OLR — Østre Landsret
AM2024.03.19Ø3
OL-2024-Ø-00015
AM2024.03.19Ø Retten på Frederiksbergs
DOM
Dato: 19. juni 2023 Rettens sagsnr.: 4083/2023 Politiets sagsnr.: 0100-73251-00366-20 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født januar 1967 Sagens baggrund og parternes påstande Denne sag er behandlet med domsmænd. Anklageskrift er modtaget den 26. april 2023.
Tiltalte er tiltalt for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 1. jf. § 247, stk. 1, ved den 30. november 2020 ca. kl. 22.20 på Café på Adresse i København, som tidligere dømt for forsætteligt legemsangreb, at have slået Forurettede i hovedet med en ølflaske, hvorved flasken blev knust. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.
Tiltalte har erkendt sig skyldig og nedlagt påstand om rettens mildeste dom. Forklaringer Der er under hovedforhandlingen i sagen afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne Forurettede og Vidne. [FORKLARINGER UDELADT] Oplysningerne i sagen Der er under sagen dokumenteret fotos af Forurettede.
Der er endvidere dokumenteret politiattest af 28. januar 2021 fra Forurettedes henvendelse på skadestuen den 2. december 2020, hvoraf fremgår bl.a.: "… 3a Hvornår og hvor angives skaden at være sket? 30.11.2020 ca. 21.00 3b Hvorledes angives skaden at være sket? ... 45 år gammel mand, mandag d. 30 11-2020 ca. kl. 21.00 om aftenen på Café i København blevet slået i hovedet med en øl flaske i højre side af ansigtet, glasset splintrer og rammer ligeledes venstre underarm.
Har selv skyllet og sprittet sårene. Ikke blevet ramt i øjnene, ingen klager over synsforstyrrelser. Ingen bevidstløshed, kvalme eller besvimmelse. Ingen hovedpine. … 5 Det objektive fund: Skadelidte fremstår ikke akut påvirket: Huden er varm, let svedende. 1. Ansigt: I højre side af ansigtet over panden, på kindben og kind ses flere skrammer og sår. Alle er skorpedækkede og der er ingen tegn på infektion.
Ikke tegn til at der er glasskår. ingen knogleømed og ingen tegn til brud på knogler. 2. Mund: ingen tandskader. Lille cirkulært sår, der måler 2 mm i diameter på venstre kind. 3. Venstre underarm: Mange overfladiske skrammer, skorpedækket og uden blødning. Ikke tegn til skader.
Fri bevægelighed, ingen knogleømhed. … 9 Kan det forefundne antages at være fremkommet a) på den angivne tid? b) på den angivne måde? a. ja b.ja 10 Skønnes det efter det foreliggende, at tilskadekomne vil få {a) forbigående men? forbigående arbejdsudygtighed? ... (b) varige men? varig arbejdsudygtighed? a. formentlig ikke b. nej …" Der er endvidere under hovedforhandlingen afspillet videoovervågning fra Café.
Personlige oplysninger Der er af Kriminalforsorgen foretaget en personundersøgelse vedrørende tiltalte, hvoraf det fremgår bl.a.: "… KRIMINALFORSORGENS KONKLUSION OG BEGRUNDELSE Kriminalforsorgens konklusion: Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte ikke er egnet til at udføre samfundstjeneste.
Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om 1 års tilsyn af Kriminalforsorgen. Det anbefaldes, at der fastsættes et betinget vilkår om, at Tiltalte skal undergive sig behandling mod misbrug af alkohol, såfremt Kriminalforsorgen finder det fornødent.
Kriminalforsorgens begrundelse: Kriminalforsorgen er ved vurderingen om samfundstjeneste lagt vægt på, at Tiltalte ikke er egnet til samfundstjeneste grundet sit psykiske og fysiske helbred. Tiltaltes motivation for samfundstjeneste vurderes ikke at være itlstrækkeligt til at føre anden vurdering.
Kriminalforsorgen har ved vurderingen om tilsyn lagt vægt på, at Tiltalte kan have behov for støtte og hjælp til at leve en kriminalitetsfri tilværelse. Herudover er virdreingen grundet i Tiltaltes skrøbelige psykiske tilstand. Derudover har Tiltalte tidligere modtaget en betinget dom.
Kriminalforsorgen har valgt at pege på et betinget særvilkår om behandling mod misbrug af alkohol, i det at aktuelle sigtelse er forbundet med alkoholindtag, og at han tidligere har modtaget en dom, hvor handlingen var begået i alkoholpåvirket tilstand. …” Af retspsykiatrisk erklæring af 3. marts 2023 fremgår bl.a.: "… Konklusion Observanden er herefter ikke sindssyg, ligesom han ikke var sindssyg på tidspunktet for det påsigtede.
Han er normalt begavet og lider ikke af epilepsi eller anden alvorlig hjerneorganisk lidelse. Han var påvirket af alkohol på tidspunktet for det påsigtede, men der er ingen indikaiton på patologisk rus. Han var ikke påvirket af hash eller andre rusmidler på tidspunktet for det påsigtede. Observanden er opvokset i det nuværende Eritrea og kom til Danmark som flygtning som 22-årig.
