13/2023

AM2023.08.18H Retten i Sønderborgs

DOM

Dato: 21. marts 2022 Rettens sagsnr.: K01-8478/2020 Politiets sagsnr.: 3300-70311-00036-14 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født november 1980 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 22. december 2020 og tilkendegivelsen er modtaget den 16. februar 2021.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af Straffelovens § 119, stk. 1, ved den 7. august 2014 ca. kl. 12.15, … Jobcenter, Adresse1 i By, med trussel om vold at have overfaldet tjenestegørende sagsbehandler Forurettede, idet tiltalte henvendt til Forurettede sagde ''jeg vender tilbage med en pistol, så jeg kan hævne mig over, at du er skyld i jeg ikke har fået alle mine penge", "nogen skal bøde for al jeg er blevet trukket i ydelse og får for lidt i transport, så jeg kommer tilbage medbringende en pistol og du skal ikke bryde dig om at true mig med politiet, når jeg vender tilbage får du slet ikke tid til at ringe til politiet” og "husker du, hvad der skete på Jobcenteret på Sjælland?

Jeg kommer tilbage og skyder dig eller smider en bombe" eller lignende.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om 20 dages fængsel. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om udvisning i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 1. jf. § 22, nr. 6, og § 24, nr. 2, med et indrejseforbud i 4 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 2. Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte og af vidnerne Forurettede og Vidne. [FORKLARINGER UDELADT] Om sine personlige forhold har tiltalte forklaret, at han flyttede til Danmark 6. januar 2008 og forlod Danmark igen i 2014. Han registrerede sig ud af folkeregisteret den 1. september 2014. Han vendte tilbage til Polen. Den 22. maj 2019 kom han igen til Danmark og begyndte at arbejde dagen efter.

I begyndelsen rejste han hjem i friweekender, men efter corona blev han fast i Danmark. Han kom til Danmark igen for at arbejde. En kollega havde fortalt, at der var arbejde at få. Nu arbejder han med opsætning af stilladser. Han har ikke været i arbejde hele tiden. I 2020 var det skidt med arbejdet. Han har ingen familie i Danmark. Han kender i Danmark alene nogle polske kolleger.

Af udskrift fra Cpr. registeret fremgår, at tiltalte den 1. september 2014 er registreret udrejst til Polen, indtil den 6. august 2020, hvor han registreres på en adresse i Solrød. Af erklæring af 9. februar 2021 fra SIRI fremgå, at tiltalte fik tidsubegrænset opholdsret i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsen i Danmark den 19. marts 2014.

Den 6. august 2020 fik han på registreringsbevis som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Den tidsubegrænsede opholdsret var ophørt på grund af ophold udenfor Danmark i 2 på hinanden følgende år.

Det kan ikke konstateres, om tiltalte har haft lovligt ophold efter EU-reglerne før den 6. august 2020, hvorfor længden af hans lovlige ophold i relation til udvisningsbestemmelserne regnes fra den dato, jf. udlændingelovens § 27.

Rettens begrundelse

og afgøreIse Efter Forurettedes detaljerede og troværdige forklaring, der er støttet af forklaringen fra Vidne, findes det bevist, at tiltalte har fremsat trusler af en karakter og omfang som i tiltalen beskrevet. Tiltalte kendes derfor skyldig i overensstemmmelse med anklageskriftet. Straffen fastsættes til fængsel i 20 dage, jf. straffelovens § 119, stk. 1.

Retten har ikke fundet anledning til at formilde straffen på grund af den lange tid, der er forløbet siden overtrædelsen, idet delte skyldes tiltaltes udrejse af Danmark, og udstedelse af en europæisk arrestordre på tiltalte med henblik på forfølgning af sagen var uproportional i forhold til den straf, sagen kunne forventes at medføre. Sagens forsinkelse kan herefter alene tilskrives tiltaltes forhold.

Betingelserne i udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, og § 24, nr. 2, jf. 26, stk. 1, for at udvise tiltalte er opfyldt. Retten finder, at den udøvede kriminalitet må anses at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundliggende samfundsinteresse, jf. artikel 27, stk. 2, 2. led, i direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004.

Idet tiltalte vendte tilbage og levede i hjemlandet i perioden fra 2014 til 2019 eller 2020, og idet han ikke nu har anden tilknytning til Danmark end nogle polske kolleger og et kortere arbejdsforhold, har tiltalte ikke en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning kan anses for at stride mod proportionalitetsprincippet i direktivets artikel 27, stk. 2, 1. led, sammenholdt med artikel 28, stk. 1.

