Tilbage til sager

VLRVestre Landsret

AM2026.01.28V

OL-2026-V-00002

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
28-01-2026
Sagsemne
psykisk afvigende, amfetamin, forsæt
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2026.01.28V Retten i Randers

DOM

Dato: 9. maj 2025 Rettens sagsnr.: 2-333/2025 Politiets sagsnr.: 4200-71281-00063-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født april 1984 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 31. januar 2025.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af 1. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1 og stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 30, ved forud for den 5. april 2023 ca. kl. 17.40 til en ikke nærmere identificeret personkreds i Randers-området at have solgt ikke under 471,20 gram amfetamin til en samlet salgspris af 47.120 kr., hvilket beløb tiltalte blev fundet i besiddelse af ved politiets henvendelse 5. april 2023 ca. kl. 17.40 på adressen Adresse1 i Randers, samt at have været i besiddelse af 53,77 gram amfetamin med henblik på overdragelse til en større personkreds eller mod betydeligt vederlag, 2. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1 og stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 30, ved den 17. oktober 2024 ca. kl. 22.20 på adressen Adresse2 i Randers at have været i besiddelse af 5,94 gram amfetamin til eget brug, 3. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1 og stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 30 og nr. 91, ved den 17. oktober 2024 ca. kl. 23.10 på adressen Adresse1 i Randers at have været i besiddelse af 2,18 gram amfetamin og 25 stk. dexamfetamin tabletter til eget brug.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf, subsidiært at tiltalte dømmes til ambulant psykiatrisk behandling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse, jf. straffelovens § 16, stk. 1, jf. § 68.

Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af 53,77 gram amfetamin, en digitalvægt og 200 kapsler (forhold 1), 5,94 gram amfetamin (forhold 2) og 2,18 gram amfetamin og 25 stk. dexamfetamin tabletter (forhold 3) hos tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 1 og stk. 2.

Tiltalte har nægtet forhold 1, dog således at hun erkender besiddelse af 53, 77 gram ametamin til eget forbrug, og erkendt sig skyldig i forhold 2 og 3. Tiltalte har ikke protesteret mod konfiskationspåstanden. Forklaringer Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte og af vidnerne pa. Vidne1 og pa. Vidne2. [FORKLARINGER UDELADT]

Sagens oplysninger

Aarhus Universitetshospital, Retspsykiatrisk Afdeling har udarbejdet en mentalundersøgelse den 23. oktober 2024. Det fremgår heraf: "... Konklusion Observanden er herefter sindssyg, og det må antages, at hun på tidspunktet for det påsigtede var sindssyg, idet hun lider af udifferentieret skizofreni. Hun er normalt begavet og lider ikke af epilepsi eller anden hjerneorganisk sygdom.

Hun var på tidspunktet for det påsigtede forhold under indflydelse af amfetamin. Der var ikke tale om en patologisk rustilstand. Observanden var under opvæksten udsat for omsorgssvigt. Forældrene havde misbrug. Observanden har gennemført folkeskolen med afsluttende eksamen. Hun er uddannet indenfor landbruget, men har kun begrænset erhvervserfaring. Hun har været samlevende med kæreste gennem de seneste 4 år.

Hun blev tilkendt førtidspension grundet psykisk sygdom i 2011. Observanden har haft større og vedvarende misbrug af amfetamin siden 14-årsalderen. Hun har tidligere opsøgt misbrugsbehandling og har et ønske om at blive stoffri. Observanden havde i ungdomsårene angst og tvangssymptomer og blev behandlet for OCD med god effekt.

Hun blev i 2003 henvist til privat praktiserende speciallæge i psykiatri, der diagnosticerede hende med udifferentieret skizofreni. Hun modtog medicinsk behandling samt terapi. Siden 2011 har hun i længere perioder været tilknyttet Regionspsykiatrien frem til 2019, hvor hun blev afsluttet til egen læge. Hun har af flere omgange henvendt sig i skadestuen grundet panikangst i forbindelse med alkoholindtag.

Ved mentalundersøgelsen fremstår observanden præget af negative symptomer og med dårlig egenomsorg. Hun har ikke forladt sin lejlighed alene i mange år grundet angst og har svært ved at klare sig selv. Hun har hørelses-, syns-, og taktile hallucinationer. Der er ikke indtryk af bizarre vrangforestillinger, private forklaringer eller megalomane træk.

Hun har subjektive tankeforstyrrelser, men beskriver ikke tankepåvirknings- og styringsoplevelser. Hun har ikke kropslige påvirkningsoplevelser eller formelle tankeforstyrrelser. Der er delvis sygdomsindsigt. Hun fremstår præget af mangeårig udifferentieret skizofreni. Det findes overvejende sandsynligt, at observandens misbrug ad amfetamin er med til at forværre hendes psykiske tilstand.

Der er delvis sygdomsindsigt. Hun har et stort og udækket støttebehov. Observanden er herefter omfattet af personkredsen beskrevet i straffelovens § 16, stk. 1, 1 punktum.

Såfremt hun findes skyldig som påsigtet, skal, jf. samme lovs § 68, 2. punktum, som mest formålstjenlig foranstaltning til imødegåelse af risikoen for fremtidig ligeartet kriminalitet, anbefales dom til ambulant psykiatrisk behandling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse. …” Kriminalforsorgen har i en udtalelse af 3. januar 2025 oplyst: "...

Kriminalforsorgen, Afdelingen i Aarhus, kan erklære sig villig til at påtage tilsyn, såfremt hun findes skyldig, og idømmes dom til ambulant psykiatrisk behandling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse. ..." Tiltalte er tidligere straffet den 27. november 2018 for overtrædelse af bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag liste B nr. 16 samt § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag liste B nr. 54.

