BS-31986/2021-OLR

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 179.5px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

ØSTRE LANDSRET

DOM

afsagt den 15. februar 2022

Sag BS-31986/2021-OLR (2. afdeling)

Appellant, tidligere Klager (advokat Tobias Lundholm Stadarfeld Jensen)

mod

Region Hovedstaden (advokat Henrik Perregaard)

Retten i Glostrup har den 20. august 2021 afsagt dom i 1. instans (sag BS-14733/2021-GLO).

Landsdommerne Kaspar Linkis, Nicolai Uggerhøj-Winther og Jeanette Ørnvang (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Sagen har været behandlet på skriftligt grundlag.

Påstande

Appellant, tidligere Klager, har principalt nedlagt påstand om hjemvisning af sagen til realitetsbehandling i byretten, subsidiært stadfæstelse af Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af 24. marts 2021. Appellant, tidligere Klager har endvidere nedlagt påstand om, at Region Hovedstaden til ham skal betale 275.000 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg.

Indstævnte, Region Hovedstaden, har heroverfor principalt nedlagt påstand om stadfæstelse, subsidiært at der tages bekræftende til genmæle over for appellan-tens påstand om hjemvisning og mere subsidiært frifindelse mod betaling af et af landsretten fastsat lavere beløb.

2

Sagens oplysninger

Det Psykiatriske Patientklagenævn har den 24. marts 2021 truffet afgørelse om at tilsidesætte beslutningerne om at tvangsfiksere Appellant, tidligere Klager fra den 13. januar 2021 kl. 14.30 til den 21. januar 2021 kl. 09.30 og fra den 24. januar 2021 kl. 20.35 til den 26. januar 2021 kl. 08.30.

Det Psykiatriske Patientklagenævn har den 15. april 2021 efter begæring fra Appellant, tidligere Klager fremsendt sagen til Retten i Glostrup. I fremsendelsesbrevet er an-ført bl.a. følgende:

”Patienten har fået medhold i, at tvangen var ulovlig ved Det Psykiatri-ske Patientklagenævns afgørelse af 24. marts 2021.

Patienten ønsker derfor, at domstolene tager stilling til, hvorvidt patien-ten er berettiget til erstatning. …

Nævnet gør opmærksom på, at nævnet antager, at en patient kan få prøvet sin påstand om erstatning i en sag efter retsplejelovens kapitel 43 a, selv om patienten har fået medhold i Det Psykiatriske Patientklage-nævn.

Nævnet baserer sin antagelse på, at patienter, der får medhold i en kla-ge i Det Psykiatriske Patientklagenævn, ellers ville have en væsentligt dårligere retsstilling i spørgsmål om erstatning vedrørende et uberetti-get tvangsindgreb end patienter, der ikke har fået medhold i en klage ved nævnet.”

Hovedspørgsmålet i sagen drejer sig om, hvorvidt en sag, der alene vedrører spørgsmålet om godtgørelse for uberettiget tvangsfiksering, kan indbringes for domstolene efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Appellant, tidligere Klager har supplerende anført bl.a., at formålet med ændringen af § 37 i psykiatriloven i 2006 var at styrke patienternes retssikkerhed, således at alle afgørelser fra patientklagenævnet vedrørende tvangsfiksering mv. skal kunne indbringes for domstolene, hvis patienten måtte anmode herom, og dermed at bringe klagesystemet i overensstemmelse med Europarådets Recommendation No.

Rec(2004)10 af 22. september 2004 concerning the protection of the human rights and dignity of persons with mental disorder.

Det følger af rekommanda-tionens artikel 25 og dennes ”explanatory memorandum” , at patienter skal ha-ve effektiv adgang til domstolsprøvelse af tvangsindgreb, herunder til gratis advokatbistand, hvilket skal ses i sammenhæng med Den Europæiske Menne-skerettighedskonventions artikel 5, herunder denne bestemmelses stk. 5, der

3

vedrører erstatning for ulovlig anholdelse eller forvaring. Reglerne om adhæ-sionsprocessen i en straffesag kan ikke sammenlignes med en sag som den fore-liggende, der omhandler erstatning som følge af ulovlig administrativ friheds-berøvelse i form af tvangsfiksering.

