BS-50048/2022-HJR

Hverken krav på længere udbetalingsperiode af indestående på en indekskonto eller på højere forrentning af indeståendet A indgik i 1971 med (nu) Danske Bank A/S en aftale om pristalsreguleret alderdomsopsparing vedrørende seks indekskontrakter. I den forbindelse oprettede banken en indekskonto. A har siden sit fyldte 67. år fra indekskontoens indestående fået månedlige udbetalinger sammen med et indekstillæg fra staten, der ophører efter en udbetalingsperiode på ca. 4 ½ år. Sagen for Højesteret angik bl.a., om A havde krav på månedlige udbetalinger i 10 år, og hvilken rente A havde krav på, at indeståendet på indekskontoen blev tilskrevet. For så vidt angår udbetalingsperiodens længde, fremgik det af aftalen om pristalsreguleret alderdomsopsparing, at der var ”en aftalt udbetalingsperiode på ti år”. Dette var dog alene anført i aftalens afsnit om ”indbetaling”. Af afsnittet om ”udbetaling” fremgik imidlertid bl.a., at efter kontohaverens fyldte 67. år skulle kontoens indestående udbetales i månedlige minimumsbeløb, og at udbetalingerne fortsatte, indtil kontoens indestående var opbrugt, uanset om den faktiske udbetalingsperiode herved blev længere eller kortere end den aftalte (på 10 år). Aftalens tekst var i overensstemmelse med de gældende regler på området, og Højesteret fastslog herefter, at A hverken efter den indgåede aftale eller lovgivningen havde krav på en udbetalingsperiode på 10 år, idet udbetalingerne ophørte, når kontoens indestående var opbrugt. Med hensyn til rentetilskrivningen fremgik det af aftalen bl.a., at indekskontoen skulle forrentes med ”bankens højeste indlånsrente, for tiden 8 ½ % p.a.”. Det samme fremgik bl.a. af forarbejderne til lov om pristalsreguleret alderdomsforsikring og alderdomsopsparing. Udtrykket ”bankens højeste indlånsrente” var ikke defineret nærmere i den omhandlede aftale eller lovens forarbejder. Indtil 1973 gjaldt der en renteaftale mellem pengeinstitutter mv., der maksimerede indlånsrenten. Siden da havde bankerne tilbudt mange nye produkter, herunder opsparingskonti på særvilkår. Det Finansielle Ankenævn fastslog ved en afgørelse i 1988, at ved begrebet ”bankens højeste indlånsrente” forstås ”renten på indskud på længste opsigelse på almindelige konti uden særvilkår”. Dette har siden været lagt til grund i ankenævnets praksis. I forlængelse af dette udtalte Højesteret, at Danske Bank hverken efter aftalen eller lovgivningen kunne anses for at have været forpligtet til at sikre, at renten på A’s indekskonto til enhver tid mindst skulle svare til den højeste rente, der blev tilskrevet bankens andre opsparingskonti, herunder opsparingskonti på særvilkår. Danske Bank havde derfor været berettiget til som referencekonto for rentefastsættelsen på indekskonti at anvende Danske Indlån, der havde karakter af en almindelig konto uden særvilkår. Landsretten var nået til samme resultat, for så vidt angår ovennævnte spørgsmål. Læs landsrettens afgørelse i Domsdatabasen