BS-2413/2004-OLR

BD00 -

DOM

Hoved

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 43.2px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

UDSKRIFT

AF

ØSTRE LANDSRETS DOMBOG

____________

D O M

Afsagt den 31. august 2006 af Østre Landsrets 23. afdeling (landsdommerne Frosell, Jon Fridrik Kjølbro og Ole Stryhn (kst.)).

23. afd. nr. B-2413-04: 1) Sagsøger 1 2) Sagsøger 2

(advokat Hans Boserup for begge) mod

1) Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration 2) Rigspolitichefen

(Kammeradvokaten v/advokat Mikkel Holm Nielsen for begge)

Under denne sag, der er anlagt den 30. juli 2004, og som ved kendelse af 23. august 2004 er henvist til behandling ved Østre Landsret, har sagsøgerne, Sagsøger 1 og Sagsøger 2, endeligt nedlagt følgende påstande:

1. Sagsøgte 1’s afgørelse af 30. maj 2001 ophæves.

2. Sagsøgte 2 tilpligtes at anerkende, at tvangsudsendelsen

af sagsøgerne på tidspunktet for udsendelsen var

- 2 -

retsstridig, at helbredsoplysninger i strid med aftale af juli 2000 undertryktes overfor UNMIK, og at denne undertrykkelse skete med det formål at få sagsøgerne tvangsudsendt.

3. De sagsøgte 1 og 2 tilpligtes at fremlægge deres

delegaters notater fra mødet den 22. januar 2003, subsidiært tilpligtes de at udarbejde notater, jf. offentlighedslovens § 6.

Sagsøgte 1, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, har over for påstand 1 påstået frifindelse. Sagsøgte 2, Rigspolitichefen, har over for påstand 2 påstået principalt afvisning, subsidiært frifindelse. De sagsøgte har over for påstand 3 påstået principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Sagsfremstilling

Sagsøgerne og deres 3 børn indrejste i foråret 1999 i Danmark efter at være meddelt opholdstilladelse i henhold til Kosovo-nødloven.

I en erklæring af 5. oktober 2000 fra speciallæge i øjensygdomme, Speciallæge, hedder det vedrørende sagsøgernes søn Person 1:

”Har bygningsfejl lokaliseret i hornhinderne på begge sider. Recept på + 1,5 – 1,75 cyl. i 20/+1,0 -1,0 cyl. i 0.

Kontrol af brillen om 1 år.

Syner hermed 0,5. Vil gradvis stige til det normale, såfremt han går med brillerne hele dage og hver dag.”

I et referat af 13. december 2000 af en samtale mellem en repræsentant fra Udlændingestyrelsen og Sagsøger 1

- 3 -

fremgår bl.a.:

”Krigen startede i By 1 den 13. april 1999, da serbisk politi og militær kom til landsbyen og gav alle ordre om at forlade landsbyen, ellers ville de alle blive brændt. Forinden da havde landsbyen været omringet i 15 dage af serbisk politi og militær. Ansøger, hustru, børn, ansøgers forældre og ansøgers bror med hustru og 6 børn gik mod By 2.

Ansøger, familie og 265 andre mennesker fandt tre forladte huse i By 2, hvor de alle overnattede. Dagen efter havde en af landsbybeboerne forsøgt at komme tilbage til By 1, men det var ikke muligt på grund af politi og militærs tilstedeværelse i landsbyen. Ansøger, familie og alle de andre mennesker gik herefter til banegården. Der var mange, mange men-nesker.

Ansøger aftalte med hans bror, at hans bror skulle tage sig af hans hustru og ansøgers forældre, mens ansøger skulle tage sig af sin egen familie og broderens 6 børn. Ansøgers bror, hustru og forældre kunne ikke komme med samme tog mod Makedonien som ansøger, hans familie og broderens børn. Ansøger måtte undervejs betale 20 DM pr. Person til bevæbnede civilklædte serbiske betjente.

Da ansøger og familie kom til By 3, fik de besked på at gå langs skinnerne mod Makedonien. De måtte vente 6 timer, før de kom ind i Makedonien. Herfra blev de kørt til Stankovac I. Efter at have opholdt sig der i 42 dage, blev de alle evakueret til Danmark.

Ansøger oplyser, at han en uges tid før de blev fordrevet var sammen med sin nevø i byen for at købe brød. Lige pludselig kunne ansøger mærke en eller anden form for ammunition, der lydløst fløj forbi hans skulder og satte ild til kraven på hans jakke. Ansøger oplyser, at han ikke har nogen anelse om, hvor det kom fra. Ansøger har ikke været udsat for noget lignende siden.

Ansøger oplyser, at hverken han eller hans familie under flugten har været udsat for fysiske overgreb.

Ansøgers bror og forældre kom aldrig til Makedonien. De blev i Kosovo. Ansøger fik først efter tre måneder besked om, at de var i live.

Ansøger oplyser, at han den 7. oktober 1999 rejste til Kosovo. Ansøger vendte tilbage til Danmark den 18. december 1999, da hans hus var ubeboeligt og leve-vilkårene var meget dårlige i Kosovo. Ansøgers børn græd under hele opholdet i Kosovo og ønskede at komme tilbage til Danmark. Ansøgers brors to ældste børn fulgtes med ansøger tilbage til Danmark. De 4 yngste blev hos deres

- 4 -

forældre i By 1 og bor nu med deres forældre hos ansøgers farbror.

