SS-300/2007-HJR

Microsoft Word Viewer - SA300011.DOC

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 134.6px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

UDSKRIFT

AF

HØJESTERETS DOMBOG

HØJESTERETS DOM

afsagt torsdag den 7. februar 2008

Sag 300/2007 (1. afdeling)

Rigsadvokaten mod Tiltalte 1 (advokat Gert Nørrevang, e.o.), Tiltalte 2 (advokat Knud Meden, e.o.) og Tiltalte 3 (advokat Niels Forsby, e.o.)

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 1. afdeling den 15. maj 2007.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Asbjørn Jensen, Lene Pagter Kristensen, Poul Søgaard, Poul Dahl Jensen og Michael Rekling.

Påstande

Dommen er anket af de tiltalte Tiltalte 1, Tiltalte 2 og Tiltalte 3.

Tiltalte 1 har nedlagt påstand om principalt ophævelse af den indankede dom, subsidiært formildelse.

Tiltalte 2 har nedlagt påstand om formildelse og om, at det pålægges det of-fentlige delvist at bære sagens omkostninger for landsretten.

Tiltalte 3 har nedlagt påstand om formildelse og om frifindelse for påstanden om udvisning.

- 2 -

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Anbringender

Til støtte for påstanden om ophævelse af den indankede dom har Tiltalte 1 anført, at an-klageskriftet i forhold 7 og 9 og de til nævningerne stillede spørgsmål vedrørende disse for-hold ikke opfylder retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 3, og § 888.

Han har endvidere anført, at der er begået rettergangsfejl i landsretten, idet retsformanden uden hjemmel i lovgivningen har tilladt anklagemyndigheden til nævningerne at udlevere skriftligt materiale i form af ud-skrifter af rum- og telefonaflytninger, uagtet dele af dette materiale ikke blev anvendt som bevis i sagen under hovedforhandlingen.

Tiltalte 1 har endvidere anført, at retsforman-dens retsbelæring var urigtig og vildledende bl.a. med hensyn til betydningen af Tiltalte 1's nægtelse af at oplyse navnet på den person, som skulle have oplyst ham om, at Forurettede var blevet dræbt. Disse forhold udgør også hver især en krænkelse af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og må samlet set føre til en ophævelse af dom-men.

Til støtte for påstanden om, at det offentlige pålægges delvist at bære sagens omkostninger for landsretten har Tiltalte 2 henvist til, at omkring halvdelen af tiden, der medgik til hovedforhandlingen i landsretten, anvendtes til behandling af de forhold, som han ikke er tiltalt for.

Anklagemyndigheden har anført, at anklageskriftet opfylder retsplejelovens krav, og at der ikke er begået rettergangsfejl. For så vidt angår Tiltalte 2's påstand om ændring af landsrettens afgørelse om sagsomkostninger har anklagemyndigheden anført, at forhold 4 med tiltale mod Tiltalte 2 angår omstændigheder, som alle de tre tiltalte var involveret i, og det stod centralt i sagen.

Bevisførelsen i form af rum- og telefonaflytninger var fælles for en række af forholdene i sagen, og det var ikke muligt at tilrettelægge hoved-forhandlingen således, at der skete en udskillelse af retsdage, der ikke vedrørte Tiltalte 2. Landsrettens omkostningsfastsættelse bør derfor ikke ændres.

Supplerende sagsfremstilling

Landsretten har den 5. marts 2007 under hovedforhandlingen afsagt følgende kendelse:

- 3 -

”k e n d e l s e:

Forsvareren har siden den 23. oktober 2006 haft fuld adgang til det af politiet ved rum-og telefonaflytninger indsamlede materiale.

For så vidt angår rumaflytninger, der som ethvert bevismiddel skal underkastes selv-stændig vurdering, er det nødvendigt under bevisførelsen at have et udgangspunkt i form af udskrifter i fuld længde eller som resume.

Afspilning af alle rumaflytninger i fuldt omfang (fra start til slut) vil utvivlsomt medføre væsentlig ulempe for afvikling af nævningesagen.

Retten finder derfor, at rumaflytninger, der afspilles for nævningetinget, kan gengives i hjælpebilaget i fuld længde eller i et skriftligt resume, der kan sammenholdes med det afspillede. Der kan på den måde foretages en bedømmelse af, om det afspillede i alt væ-sentligt svarer til det i resumeet gengivne, eller der skal ske ”korrektioner” eller, om re-sumeet skal udskrives fuldt ud.

