Tilbage til sager

BRByretterne

AM2024.02.29B

Dom
Kilde: Anklagemyndigheden →
Dato
29-02-2024
Sagsemne
hvidvask
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2024.02.29B Retten i Sønderborgs

DOM

Dato: 29. februar 2024 Rettens sagsnr.: A1-4003/2023, A1-4516/2023 og A1-6588/2023 Politiets sagsnr.: 01LC-76151-04655-20, 3300-84315-00014-23 og 3300-77281-00059-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juli 1999 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrifterne er modtaget henholdsvis den 12. juli 2023, den 15. august 2023 og den 7. december 2023.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af Anklageskrift af 7. juli 2023 forhold 4 overtrædelse af straffelovens § 290a, stk. 1, om hvidvask, ved den 21. april 2020, på sin bankkonto i Bank1, reg. nr. …, konto nr. … at have ladet indsætte i alt 100.000 kr., som stammede fra en strafbar lovovertrædelse, og som han umiddelbart efter lod videre overføre ad flere omgange til forskellige konti, alt for at skjule eller tilsløre beløbets ulovlige oprindelse.

Anklageskrift af 7. august 2023: forhold 3 straffuldbyrdelseslovens § 110 b, stk. 1, ved den 4. maj 2023, uden lovlig grund, at være udeblevet fra afsoning i Renbæk Fængsel, Renbækvej 12 i Skærbæk, til trods for tilsigelse til afsoning ved skrivelse af 20. april 2023.

Anklageskrift af 4. december 2023: forhold 1 straffelovens § 293a – brugstyveri af motorkøretøj ved den 20. marts 2023 klokken ca. 13.55, uberettiget at have anvendt personbil med reg.nr. … til kørsel fra Nørregade i By til ukendt sted. forhold 2 færdselslovens § 117 a, stk. 1 ved på samme tid og sted som i forhold 1 at have foretaget den i forholdet beskrevne kørsel, selv om han var frakendt førerretten.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Tiltalte har ikke givet møde for retten trods lovligt forkyndt indkaldelse, og sagen er fremmet i hans fravær i medfør af retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 4.

Sagens oplysninger

Forurettede har som vidne forklaret om forhold 1, at det var hans bil, der blev stjålet fra p-pladsen midt i Nørregade. Vidnet har forretning der. Da han skulle hjem, var bilen der ikke. Det var hans kone, der havde sat bilen der. Hun kom til hans forretning og lagde bilnøglen ind til ham. Han så ikke, hvor nærmere hun lagde den. Hun gik igen. Da han senere så, at bilen var væk, kunne han ikke finde nøglen.

Han gik vist nok ud til bilen i den tro, at han havde nøglen på sig. Da bilen var væk, ringede han til sin kone og spurgte, hvor den skulle stå. Hun sagde hvor, og hvor hun havde lagt nøglen til ham. Da han kiggede efter den der, var den væk. Han så også efter bilen på en større p-plads i nærheden. Han anmeldte bilen stjålet. ”Forretning” hedder hans forretning. Bilen blev fundet nogle uger senere.

Da var der smadret en siderude vist nok, og den var skrammet over det hele. Lygter var smadret, og handskerum og afspiller var væk. Han mener, at der gik mindst en time mellem, at hans kone kom med bilen, og han kom ud til den. Han fik skaden på bilen dækket pr. forsikring. Der var forsvundet nogle ting fra bilen, i hvert fald en autostol. Løsøret er ikke dækket af forsikring.

Han har ikke opgjort erstatningskrav til denne sag. Tiltalte er ikke en person, han kender noget til. Der er for retten forevist videooptagelse fra overvågningen på gaden, der viser, hvordan bilen blev stjålet. Der er for retten forevist fotografier af tiltalte fra anholdelsen i anledning af dette forhold. Tiltalte er tidligere straffet flere gange med bøde og betinget dom for blandt andet berigelseskriminalitet.

Han er straffet i 2019 for blandt andet brugstyveri af køretøj samt fra 2017 og frem i alt 4 gange for kørsel uden kørekort i gentagelsestilfælde, herunder ved seneste dom af 8.2.2023 på fængsel i 50 dage, bøde og førerretsfrakendelse i 3 år og 6 måneder fra 23.2.2023. Dømt her også for overtrædelse af straffelovens § 277, § 293 a, § 290, stk. 1, euforiserende stoffer og færdselslovens § 54 bl.a.

Rettens begrundelse

og afgørelse Ad forhold 1 og 2 Videooptagelsen fra gaden viser tydeligt gerningsmanden til tyveriet af bilen, og ved anholdelsen senere af tiltalte var han iklædt helt samme tøj og kunne generelt genkendes som identisk med biltyven. Det fremgår af forstraffene, at tiltalte på dette tidspunkt var frakendt førerretten. Tiltalte kendes derfor skyldig i disse to forhold.

Ad forhold 3 Det fremgår af sagens akter, at tiltalte var indkaldt til afsoning ved brev sendt såvel med almindelig post som pr. E-boks, og at tiltalte ikke mødte til afsoningen. Det findes herefter bevist, at tiltalte har siddet en indkaldelse overhørig, hvorfor han kendes skyldig også i forhold 3.

Ad forhold 4 Det fremgår af bankoplysningerne, at en bankkunde i Bank2 blev narret til at udlevere nem-id med nøglekort og kode til en person pr. telefon, hvorefter der blev overført 100.000 kr. fra kunden bankkonto til tiltaltes bankkonto. Herfra blev beløbet straks videreført til tre andre bankkonti, tilhørende tre andre personer.

Der er ingen oplysning om fuldmagt til andre personer på tiltaltes bankkonto, og der er ingen oplysninger afgivet om, at andre end han selv konkret skulle have disponeret over kontoen. På denne baggrund findes det bevist, at tiltalte har foretaget transaktionerne med henblik på hvidvask eller i hvert fald medvirket hertil ved at lægge konto til videreforsendelsen. Tiltalte kendes derfor også skyldig i forhold 4.

Straffastsættelsen Straffen fastsættes til fængsel i 3 måneder, jf. straffelovens § 290 a, stk. 1, § 293 a, straffuldbyrdelseslovens § 110 b, stk. 1, og færdselslovens § 117 a, stk. 1, tildels som tillægsstraf i medfør af straffelovens § 89. Retten har lagt vægt på forholdenes art, beløbets størrelse i forhold 4 og på forstraffene.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 3 måneder. Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

AM2024.02.29B
Sagen fremmet i medfør af rpl. § 855, stk. 3, nr. 4. Retten har i præmisserne anført, at der ikke var opl. om fuldmagt til andre personer på tiltaltes bankkonto eller opl. om, at andre konkret skulle have disponeret over kontoen.
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/a06fca36-bbd9-4baf-bf4a-b84c0721ce6d