18/2022

Den danske stat var ikke erstatningsansvarlig for indførelse, opkrævning og tilbagebetaling af ambi i strid med EU-retten Danske virksomheder blev i perioden 1988-1991 opkrævet en afgift i form af arbejdsmarkedsbidrag (ambi), der afløste en række tidligere arbejdsgiverafgifter. EU-Domstolen fastslog i 1992, at ambien var i strid med EU-retten. Folketinget vedtog herefter en lov om tilbagebetaling af ambi. De danske myndigheders praksis ved tilbagebetaling af ambi blev anfægtet af fire selskaber, som anlagde retssag mod Skatteministeriet. Ved landsrettens behandling af sagen blev der forelagt præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen, der underkendte den danske tilbagebetalingspraksis. Skatteministeriet indgik herefter forlig med selskaberne, således at ministeriet tilbagebetalte ambien til selskaberne. Ved afgørelse af 10. januar 2013 tilkendte landsretten selskaberne i alt 3,2 mio. kr. i sagsomkostninger til dækning af advokatudgifter. Selskaberne havde imidlertid opgjort deres omkostninger til advokat og revisor til ca. 10 mio. kr., og selskaberne anlagde derfor sag mod Skatteministeriet med krav om erstatning af deres fulde sagsomkostninger. Et sådant krav ville forudsætte et ansvarsgrundlag. Spørgsmålet var herefter, om Skatteministeriet havde handlet ansvarspådragende ved i strid med EU-retten at have indført og opkrævet ambi samt efterfølgende at have fulgt en tilbagebetalingspraksis, som var i strid med EU-retten. For at en EU-medlemsstat er erstatningsansvarlig efter EU-retten, er det en betingelse bl.a., at den overtrædelse af EU-retten, der er tale om, er tilstrækkelig kvalificeret. Højesteret udtalte, at der ikke var grundlag for at fastslå, at lovgivningsmagtens vurderinger i forbindelse med indførelsen og opkrævningen af ambien var udtryk for en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten. Heller ikke den danske tilbagebetalingspraksis udgjorde en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten. Det var endvidere ikke ansvarspådragende for de danske domstole, at de flere gange i forløbet havde afvist at forelægge præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen. Højesteret fastslog på den baggrund, at den danske stats overtrædelse af EU-retten ikke kunne begrunde et erstatningsansvar. Højesteret udtalte desuden, at der ikke var sket en krænkelse af artikel 47 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder eller af det EU-retlige effektivitetsprincip. Landsretten var kommet til samme resultat. Læs landsrettens afgørelse i Domsdatabasen