Spørgsmålet om identiteten på de i de rumaflyttede samtaler deltagende personer må af-gøres efter sædvanlig bevisførelse, ligesom bevisværdien af de afspillede og i skriftligt resume gengivne rumaflytninger må afgøres efter sædvanlig bevisvurdering.

På denne baggrund tillader retten de foreliggende hjælpebilag vedrørende en række rumaflytninger udleveret til nævningerne ved påbegyndelsen af afspilningerne af rum-aflytningerne.

For så vidt angår telefonaflytningerne finder retten, at de foreliggende udskrifter kan overlades nævningerne i forbindelse med afspilning af telefonsamtalerne.

Hvis der måtte opstå tvivl om identiteten på en samtalepartner, må denne løses ved sædvanlig bevisførelse, og hvis de personer, der deltager i samtalen ikke kan identifice-res, må det i udskrifterne anføres, at identiteten ikke kendes.

Der gælder for telefonsamtalerne overordnet set, at disse skal underkastes sædvanlig bevisvurdering.

For så vidt angår rum- og telefonaflytningerne vil materialet inden anklagernes og forsvarernes procedurer samt inden nævningernes votering blive renset for alt ikke for nævningerne afspillet og dokumenteret materiale, ligesom det af retsformanden vil blive pålagt nævningerne alene at beskæftige sig med de afspillede og dokumenterede sam-taler, ligesom det bliver pålagt nævningerne at lade det skriftlige materiale forblive på nævningernes plads i retslokalet, indtil materialet udskiftes med det materiale, der efter ”sket rensning” vil blive udleveret til nævningerne.”

I en erklæring til Højesteret indhentet i medfør af den dagældende bestemmelse i retsplejelo-vens § 955, stk. 4, har retsformanden bl.a. udtalt:

”Af det af mig under retsbelæringen anvendte manuskript fremgår ifølge mine notater følgende:

- 4 -

I min generelle vejledning af nævningerne vedrørende bevisvurdering m.v. hed det:

……Det, De kan lægge vægt på, er det materiale, De er blevet præsenteret for her i ret-ten. Det er det hele. Det går fra telefonaflytninger, til forklaringer, til tekniske redegø-relser og skibes sødygtigheder, hvordan og hvorledes de kan sejle eller ikke sejle, der er en obduktionserklæring, og en retsmediciner, der har været og afgivet forklaring. Alt tæller, vidner og de tiltaltes forklaringer tæller også. Jeg kommer lidt ind på, hvordan og hvorledes det forholder sig med forklaringer i almindelighed.

Der er et andet princip som jeg også vil fremhæve hvorfor, det er princippet om bevis-bedømmelsens frihed.

Det er således, at der ikke ved lovgivningen er givet regler for, hvordan og hvorledes beviser skal vurderes, ethvert bevis er i og for sig lige godt eller lige skidt, men man skal vægte det, der er kommet frem og så ud fra sin almindelige sunde fornuft vurdere, hænger det rigtigt sammen – det hér – sådan som anklagemyn-digheden mener det gør, eller hænger det ikke sammen.

Man kan også komme i den si-tuation, hvor der skiftes forklaringer undervejs, der kan være forklaret et – skulle være forklaret et til politiet – noget andet i en retssal, og det sidste er måske nok mere sikkert, at det skrevne i hvert fald er det sagte – om det er sandt, det er så et andet problem. Der kan også komme nuancer her i retten i et forklaringsforløb, så må det tages i bestik, hvordan kan det være?

Er der nogen fornuftig begrundelse for, at en forklaring skifter. Og man må tage sit bestik og træffe sin afgørelse, men også her gælder det, at inden man træffer afgørelsen, så må det overordnede princip om den rimeligt begrundede tvivl, som skal komme en tiltalt til gode, også tages i betragtning.

Forklaringer, som jeg sagde, er i enhver straffesag et vigtigt bevis. Vi har to slags for-klaringer, vi har tiltaltes forklaring og et vidnes forklaring. Om den forklaring, en tiltalt afgiver, er der forskellige situationer. En tiltalt kan vælge ikke at sige noget som helst fra dag et, til De sidder og skal afgøre sagen. Det er hans gode ret, men det må ikke forlede Dem til en kortslutning.