Ansøger oplyser, at han herudover har en søster og hendes familie. Ansøger har desuden farbror og en morbror i Kosovo.

…

7. Begrundelse for ansøgningen om opholdstilladelse som flygtning, herunder hvad ansøgeren frygter ved en eventuel tilbagevenden til hjemlandet.

Ansøger oplyser, at hans børn er integreret i det danske samfund, de går i skole og taler dansk. Ansøger oplyser, at han ønsker at blive i Danmark af økonomiske grunde, da ansøger ønsker at spare penge sammen, så han en dag kan vende hjem og bygge et hus til hans familie. Ansøger oplyser, at der i mellem partierne er uroligheder. Ansøger frygter derfor for sin sikkerhed på grund af sit medlemskab af Politisk parti ved en tilbagevenden til Kosovo. Ansøger oplyser, at Person 2's rådgiver blev skudt for kort tid siden.”

I et referat af samme dato af en samtale mellem en repræsentant fra Udlændingestyrelsen og Sagsøger 2 fremgår bl.a.:

”Ansøger og familie havde i en periode flyttet frem og tilbage mellem By 1 og By 4, hvor de boede hos ansøgers svigerindes familie, fordi der var en del skyderier i området. Krigen startede i By 1 den 13. april 1999, da serbisk politi og militær kom ind i landsbyen og beordrede alle til at forlade landsbyen. Serbisk politi skar ansøgers og andre beboeres tasker op for at se, om de gemte noget.

Ansøger, ansøgers familie og resten af landsbyen gik til By 2, hvor de fandt nogle forladte huse, de kunne overnatte i. Næste dag gik de til banegården. Der var mange mennesker. Ansøgers svoger, svigerinde og svigerforældre samt tre andre fra landsbyen var de eneste, der ikke kom med toget til Makedonien. Ansøger og familie blev efter ankomsten til Makedonien kørt til Stankovac I.

Her opholdt de sig i ca. 6 uger, hvorefter de blev evakueret til Danmark. Ansøger oplyser, at hun ikke under flugten har været udsat for fysiske overgreb.

Ansøger oplyser, at hendes ægtefælle kort før de blev fordrevet var i By 2. En eller anden form for

- 5 -

projektil fløj tæt forbi ægtefællens skulder, og der gik ild i kraven på hans jakke.

Ansøger og familie rejste den 8. oktober 1999 til Kosovo og kom den 18. december 1999 tilbage til Danmark. Ansøgers hus i By 1 var ubeboeligt, og de måtte derfor bo hos ansøgers forældre.

…

7. Begrundelse for ansøgningen om opholdstilladelse som flygtning, herunder hvad ansøgeren frygter ved en eventuel tilbagevenden til hjemlandet.

Ansøger oplyser, at både ansøger og hendes ægtefælde ikke er i stand til at arbejde. Ansøgers børn er integreret i det danske samfund. Ansøger oplyser, at hun frygter for sin ægtefælles sikkerhed, da han på grund af sit medlemskab af Politisk parti kan være i fare ved en tilbagevenden til Kosovo. Ansøger oplyser, at de ikke har et sted at bo i Kosovo. Ansøger ønsker endvidere asyl af økonomiske grunde.

Ansøger oplyser, at hendes søn, Person 1, har behov for lægehjælp, da han har problemer med øjnene, og ikke fik ordentlig hjælp i Kosovo. Ansøgers søn skal til kontrol hos øjenlægen om et år.”

I et boligplaceringsskema, som hver af sagsøgerne har udfyldt til Udlændingestyrelsen den 13. december 2000, har sagsøgerne i forbindelse med et spørgsmål om, hvorvidt der er særlige helbredsforhold, der bør tages i betragtning ved afgørelsen om boligplacering, begge svaret nej.

Ved skrivelse af 30. maj 2001 meddelte Indenrigsministeriet følgende til sagsøgerne:

”Indenrigsministeriet finder ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Indenrigsministeriet stadfæster således Udlændingestyrelsens afslag på Deres ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5.

De skal derfor udrejse af Danmark senest den 25. juni 2001.

Nedenfor kan De læse nærmere om begrundelsen for denne afgørelse.

- 6 -

Vurdering og begrundelse:

Sagens omstændigheder

De har haft opholdstilladelse i medfør af Kosovonødloven, og denne opholdstilladelse udløb den 23. maj 2000.

Ved ansøgningsblanket modtaget i Udlændingestyrelsen den 7. juni 2000 oplyste De, at De ønsker opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5, under henvisning til, at De har været repatrieret til Kosovo, og at De og Deres familie ikke ønsker at vende tilbage igen, men derimod ønsker at blive i Danmark af økonomiske årsager.

Udlændingestyrelsen meddelte den 15. juni 2000 Dem og Deres tre børn afslag på fornyelse af Deres opholdstilladelse efter Kosovonødloven.

Udlændingestyrelsen meddelte Dem samtidig afslag på Deres ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5. Begrundelsen herfor var, at Udlændingestyrelsen ikke fandt, at De og Deres familie tilhører en af de af UNHCR nævnte særligt sårbare kategorier.

