BS-1564/2020-HJR

Forrentning af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter en lægemiddelskade skulle ske tidligere end fastsat af Ankenævnet for Patienterstatningen Patienterstatningen anerkendte i januar 2015, at A som følge af en lægemiddelskade (omfattet af klage- og erstatningsloven) var berettiget til erstatning. Patienterstatningen traf i august 2015 afgørelse om, at A for perioden fra den 1. januar 2011 til den 31. december 2014 havde krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste med godt 1 mio. kr. forrentet fra den 9. april 2015. Afgørelsen blev med hensyn til rentetidspunktet påklaget til Ankenævnet for Patienterstatningen, som i maj 2016 stadfæstede afgørelsen. Sagen for Højesteret angik, om A havde krav på forrentning af den tilkendte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra et tidligere tidspunkt end den 9. april 2015, som var 1 måned efter, at Patienterstatningen modtog et oplysningsskema med bilag fra A. Højesteret udtalte, at § 46, stk. 1, i klage- og erstatningsloven, som regulerer erstatningens fastsættelse, i overensstemmelse med sin ordlyd må forstås sådan, at der skal ske forrentning af krav på erstatning som følge af en lægemiddelskade efter samme principper som ved andre erstatningssager, hvor erstatningsansvarslovens § 16 finder anvendelse. Højesteret fandt, at Patienterstatningen ikke er retligt afskåret fra at kunne indhente oplysninger til brug for bedømmelsen af størrelsen af en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste forud for Patienterstatningens afgørelse af, om en anmeldt skade kan anerkendes som omfattet af klage- og erstatningsloven. Uanset at klage- og erstatningsloven ikke er til hinder for, at Patienterstatningen kan vælge at indrette sin sagsbehandling således, at sager om lægemiddelskader behandles i to trin, fandt Højesteret, at fristen på 1 måned for forrentning af erstatningskrav på tabt arbejdsfortjeneste løber fra det tidspunkt, hvor Patienterstatningen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af erstatningens størrelse, jf. erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1. Som sagen forelå, fandt Højesteret, at A’s krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra den 1. januar 2011 til den 31. marts 2013 skulle forrentes fra den 23. juni 2013. Højesteret tiltrådte efter det foreliggende, at erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra den 1. april 2013 til den 31. december 2013 og perioden fra den 1. januar 2014 til den 31. december 2014 skulle forrentes som fastsat ved landsrettens dom. Landsretten var – bortset fra den nævnte ændring – nået til samme resultat.