Opholdsdirektivet kan derfor ikke antages at være til hinder for, at der sker udvisning, jf. herved direktivets artikel 33, stk. 1, og udlændingelovens § 26b, jfr. § 2, stk. 3. På den baggrund tages påstanden om udvisning i medfør af de påberåbte bestemmelser til følge som nedenfor bestemt.

I overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand fastsættes der indrejseforbud på 4 år i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 2.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 20 dage. Tiltalte udvises af Danmark. Tiltalte pålægges indrejseforbud i 4 år. Indrejseforbuddet regnes fra udrejsen eller udsendelsen. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. :::::::::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 4. afdelings

DOM

(dommerne Annette Dellgren, Lisbeth Kjærgaard og Anne Mette Seest (kst.) med domsmænd) Dato: 12. oktober 2022 Rettens sagsnr.: S-0735-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født november 1980, (advokat Advokat1, Sønderborg) Retten i Sønderborg har den 21. marts 2022 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. KO1-8478/2020).

Påstande

Tiltalte har påstået frifindelse, subsidiært strafbortfald som følge af sagsbehandlingstiden, mere subsidiært formildelse, navnlig således at straffen gøres betinget. Han har påstået frifindelse for påstanden om udvisning. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse, navnlig således at indrejseforbuddet fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 5.

Supplerende oplysninger Af en afhøring af tiltalte i medfør af udlændingelovens § 26 fra januar 2021 fremgår bl.a., at tiltalte om varigheden af opholdet i landet har forklaret, at første gang var 6. januar 2008, og at han var her til september 2014. Han ankom igen i maj 2019 og bor nu fast i Danmark. Han har ikke familie i Danmark. Hans forældre og lillesøster bor i Polen.

I Polen har han gået i folkeskolen, hvor han gik ud af 8. klasse med eksamen, og derefter gik han 4 år på handelsskolen i Polen. Fra 1. januar 2021 har han været medlem af Krifa. Om arbejdet i Danmark, om skriftlige/mundtlige danskkundskaber og aktiv deltagelse i foreningsliv har han oplyst følgende: "Fra 2008 til 2014 har han været ansat i et sted, hvor de pakkede blomster. Været ansat hos … i Jylland.

Han mistede sit arbejde og blev sendt i skole af kommunen Fra 2019 og frem til nu har været ansat i et firma, der dyrkede juletræer. Det var kun i kort tid. Det var sæsonarbejde. Han var til jobsamtale i går og afventer svar fra dette i næste uge. … Han tale rimeligt dansk, men der er behov for assistance fra en tolk i denne her situation. Han har gået på sprogskolen i 2 år i 2010 og 2 år frem. Han bestod modul 2.

Han måtte sige nej til modul 3, da han fik arbejde. … Han løbetræner alene. Er ikke medlem af nogen idrætseller fritidsforening. Af hobby har han musik, idet han spiller klaver og guitar alene." Forklaringer Tiltalte og vidnet Forurettede har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. [FORKLARINGER UDELADT]

Landsrettens begrundelse og resultat

Skyldsspørgsmålet Forholdet blev anmeldt til politiet den 7. august 2014. Efter vidnet Forurettedes forklaring har hun udarbejdet sit notat ca. ½-1 time, efter hændelsen den 7. august 2014 fandt sted. Forurettede har også for landsretten afgivet en detaljeret og troværdig forklaring.

Herefter og i øvrigt af de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at det er bevist, at tiltalte er skyldig.

Sanktion Efter forholdets karakter tiltræder landsretten. at straffen er fastsat til fængsel i 20 dage. 5 voterende udtaler: Vi finder, at den tid, der er forløbet, siden forholdet blev begået, må tilskrives tiltaltes forhold, og at der derfor ikke er grundlag for at lade straffen bortfalde eller gøre den betinget.

Vi bemærker i den forbindelse, at tiltalte ved udrejsen i september 2014 ikke oplyste en adresse i Polen. Vi stemmer derfor for at stadfæste byrettens afgørelse om, at straffen ikke kan gøres betinget. 1 voterende udtaler: Jeg finder, at straffen bør gøres betinget henset til den tid, der er forløbet, siden forholdet blev begået. Det kan ikke tillægges vægt, at tiltalte ikke oplyste en adresse i Polen ved udrejsen.

Jeg stemmer derfor for at gøre straffen betinget. Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet. Udvisning Tiltalte, der er 41 år, er statsborger i Polen, hvor han er født og opvokset. Han har haft sin skolegang i Polen. Han fik beskæftigelse i Danmark i 2008 og registreret bopæl i september 2008. I september 2014 udrejste han. Efter tiltaltes forklaring fik han atter arbejde i Danmark i maj 2019.