I forbindelse med Deres ansøgning om asyl her i landet den 13. december 2000 har De som nævnt klaget over afgørelsen til Udlændingestyrelsen. De har i den forbindelse fremlagt en erklæring af 5. oktober 2000 fra speciallæge i øjensygdomme Speciallæge, hvoraf det fremgår, at Deres søn, Person 1, født Dato 1987, har bygningsfejl lokaliseret i hornhinderne på begge øjne, og at han derfor har fået ordineret briller. Det fremgår endvidere af erklæringen, at hans syn gradvis vil stige til det normale, hvis han går med disse briller hele dagen og hver dag.

Der er derudover ikke i sagen i øvrigt oplysninger om, at De eller Deres tre børn herudover skulle have helbredsmæssige problemer.

Det fremgår endelig af sagen, at Udlændingestyrelsen den 15. maj 2001 meddelte Dem og Deres tre børn afslag på op-holdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Udlændingestyrelsen bestemte – efter at sagen havde været forelagt for Dansk Flygtningehjælp – at sagen ikke kunne indbringes for Flygtningenævnet, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 3. Afgørelsen blev forkyndt for Dem den 25. maj 2001, og udrejsefristen er fastsat til den 25. juni 2001.

- 7 -

Retsregler

Efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5, jf. lovbekendtgørelse nr. 191 af 20. marts 2001, kan der efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding fra Kosovoprovinsen i Forbundsrepublikken Jugoslavien, der har eller har haft opholdstilladelse i medfør af lov om midlertidig opholdstilladelse til nødstedte fra Kosovoprovinsen i Forbundsrepublikken Jugoslavien (Kosovonødloven), eller som på grundlag af en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 indgivet inden den 30. april 1999 er eller har været registreret som asylansøger efter reglerne i § 48 e, stk. 1, hvis den pågældende må antages at have behov for midlertidig beskyttelse her i landet.

Denne mulighed blev indført ved en ændring af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5, som blev gennemført ved lov nr. 427 af 31. maj 2000 om ophævelse af Kosovonødloven og ændring af udlændingeloven.

Det fremgår af forarbejderne til loven, at der ved lovændringen gives mulighed for, at de Kosovofordrevne, der efter UNHCR's (United Nations High Commissioner for Refugees) anbefalinger kunne være særligt sårbare og derfor ikke for tiden bør tilbagesendes, kan få en opholdstilladelse efter udlændingelovens regler.

UNHCR udtalte i anbefalinger af 24. marts 2000, at det er UNHCR's opfattelse, at de fleste Kosovoalbanere ikke læn-gere har et umiddelbart behov for beskyttelse og derfor er i stand til at vende hjem i sikkerhed. UNHCR udtalte samtidig, at enkeltpersoner tilhørende særligt sårbare kategorier bør have forlænget deres ophold af humanitære grunde, indtil der kan tilvejebringes særlige ordninger for at lette deres tilbagevenden.

UNHCR er i marts 2001 fremkommet med nye anbefalinger vedrørende behovet for fortsat beskyttelse af enkeltpersoner, der vil være i en særlig sårbar situation ved en tilbagevenden til Kosovo, og som bør have forlænget deres ophold af humanitære grunde, indtil der kan tilvejebringes særlige og koordinerede ordninger fra sag til sag for at lette deres tilbagevenden.

Der vil herefter navnlig kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5, til:

▪Kronisk syge personer, hvis tilstand kræver en særlig behandling, som endnu ikke er tilgængelig i Kosovo.

…

- 8 -

Indenrigsministeriets vurdering

Efter en gennemgang af sagen finder Indenrigsministeriet ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse.

Indenrigsministeriet har herved lagt vægt på, at De og Deres familie ikke tilhører en af de af UNHCR nævnte særligt sårbare persongrupper.

Indenrigsministeriet finder således ikke, at det forhold, at Deres søn, Person 1, har bygningsfejl på begge øjne, betyder, at De og Deres familie vil være i en sådan særlig sårbar situation ved en tilbagevenden til Kosovo, at der er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5.”

I en rapport af 27. september 2001 fra Rigspolitichefen, afd. E, vedrørende udsendelse af sagsøgerne til Kosovo hedder det bl.a.:

”Sikkerhedsvurdering udfærdiget af Randers politi. Tvangsmæssig udsendelse planlagt.

Det er af kk. … resolveret, at familien skal udsendes tvangsmæssigt under ledsagelse af 8 politifolk.

Udtaget til ledsagelse:

…

Rejserute: København – Ljubljana. Afgang Kastrup d. 031001 kl. 1045 med flight JP 1675 . Derfra videre fra Ljubljana kl. 1315 til Pristina med JP 1256, ankomst Pristina kl. 1500.

Der er udstedt Laissez-passer til de pgl.

IOM, UNMIK og grænsepolitiet i Kosovo er underrettet om udsendelsen via e-mail.

Ljubljana lufthavn er underrettet om transit via Interpol.

…

Fortsat d. 031001.

Advokat, Fax nr. er d.d. kl. 0732 underrettet om udsendelsen pr. fax.

