udlændingestyrelsens faste praksis, at styrelsen af egen drift behandler spørgsmål om forlængelse, hvor der er meddelt afslag på tidsube-grænset opholdstilladelse, hvis ansøgerens opholdstilladelse udløber inden for kort tid. Udlændingenævnet finder derfor, at sagsøger skulle have rådet over en selvstændig bolig den 13. august 2015.

Ad fremlejeforholdet mellem Virksomhed ApS og sagsøger og dennes ægtefælle

Det fremgår af redegørelse fra konkursboet Virksomhed ApS (bilag C), at firmaet blev erklæret konkurs den 17. marts 2015. På det tidspunkt,

16

hvor firmaet gik konkurs, må kontraktforholdet mellem Vidne 1 og Virksomhed ApS anses for bortfaldet, idet Virksomhed ApS ophørte.

Dette har ligeledes betydning for fremlejeforholdet mellem Virksomhed ApS og sagsøger og dennes ægtefælle, idet sagsøger og dennes ægtefælle, som fremlejetager, afledte deres ret af det underliggende lejeforhold mellem Virksomhed ApS og Vidne 1. En ophævelse af fremlejegivers lejeaftale rammer også fremlejetager, da fremlejetager ikke opnår bedre ret end fremlejegiver.

Sagsøger og dennes ægtefælles råderet over boligen beror således på et udo-kumenteret grundlag, da udlejer, på tidspunktet hvor han blev opmærksom på konkursen, kunne forlange lejemålet ophævet og kræve, at fremlejegiver, Virksomhed ApS, skaffer sig af med fremlejetager, sagsøger og dennes ægtefælle. Virksomhed ApS har endvidere ikke efter konkursen kunnet betale husleje til Vidne 1.

Det bemærkes i den forbindelse, at sagsøger og dennes ægtefælle ikke havde oplyst daværende kurator (Advokat) for boet (Virksomhed ApS) om lejeforholdende (bilag D). Kurator tog derfor ikke stilling til konkursboets indtræden i lejeforholdet mellem Vidne 1 og Virksomhed ApS.

Ad fremlejeforholdet mellem Virksomhed og sagsøger og dennes ægte-fælle Det fremgår af CVR-registeret, at sagsøger og dennes ægtefælle oprettede et nyt selskab, Virksomhed, den 30. april 2015. Det fremgår endvidere af sagens akter (bilag B), at sagsøger og dennes ægtefælle indgik en fremleje-kontrakt med det nye selskab, Virksomhed, den 1. marts 2014.

Sagsøger anførte i sin stævning, at ” for så vidt angår de rettigheder, der tilkommer lejer i en almindelig lejeaftale uden særlige vilkår, fremgår det videre af lejelovens § 69, stk. 1, at lejer er berettiget til at fremleje halvdelen af et lejemål til beboelse uden lejers samtykke.” .

Udlændingenævnet er enig i, at fremlejergiver som udgangspunkt kan over-drage sin ret ifølge en lejeaftale, jf. lejelovens § 69, stk. 1, men da Virksomhed i dette tilfælde ikke har dokumenteret en råderet over ejen-dommen, kan Virksomhed ikke videreoverdrage retten til sagsøger og dennes ægtefælle. Fremlejeaftalen mellem Virksomhed og sagsøger og dennes ægtefælle er derfor ugyldig som følge af vanhjem-mel hos fremlejer.

17

Der er derfor en klar formodning for, at sagsøger og dennes ægtefælle, allerede på tidspunktet for indgivelse af ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse den 13. august 2015, ikke rådede over en selvstændig bolig i udlændingelovens § 9, stk. 6, nr.1, forstand.

Det forhold, at sagsøger og dennes ægtefælle stadig havde adgang til ejen-dommen, fører ikke til en ændret vurdering, idet der ikke længere er en sikker-hed for, at parret råder over en selvstændig bolig eller vil kunne gøre dette halvandet år frem i tiden.

Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at sagsøger og dennes ægtefælle er flyttet til et nyt lejemål pr. 15. marts 2018, da dette er omstændigheder, som er indtrådt, efter Udlændingenævnet traf afgørelse den 1. februar 2018.

Udlæn-dingenævnet skal i den forbindelse henvise til boligkravsbekendtgørelsens § 3, hvorefter ansøgeren skal råde over en bolig indtil mindst halvandet år efter tidspunktet for ansøgerens indgivelse af ansøgning om forlængelse af ophold-stilladelse eller frem til det tidspunkt, hvor ansøgerens opholdstilladelse tidligst kan forventes meddelt tidsubegrænset, såfremt dette tidspunkt ligger tidligere end halvandet år efter tidspunktet for ansøgerens indgivelse af ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse.