Han fik på ny registreret bopæl i Danmark den 6. august 2020. Tiltalte er nu fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og er straffet med fængsel i 20 dage.

Landsretten tiltræder derfor, at der i udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, og § 24, nr. 2, er hjemmel til at udvise tiltalte, medmindre det med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2.

Da tiltalte har haft lovligt ophold i Danmark i mindre end 5 år, jf. udlændingelovens § 27, jf.§ 17, vil udvisning skulle ske med indrejseforbud i 6 år, jf. § 32, stk. 4, nr. 5. Da tiltalte er EU-statsborger kan udvisning kun ske, hvis det vil være i overensstemmelse med de principper, der efter EU-retten gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 26 b.

Efter opholdsdirektivets artikel 27, stk. 1, skal en begrænsning i retten til fri bevægelighed og ophold kunne begrundes i hensynet til bl.a. den offentlige orden eller sikkerhed. Efter artikel 27, stk. 2, skal udvisningen være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og kan udelukkende begrundes i vedkommendes personlige adfærd. En tidligere straffedom kan ikke i sig selv begrunde udvisning.

Den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. Dette er i almindelighed ensbetydende med, at vedkommende vil være tilbøjelig til fortsat at udvise denne adfærd i fremtiden.

Endvidere følger det af opholdsdirektivets artikel 28, stk. 1, at værtsmedlemsstaten, før den træffer afgørelse om udsendelse, bl.a. skal tage hensyn til varigheden af den pågældendes ophold på værtsmedlemsstatens område, den pågældendes alder, helbredstilstand, familiemæssige og økonomiske situation samt sociale og kulturelle integration i værtsmedlemsstaten og tilknytning til oprindelseslandet.

Efter opholdsdirektivets artikel 28, stk. 2, må tiltalte kun udsendes, hvis det skyldes alvorlige hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed. 5 voterende udtaler: Vi finder, at tiltaltes overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ikke kan anses for spontan og tilfældighedspræget kriminalitet, idet der er tale om, at tiltalte opsøgte den tjenestegørende sagsbehandler på jobcenteret og fremsatte truslerne.

Vi tiltræder derfor, at tiltaltes adfærd under de anførte omstændigheder udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, og at udvisning kan begrundes i hensynet til den offentlige orden og sikkerhed, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2.

Efter det oplyste om tiltaltes personlige forhold lægger vi til grund, at tiltalte i september 2008 blev tilmeldt Det Centrale Personregister (CPR), og at han samtidig fik registreringsbevis som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Tiltalte er ifølge CPR registreret udrejst til Polen i perioden 1. september 2014 til 6. august 2020.

Han taler kun i et vist omfang dansk og har ingen familiemedlemmer her i landet. Han har haft forskellig jobs, men han har efter sin forklaring ikke i øjeblikket et arbejde. Vi finder herefter efter en samlet vurdering, at udvisning med et indrejseforbud i 6 år ikke vil være i strid med proportionalitetsprincippet i opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, sammenholdt med artikel 28, stk. 1.

Udvisning kan på denne baggrund heller ikke anses for at være i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. 1 voterende udtaler: Tiltalte er ikke tidligere straffet. Han er fast bosiddende i Danmark, og han taler dansk i en vis udstrækning. Efter det oplyste har han gode personlige forhold. Han har ikke familie i Danmark, men har sine forældre og søster i Polen.

Henset hertil og til omstændighederne ved trusselsforholdet er det efter min opfattelse ikke sandsynligt, at tiltalte vil være tilbøjelige til på ny at begå en strafbar handling som den, han er dømt for. Jeg finder herefter, at hans adfærd ikke udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. led.

Da betingelserne for udvisning således ikke er opfyldt, jf. udlændingelovens § 26 b, stemmer jeg for at frifinde tiltalte for påstanden herom. Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet. Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at indrejseforbuddet forhøjes til 6 år. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten. :::::::::::::::::::::::::::::::: Højesterets 2. afdelings

DOM

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Michael Rekling, Kurt Rasmussen, Ole Hasselgaard, Rikke Foersom og Søren Højgaard Mørup. Dato: 18. august 2023 Rettens sagsnr.: 13/2023 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, (advokat Carsten Fentz, beskikket) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Sønderborg den 21. marts 2022 (K01-8478/2020) og af Vestre Landsrets 4. afdeling den 12. oktober 2022 (V.L. S-0735-22).