- 9 -

…

Fortsat den 8. OKT 2001.

Randers politimeddelte 031001 telefonisk, at de havdefrihedsberøvet alle 5 personer og fortsatte til Kastruplufthavn, hvor der var aftalt møde.I Kastrup lufthavn blev familien visiteret forindenafgang. Familiens midlertidige opholdstilladelseinddraget og efterfølgende destrueret.Ligeledes fik ældste søn, Person 3, mulighed for attelefonere og kontaktede familie i Kosovo og meddeltefamiliens ankomst.Familien fik imod kvittering udleveret DM 800, samtskrivelse på albansk vedr. den tvangsmæssigeudsendelse.Kopi af kvittering vedlagt.

Ved ankomsten til Pristina blev familien modtaget af repræsentant for IOM, der var familien behjælpelig ved indrejsen.

Ingen problemer i forbindelse med udsendelsen.”

I en e-mail af 12. november 2001 fra Medical Coordinator, Dr. Person 4, Kosovo, til advokat Hans Boserup hedder det bl.a.:

”Dear Mr. Hans,

I hope that you are in Denmark now and that you managed to finish all your work in Kosova about the returnees.

Today I had a very busy day with the Kosavar returnees referred from you (members of the Navn family from By 2 and Person 5 from By 5).

They were so many, I initially wanted to appoint another meeting with some of them, but I managed to interview all of them. They all resulted with hard PTSD and unfortunately with acute PTSD almost all of them (that means that all of them were displaced by force from Denmark and it was second stress for them).

Now, besides others, all of them are in bad social conditions.”

Det fremgår af en beretning af 27. juli 2000 fra

- 10 -

Rigspolitichefen, afd. E, vedrørende besøg i Kosovo i perioden 24.-26. juli 2000 bl.a.:

”Vedrørende besøg i Kosovo fra 24.-26. juli 2000 med henblik på etablering af procedure ved tvangsmæssig udsendelse af personer til Kosovo.

Deltagere: Underdirektør Person 6,

Udlændingestyrelsen Specialkonsulent Person 7 Pa. Person 8, DcP Kk. Person 9

Efter forudgående aftale blev der mandag den 24. juli 2000 kl. 1700 afholdt møde med:

UNMIK (Tlf nr. 1) Office of Human Right and Cummunity Affairs.

Officer in charge Person 10, local Tlf nr. 2 Stedfortræder Person 11.

…

Kontoret vil gerne have besked pr. e-mail mindst 3 arbejdsdage før udsendelsen. Det forudsættes, at personer, der udsendes er fra Kosovo. Der udstedes EU-Laissez-Passer til alle. Andre evt. personlige papirer medgives. Der sendes e-mail med så mange oplysninger som muligt:

person fra Kosovo, efternavn, fornavn, fødedato og sted, bopælsadresse i Kosovo, ønsker at tage ophold på adressen.., har ingen familie eller mulighed for bopæl -ønsker selv at finde ud af om familie har plads.

…

Umiddelbart efter møde med grænsepolitiet

…

Tirsdag den 25. juli 2000 kl. 10.30 møde med:

UNCHR

…

Hun orienterede om den generelle situation og om situationen for hjemvendte personer fra Kosovo. Hun anmodede også om, at minoriteter og svage grupper som

- 11 -

syge, ældre ikke blev tilbagesendt på nuværende tidspunkt. UNHCR overvåger tilbagesendelser.”

Parternes procedure

Sagsøgerne har i påstandsdokument af 18. maj 2006 anført følgende:

”… Det gøres gældende

at sagsøgerne ifølge Ministers oplysninger til Folketinget havde ret til opholdstilladelse, fordi de var at anse som flygtninge.

at Kosovo-nødloven i strid med Flygtningekonventionen retsstridigt har berøvet sagsøgerne retten efter konventionen til at få prøvet deres flygtningestatus straks efter sagsøgernes ankomst til Danmark.

at sagsøgerne har retlig interesse i at få påkendt begge de sagsøgtes forkerte sagsbehandling og deres forkerte dispositioner.

at sagsøgerne på grund af alvorlig personskade, forårsaget af de sagsøgtes handlinger, har et erstatningskrav, og at nærværende proces er et naturligt forberedende skridt frem imod en sådan erstatningssag. Landsretterne har lagt til grund, at retlig interesse er til stede, når der er tale om erstatningssøgsmål. Dette sagsanlæg er første trin i en sådan erstatningssag.

at det sagsøgte ministerium har tilsidesat officialmaksimen, og derved holdt sig i forsætlig uvidenhed om alvorlig, relevant og væsentlig for afslaget på opholdstilladelse, sygdom hos sagsøgerne.

at det sagsøgte ministeriums afslag på helbredsbetinget opholdstilladelse er sagligt forkert.

at ministeriets sagsbehandling i forbindelse med afgørelsens tilblivelse, lider af alvorlige sagsbehandlingsfejl.

at ministeriet har indtaget en aktiv og stærk kritisabel rolle i forhold til den ulovlige udsendelses effektuering. Ministeriet har i forhold til udsendelser til Kosovo godkendt alle de af rigspolitiet foretagne udsendelser.