Der foreligger endvidere ikke ganske særlige grunde, der afgørende taler for alligevel at give sagsøger opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 6, nr. 1.

Ad ny oplysning Det af sagsøger anførte om, at lejekontrakten mellem Virksomhed og sagsøger og dennes ægtefælle ikke er ugyldig som følge af vanhjemmel, idet der mellem Virksomhed og Vidne 1 i april 2015 blev indgået en mundtlig aftale om overtagelse af lejemålet på samme vilkår, som de havde været gældende for Virksomhed ApS, må anses for at være en fuldstændig ny oplysning i forhold til det, sagsøger har oplyst overfor Udlændingenævnet, jf. fremstillingen i Udlændingenævnets afgørelser (bilag 1 og 9).

Sagsøger er således hverken overfor nævnet eller i stævningen eller tidligere over for Udlændingestyrelsen fremkommet med denne oplysning. Da oplys-ningen, såfremt den er sand, har afgørende betydning for sagen, forekommer det særdeles påfaldende, at den først fremkommer ved forberedelsens slutning.

Oplysningen, der i det hele fremstår udokumenteret, har således i bedste fald karakter af en efterrationalisering og kan ikke tillægges betydning ved sagens afgørelse.

18

For fuldstændighedens skyld bemærkes, at såfremt sagsøger efter fremkomsten af Udlændingenævnets afgørelser i sagen var blevet opmærksom på, at hun havde "glemt" at oplyse om den mundtlige lejeaftale, havde det været mere nærliggende at anmode nævnet om en administrativ genoptagelse end at an-lægge sag, som nævnt endda uden at anføre den vigtige oplysning i stævnin-gen.

Det bestrides, at de som bilag 10 fremlagte kvitteringer for pengeoverførsler fra sagsøger til Vidne 1 dokumenterer, at der på de pågældende tidspunkter i 2015, 2017 og 2018 har bestået et gyldigt lejeforhold.

Kvitteringen fra 2015 angiver end ikke at vedrøre husleje, og kvitteringerne fra 2017 og 2018 er dateret efter Udlændingestyrelsens oprindelige afslag til sagsø-ger, hvilket – sammenholdt med den meget sene fremkomst af også denne op-lysning – fratager kvitteringerne selvstændig bevisværdi.

Ad udlændingelovens § 26 Udlændingenævnet har i afgørelsen af 1. februar 2018 (bilag 1) taget stilling til, om nægtelsen af forlængelse af opholdstilladelse vil virke særligt belastende for sagsøger i henhold til udlændingelovens § 26, stk. 1.

Udlændingenævnet har med rette fundet, at af de grunde, der fremgår af afgø-relsen, må nægtelsen af forlængelse af opholdstilladelse ikke antages at virke særligt belastende for sagsøger.

I sager om forlængelse af opholdstilladelse vurderer Udlændingenævnet først, om grundlaget for opholdstilladelse fortsat er til stede. Såfremt Udlændinge-nævnet vurderer, at grundlaget for en opholdstilladelse ikke længere er til ste-de, foretages der som det næste en vurdering af, om opholdstilladelsen alligevel ikke skal nægtes forlænget, fordi dette vil virke særligt belastende for udlæn-dingen, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.

Det vil afhænge af en samlet vurdering af udlændingens forhold, om den på-gældende har opnået en sådan tilknytning til det danske samfund, at den på-gældendes tidsbegrænsede opholdstilladelse skal nægtes forlænget.

Ved afgørelsen heraf skal der tages hensyn til en række faktorer, herunder ud-lændingens samlede tilknytning til det danske samfund. Her lægges navnlig vægt på varigheden af udlændingens ophold her i landet, udlændingens do-kumenterede danskkundskaber og tilknytning til det danske arbejdsmarked, samt hvorvidt udlændingen har gennemført en uddannelse her i landet og op-nået tilknytning til det danske foreningsliv.

19

Herudover lægges der vægt på udlændingens tilknytning til herboende nære personer, herunder hensynet til familiens enhed. Det indgår i den forbindelse i vurderingen, om udlændingen kan optage familielivet i et andet land. Udlæn-dingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold, vil ligeledes indgå i den samlede vurdering.