Påstande

Dommen er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse for udvisning. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Anbringender

Tiltalte har anført navnlig, at betingelserne for udvisning ikke er opfyldt, jf. udlændingelovens § 26 b og § 26, stk. 2, og at han derfor skal frifindes for påstanden om udvisning. Han tog til jobcentret på grund af et lønspørgsmål på sin daværende arbejdsplads, og i den forbindelse fik han sagsbehandleren Forurettede i tale.

At samtalen udviklede sig på en sådan måde, at han blev dømt for at have fremsat truende udtalelser over for sagsbehandleren, må i situationen anses som en spontan og tilfældighedspræget reaktion samt som et enkeltstående tilfælde fra hans side. Det er derfor ikke sandsynligt, at han vil være tilbøjelig til at begå en ny strafbar handling, som den han er dømt for i byretten og landsretten.

Det bør i den forbindelse tillægges vægt, at han ikke tidligere er straffet.

Der henvises til Højesterets domme i UfR 2019.2879 og UfR 2019.4073, hvor de tiltalte, der begge var EU-borgere, blev frifundet for udvisning, da Højesteret ikke fandt det sandsynligt, at de tiltalte ville begå ny ligeartet kriminalitet, og derfor heller ikke fandt, at de tiltaltes adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse.

Når det tages i betragtning, at han i to omgange har opholdt sig i Danmark gennem flere år uden at have begået anden kriminalitet, end den han er dømt for i denne sag, samt hans gode personlige forhold og forklaringer for byretten og landsretten, vil det være i strid med EU-opholdsdirektivet at udvise ham, da hans adfærd ud fra den foreliggende domspraksis ikke udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2.

Anklagemyndigheden har anført navnlig, at landsrettens dom skal stadfæstes. Trusselsbetingelsen i opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, er opfyldt. Tiltalte er dømt for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, der opstiller et særligt strafferetligt værn for offentligt ansatte, som skal beskytte dem mod at blive udsat for vold eller trusler herom under udførelsen af deres arbejde.

Kriminaliteten er således af en sådan art, at den udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse.

Under de foreliggende omstændigheder, hvor Tiltalte uden forudgående aftale opsøgte sagsbehandleren på jobcenteret, fordi han var vred over, at han var blevet trukket i ydelse, og under deres samtale herefter fremsatte trusler, kan kriminaliteten ikke betragtes som spontan eller tilfældighedspræget. Proportionalitetshensyn taler ikke imod udvisning. Tiltaltes tilknytning til Danmark er begrænset.

Han har haft ophold og arbejde her i landet i flere perioder, men ses ikke at være særligt godt integreret. Han kan tale dansk, men har brug for tolk, når han f.eks. skal afhøres af politiet eller i retten. Til gengæld har han en meget stærk tilknytning til Polen, hvor han er født og opvokset, og hvor hans forældre og søster bor.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagens baggrund og problemstilling Tiltalte er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ved den 7. august 2014 ca. kl. 12.15 på By Jobcenter at have truet sagsbehandler Forurettede. For Højesteret angår sagen, om han skal udvises af landet. Udvisningsreglerne Tiltalte har polsk statsborgerskab.

I 2008 fik han beskæftigelse i Danmark, hvor han havde ophold, indtil han i september 2014 udrejste til Polen. Han har forklaret, at han i maj 2019 på ny fik beskæftigelse og tog ophold her i landet, om end han først er registreret med bopæl i Danmark fra den 6. august 2020. Han er registreret som udrejst igen den 12. februar 2023.

Det må lægges til grund, at Tiltalte i 2014 havde opnået ret til tidsubegrænset ophold her i landet efter § 19, stk. 1, i den dagældende EU-opholdsbekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 474 af 12. maj 2011), og at retten til tidsubegrænset ophold bortfaldt i 2016, da han havde opholdt sig uden for landet i mere end to på hinanden følgende år, jf. bekendtgørelsens § 31, stk. 1.

Varigheden af hans ophold udgjorde således ifølge udlændingelovens § 27, stk. 1, jf. stk. 3, mindre end fem år, da byretten den 21. marts 2022 traf afgørelse om, at han skulle udvises, jf. herved Højesterets dom af 2. juli 2014 (UfR 2014.3210). Udvisning har herefter hjemmel i udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, og i § 24, nr. 2.

Da Tiltalte er EU-statsborger, kan udvisning dog kun ske, hvis det vil være i overensstemmelse med de principper, der efter EU-retten gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 26 b. Efter EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk. 1, skal en begrænsning i retten til fri bevægelighed og ophold kunne begrundes i hensynet til bl.a. den offentlige orden og sikkerhed.