at det sagsøgte Rigspoliti uundskyldeligt har tilsidesat

- 12 -

enhver forpligtelse til at meddele FN lovede oplysninger om helbredsforhold, med det forsæt at gennemføre en tvangsudsendelse, som FN ellers ville have sat sig imod, og som derfor ikke gennemføres.

at de danske forarbejder til Flygtningekonventionen rummer og rummede hjemmel og forpligtelse til at give sagsøgerne opholdstilladelse.

at sagsøgte forsætligt har forsøgt og fortsat forsøger at sløre for parter, domstolene og for offentligheden, at der udveksledes faktiske oplysninger til brug for afgørelser under mødet i Pristina den 22. januar 2003.

at sagsøgte ifølge de forvaltningsretlige regler, herunder om offentlighed, partshøring og begrundelse, er forpligtet til at åbenbare, hvad der passerede under mødet.

at [det er] i strid med god forvaltningsskik, at den danske delegation har anmodet FN om, ikke at udarbejde skriftligt referat og pålagt sig selv og delegationens medlemmer, ikke at udarbejde skriftlige referater.

at sagsøgtes sløringsmanøvre er så klar, at det ikke længere kan antages at en skriftlig redegørelse vil være en mere hensigtsmæssig måde at få oplysning om det på mødet den 22. januar 2003 passerede, end vidneforklaringer.

at både det af FN givne mundtlige referat samt sagsøgtes sløringsmanøvre dokumenterer, at der på mødet er udvekslede vitale oplysninger af betydning for sagsøgerens retsstilling.

at betingelserne er opfyldt for processuel skadevirkning, da sagsøgte ikke har opfyldt de i sagen anførte opfordringer.

at betingelserne for pligt til udlevering af notater (Offentlighedsloven og Forvaltningsloven) er tilstede.

at betingelserne for at indkalde delegationens medlemmer til som vidner at oplyse, om der blev udvekslet faktiske oplysninger på mødet den 22. januar 2003 er tilstede. Herved krænkes ingen tavshedspligt.

I forhold til sagsøgte 1, Integrationsministeriet, gøres det gældende at sagsøgerne var så sygdomsmæssigt påfaldende, at de burde have været henført til den særlige sårbare gruppe, som FN gjorde gældende fortsat skulle opholde sig i værtslandet.

- 13 -

Det gøres gældende at sagsøgte 1, ministeriet, ifølge sin og Udlændingestyrelsens praksis, burde have meddelt sagsøgeren humanitær opholdstilladelse.

I forhold til sagsøgte 2, rigspolitiet gøres det gældende, at rigspolitiet på oprørende og forsætlig måde, siden 2001 med forsæt til at få flygtninge udsendt til Kosovo uden at pådrage sig FN´s opmærksomhed eller veto, i hvert fald indtil forsommeren 2003, har undertrykt helbredsmæssige oplysninger.

Det gøres gældende, at sagsøgtes handlinger dels har været ansvarspådragende personskadelig virksomhed, for hvilken der ifaldes ansvar efter erstatningsansvarloven og det gøres gældende, at retlig prøvelse er nødvendig, idet intet forvaltningsorgan, til trods for mange opfordringer, har rejst efterforsknings- eller disciplinære skridt imod denne forsætlige prisgivelse af væsentlige og relevante helbredshensyn hos sagsøgerne.”

Sagsøgte 1 og 2 har i påstandsdokument af 21. marts 2006 anført følgende:

”Vedrørende Integrationsministeriet

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at sagsøgtes afgørelse af 30. maj 2001 … er lovlig og korrekt, og at sagsøgte ved afgørelsen med rette har stadfæstet Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse af 15. juni [2000], jf. udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5 (nu § 9 e).

I medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5, jf. lovbekendtgørelse nr. 191 af 20. marts 2001, kan der efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding fra Kosovoprovinsen i forbundsrepublikken Jugoslavien, der har eller har haft opholdstilladelse i medfør af lov om midlertidig opholdstilladelse til nødstedte fra Kosovo-provinsen i forbundsrepublikken Jugoslavien (Kosovonødloven), eller som på grundlag af en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 indgivet inden den 30. april 1999 er eller har været registreret som asylansøger efter reglerne i § 48 e, stk. 1, hvis den pågældende må antages at have behov for midlertidig beskyttelse her i landet.

Med hensyn til praksis vedrørende meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5, til traumatiserede Kosovofordrevne henvises til Udlændingestyrelsens notat af 10. december 2001 …

- 14 -

Ministeriet har ved sin afgørelse af 30. maj 2001 … lagt de foreliggende lægelige oplysninger til grund og foretaget et lovligt og sagligt juridisk skøn ved afvejningen af de foreliggende omstændigheder inden for rammerne af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5, forarbejderne hertil samt administrativ praksis.

Ministeriet vurderede med rette, at sagsøgerne ikke ville være i en sådan særlig sårbar situation ved tilbagevenden til Kosovo-provinsen, at der var grundlag for at meddele sagsøgerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5.

