OLR — Østre Landsret
AM2023.11.28Ø
OL-2023-Ø-00066
AM2023.11.28Ø Retten i Nykøbing F.’s
DOM
Dato: 23. marts 2022 Rettens sagsnr.: 1-427/2022 Politiets sagsnr.: 1900-72311-00001-21 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født marts 1975 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 18. januar 2022. Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 219, nr. 3, i perioden d. 15. februar 2021 til d. 6. april 2021 på Institution, Adresse i By1, som er en sikret institution for voksne udviklingshæmmede, idet tiltalte, som via vikarbureau var ansat på stedet, indledte et seksuelt forhold til Forurettede, der som domsanbragt var beboer på stedet, hvor de havde samleje 2 gange.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig. Forurettede har påstået, at tiltalte skal betale 25.000 kr. i godtgørelse for tort med tillæg af rente efter erstatningsansvarslovens § 16. Tiltalte har bestridt erstatningspligten og kravets størrelse.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte og af vidnerne Forurettede og Vidne. Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen. Der er fremlagt sms-korrespondance mellem tiltalte og vidnet Forurettede samt diverse fotos og videoer af Forurettede og i hvert fald et foto af tiltalte, som tiltalte og Forurettede har udvekslet. Tiltalte er ikke tidligere straffet.
Kriminalforsorgen har i medfør af retsplejelovens § 808 udfærdiget en undersøgelse af tiltaltes personlige forhold, hvoraf det fremgår, at tiltalte findes egnet til en betinget dom, herunder med vilkår om samfundstjeneste. Tiltalte har haft lejlighed til at forklare om sine personlige forhold.
Rettens begrundelse
og afgørelse Efter straffelovens § 219, nr. 3 straffes med fængsel indtil 4 år den, der er ansat ved eller tilsynsførende med døgninstitution eller opholdssted for børn og unge, psykiatrisk afdeling, døgninstitution for personer med vidtgående psykiske handicap eller lignende institution, og som har samleje med nogen, der er optaget i institutionen.
Det lægges til grund, at tiltalte som ansat i vikarbureauet Virksomhed udførte arbejde på Institution 3 eller 4 dage om ugen svarende til i alt cirka 4 måneder, og at stillingen var af en karakter og havde et arbejdsindhold, der i al væsentlighed svarede til det, som var gældende for øvrige ansatte på Institution.
Herefter og da Forurettede var døgnanbragt på Institution, findes straffelovens § 219, nr. 3 at kunne finde anvendelse i forhold til tiltalte. Der er fremlagt en meget omfattende sms-korrespondance mellem tiltalte og Forurettede, der fandt sted, mens tiltalte var ansat ved Institution.
Korrespondancen er af eksplicit seksuelt karakter, og Forurettede har som led i korrespondancen fremsendt flere fotos og videoer af hans blottede lem.
Efter karakteren og indholdet af den fremlagte sms-korrespondance og de tilknyttede fotos og videoer og efter Forurettedes forklaring om, at han og tiltalte fik et kærestelignende forhold, hvorunder de to gange havde samleje på hans værelse på Institution, findes det bevist, at tiltalte er skyldig i tiltalen. Straffen fastsættes til fængsel i 3 måneder, jf. straffelovens § 219, nr. 3.
Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 1. Retten har lagt vægt på forholdets karakter og omfang og har henset til tiltaltes gode personlige forhold fundet det forsvarligt, at gøre dommen betinget som nedenfor anført.
Efter retsformandens bestemmelse tilkendes Forurettede 15.000 kr. godtgørelse for tort med procesrente fra den 28. marts 2022.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 3 måneder. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser: Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. Tiltalte skal inden 14 dage til Forurettede betale 15.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 28. marts 2022. :::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 23. afdelings
DOM
(landsdommerne Julie Skat Rørdam, Gunst Andersen og Martin Nyvang (kst.) med domsmænd). Dato: 28. november 2023 Rettens sagsnr.: S-931-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født marts 1975, (advokat Henrik Dupont Jørgensen, besk.) Dom afsagt af Retten i Nykøbing Falster den 23. marts 2022 (1-427/2022) er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.