Efter artikel 27, stk. 2, skal udvisningen være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og kan udelukkende begrundes i vedkommendes personlige adfærd. En tidligere straffedom kan ikke i sig selv begrunde udvisning. Den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse.

Dette er i almindelighed ensbetydende med, at vedkommende vil være tilbøjelig til fortsat at udvise denne adfærd i fremtiden, jf. præmis 30 i EU-Domstolens dom af 22. maj 2012 i sag C- 348/09 (P.I.).

De omstændigheder, der har ført til domfældelsen, skal være udtryk for et personligt forhold, der indebærer en aktuel trussel mod den offentlige orden på det tidspunkt, hvor udvisningsbeslutningen træffes, jf. præmis 77-79 i EU-Domstolens dom af 29. april 2004 i de forenede sager C-482/01 og C-493/01 (Orfanopoulos og Oliveri).

Efter artikel 27, stk. 3, kan en værtsmedlemsstat bl.a. i forbindelse med udstedelsen af bevis for registrering anmode oprindelsesmedlemsstaten og eventuelt andre medlemsstater om oplysninger om den pågældendes eventuelle tidligere straffe for at undersøge, om den pågældende udgør en risiko for den offentlige orden eller sikkerhed.

Endvidere følger det af EU-opholdsdirektivets artikel 28, stk. 1, at værtsmedlemsstaten, før den træffer afgørelse om udsendelse, bl.a. skal tage hensyn til varigheden af den pågældendes ophold på værtsmedlemsstatens område, den pågældendes alder, helbredstilstand, familiemæssige og økonomiske situation samt sociale og kulturelle integration i værtsmedlemsstaten og tilknytning til hjemlandet.

Tre dommere – … , … og … – udtaler: Trusselsbetingelsen Tiltalte er idømt fængsel i 20 dage for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ved den 7. august 2014 ca. kl. 12.15 på By Jobcenter at have truet sagsbehandler Forurettede. Landsretten har bevismæssigt lagt til grund, at han opsøgte Forurettede på jobcenteret, og at han under deres samtale flere gange fremsatte alvorlige trusler som beskrevet i tiltalen.

Vi tiltræder efter en samlet vurdering, at Tiltaltes overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ikke kan anses for spontan eller tilfældighedspræget kriminalitet.

Vi tiltræder også, at hans adfærd under de foreliggende omstændigheder udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, og at udvisning kan begrundes i hensynet til den offentlige orden og sikkerhed, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2. Det gælder, selv om han ikke i øvrigt er straffet af betydning for denne sag.

Proportionalitet Tiltalte har en begrænset tilknytning til Danmark. Han taler kun i et vist omfang dansk, han har ingen familiemedlemmer i Danmark, og han er efter det oplyste udrejst på ny den 12. februar 2023.

Vi tiltræder herefter, at udvisning med et indrejseforbud i 6 år ikke vil være i strid med proportionalitetsprincippet i opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, sammenholdt med artikel 28, stk. 1, og at udvisning på denne baggrund heller ikke kan anses for at være i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Vi stemmer derfor for at stadfæste landsrettens dom, således at Tiltalte udvises af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Dommerne … og … udtaler: Trusselsbetingelsen Truslerne mod Forurettede blev fremsat i forbindelse med, at Tiltalte henvendte sig til jobcenteret angående manglende udbetaling af et beløb.

Vi finder, at truslerne må anses for en spontan reaktion som følge af hans utilfredshed med de svar, som Forurettede gav ham. Tiltalte havde på gerningstidspunktet i 2014 haft ophold her i landet i ca. 6 år og var ikke forinden straffet af betydning for sagen.

Der foreligger ikke oplysninger om, at han er straffet i den periode, hvor han opholdt sig i udlandet, inden han igen indrejste her i landet, jf. herved opholdsdirektivets artikel 27, stk. 3. Han er heller ikke straffet for kriminalitet begået her i landet siden 2014. Truslerne mod Forurettede er således efter det oplyste et enkeltstående tilfælde.

Vi finder herefter, at det ikke er sandsynligt, at Tiltalte vil begå ny ligeartet kriminalitet. På den anførte baggrund finder vi, at Tiltaltes adfærd ikke er udtryk for et personligt forhold, der indebærer en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse på nuværende tidspunkt. Vi har derfor ikke anledning til at tage stilling til proportionalitetsprincippet.

Da betingelserne for udvisning efter vores opfattelse således ikke er opfyldt, jf. udlændingelovens § 26 b, stemmer vi for at frifinde Tiltalte for påstanden herom. Konklusion Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet. Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom om udvisning af Tiltalte.

Thi kendes for ret

: Landsrettens dom stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for Højesteret.