Det gøres gældende, at sagsøgtes afgørelse er truffet på grundlag af samtlige de i sagen foreliggende oplysninger vedrørende sagsøgernes helbredsforhold …

Vedrørende sagsøgernes helbredsmæssige forhold på afgørelsestidspunktet bemærkes, at der alene forelå dokumentation for, at sagsøgernes søn Person 1 led af en bygningsfejl i hornhinderne, der var korrigeret ved, at han skulle bære briller … Derudover forelå der ikke oplysninger om, at sagsøgerne eller deres børn skulle have helbredsmæssige problemer.

Sagsøgerne har ikke under denne sag fremført nye omstændigheder, som giver grundlag for at anfægte den saglige vurdering, som sagsøgte foretog ved sin afgørelse af 30. maj 2001 …

Det gøres på denne baggrund sammenfattende gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte sagsøgtes afgørelse af 30. maj 2001.

Denne sag drejer sig om en prøvelse af lovligheden af ministeriets afgørelse af 30. maj 2001 … Vurderingen heraf skal ske på baggrund af de omstændigheder, der forelå på afgørelsestidspunktet, og eventuelle efterfølgende omstændigheder har derfor ikke betydning for sagen.

Såfremt sagsøgerne ønsker, at der skal ske en vurdering af sagsøgernes situation på grundlag af de nu foreliggende omstændigheder, må sagsøgerne begære genoptagelse af sagen hos sagsøgte eller indgive en ny ansøgning om opholdstilladelse til Udlændingesty-relsen.

Det gøres på denne baggrund sammenfattende gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte sagsøgtes afgørelse af 30. maj 2001.

- 15 -

Vedrørende Rigspolitichefen

Til støtte for afvisningspåstanden gøres det gældende, at sagsøgte alene udøver faktisk forvaltningsvirksomhed ved udsendelse af sagsøgerne, idet sagsøgtes opgave alene består i at fuldbyrde de afgørelser om udsendelse, der træffes af udlændingemyndighederne.

Sagsøgte skal her henvise til, at det følger af bestemmelsen i udlændingelovens § 30, at en udlænding, der efter lovens regler ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal udrejse af landet. Hvis udlændingen ikke udrejser frivilligt, påhviler det politiet at drage omsorg for udrejsen. Politiet skal således sørge for - eventuelt ved anvendelse af tvang - at udlændingen udsendes af Danmark.

Det fremgår af udlændingelovens § 32 a, som blev indsat ved lov nr. 482 af 24. juni 1992, atafslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7-8 eller afgørelser om bortfald eller inddragelse af en sådan opholdstilladelse skal tillige indeholde afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, hvis denne ikke udrejser frivilligt, jf. § 31.

Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstidende 1991-1992, Tillæg A, sp. 6233, at

"Politiets virksomhed i forbindelse med udsendelse af udlændinge, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter reglerne i udlændingelovens §§ 7-8, har således karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed.

Direktoratet for Udlændinge eller Flygtningenævnet har - i overensstemmelse med udlændinge-lovens og forvaltningslovens regler om behandling af disse sager - endeligt og udtømmende gjort op med spørgsmålet om udlændinges ret til ophold her i landet og om udsendelse af den pågældende. Der er alene tale om, at politiet effektuerer disse myndigheders afgørelser herom.

Politiets virksomhed i forbindelse med udsendelse af asylansøgere, der har modtaget afslag på ansøgningen, har således ikke karakter af retsakter på forvaltningsrettens område.

Det følger heraf, at politiets beslutninger i forbindelse med udsendelse af asylansøgere som nævnt ovenfor efter den nye ordning ikke vil være omfattet af de regler bl.a. om partshøring, begrundelse, klagevejledning mv. der følger af forvaltningsloven.

Dette udelukker selvsagt ikke, at politiet i konkrete tilfælde inddrager udlændingens ønsker vedrørende rejseruten for udsendelsen, transportmidler, det præcise tidspunkt for udsendelsen m. v. i overvejelserne om, hvorledes udsendelsen bør ske".

- 16 -

Sagsøgte har således ved udsendelsen af sagsøgerne alene opfyldt de forpligtelser, det påhviler sagsøgte som politietat at udføre, herunder at tilse, hvorvidt sagsøgerne frivilligt udrejste af Danmark, og hvis dette ikke var tilfældet at sørge for, at sagsøgerne tvangsmæssigt blev udsendt af Danmark.

Sagsøgte har ingen selvstændig kompetence til at udlade at udsende sagsøgerne af Danmark, da sagsøgte hermed vil underminere udlændingemyndighedernes afgørelser i sagen.

Til belysning af sagsøgtes opgaver i forbindelse hermed henvises til Rigspolitiets afd. E's redegørelse af 28. januar 2002 …, som fortsat følges af Rigspolitiet ved udførelsen af de anførte opgaver. Som det fremgår af notatet, … kan sagsøgte alene afbryde en udsendelse, hvis der skønnes at være risiko for, at udlændingen på grund af en akut op-stået helbredsmæssig situation ikke vil kunne gennemføre udsendelsen. Det er således generelt ikke Rigspolitichefens opgave at vurdere, om udlændinge i udsendelsesposition - bortset fra akuttilfældene - er syge eller raske.

Det fremgår af Rigspolitiets rapport af 27. september 2001 udfærdiget i forbindelse med udsendelsen af sagsøgerne …, at udsendelsen forløb uden problemer.