Hensynet til en udlændings lovlige ophold kan ikke i sig selv føre til, at en op-holdstilladelse ikke inddrages eller nægtes forlænget.

Udlændingenævnet har i den konkrete sag foretaget en helhedsvurdering på baggrund af ovenstående hensyn og finder på den baggrund ikke, at en nægtel-se af forlængelse af opholdstilladelse vil virke særligt belastende for sagsøger.

Hvad angår kravet om tilknytning, har Udlændingenævnet nærmere lagt vægt på, at sagsøger har thailandsk statsborgerskab, er født og opvokset i Thailand og har tilbragt størstedelen af sit voksenliv i Thailand. Der er endvidere lagt vægt på, at sagsøgers børn og mor fortsat bor i Thailand, hvorfor sagsøger har en stærkere tilknytning til hjemlandet end til Danmark.

Det bemærkes i den forbindelse, at det forhold, at sagsøger har boet i Danmark i ni år, ikke i sig selv medfører, at hun har opnået en stærkere tilknytning til Danmark end til hjemlandet.

Det kan således ikke føre til en ændret vurdering, at sagsøger har haft ophold-stilladelse i Danmark siden den 28. januar 2009, og at hun i perioden fra oktober 2013 til januar 2015 var administrerende direktør for Virksomhed ApS, at hun efterfølgende drev et selvstændigt firma, Virksomhed, og at hun er begyndt som vikar på et thai take-away.

Det gøres i den forbindelse gældende, at sagsøgers tilknytning til det danske arbejdsmarked ligeledes ikke i sig selv kan føre til en ændret vurdering af, om sagsøgers samlede tilknytning til Danmark overstiger hendes samlede tilknyt-ning til Thailand.

Udlændingenævnet har i afgørelsen taget i betragtning, at sagsøger efter det oplyste har bestået Prøve i Dansk 1. Kendskab til det danske sprog anses for at være af væsentlig betydning for en udlændings integration og dermed for den pågældendes tilknytning til Danmark. På den baggrund lægges der derfor vægt på beståede prøver i dansk. Udlændingenævnet finder ikke, dette er en faktor, som har selvstændig betydning for vurderingen af, om nægtelse af for-længelse af hendes opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for hende.

20

Det bemærkes i øvrigt, at bestået Prøve i Dansk 1 alene dokumenterer evner til enkel kommunikation om almindelige hverdagsforhold, hvor kontekst og ind-hold er bekendt, herunder blandt andet ved at kunne læse og udfylde enkle blanketter med personlige data, når den fornødne tid er til rådighed, og Kom-munikere mundtligt i et enkelt, men sammenhængende og forholdsvis flydende sprog, jf. nærmere vejledning af september 2016 om Prøve i Dansk 1.

Ad EMRK art. 8

Det bestrides, at Udlændingenævnets afgørelse er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet har truf-fet en skønsmæssig afgørelse, der ikke er grundlag for at tilsidesætte.

Sagsøger har anført, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i sagen Jeunesse v. Nederlandene har fastslået (modsætningsvis), at inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse for personer, der har op-holdt sig lovligt i opholdslandet, udgør et indgreb i personens rettigheder under artikel 8.

Dette er for så vidt ubestrideligt, men siger intet om, hvorvidt indgrebet strider mod den proportionalitetsvurdering, der skal foretages efter EMRK artikel 8, stk. 2. Afgørelsen fastslår dog, i lighed med en række andre domme fra EMD, at ”The Convention does not guarantee the right of a foreign national to enter or to reside in a particular country” .

Det skal således vurderes, hvorvidt indgrebet er proportionalt, idet der herved skal foretages en afvejning af statens legitime interesse i at håndhæve den gæl-dende udlændingelov over for udlændingens interesse i at opretholde familie-liv og privatliv.

Praksis fra EMD viser dels, at der ved denne vurdering til-kommer staten en skønsmargin, dels at der ved vurderingen af, om der vil ske en krænkelse af privat- og/eller familielivet, bl.a. skal tages stilling til længden af opholdet i opholdslandet, de berørte personers nationalitet, den pågælden-des familiemæssige situation, herunder længden af ægteskabet eller andre fak-torer, som kan påvise et reelt familieliv, om der er børn i ægteskabet, karakteren af de udfordringer, som samleveren/ægtefællen angiveligt vil møde, såfremt der skal tages ophold i klagerens hjemland, og fastheden af de sociale, kulturel-le og familiemæssige bånd til henholdsvis opholdslandet og hjemlandet.