Region Hovedstaden har supplerende anført bl.a., at den nævnte rekommanda-tion fra Europarådet alene skal sikre, at der ikke lægges hindringer for at få prøvet erstatningskravet ved domstolene, hvilket i nærværende tilfælde vil kunne ske efter de almindelige civilprocessuelle regler. Der er ikke støtte i lovens ordlyd eller forarbejder til, at en prøvelse, der alene vedrører erstatning, skal ske under anvendelse af reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a. En tilsva-rende ”forskellighed” findes i den fra straffeprocessen kendte adhæsionsproces.

Retsgrundlag Grundloven Grundlovens § 71, stk. 6, har følgende ordlyd:

”Stk. 6. Udenfor strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvel-se, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den, der er be-røvet sin frihed, eller den, der handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse. Nærmere regler herom fastsættes ved lov.”

Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 169 af 5. juni 1953. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår af lovforslaget (lovforslag nr. 1 af 4. februar 1953) bl.a.:

”Efter gældende grundlovs § 70 (forslagets § 64) har enhver, der admi-nistrativt er berøvet sin frihed, adgang til at anlægge retssag mod ved-kommende myndighed og således få beslutningen efterprøvet. Kom-missionen har ikke anset denne ordning for at være betryggende, da det i mange tilfælde ikke vil være praktisk muligt for den pågældende at gennemføre en sådan sag.

Kommissionen foreslår derfor, at en person, der administrativt er berø-vet sin frihed, skal kunne få sin sag indbragt for en domstol blot ved at fremsætte begæring herom.

En ordning som den foreslåede, vil kunne medføre en væsentlig forø-gelse af de almindelige domstoles arbejde, hvorfor der efter forslaget åbnes adgang for lovgivningsmagten til at henlægge afgørelsen af så-danne sager til andre dømmende myndigheder.”

Retsplejeloven Retsplejelovens kapitel 43 a (§§ 468-475) vedrører prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse. Bestemmelserne i § 468 og § 469, stk. 1 og 6, har føl-gende ordlyd:

4

” § 468. Reglerne i dette kapitel finder, når andet ikke er bestemt ved lov, anvendelse ved frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed.

§ 469. Begærer den, der administrativt er berøvet sin frihed, eller den, som handler på hans vegne, at frihedsberøvelsens lovlighed prøves af retten, skal den myndighed, som har besluttet frihedsberøvelsen eller nægtet at ophæve den, forelægge sagen for byretten på det sted, hvor den, om hvis frihedsberøvelse, der er spørgsmål, har bopæl (hjemting), jf. § 235.

Sager om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbagefør-sel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, oppegående tvangsfiksering og aflåsning af døre i afdelingen i henhold til lov om anvendelse af tvang i psykiatrien samt sager om tvangsindlæggelse, tilbageholdelse og tilbageførsel efter §§ 10 og 12 i lov om anvendelse af tvang ved so-matisk behandling af varigt inhabile forelægges dog, så længe patienten ikke er udskrevet, for byretten på det sted, hvor vedkommende syge-hus eller afdeling er beliggende … …

Stk. 6. Krav om erstatning af det offentlige for ulovlig frihedsberøvelse skal efter begæring pådømmes under sagen om frihedsberøvelsens lov-lighed. Retten kan dog udskyde erstatningsspørgsmålet til behandling efter afgørelsen om frihedsberøvelsens lovlighed.”

Reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a blev indsat ved lov nr. 173 af 11. juni 1954 om ændringer i lov om rettens pleje m.v. (I anledning af grundloven af 5. juni 1953). Om baggrunden herfor fremgår af lovforslaget (lovforslag nr. 67 af 14. januar 1954) bl.a. følgende:

”Lovforslaget tilsigter at give regler om indbringelse for de almindelige domstole af sådan frihedsberøvelse, hvis lovlighed efter grundlovsbe-stemmelsen [grundlovens § 71, stk. 6] skal kunne kræves forelagt en dømmende myndighed.”

Om bestemmelsen i § 468 fremgår bl.a.:

”Man har fundet det rigtigst, at de om borgerlige sager gældende regler finder anvendelse med sådanne ændringer, som er nødvendige eller ønskelige, navnlig for at den frihedsberøvede kan påkalde dom-stolsprøvelsen hurtigt og uden besvær, samt uden at hans økonomiske forhold skal kunne være til hinder herfor.”