På denne baggrund gøres det gældende, at sagsøgerne ikke har dokumenteret, at sagsøgte i forbindelse med udsendelsen af sagsøgerne har truffet en forvaltningsretlig afgørelse, som kan prøves af domstolene, jf. grundlovens § 63.

Hertil kommer, at retsfølgen for sagsøgte af en dom i ovensstemmelse med påstanden vil være fuldstændig uklar.

Det fastholdes, at sagsøgte alene udøver faktisk forvaltningsvirksomhed ved udsendelse af sagsøgerne, idet sagsøgtes opgave alene består i at fuldbyrde de afgørelser om udsendelse, der træffes af udlændingemyndighederne, …

Derfor skal sagen afvises.

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres de samme anbringender gældende, som gøres gældende til støtte for afvisningspåstanden.

Vedrørende udlændingemyndighedernes og

- 17 -

Rigspolitiets arrangementer med UNMIK i forbindelse med udsendelse

Det bestrides, at der foreligger en folkeretlig aftale mellem de danske udlændingemyndigheder og FN om ikke at returnere syge kosovarer.

Udlændingestyrelsen og Rigspolitiet aflagde den 24.-26. juli 2000 besøg i Kosovo med henblik på at drøfte de praktiske arrangementer og procedurer ved udsendelse af kosovarer, som havde fået afslag på opholdstilladelse i Danmark.

På baggrund af drøftelserne udarbejdede Rigspolitiet et referat af mødet … Som det fremgår af referatet udbad UNMIK sig ikke oplysninger om de udsendte personers helbredsmæssige forhold men alene personernes personlige data, familieforhold og bopæl.

Der blev den 22. januar 2003 på ny afholdt et møde i Pristina med deltagelse af udlændingemyndighederne og UNMIK vedrørende tilrettelæggelsen af de praktiske forhold vedrørende tilbagesendelse af udlændinge fra Kosovo-provinsen, som har fået afslag på op-holdstilladelse i Danmark. Der blev således heller ikke ved denne lejlighed indgået en folkeretlig aftale mellem de danske udlændingemyndigheder og UNMIK.

Til belysning af indholdet af drøftelserne på mødet i Pristina den 22. januar 2003 henvises til Integrationsministeriets notat af 29. oktober 2004 … om proceduren vedrørende tilbud om helbredsundersøgelse til kosovarer, der har fået afslag på opholdstilladelse i Danmark.

Som det fremgår af ministeriets notat, blev det på mødet med UNMIK i Pristina den 22. januar 2003 fra dansk side tilkendegivet, at man var villig til i forhold til den hidtil fulgte procedure at videregive supplerende oplysninger i forbindelse med underretning af UNMIK vedrørende de personer, der skal tvangsmæssigt udsendes til Kosovo.

Det blev endvidere tilkendegivet, at de danske myndigheder var indstillet på at etablere en ordning, hvorefter udlændinge, der tvangsmæssigt skal udsendes til Kosovo, tilbydes en frivillig helbredsundersøgelse med henblik på, at resultatet af undersøgelsen efter oversættelse til engelsk kan videregives af Rigspolitiet til UNMIK i forbindelse med notifikation af udsendelsen.

Det gøres gældende, at sagsøgernes synspunkter

- 18 -

omkring mødet i Pristina den 22. januar 2003 ingen betydning har for hverken landsrettens prøvelse af lovligheden af Integrationsministeriets afgørelse af 30. maj 2001 … eller for landsrettens stillingtagen til sagsøgernes påstand 2. Landsrettens afgørelse af disse spørgsmål skal ske på grundlag af lovens ordlyd, forarbejderne hertil samt administrativ praksis.

Såfremt landsretten desuagtet måtte finde, at disse forhold har betydning for sagens afgørelse, gøres det gældende, at det væsentlige i relation til bevisvurderingen alene er omfanget af de juridiske forpligtelser, Danmark har påtaget sig i forhold til UNMIK.

Det bestrides, at Danmark på møder i Kosovo den 24. juli 2000 og 22. januar 2003 skulle have lovet, at romaer eller kosovarer, der lider af PTSD, ikke kan sendes tilbage tvangsmæssigt.

De drøftelser, der fandt sted mellem de danske myndigheder og UNMIK i juli 2000 og januar 2003, vedrørte tilrettelæggelsen af de praktiske forhold vedrørende tilbagesendelse af udlændinge fra Kosovo-provinsen, som har fået afslag på opholdstilladelse i Danmark.

Indholdet af drøftelserne, herunder den danske regerings officielle holdning, er illusteret ved Rigspolitiets referat af mødet den 24. juli 2000 …, Integrationsministeriets notat af 29. oktober 2004 … om proceduren vedrørende tilbud om hel-bredsundersøgelse til kosovarer, der har fået afslag på opholdstilladelse i Danmark, udarbejdet på baggrund af mødet den 23. januar 2003, samt Integrationsministeriets korrespondance med UNMIK …, som fuldt ud belyser indholdet af drøftelserne på mødet i Pristina den 22. januar 2003.

Den frem til efteråret 2005 gældende procedure vedrørende frivillige helbredsundersøgelser af kosovarer er beskrevet i Integrationsministeriets notat af 18. marts 2005.

