208/2009

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Glostrup den 16. marts 2009 og af Østre Lands-rets 23. afdeling den 5. august 2009. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Peter Blok, Per Walsøe, Asbjørn Jensen, Jytte Scharling og Henrik Waaben. Påstande T har påstået landsrettens dom ophævet og sa¬gen hjemvist til fornyet behandling i landsretten. Subsidi¬ært har han påstået formildelse. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse, subsidiært ophæ¬velse af dommen og hjemvis¬ning af sagen til fornyet behandling i lands¬retten. A har nedlagt påstand om, at T, hvis han fin¬des skyldig i overtrædelse af straffelovens § 222, stk. 1, jf. § 21, og § 223, stk. 1, jf. § 21, i medfør af erstat¬nings¬ansvarslovens § 26, stk. 1 og 2, skal betale en tort¬godtgørelse på ikke under 75.000 kr., subsi¬diært et mindre beløb. Hvis han alene dømmes for overtrædelse af straf¬felovens § 232 og § 224, jf. § 222, stk. 1, og § 223, stk. 1, påstår hun sig tillagt en tortgodtgørelse på ikke under 50.000 kr., subsidiært et mindre be-løb, dog ikke un¬der 30.000 kr. T har heroverfor påstået stadfæstelse. Anbringender T har til støtte for sin principale påstand anført blandt andet, at landsretten fejlagtigt har dom-fældt for seksuel omgang med en mindreårig i Italien i 2004, uagtet at forurettede på ger-ningstidspunktet var 14 år og dermed over den seksuelle lavalder i Italien, som er 14 år. Kra-vet om dobbelt strafbarhed i straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, således som bestemmelsen var affattet i 2004 (nu § 7, stk. 1, nr. 1), er således ikke opfyldt. De gældende bestemmel¬ser i straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, litra a og b, er først gennemført efter 2004 og finder derfor ikke anvendelse i denne sag. Subsidiært har T anført blandt andet, at straffen bør gøres helt eller delvist betinget som følge af forholde¬nes alder, jf. straffelovens § 82, nr. 14, og på grund af til¬taltes ustraffede fortid og gode personlige forhold. Anklagemyndigheden har til støtte for sin principale på¬stand anført blandt andet, at straffe-lovens § 7, stk. 1, nr. 2, i 2003 og 2004 indeholdt et generelt krav om dobbelt strafbarhed som betingelse for dansk straffemyndighed i forhold til en handling, der var foretaget i udlandet af en person med dansk indfødsret. Be¬stemmelserne om dansk straffe¬myndighed er efterfølgen-de ændret flere gange, således at der i visse tilfælde ikke stil¬les krav om dobbelt strafbarhed, jf. de gældende bestem¬melser i § 7, stk. 1, nr. 2. Det almindelige princip om ikke at straffe for handlinger, der ikke var strafbare på ger¬ningstidspunktet, må imidlertid føre til, at straffe¬lo-vens § 7, som den var affattet i 2003 og 2004, skal lægges til grund. Det er således i den fore-lig¬gende sag en betingelse for dansk straffemyndighed, at handlingerne også er straf¬bare efter italiensk ret. Efter det oplyste er den seksuelle lavalder i Italien 14 år. Efter den italienske straffelovs ar-tikel 609 quater er køns¬lig omgængelse med et samboende stedbarn under 16 år strafbart. Kravet om dobbelt strafbarhed i straffelovens § 7 indebærer ikke, at der stilles krav om, at der i gerningsste¬dets lovgivning findes en bestemmelse svarende til den re¬levante danske straffe-bestemmelse, men blot, at den hand¬ling, der er begået i udlandet, konkret er strafbar både ef-ter gerningslandets lovgivning og efter dansk lovgivning. Kønslig omgængelse med en sted-datter på 14 år er i Italien strafbar efter artikel 609 quater og i Danmark ef¬ter både straffe¬lo-vens § 222 og § 223. Forurettede var i sommeren 2003 13 år og i sommeren 2004 14 år. De i Italien begåede for-hold drejer sig om blu¬færdighedskrænkelse og et tilfælde af forsøg på samleje. Der foreligger ikke oplysninger om, hvorvidt blufærdig¬hedskrænkelse var strafbart i Italien i 2003 og 2004, hvor¬for Højesteret må frifinde herfor, såfremt anklagemyndig¬hedens principale påstand tages under påkendelse. Landsrettens fravigelse af anklageskriftets tidsangivelse må antages at ligge inden for ram-merne af retsplejelovens § 883, stk. 4, 2. pkt. Straffen bør efter strafforhøjelsen i 2002 vedrørende bl.a. overtrædelse af straffelovens § 222 og efter retspraksis fastsættes til fængsel i op mod 1 år og 6 måneder, set i ly¬set af at der har været en længerevarende periode med hyppige overgreb i form af anden kønslig omgæn¬gelse og blufærdighedskrænkelse samt et forsøg på sam¬leje med forurettede, da hun var 14 år. Der er ikke grund¬lag for at nedsætte straffen eller for at gøre den betinget med hen¬visning til sags-be¬handlingstiden og den tid, der er gået, si¬den forholdene blev begået. Sagen var af anklagemyndigheden oprindelig indbragt for Højesteret med påstand om ophæ-velse af dommen og hjemvisning af sagen til fornyet behandling ved landsretten. For landsret-ten påstod an¬klagemyndigheden skærpelse. Under disse omstændigheder kan anklage¬myn-dighe¬den ikke være af¬skåret fra nu for Højesteret principalt at påstå skærpelse. Til støtte for den subsidiære påstand om ophævelse og hjemvisning har ankla