Om bestemmelsen i § 469, stk. 6, fremgår bl.a.:

”Det er fundet mest praktisk og rimeligt at give den, som kræver fri-hedsberøvelsen forelagt for domstolene, en let adgang til samtidig at få krav om erstatning af det offentlige for ulovlig frihedsberøvelse på-dømt, men af praktiske grunde foreslås det, at retten kan udskyde er-statningsspørgsmålet til behandling efter afgørelsen om frihedsberøvel-sens lovlighed, således at denne afgørelse, der bør træffes snarest mu-ligt, ikke sinkes af erstatningsspørgsmålet, hvis klarlæggelse kan kræve

5

yderligere oplysninger. Der er i den foreslåede bestemmelse alene tale om en udsættelse af erstatningsspørgsmålets behandling efter de i dette kapitel indeholdte regler, ikke om henskydelse af spørgsmålet til senere særskilt behandling efter den borgerlige retsplejes almindelige regler.”

Psykiatriloven Psykiatrilovens § 37 har følgende ordlyd:

Ӥ 37.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus skal efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren indbringe sine afgørel-ser vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland og aflåsning af døre i afdelingen for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Stk. 2. Godkender Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus, at patienten frihedsberøves, kan spørgsmålet om udskrivning først på ny begæres prøvet i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævne-nes Hus, når der er forløbet 2 måneder efter nævnets afgørelse. Har spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed været indbragt for retten, jf. stk 1, regnes den nævnte frist fra rettens afgørelse.”

Bestemmelsen fik i det væsentlige sin formulering ved lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien. Af bemærkningerne til bestemmelsen i dagældende § 34 fremgår af lovforslaget (lovforslag nr. 76 af 26. oktober 1988) bl.a.:

”Sager vedrørende tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse ind-bringes efter anmodning fra patient eller patientrådgiver direkte for by-retten i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a uden forudgående administrativ klagesagsbehandling.

Sagen skal indbringes for retten af den myndighed, der har besluttet frihedsberøvelsen eller nægtet at ophæve den, jf. retsplejelovens § 469, stk. 1. Ved besluttende myndighed forstås i denne forbindelse syge-husmyndigheden, normalt amtskommunen, som arbejdsgiver for den overlæge, der i medfør af § 9, stk. 2, eller § 10, stk. 3, har truffet be-stemmelse om frihedsberøvelse.

Sygehusmyndigheden skal indbringe sagen inden 5 søgnedage efter, at klagen er rejst, ledsaget af de fornød-ne oplysninger, lægeerklæring, redegørelse for klagen m.v. Parter un-der sagen er sygehusmyndigheden og patienten, jf. retsplejelovens § 470, stk. 1. Byrettens afgørelse kan ankes til landsretten.

Godkender retten, at patienten tvangstilbageholdes, kan spørgsmålet om udskrivning først på ny begæres forelagt for retten, når der er forlø-bet 2 måneder efter rettens afgørelse. Har sagen været anket til lands-retten, regnes fristen fra landsrettens dom.”

Af betænkning nr. 1068/1986 (Principbetænkning om tvang i psykiatrien) frem-går bl.a.:

6

”Kapitel 17. Fremgangsmåden ved tvangsindlæggelse og tvangstilba-geholdelse …

2. Udvalgets overvejelser …

Overlægens ansvar for at modtage patienten som tvangsindlagt kan gø-res gældende under en klage over selve tvangsindlæggelsen og dermed efterfølgende under en retssag ført i henhold til retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse. Et eventu-elt erstatningskrav kan fremsættes og pådømmes under samme sag, jfr. retsplejelovens § 469, stk. 6. Et eventuelt civilretligt ansvar for den indlæggende læge må derimod gøres gældende under en almindelig erstatningssag anlagt ved byret eller landsret afhængig af erstatnings-kravets størrelse.

I artikel 5, sidste stykke, i den europæiske menneskerettighedskonven-tion foreskrives det, at der skal ydes erstatning, hvis frihedsberøvelse er sket i strid med konventionen, hvilket naturligt giver anledning til at rejse spørgsmålet, om erstatning altid skal ydes, hvis frihedsberøvelsen ikke opretholdes, eller om der ifølge konventionen kun er pligt til at yde erstatning, hvis frihedsberøvelsen underkendes som følge af, at der er udvist ansvarspådragende fejl.