Sagsøgte kan vedrørende denne vurdering henholde sig til begrundelserne for de anfægtede afgørelser (bilag 1 og 9).

Sagsøger har endvidere henvist til sagen Berrehab v. Nederlandene (app

10730/84), hvor EMD fandt, at der ikke var foretaget en korrekt proportionali-tetsafvejning.

Udlændingenævnet bestrider, at Berrehab v. Nederlandene er sammenlignelig

med nærværende sag, da EMD i den pågældende sag lagde vægt på, at udvis-

21

ning af ansøgeren forhindrede ansøgeren i at opretholde regelmæssig kontakt til sin datter.

Sagsøger og dennes ægtefælle har ingen fællesbørn. Det bemærkes i den for-bindelse, at sagsøgers særbørn og mor fortsat bor i Thailand, og der er intet op-lyst om, at det skulle være umuligt for sagsøgers ægtefælle at tage ophold i Thailand, således at familielivet kan udøves dér. Udlændingenævnet finder derfor ikke, at ovenstående kan føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har i denne sag konkret fundet, at der ikke foreligger op-lysninger om forhold, som bevirker, at det er uproportionalt at meddele sagsø-ger afslag på forlængelse af opholdstilladelse. Udlændingenævnet finder såle-des ikke, at der er væsentlige hindringer for, at parret kan udøve deres familie-liv i Thailand eller udøve familielivet ved besøgsophold…”

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Sagsøger blev den 9. september 2009 meddelte opholdstilladelse blandt andet på betingelse af, at hendes ægtefælle rådede oven sin egen bolig af rimelig stør-relse. Opholdstilladelsen blev den 4. oktober 2012 forlænget til den 4. oktober 2015 blandt andet på samme betingelse.

Det kan efter oplysningerne i sagen lægges til grund, at sagsøger og hendes æg-tefælle boede i stuehuset på Adresse 3, By 3 fra den 24. marts 2014 til den 14. marts 2018.

Det følger af udlændingelovens § 40, at en udlænding skal meddele udlændin-gemyndighederne de oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af om opholdstilladelsen skulle inddrages eller bortfalde.

Det fremgår af sagen, at både Udlændingestyrelsen og Udlændingenævnet flere gange i forbindelse med behandlingen af sagen opfordrede sagsøger til at frem-sende dokumentation for, at hun opfyldte boligkravet.

Hun har til udlændingemyndighederne fremsendt en lejekontrakt af 1. februar 2014 mellem Vidne 1 og Virksomhed ApS, en lejekon-trakt af 1. marts 2014 mellem Virksomhed ApS (CVR nr. 1) og Vidne 2 og Sagsøger, og en lejekontrakt af 1. marts 2014 mellem Virksomhed (CVR nr. 2) og Vidne 2 og Sagsøger.

22

På baggrund af de to første lejekontrakter og forklaringerne i sagen, lægger ret-ten til grund, at sagsøgers anpartsselskab Virksomhed ApS havde lejet ejendommen af Vidne 1 på en tidsbegrænset lejekontrakt fra den 1. februar 2014 og 3 år frem, og at selskabets havde fremlejet stuehuset helt eller delvist til sagsøger og hendes ægtefælle.

Virksomhed ApS blev taget under konkursbehandling den 17. marts 2015. Der er ikke under konkursboets behandling taget stilling til lejemå-let eller fremlejemålet.

Sagsøger startede herefter i april 2015 den personligt drevne Virksomhed, der herefter har drevet virksomhed fra ejendommen, men uden at overtage lejemålet fra konkursboet og uden at have en skriftlig lejekontrakt med udlejer.

På baggrund af de fremlagte kvitteringer for betalinger fra sagsøger til Vidne 1 henholdsvis den 27. august 2015, den 1. december 2017 og den 2. januar 2018, sammenholdt med Vidne 1's forklaring om, at han i hele perioden modtog husleje fra en virksomhed, og kurator oplysninger om de sparsomme oplysninger, hun havde om lejemålet, lægger retten til grund, at det var den personligt drevne virksomhed, der betalte husleje fra dets stiftelse i april 2015 og frem.

Som fremlejer havde sagsøger ikke bedre ret til lejemålet end lejer. Fremlejemå-let, der udsprang af anpartsselskabets lejemål, ophørte derfor samtidig med anpartsselskabets lejemål.