Med bøde på 10.000 kr. Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at hun bor sammen med sin kæreste i egen lejlighed. Hun modtager førtidspension. Hun mener ikke, at hun er egnet til en almindelig fængselsstraf, da hun ikke dur til stress, mange nye mennesker og store rum. Hun modtager medicin mod skizofreni.

Rettens begrundelse

og afgørelse Forhold 1 Tiltalte har erkendt besiddelse af 53,77 gram amfetamin og har gjort gældende, at den fundne amfetamin var til eget forbrug. Tiltalte har videre erkendt, at hun i mindre omfang har givet amfetamin til sine gæster og i et mindre omfang har solgt amfetamin til en pris på 200 kr. pr. gram. Forklaringen om prisen afviger fra tiltaltes tidligere forklaring afgivet under ransagningen.

Hos tiltalte blev der under ransagningen den 5. april 2023 - udover de 53,77 gram amfetamin - fundet en digitalvægt, og på hendes telefonbeskeder om salg af amfetamin og et regnskab, hvori der er oplistet et større antal personer og beløb. Hertil har tiltalte forklaret, at de anførte personer skylder hende beløbene ud for navnene. Efter en samlet vurdering heraf sammenholdt med vidneforklaringerne af p.a.

Vidne1 og pa. Vidne2, oplysningerne om tiltaltes indtægtsforhold og om den dagældende gadepris på amfetamin, finder retten, at det er bevist, at tiltalte er skyldig i forhold 1, dog såldes at de 53,77 gram amfetamin, der blev fundet i tiltaltes besiddelse, alene i det væsentlige var med henblik på videresalg. I det anførte omfang findes tiltalte skyldig i forhold 1.

Forhold 2 og 3 Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig i forhold 2 og 3. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i disse forhold. Efter den retspsykiatriske erklæring lægges det til grund, at tiltalte er sindssyg, og at hun også var sindssyg på gerningstidspunktet.

Spørgsmålet om, hvorvidt tiltalte skal være straffri efter straffelovens § 16, stk. 1, afhænger herefter af, om tiltalte på gerningstiden var utilregnelig på grund af sindssygdommen. Efter de fremlagte regnskaber sammenholdt med tiltaltes forklaring lægger retten til grund, at tiltalte systematisk har besiddet og solgt stoffer i et ikke ubetydeligt omfang til en flerhed af personer.

På denne baggrund og da hun har holdt regnskab, fastsat videresalgspriser og afvejet amfetamin, finder retten, at der ikke er holdepunkter for at antage, at der har været en sådan forbindelse mellem tiltaltes sindssygdom og den begåede kriminalitet, at hun kan anses for at have været utilregnelig. Tiltalte er derfor ikke straffri efter straffelovens § 16, stk. 1.

Straffen fastsættes til fængsel i 1 år og 3 måneder, jf. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1 og stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 30, og lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1 og stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 30.

Retten har ved straffastsættelsen lagt vægt på mængden af amfetamin, og at der henset til den store mængde ikke er grundlag for at gøre straffen helt eller delvis betinget. Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 1 og stk. 2.

Thi kendes for ret

: Tiltalte, Tiltalte, skal straffes med fængsel i 1 år og 3 måneder. Hos tiltalte konfiskeres 53,77 gram amfetamin, en digitalvægt og 200 kapsler (forhold 1), 5,94 gram amfetamin (forhold 2) og 2,18 gram amfetamin og 25 stk. dexamfetamin tabletter (forhold 3). Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 14. afdelings

DOM

(dommerne Jens Røn, Thomas Tordal-Mortensen og Kristian Steen Lauridsen (kst.) med domsmænd) Dato: 28. januar 2026 Rettens sagsnr.: S–0932–25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født april 1984, (advokat Søren Beckermann, Aalborg) Retten i Randers har den 9. maj 2025 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 2-333/2025).

Påstande

Tiltalte, Tiltalte, har påstået frifindelse i forhold 1, idet hun erkender besiddelse af 53,77 gram amfetamin til eget brug, og formildelse. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Forklaringer Tiltalte og vidnet politiassistent Vidne1 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. [FORKLARINGER UDELADT]

Landsrettens begrundelse og resultat

Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at politiet på baggrund af et tip om salg af narkotika ransagede tiltaltes bopæl og i den forbindelse fandt en større mængde amfetamin samt en digitalvægt. Tiltalte har erkendt besiddelsen af de 53,77 gram amfetamin, der blev fundet, men har forklaret, at det var til eget brug.

Hun har erkendt at have solgt amfetamin i et mindre omfang til bekendte og har forklaret, at nogle af de fremlagte beskeder vedrører salg af amfetamin. Der blev på tiltaltes telefon fundet noget, som efter politiassistent Vidne1 og Vidne2’s forklaringer må anses for et narkoregnskab. Listen omfatter et større antal personer.

Landsretten tilsidesætter på den baggrund tiltaltes forklaring om, at hun alene i meget begrænset omfang har solgt amfetamin. Herefter og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten, at tiltalte er fundet skyldig som sket. Det tiltrædes endvidere af de grunde, som byretten har anført, at tiltalte ikke er straffri efter straffelovens § 16, stk. 1.

Landsretten tiltræder endeligt, at straffen er fastsat til fængsel i 1 år og 3 måneder, der som anført af byretten ikke er grundlag for at gøre helt eller delvis betinget. Landsretten stadfæster derfor dommen.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2026.01.28V
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/f5e16fff-6070-4012-a7c0-7905b1e23b6c