Udtrykket »lovlig forvaring« i artikel 5, stk. 1, litra e må formentlig forstås som en henvisning til de nationale regler.

Da der ikke er hjemmel for erstatningsansvar på et rent objektivt grundlag i disse tilfælde i dansk ret, men kun hvis der er handlet cul-pøst - d.v.s. handlet uagtsomt, udvist forsømmelser eller skødesløshed, herunder ved at undlade at foretage hvad man bør gøre i forbindelse med tvangsindlæggelse eller tvangstilbageholdelse - vil der alene kun-ne blive tale om, at der skal svares erstatning, hvis den frihedsberøvede kan godtgøre, at der er udvist sådan ansvarspådragende adfærd fra den indlæggende læges, politiets eller den modtagende overlæges side. …

Hvis man vil tillægge tilkendelse af erstatning for ulovmedholdelig fri-hedsberøvelse på psykiatrisk afdeling nogen betydning som et egnet retsmiddel, der kan give patienten en art oprejsning for den tort, han har været udsat for i tilfælde af »uberettiget« tvangsindlæggelse, bør er-statning eller godtgørelse i så fald af retstekniske grunde tilkendes på et rent objektivt grundlag.

Uden et objektivt ansvar får reglen ikke nogen praktisk betydning. Der vil i givet fald næppe være grundlag for at ar-bejde med en regel om nedsættelse eller bortfald af erstatning på grund af egen skyld svarende til det, der gælder efter retsplejelovens kapitel 93 a om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning.

Udvalgets flertal finder, at regler om objektivt erstatningsansvar næppe er egnede til at regulere dette område på en hensigtsmæssig måde.

Efter udvalgets flertals opfattelse vil en regel om objektivt ansvar for sygehuset, d.v.s. amtskommunen som driftsherre, i disse tilfælde kunne lede tanken hen på bestemmelserne i retsplejeloven om uberettiget va-retægtsfængsling, hvilket næppe er nogen heldig parallel. Indlæggelse

7

til behandling på psykiatrisk sygehusafdeling bør ikke virke defame-rende eller som en tort. Erstatningsregler, som hjemler objektivt ansvar, kan meget let komme til at virke som en understregning af, at det netop forholder sig sådan efter lovgivningsmagtens opfattelse.

…

Kapitel 19. Domstolsprøvelse - retsplejelovens kapitel 43a.

Der er i udvalget enighed om, at adgangen til domstolsprøvelse er den vigtigste egentlige retsgaranti for de sindssyge. Det er domstolene, som skal efterprøve, om de beslutninger, der træffes om frihedsberøvelse m.m., er blevet til på behørig vis, om lovens betingelser er opfyldt, og om det skøn, der udøves, ligger inden for de rammer, der er afstukket af lovgivningsmagten. Principperne for lovmæssig forvaltning skal selvsagt ikke mindst respekteres på et område som dette, hvor det dre-jer sig om så fundamentale rettigheder som den personlige frihed og anvendelse af tvangsmidler.

…

Bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 43 a opfylder utvivlsomt de krav, der kan stilles med hensyn til domstolsprøvelse efter artikel 5 i den europæiske menneskerettighedskonvention både med hensyn til den faktiske adgang til domstolene, deres prøvelse og sagsbehandling.

1. Gældende ret

…

Efter retsplejelovens § 469, stk. 1 er det »frihedsberøvelsens lovlighed«,

som retten skal efterprøve. Der er ingen tvivl om, at domstolene altid er

kompetente til at efterprøve den formelle lovlighed, d.v.s. om afgørel-sen er truffet af rette myndighed, i den foreskrevne form, f.eks. en be-grundet skriftlig afgørelse, om den rette fremgangsmåde er fulgt - f.eks. bestemte høringsforskrifter - og om de almindelige forvaltningsretlige regler iøvrigt er overholdt - som f.eks. habilitetsregler og adgangen til kontradiktion.