Man kan gå galt på to måder, man kan sige, tiltalt X vil ikke sige noget som helst, altså er han skyldig, eller tiltalt X vil ikke sige noget, så er han sikkert uskyldig. Se, den tiltalte, der benytter sit privilegium til intet at sige, har krav på, at beviserne for eller imod hans skyld bliver vurderet fuldt så seriøst, som hvis han havde forklaret det ene eller det andet.

En af forsvarerne var inde på det i procedu-ren, men jeg vil understrege det, at man må altså ikke hoppe over hvor gærdet er lavest, om man så må sige. Så er der selvfølgelig det i det, at den tiltalte som ingenting siger jo muligt kan have afskrevet en forsvarsbastion, men det er så spillet som det så engang er.

Uanset hvad, bevisvurderingen er Deres – og vurderingen skal være så seriøs som det overhovedet er muligt.

En tiltalt kan også forklare på en anden facon, nemlig således, at en tiltalt ønsker, De får den opfattelse, af et givent sagsforløb, som han mener, De skal have. En tiltalt kan for-trænge realiteterne og så forklare derefter.

En tiltalt kan også forklare i overensstemmelse med sandheden. Det vil være tilfældet, hvis en tiltalt siger: ”jamen det var sådan og sådan.” Så kommer nogle helt uafhængige vidner, der siger, vi så det var sådan og sådan. Kan man konstatere, at vidnerne har for-klaret præcis som den tiltalte har forklaret, står tiltaltes forklaring langt mere til troende, end hvis forklaringen svæver noget hen i vinden og måske på visse punkter kan fore-komme, skal vi så være neutrale og sige lidt besynderlig. Der er det i det, at uanset disse privilegier som den tiltalte har, har han ikke krav på, at De skal acceptere, den forkla-

- 5 -

ring han måtte komme med. Det er Dem, og Dem alene, der afgør, hvilken af en tiltalts forklaringer – om der er en eller flere – der skal lægges til grund eller mere eller mindre tilsidesættes. Det er også sagt, at den tiltalte selvfølgelig ikke har pligt til at bevise egen uskyld. Deraf følger heller ikke, at De skal acceptere en hvilken som helst forklaring. Det, som kommer frem fra en tiltalts side, skal vægtes og vurderes med fuld seriøsitet.

En tiltalt kan indskibe sig i et sandsynliggørelsesproblem. Jeg plejer at bruge et lidt slidt eksempel, det er da anskueligt i hvert fald. En bilist kører usikkert igennem byen og ramponerer nogle andre biler og smutter over for nogle røde lys. Det bliver en medbor-ger for meget. Politiet bliver tilkaldt, og finder bilisten på bopælen. Der bliver taget al-kotest, og den viser 2½ promille. Bilisten siger ingenting.

Så kommer han i retten nogen tid efter og siger, jamen det er da rigtigt nok, at jeg var fuld, da betjentene kom, men jeg har altså trøstet mig, fordi jeg havde nogle personlige problemer. Der stod i øvrigt en halvtom flaske stærk spiritus henne på en hylde, og den må politiet da have set. Han har et forklarelsesproblem.

Hvis han havde sagt til politifolkene, da de kom, ja det kan da være rigtigt nok, at alkoholmetret slår temmelig kraftigt ud, men der står altså en tom flaske derhenne, og det er mig, der har drukket af den. Så ville det have sandsynlighe-den for sig, at han havde drukket efter kørslen.

Politifolkene kunne gå hen og mærke, om flasken var våd i halsen, og hvis den var det, var det politiet / anklagemyndigheden, der havde et problem. Det kunne meget vel være, at tiltaltes forklaring blev accepteret, fordi betjentene var jo nødt til at skrive i deres rapport, at de havde iagttaget en tom fla-ske, der var våd i halsen o.s.v. o.s.v.

Den, der kommer med en forklaring, som efter et forløb måske kan være rigtig, men måske også kan være ganske forkert, har det som jeg plejer at kalde et sandsynliggørel-sesproblem. Stadigvæk det er ikke en tiltalt, der skal bevise egen uskyld, men kommer en tiltalt i en situation, hvor vedkommende kunne have, skal man så sige, tilvejebragt noget, der kunne ligne en forklaring, og måske underbygge den med en objektiv kends-gerning, nemlig den tomme, men våde flaske, ja så havde vedkommende nok haft et problem mindre.

Alt i alt. En tiltalts forklaring skal i det hele bedømmes på baggrund af samtlige beviser i sagen. Denne bevisvurdering er Deres alene og Deres ansvar, som De ikke kan dele med nogen.

Særligt vedrørende hovedspørgsmål 7 (manddrab) efter straffelovens § 237 hed det:

” Hovedspørgsmål 7:

Tiltalte 1's forklaring går kort fortalt ud på, at han af en ukendt person fik fortalt om Forurettedes død, ganske detaljeret.

Budbringerens identitet har vi ikke fået oplyst, og det kan man vel undre sig over. Vid-nerne, der kan have afgørende betydning er Vidne 1 …, ægtefællen Vidne 2 … samt Vidne 3's forklaring …

De skulle ikke have flere bekymringer, fordi Tiltalte 1 havde slået Forurettede ihjel. Der er en gan-ske detaljeret beskrivelse af drabet fra Tiltalte 1's side efter Vidne 1's for-klaring. Ved vurderingen af disse vidners troværdighed skal jeg erindre Dem om de økonomiske problemer, der var opstået. Alt i alt, om vidnernes forklaringer kan lægges til grund, er et bevisspørgsmål, som De og kun De skal afgøre.”

- 6 -

Om Forurettede var pakket ind i plastik eller ej, er vist en bi-omstændighed, der efter min opfattelse, som De ikke skal dele, ikke kan tillægges betydning. Vi ved faktisk ikke, hvor drabet fandt sted. Der kan have været en transport til hullet ved værkstedet på Sted.

Broderen Vidne 3 har her vedstået en forklaring den 23. februar 2005 afgivet i et in-denretligt forhør… Tiltalte 1 fortalte, at han havde slået Forurettede ihjel med et jernrør, efterføl-gende gravet ham ned.

I en politiafhøring den 19. januar 2005 … vedstået her i retten har vi en ganske præcis beskrivelse af, hvad Tiltalte 1 gjorde ved Forurettede. Han slog ham ihjel.

Vidne 2's forklaring har vi i retsbogen …” Tiltalte 1 ringede en morgen og fortalte vidnets hustru, at han havde slået Forurettede ihjel.”

I sidste afsnit samme side skulle Tiltalte 1 ganske nøje over for Vidne 2 have forklaret, hvordan drabet blev begået. Samlet, igen vurderingen af disse vidners vidneforklaringers værdi er Deres opgave og Deres ansvar alene.

De har selv set fotografierne fra findestedet, fået obduktionserklæringen oplæst samt hørt Vidne 4's forklaring… Dette vidne har vist kvalt en almindelig opfattelse: Hælder man kalk over et lig, vil det med tiden forsvinde, tværtom, det ”kon-serveres” .

Jeg har ikke flere bemærkninger om dette spørgsmål. Afgørelsen, skyld eller ikke skyld er Deres.”

Højesterets begrundelse og resultat

Højesteret finder, at formuleringen af anklageskriftets forhold 7 og 9 og de hertil svarende spørgsmål til nævningerne opfylder kravene i de dagældende bestemmelser i retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 3, og § 888.

Højesteret finder, at der ikke er begået rettergangsfejl i landsretten ved, at landsretten ved kendelsen af 5. marts 2007 har tilladt, at nævningerne inden afspilningen af rum- og telefon-aflytninger fik udleveret hjælpebilag indeholdende udskrifter af aflytninger i fuld længde og resumeer heraf, uanset at ikke alle de afskrevne aflytninger blev afspillet og dokumenteret under hovedforhandlingen.

Der findes endvidere ikke grundlag for at antage, at der ved retsformandens resume og rets-belæring er sket rettergangsfejl.

- 7 -

Da det heller ikke kan antages, at der er sket en krænkelse af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, tages Tiltalte 1's påstand om ophævelse af dommen her-efter ikke til følge.

Højesteret finder ikke grundlag for at nedsætte straffen for nogen af de tiltalte.

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret afgørelsen om udvisning af Tiltalte 3.

Højesteret finder ikke grundlag for at ændre landsrettens afgørelse vedrørende sagsomkost-ninger i forhold til Tiltalte 2.

Tiltalte 1, Tiltalte 2 og Tiltalte 3 har fortsat været fængslet un-der anken.

Thi kendes for ret

:

Landsrettens dom stadfæstes.

De tiltalte Tiltalte 1, Tiltalte 2 og Tiltalte 3 skal solidarisk be-tale sagens omkostninger for Højesteret, dog skal de hver især betale udgiften til egen forsva-rer.