120/2015

Ophævelse af sagsomkostninger for byretten i en skattesag Spørgsmålet i skattesagen var bl.a., om to selskaber, hvor A var eneanpartshaver, i indkomstårene 2000 og 2001 havde været berettiget til at foretage fradrag for en lang række udgifter, og om disse udgifter skulle anses for maskeret udlodning til A. Byretten havde pålagt A at betale 170.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet. Kort inden sagens behandling i byretten havde Skatteministeriet anerkendt, at et beløb på ca. 2 mio. kr. angik fradragsberettigede udgifter. For det resterende beløb på i alt ca. 2,4 mio. kr. tiltrådte byretten, at der var nægtet fradrag, og at A skulle beskattes heraf. A ankede byrettens dom, og under ankesagens forberedelse accepterede Skatteministeriet, at en yderligere del af beløbet angik fradragsberettigede udgifter. Der var herefter for landsretten alene tvist om i alt ca. 740.000 kr. A fik i landsretten medhold i, at hendes aktieindkomst skulle nedsættes med i alt ca. 610.000 kr., og Skatteministeriet fik medhold i beløb på ca. 130.000 kr. Landsretten pålagde Skatteministeriet at betale 100.000 kr. i sagsomkostninger til A. Højesteret lagde til grund, at beviserne for så vidt angår de beløb, som Skatteministeriet havde accepteret fradragsret for, først fremkom henholdsvis forud for hovedforhandlingen i byretten og efter afsigelsen af byrettens dom, og dermed ikke kunne være taget i betragtning af byretten. Selv om A efter sagens endelige udfald måtte anses for den vindende part, måtte der ved omkostningsfastsættelsen tages hensyn til de nævnte omstændigheder, og Højesteret fandt efter en samlet vurdering, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part for sagens behandling ved byretten. Under hensyn til sagens udfald skulle parterne heller ikke betale sagsomkostninger til den anden part for sagens behandling ved Højesteret.