Domstolenes prøvelsesret omfatter også de materielle betingelser for frihedsberøvelsens iværksættelse og opretholdelse. Der er efter rets-praksis ikke tvivl om, at domstolene også tager stilling til kriterier som sindssygdom og farlighed, når frihedsberøvelse er betinget heraf. De lægelige oplysninger i form af diagnose og prognose tillægges i rets-praksis betydelig vægt, men en ny lægeerklæring, en udtalelse fra retslægerådet eller et sagkyndigt vidnes udtalelser vil indgå i domsto-lenes vurdering på lige fod med f.eks. den erklæring, som overlægen fra den psykiatriske afdeling, hvor vedkommende er indlagt, afgiver.

…

2. Udvalgets overvejelser.

Der er i udvalget enighed om, at reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a i alt væsentligt har fungeret tilfredsstillende i relation til efterprøvelse af frihedsberøvelse af sindssyge, og at der kun på de punkter, som frem-

8

drages i det følgende kan være grund til at overveje at indføre ændrin-ger. …

Iøvrigt behandles sagerne som nu i henhold til retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse … …

Det forekommer imidlertid flertallet i udvalget rigtigt, at disse sager i fremtiden altid anlægges mod den for sygehuset ansvarlige myndig-hed, hvorimod overlægen ikke bør betragtes som part, men alene som en sagkyndig, der har truffet en lægelig afgørelse, som er en del af sa-gen. Påkendelse af eventuelt erstatningskrav kan i så fald ske, uden at man behøver at medindstævne nogen ny part.”

Bestemmelsen i psykiatrilovens § 34 blev affattet og videreført som § 37 ved lov nr. 403 af 26. juni 1998 om ændring af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, retsplejeloven og straffeloven (Revision af psykiatriloven m.v.). Af lovforslaget til ændringsloven (lovforslag nr. 36 af 27. marts 1998) fremgår om bestemmelsen i § 37 bl.a.:

”Som det fremgår, tager § 37 kun sigte på de tilfælde, hvor patienten ønsker patientklagenævnets afgørelse indbragt for retten. Det skal ses i lyset af, at formålet med ordningen er at udmønte den frihedsberøvedes krav ifølge grundlovens § 71, stk. 6, på efter anmodning at få prøvet fri-hedsberøvelsens lovlighed ved retten. Går patientklagenævnets afgø-relse sygehusmyndigheden imod, kan sygehusmyndigheden ikke ind-bringe sagen for retten efter reglerne i retsplejelovens kap. 43.

Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at sygehusmyndigheden er afskåret fra at få prøvet patientklagenævnets afgørelse ved domstolene. Sygehusmyndigheden har således allerede efter de nugældende regler mulighed for at udtage stævning mod vedkommende patientklage-nævn efter retsplejelovens regler herom, jf. grundlovens § 63. Den fore-slåede klageordning er også på dette punkt på linie med flertallets for-slag i det udvalg, der forberedte den nugældende psykiatrilov.”

Bestemmelsen er senere blevet ændret, herunder ved lov nr. 534 af 8. juni 2006 om ændring af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien og rets-plejeloven (Revision af psykiatriloven, herunder tvangsdefinition, personlig skærmning, aflåsning af døre i afdelingen, øget lægeligt tilsyn og ekstern efter-prøvelse, ændret klageadgang m.v). Ved lovændringen blev tvangsfiksering m.v. omfattet af bestemmelsen i § 37. Af lovforslaget til lovændringen (lovfor-slag nr. 140 af 25. januar 2006) fremgår bl.a.:

”Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets formål og baggrund …

9

Lovforslagets formål er at styrke patienternes retsstilling og retssikker-hed på en række områder i forbindelse med anvendelsen af tvang i psykiatrien, herunder på nogle områder at reducere anvendelsen af tvang. Lovforslagets formål er endvidere at medvirke til at sikre, at det bliver muligt at fastholde de patienter, som det indenfor rammerne af den hidtidige lovgivning ikke har været muligt at fastholde, i den nød-vendige behandling. …

6. Hovedpunkter i lovforslaget …

6.2. Langvarige fikseringer …

Gældende ret Efter gældende ret indbringes klager over tvangsfiksering for de psyki-atriske patientklagenævn i første instans, og nævnets afgørelse kan her-efter påklages til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Det er herved forudsat, at hvis tvangsfikseringen efter omstændighederne tillige in-debærer en frihedsberøvelse, vil lovligheden af indgrebet kunne prøves efter retsplejelovens kapitel 43 a. …

Det fremgår imidlertid ikke klart af ordlyden af den gældende psykia-trilov, at tvangsindgreb, som kan indeholde en frihedsberøvelse, i med-før af den grundlovssikrede ret på begæring skal forelægges domstole-ne til prøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed.