Hvilke forpligtelser, Danmark måtte have påtaget sig overfor UNMIK, kan og bør klarlægges på grundlag af korrespondancen med UNMIK …, da det er denne korre-spondance, der fastlægger omfanget og indholdet af de foranstaltninger, som de danske myndigheder påtog sig at gennemføre for at forbedre muligheden for at forsyne UNMIK med oplysninger vedrørende udlændinge, som skal udsendes til Kosovo.

Det konkrete indhold af drøftelserne på møderne imellem den danske delegation og UNMIK's delegation er derimod uden betydning. Uanset hvad der blev

- 19 -

udvekslet af synspunkter, er det alene afgørende, hvilke forpligtelser Danmark har påtaget sig overfor UNMIK. Omfanget af disse forpligtelser kan alene vurderes på grundlag af den officielle brevveksling, som er underskrevet af den dertil bemyndigede embedsmand, nemlig departementschefen i Integrationsministeriet.”

Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokumenterne.

De sagsøgte har for så vidt angår påstand 3 gjort gældende, at der bør ske afvisning i medfør af retsplejelovens § 363, da betingelserne for at meddele tilladelse ikke er opfyldt. Til støtte for den subsidiære påstand om frifindelse gøres det gældende, at sagsøgerne ikke har retlig interesse, da notaterne er uden betydning for rettens stillingtagen til påstand 1 og 2.

Landsrettens begrundelse og resultat

Den afgørelse, der er til prøvelse under denne sag, er Integrationsministeriets afgørelse af 30. maj 2001. Efterfølgende omstændigheder er derfor uden betydning ved vurderingen af, om afgørelsen kan tilsidesættes.

Efter forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5, (nu § 9 e) giver bestemmelsen mulighed for, at de Kosovo-fordrevne, der efter UNHCR´s anbefalinger kan være særligt sårbare og derfor ikke for tiden bør tilbagesendes, kan få en opholdstilladelse.

Særligt sårbare grupper er efter UNHCR´s retningslinier fra marts 2001 blandt andet kronisk syge personer, hvis tilstand kræver en særlig behandling, som endnu ikke er tilgængelig i Kosovo, og svært handicappede personer, hvis velbefindende afhænger af specialiseret behandling, som endnu ikke er tilgængelig i Kosovo.

- 20 -

Afgørelser om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 5, træffes efter et skøn, der udøves af udlændingemyndighederne. Det fremgår af Integrationsministeriets afgørelse af 30. maj 2001, at ministeriet har lagt vægt på de foreliggende helbredsmæssige oplysninger, og at ministeriet ikke har fundet, at sagsøgerne er omfattet af de af UNHCR nævnte særligt sårbare grupper.

Sagsøgerne har ikke påvist omstændigheder, der giver grundlag for at tilsidesætte Integrationsministeriets skønsmæssige afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 5.

Det bemærkes, at det forhold, at sagsøgerne har været meddelt opholdstilladelse efter Kosovo-nødloven, ikke i sig selv kan føre til, at de har krav på opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 5.

Landsretten tager derfor Integrationsministeriets frifindelsespåstand til følge.

Politiet har den 3. oktober 2001 udsendt sagsøgerne tvangsmæssigt i overensstemmelse med Integrationsministeriets afgørelse af 30. maj 2001, der er en gyldig afgørelse. Efter udlændingelovens § 30, stk. 2, drager politiet omsorg for udrejsen, såfremt en udlænding, der ikke har ret til at opholde sig i landet, ikke udrejser frivilligt. Der er ikke godtgjort, at politiet har handlet retsstridigt i forbindelse med den tvangsmæssige udsendelse af sagsøgerne.

Landsretten tager derfor Rigspolitichefens påstand om frifindelse til følge.

Påstand 3 er en udvidelse af de påstande, sagsøgerne har

- 21 -

fremsat under forberedelsen af sagen, der blev berammet til domsforhandling den 10. februar 2006. Den er først fremsat i et påstandsdokument af 18. maj 2006, der er fremsendt efter de sagsøgtes påstandsdokument af 21. marts 2006. Da det ikke er undskyldeligt, at påstanden ikke har været fremsat under sagens forberedelse, og da en nægtelse af at fremsætte påstanden ikke vil medføre et uforholdsmæssigt tab for sagsøgerne, finder landsretten ikke grundlag for at tillade påstand 3 fremsat, jf. retsplejelovens § 357, stk. 1, jf. § 363, stk. 1.

Som følge af sagens udfald skal sagsøgerne betale sagsomkostninger til de sagsøgte som nedenfor bestemt, hvoraf 2.393,75 kr. er til dækning af udgift til materialesamling, og det resterende beløb er til dækning af udgift til advokatsalær. Der er ved fastsættelsen af sagsomkostningerne taget hensyn til, at de sagsøgte har været repræsenteret af samme advokat, ligesom de tilkendte omkostninger er delt ligeligt mellem de sagsøgte.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Sagsøgte 1, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, frifindes.

Sagsøgte 2, Rigspolitichefen, frifindes.

Sagsøger 1 og Sagsøger 2, betaler in solidum inden 14 dage i sagsomkostninger 14.000 kr. til hver af de sagsøgte.