Opvæksten var almindelige efter forholdene, men også barsk pga. uro og krigshandlinger i området, der førte til både hans fars og søsters død under opvæksten. Han har gennemført studentereksamen og påbegyndte akademiske uddannelser i Danmark, som dog ikke blev gennemført pga. psykiske problemer, der førte til tilkendelse af førtidspension i 2003, da han var 36 år.
Han har altid haft relativt stabile sociale forhold og lever nu en rolig hverdag med en omgangskreds af danske og eritreanske venner og med et stabilt samvær med sin 4-årige søn. Observanden har aldrig haft et misbrug af alkohol, hash eller andre rusmidler. Han blev som 41-årig diagnosticeret med posttraumatisk stress syndrom (PTSD) og behnadlet med pskofarmaka uden effekt.
Han fik i 2015 en dom til psykiatrisk behandling på baggrund af PTSD og blev fulgt i ambulant regi i knapt et år, hvorefter man anbefalede ophør af dommen. Man fandt ikke indikation for medicinsk behandling og vurderede ham uden dybereliggende psykopatologi. Ved herværende undersøgelse fremtræder observanden normalt begavet, han er veloplagt og samarbejdende, men uden symptomer på dybereliggende psykopatologi.
Observanden har yderst få symptomer på PTSD og er ikke i medicinsk behandling. Karakterologisk har man indtryk af et individ med en høj retfærdighedssans, men også med god selvindsigt og uden grundlæggende problemer med affektreguleringen.
Observanden er herefter omfattet af straffelovens § 69, men man kan ikke, såfremt han findes skyldig, pege på nogen foranstaltning, jf. straffelovens § 68, 2. pkt., til imødegåelse af en formentlig ringe risiko for fremtidig ligeartet kriminalitet som mere formålstjenlig end straf. …" Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret bl.a., at han bor i sin egen lejlighed, og han har samvær med sin 5-årige søn i en 5/9 ordning.
Tiltalte er tidligere straffet, senest ved Retten på Frederiksbergs dom af 15. oktober 2012 for overtrædelse af straffelovens § 244.
Straffastsættelsen udsat med en prøvetid pa 1 år ved Københavns Byrets dom af 7. december 2015 for overtrædelse af straffelovens § 266, våbenlovens § 10, stk. 2, jf. § 4, stk. 1, og våbenbekendtgørelsens § 57, stk. 4, jf. § 16, stk. 1, nr. 1, hvorefter tiltalte i medfør af straffelovens § 69, jf. § 68, 2. pkt., jf. § 68 a, stk. 2, skal undergive sig ambulant psykiatrisk behandling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse.
Foranstaltningen ophævet ved Københavns Byrets dom af 12. januar 2017.
Rettens begrundelse
og afgørelse Ved tiltaltes erkendelse og de i øvrigt foreliggende oplysninger er det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen. Straffen fastsættes til fængsel i 4 måneder, jf. straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1.
Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på voldens karakter, herunder at tiltaltes slag i hovedet på Forurettede ikke kan karakteriseres som en spontan reaktion på en forudgående provokation, og omfang, herunder at der er tale om begrænsede skader. Retten har endvidere lagt vægt på, at tiltalte tidligere er straffet for vold.
Efter en samlet vurdering, herunder af voldens karakter og omstændighederne, hvorunder volden er udøvet, samt af den omstændighed, at tiltalte tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet, finder retten, at der, uanset tiltaltes gode personlige forhold og den lange sagsbehandlingstid, ikke er grundlag for undtagelsesvist at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 4 måneder. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. :::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 9. afdelings
DOM
(landsdommerne Stine Weiss (kst.), Ane Røddik Christensen og Michael de Thurah med domsmænd) Dato: 19. marts 2024 Rettens sagsnr.: S-1802-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født januar 1967, (advokat Anders Larsen, besk.) Dom afsagt af Retten på Frederiksberg den 19. juni 2023 (4083/2023) er anket af tiltalte med påstand om formildelse, herunder således at der fastsættes en betinget fængselsstraf.
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. Forklaringer Tiltalte har i landsretten givet forklaring om sine personlige forhold. Tiltalte har forklaret blandt andet, at han fortsat bor alene i sin lejlighed. Hans søn er i dag knap seks år gammel. Sønnen bor hos sin mor et andet sted i København. Han har samvær med sønnen hver anden weekend og i alle ferier. Tidligere har han haft samvær med sønnen i en 5/9-ordning.
Sønnen trives ikke hos moderen. Moderen lider af borderline, og kommunen er involveret i forhold til sønnen. Kommunen har spurgt tiltalte, om han kan have sønnen noget mere. Det er han indstillet på, men ikke så længe han samtidig skal betale børnebidrag. Han er bange for, at det vil gå ud over hans søn, hvis han skal afsone en fængselsstraf. Han skal bevæge sig meget af hensyn til sin diabetes.
Landsrettens begrundelse og resultat
Straffen findes passende. Landsretten har herved lagt vægt på de samme forhold som anført af byretten. Landsretten tiltræder endvidere af de grunde, som byretten har anført, at der ikke er grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten stadfæster derfor dommen.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