Efter de gældende bestemmelser i psykiatrilovens §§ 37-38 kan de psy-kiatriske patientklagenævns afgørelser om tvangsfikseringer og beskyt-telsesfikseringer påklages til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Ef-ter de gældende bestemmelser vil dette også være den altovervejende hovedregel. I situationer, hvor det må antages, at de nævnte tvangsind-greb indebærer en frihedsberøvelse, kan lovligheden af frihedsberøvel-sen endvidere på begæring forelægges domstolene til prøvelse jf. grundloven § 71, stk. 6. …

Regeringens holdning, herunder lovforslaget Med henblik på at styrke patienternes retssikkerhed og for at sikre, at patienterne i alle tilfælde på begæring får adgang til få forelagt lovlig-heden af en tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering og aflåsning af døre i afdelingen for en domstol finder regeringen, at der er behov for at æn-dre lovens regler om klageadgang, således at alle klager over disse for-anstaltninger i første instans som hidtil rettes til de psykiatriske pa-tientklagenævn ved statsamterne/Københavns Overpræsidium (pr. 1. januar 2007 - statsforvaltningerne), men med ankeadgang til retten og ikke som hidtil til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Det vil således også gælde i tilfælde, hvor et af de ovennævnte indgreb konkret ikke kan antages at udgøre en frihedsberøvelse … …

10

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1 …

Til nr. 31-32 (psykiatrilovens § 37)

Klageadgang til retten Efter den gældende § 37, stk. 1, skal det psykiatriske patientklagenævns afgørelser om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel indbringes for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Det følger af, at der efter grundlovens § 71, stk. 6, skal være adgang til på begæring at få forelagt lovligheden af en administrativ frihedsberø-velse for en domstol.

Det er ikke muligt præcist at angive, hvornår en konkret tvangsfikse-ring, beskyttelsesfiksering eller aflåsning af døre i afdelingen i henhold til grundlovens § 71, stk. 6, må antages at udgøre en frihedsberøvelse, hvis lovlighed efter begæring skal forelægges for en domstol.

Med henblik på at styrke patienternes retssikkerhed findes det hen-sigtsmæssigt, at det kommer til at fremgå direkte af psykiatriloven, at alle afgørelser fra de psykiatriske patientklagenævn ved statsforvalt-ningerne vedrørende tvangsfikseringer, beskyttelsesfikseringer og af-låsning af døre i afdelingen skal prøves ved domstolene, hvis patienten eller patientrådgiveren anmoder herom.

Med den foreslåede formulering imødekommes den kritik, som Euro-parådet, i forbindelse med arbejdet om Recommendation Rec (2004)10 of the Committee of Ministers to member states concerning »The pro-tection of the human rights and dignity of persons with mental disor-der«, har rejst over for den danske regering om, at der ikke umiddelbart er mulighed for domstolsprøvelse af tvangsindgreb.

Det betyder, at det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltnin-gen efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren efter forsla-get til ny formulering af § 37 skal indbringe sine afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsfikse-ring, beskyttelsesfiksering og aflåsning af døre i afdelingen, for retten.”

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5 fremgår bl.a.:

”1. Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. Ingen må berøves friheden undtagen i følgende tilfælde og i overensstemmelse med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde: …

4. Enhver, der berøves friheden ved anholdelse eller forvaring, skal væ-re berettiget til at tage skridt til, at der af en domstol træffes hurtig af-

11

gørelse om lovligheden af hans forvaring, og at hans løsladelse beor-dres, hvis forvaringen ikke er retmæssig; 5. Enhver, der har været genstand for anholdelse eller forvaring i mod-strid med bestemmelserne i denne Artikel, har ret til erstatning.”

Af Europarådets Recommendation No. Rec(2004)10 af 22. september 2004 con-cerning the protection of the human rights and dignity of persons with mental disorder fremgår af artikel 25 bl.a.:

“Article 25 – Reviews and appeals concerning the lawfulness of in-voluntary placement and/or involuntary treatment

1.Member states should ensure that persons subject to involuntary placement or involuntary treatment can effectively exercise the right: i. … ii. to have the lawfulness of the measure, or its continuing ap-

plication, reviewed by a court at reasonable intervals;

iii.…

2.If the person, or that person´s personal advocate or representative, if any, does not request such review, the responsible authority should inform the court and ensure that the continuing lawfulness of the measure is reviewed at reasonable and regular intervals.

