368/2008

Aftale om affaldsbortskaffelse ikke anset for ugyldig En kommune og et fælleskommunalt I/S indgik i 1997 og 1998 aftaler om, at kommunen kunne anvise erhvervsaffald til deponering på I/S’ets anlæg, mens I/S’et kunne anvise en tilsvarende mængde affald til forbrænding på kommunens anlæg. Udvekslingen af affald var aftalt som en regulær byttehandel, hvor der byttedes ton for ton, således at der skulle ses bort fra de respektive anlægs normale behandlingstakster. Under en retssag anlagt mod I/S’et gjorde kommunen gældende, at aftalerne var ulovlige og ugyldige, idet de var i strid med miljøbeskyttelseslovens § 48, hvorefter betaling for bortskaffelse af affald skal fastsættes således, at affaldsordningen økonomisk hviler i sig selv. Kommunen henviste til, at taksterne for forbrænding var væsentligt større end taksterne for deponering med den virkning, at I/S’et fra kommunen modtog en betaling, der oversteg I/S’ets takster for deponering. Højesteret udtalte, at det i Højesterets dom af 9. maj 2006 (UfR 2006 s. 2261) er fastslået, at bestemmelserne i miljø¬beskyttelseslovens § 48 og § 49 indebærer, at der ved modtagelse af affald efter anvisning fra andre kommuner som udgangspunkt ikke må kræves en betaling, der overstiger modtagean¬læggets takster for denne type bortskaffelse. Dommen angik en situation med betaling og har således ikke taget stilling til en situation som den foreliggende med bytte af affaldsbehand¬lingskapacitet. Ved bedømmelsen af bytteaftalerne fandt Højesteret herefter, at værdien af realydelserne ikke alene kan ansættes på grundlag af de konkrete behandlingstakster. Parterne har hver især ud fra deres samlede situation vurderet de udvekslede ydelsers værdi for dem under hensyn til andre forhold såsom alternative bortskaffelsesmuligheder og omkostninger ved at udnytte overkapacitet eller selv tilvejebringe ny kapacitet. På grundlag heraf har hver af par¬terne anset de udvekslede ydelser – deponering og forbrænding – for at have samme værdi, og Højesteret fandt ikke grundlag for at anfægte parternes vurdering. Herefter tiltrådte Højesteret, at aftalerne om at bytte ton for ton ikke er ugyldige som stri¬dende mod miljøbeskyttelseslovens § 48. Landsretten var nået til samme resultat.