På baggrund af oplysningerne fra kurator sammen-holdt med oplysninger om oprettelsen af den personligt drevne virksomhed og dettes betaling af leje til udlejer, må det lægges til grund, at anpartsselskabets lejemål de facto ophørte, da den personlig drevne virksomhed helt eller delvist overtog lejemålet.

Den personlig drevne virksomhed blev stiftet i april 2015 og det må antages at den formentlig samtidig lejede ejendommen Adresse 3. Sagsøger og denne ægtefælles fremlejemål i forhold til anpartsselskabets leje-mål må derfor anses for ophørt inden indgivelse af ansøgningen til Udlændin-gestyrelsen den 13. august 2015.

Lejekontrakterne mellem Vidne 1 og anpartsselskabet og fremlejekontrak-ten mellem anpartsselskabet og sagsøger og hendes ægtefælle er derfor uden betydning som dokumentation for sagsøger og hendes ægtefælles rådighed over en bolig på ansøgningstidspunktet den 13. august 2015 og frem.

Det fremgår af sagen at den personligt drevne Virksomhed blev oprettet med startdato i april 2015.

23

Der er ikke i sagen fremkommet nogen forklaring på, hvordan virksomheden har kunnet indgå en fremlejekontrakt, længe før den var opstartet, ligesom der ikke er fremkommet oplysninger om, hvornår fremlejekontrakten rent faktisk er oprettet og underskrevet. Retten finder på den baggrund ikke, at den fremlagte fremlejekontrakt i sagen kan tillægges afgørende betydning som dokumenta-tion for, at sagsøger og hendes ægtefælle havde rådighed over en rimelig bolig fra august 2015 og 1½ år frem.

Retten tiltræder derfor, at den af sagsøger fremlagte skriftlige dokumentation for sagsøgers og ægtefællens rådighed over en rimelig bolig ikke udgør behørig dokumentation.

Sagsøger havde således trods opfordring fra udlændingestyrelsen og Udlæn-dingenævnet ikke godtgjort, at hun opfyldte kravet om rådighed over en rime-lig bolig. Det er derfor ikke grundlag for at tilsidesætte udlændingestyrelsens afgørelse herom.

På baggrund af de oplysninger, der er fremkommet under nærværende retssag, må det endvidere lægges til grund, at sagsøger og hendes ægtefælles rådighed over boligen på ansøgningstidspunktet den 13. august 2015 og resten af den tid, de boede på ejendommen, beroede på en formentlig mundtlige eller stiltiende fremlejeaftale med den personligt drevne virksomhed, hvis lejemål også beroe-de på en mundtlig eller stiltiende lejeaftale, som udlejer i øvrigt nægtede at be-kræfte skriftligt.

Hvad den personlig drevne virksomhed præcist havde lejet og på hvilke vilkår, herunder, om retten til at fremleje stuehuset, og den tidsmæssige udstrækning af lejemålet, var derfor uafklarede. Sagsøger og hendes ægtefælles ret til at råde over stuehuset som fremlejere var derfor også uafklaret.

Det kan derfor også lægges til grund, at sagsøger og hendes ægtefælle heller ikke med de oplysninger der fremgår af nærværende sag ville kunne have do-kumenteret, at hun og hendes ægtefælle havde den nødvendige rådighed over en rimelig bolig i det nødvendige tidsinterval.

Udlændingenævnet har i sin afgørelse om ikke at forlænge sagsøgers ophold-stilladelse efter udlændingelovens § 19 foretaget en skønsmæssig vurdering af, om en nægtelse af at forlænge sagsøgers opholdstilladelse ville virke særlig be-lastende for sagsøger på baggrund af de i udlændingelovens § 26 anførte for-hold. Retten har ikke fundet grundlag for at tilsidesætte Udlændingenævnets skøn herom.

Det kan lægges til grund, at sagsøger er thai statsborger. Hendes mor og 3 børn bor i Thailand, og der er ikke oplyst forhold, der indikere, at hendes familieliv med ægtefællen ikke vil kunne ske i Thailand. Afgørelsen findes herefter heller ikke at stride imod den europæiske menneskerettighedskonventions art. 8.

24

Udlændingenævnet frifindes derfor.

Sagsomkostningerne er efter sagens karakter, forløb og udfald fastsat til dæk-ning af advokatudgift inkl. moms med 20.000 kr. Udlændingenævnet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Udlændingenævnet frifindes.

Sagsøger skal til Udlændingenævnet betale sagsomkostnin-ger med 20.000 kr.

Beløbene skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.