3.Member states should consider providing the person with a lawyer for all such proceedings before a court. When the person cannot act for him or herself, the person should have the right to a lawyer and, according to national law, to free legal aid …

4.… 5.… 6.The court should deliver its decision promptly. If it identifies any violations of the relevant national legislation it should send these to the relevant body.

7.… ”

Af bemærkningerne til artikel 25 (Explanatory Memorandum) fremgår bl.a.:

“176. The jurisprudence of the European Court of Human Rights makes clear that the European Convention on Human Rights means that a per-son has the right to appeal against, or to have reviewed, decisions con-cerning involuntary placement of involuntary treatment (or, if applica-ble, both) at reasonable intervals. If a compentent body has taken a de-cision, a court should decide an appeal against the decision promptly. If a court took the original decision, a court should also decide an appeal.

177. This Article takes into account the requirements of Article 5 of Eu-ropean Convention on Human Rights in respect of deprivation of liber-ty, and the standards laid down by the European Committee for the Prevention of Torture and Inhuman or Degrading Treatment or Pun-ishment, in particular with regard to the right to review. If the court finds that the placement contravenes the legislative provisions in force, the person concerned should have the right to compensation as provid-

12

ed for in Article 5.5 of the European Convention on Human Rights which states: “Everyone who has been the victim of arrest or detention in contravention of the provisions of this article shall have an enforce-able right to compensation” . …

181. The court should, in full knowledge of the relevant factual and le-gal issues, review whether the relevant procedural requirements and criteria for a measure or its continuation are all met.”

Landsrettens begrundelse og resultat

Appellant, tidligere Klager har fået medhold i sin klage til Det Psykiatriske Patientklage-nævn, der ved afgørelse af 24. marts 2021 har tilsidesat to beslutninger om tvangsfiksering af ham. Ved sagens indbringelse for domstolene efter retspleje-lovens kapitel 43 a har Appellant, tidligere Klager nedlagt påstand om, at Region Hoved-staden til ham skal betale godtgørelse for de pågældende tvangsfikseringer.

Region Hovedstaden har heroverfor ikke nedlagt påstand om, at tvangsfikse-ringerne var lovlige. Efter parternes påstande vedrører denne sag således alene spørgsmålet om godtgørelse for uberettiget tvangsfiksering. Appellants, tidligere Klager påstand for landsretten om stadfæstelse af nævnets afgørelse gør ingen ændring heri.

Retsplejelovens kapitel 43 a (§§ 468-475), der vedrører prøvelse af administra-tivt bestemt frihedsberøvelse, har til formål at gennemføre bestemmelsen i grundlovens § 71, stk. 6.

Det følger af denne bestemmelse bl.a., at lovligheden af en frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen, der ikke er besluttet af en døm-mende myndighed, på begæring af den, der er berøvet sin frihed, skal forelæg-ges de almindelige domstole til prøvelse.

Spørgsmålet om fremsættelse af er-statningskrav er reguleret i retsplejelovens § 469, stk. 6, der fastsætter, at krav om erstatning af det offentlige for ulovlig frihedsberøvelse efter begæring skal behandles under sagen om frihedsberøvelsens lovlighed. Retten kan dog ud-skyde erstatningsspørgsmålet til behandling efter afgørelsen om frihedsberø-velsens lovlighed.

Efter ordlyden af og forarbejderne til retsplejelovens § 469, stk. 6, sammenholdt med psykiatrilovens § 37 og dennes forarbejder finder landsretten, at der ikke er grundlag for at behandle denne sag, der som anført alene angår spørgsmålet om godtgørelse for uberettiget tvangsfiksering, efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Det forhold, at retten ved behandlingen af erstatningskravet vil skulle tage stilling til karakteren af de pågældende tvangsfikseringer, kan ikke føre til en ændret vurdering. At borgeren herefter eventuelt må forfølge sit krav efter retsplejelovens almindelige regler om civile sager findes ikke at være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

13

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen.