49962/2025

Ankesag afvist, da appellantens advokat først anmeldte ankesagen som prøvesag efter ankefristens udløb Byretten afsagde den 16. april 2024 dom i en sag, hvor A havde sagsøgt B og C i en sag om erstatning for manglende overholdelse af den loyale oplysningspligt ved salg af en fast ejendom. B og C blev dømt til at betale 125.000 kr. til A. På ankefristens sidste dag den 14. maj 2024 indgav advokat D, som ikke havde møderet for landsret, en ankestævning på vegne af B og C. Dagen efter indgav han en anmodning til landsretten om godkendelse af ankesagen som prøvesag, jf. retsplejelovens § 133. Den 27. januar 2025 godkendte landsretten ankesagen som prøvesag for advokat D med sædvanligt forbehold for sagens udførelse. Spørgsmålet for Højesteret var, om landsretten burde have afvist anken. Højesteret bemærkede, at det fremgår af retsplejelovens § 261, stk. 2, at retten på embeds vegne har at afvise personer, der ikke er berettigede til for den at give møde for andre, og at tilbagevise processkrifter fra andre end parten og de nævnte mødeberettigede personer. Højesteret udtalte, at retsplejelovens § 261, stk. 2, sammenholdt med reglerne om prøvesager, jf. § 133, skal forstås sådan, at en ankestævning indgivet inden ankefristens udløb af en advokat uden møderet for landsret skal anses for rettidig, hvis advokaten inden ankefristens udløb har anmeldt sagen som prøvesag for landsretten. Det gælder, uanset om landsretten efterfølgende godkender sagen som prøvesag. Godkendes sagen ikke, er anken fortsat rettidig, og de yderligere processkrifter, som den pågældende advokat måtte have afgivet inden afslaget på godkendelse, skal ikke nu tilbagevises. Hvis ankestævningen hidrører fra en advokat uden møderet for landsretten, som først efter udløbet af ankefristen anmelder sagen som prøvesag, er anken ikke rettidig, medmindre sagen behandles efter reglerne i den forenklede proces, jf. retsplejelovens kapitel 39, jf. § 260, stk. 5. Da advokat D havde anmeldt sagen som prøvesag efter ankefristens udløb, var anken efter det anførte ikke rettidig. Højesteret tog derfor A’s påstand om afvisning til følge. Landsretten var nået til et andet resultat.