Bistandsadvokaten for Forurettede har nedlagt påstand om, at tortgodtgørelsen fastsættes til 25.000 kr. Tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært formildelse, samt frifindelse for påstanden om tortgodtgørelse. Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnet Forurettede.
Den i byretten af vidnet Vidne afgivne forklaring er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923. Tiltalte Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at hun rettelig blev skilt i 2021 og ikke i 2019, som det er anført i retsbogen. Hun har aldrig været i et forhold til Forurettede. Hun havde været ude for at miste et barn. Hun begyndte at skrive med Forurettede i midten af februar 2021.
Hun havde behov for opmærksomhed og intet andet. Hun mener, at der mangler sider i korrespondancen, og det giver derfor et forkert indtryk, når der fokuseres på enkelte sider. Det er korrekt, at korrespondancen på et tidspunkt ændrer karakter. Det var, fordi hun havde det fået det bedre. Hun var videre og havde aldrig været interesseret i ham. Nogle af billederne, hvor hendes ansigt ses, er stjålet fra Facebook.
Hun følte dengang, at hun ikke var noget værd. Hun var blevet separeret i 2019. Person døde den 30. september 2019 i en alder af 17 år. Hun stod uden beskæftigelse efter Persons død. Det var Forurettede, der begyndte at skrive til hende i midten af februar 2021. Hun havde arbejdet i afdelingen … nogle dage i januar og februar 2021, før han begyndte at skrive til hende.
Hun havde ikke adgang til at være alene med beboerne. Der var en personalevejledning, der beskriver, hvordan man skal forholde sig. Vikarerne må ikke være alene med beboerne, da de ikke har kendskab til beboernes forhold og farlighed. Vikarer måtte kun arbejde sammen med en fast medarbejder. Hun har aldrig været inde på en beboers værelse.
Hvis man ikke har kontakt til en kollega, bliver man efterlyst i løbet af 5-10 minutter. Hun har været med en fastansat, når en beboer var på udgang. Hun har også foretaget indkøb og lavet mad. Hun talte med Forurettede om, at de ikke skulle skrive sammen mere. De stod da udenfor, og en kollega var i nærheden.
Vidnet Forurettede har supplerende forklaret blandt andet, at han i dag ikke kan huske, hvornår relationen til tiltalte begyndte. Han spurgte tiltalte, om han måtte få hendes telefonnummer, hvilket hun indvilgede i. Det kan passe, at det var omkring februar måned. Han har været på gåtur med tiltalte, da han bor på en åben afdeling. Beboere på den sikrede afdeling må kun komme på gåtur med to personaler.
Han havde lov til at gå alene på tur. Tiltalte har været på hans værelse 2-3 gange. Det var de sidste to gange, at de havde sex. Tiltalte havde sagt til kollegaerne, at hun skulle snakke med ham. Billederne, som han har fået af tiltalte, er sendt med sms-beskeder. De er kommet med beskedtjenesten MSN. Der er tre beboere i den bygning, som han bebor. Der er ikke personale i bygningen.
Han har ikke skrevet om samlejerne. Det er medarbejdere på institutionen, der har udtaget data fra hans telefon. Det kan passe, at det var den 15. februar 2021, at han og tiltalte begyndte at få en nærmere relation. Han blev sur, da tiltalte stoppede forholdet. Han synes ikke, at hun skulle have gjort det pr. sms.
Personlige oplysninger Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret blandt andet, at hun er flyttet til By2. Hun lever alene og er uden beskæftigelse.
Landsrettens begrundelse og resultat
Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig efter anklageskriftet. Straffen findes passende. Efter de juridiske dommeres bestemmelse tiltrædes dommens bestemmelse om godtgørelse for tort. Landsretten stadfæster derfor dommen.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
