BS-32948/2019-HJR

DSB kunne ikke som følge af høj selvrisiko på sin tings- og driftstabsforsikring anses som selvforsikrer efter erstatningsansvarslovens § 20 Sagen angik, om DSB havde krav på erstatning for en skade opstået ved en ulykke den 6. april 2013, hvor et S-tog påkørte en løsgående hest. Hesteejeren, der var objektivt ansvarlig for skaden, havde tegnet lovpligtig ansvarsforsikring hos Concordia Forsikring A/S og Tryg Forsikring A/S, der hæftede umiddelbart over for DSB. Erstatningskravet var ikke dækket af DSB’s tings- og driftstabsforsikring, hvorefter selvrisikoen for den indtrådte skade udgør 25 mio. kr. Spørgsmålet for Højesteret var, om DSB som følge af høj selvrisiko på tings- og driftstabsforsikringen måtte anses som selvforsikrer efter erstatningsansvarslovens § 20, således at DSB skulle stilles, som om forsikring var tegnet. Dette ville føre til, at erstatningskravet mod hesteejeren – og dermed mod Concordia Forsikring og Tryg Forsikring – var bortfaldet efter lovens § 19, stk. 1. Af forarbejderne til § 20 fremgår bl.a., at en offentlig institution ikke i almindelighed er selvforsikrer, hvis institutionen ”nok forsikrer sig, men med meget høj selvrisiko, og således selv overtager risikoen for mindre skader”. Højesteret fandt, at der hverken efter denne formulering eller sammenhængen med § 19, stk. 1, var grundlag for at antage, at der med udtrykket ”mindre skader” er tilsigtet en størrelsesmæssig absolut begrænsning, således at der herfra modsætningsvis kan sluttes, at § 20 finder anvendelse ved en selvrisiko for beløbsmæssigt større skader. Udtrykket måtte derfor antages at tage sigte på den situation, at den indtrådte skade er mindre end selvrisikoen. Højesteret fandt på denne baggrund, at DSB ikke i kraft af den høje selvrisiko kunne anses for at være en offentlig institution, der i almindelighed er selvforsikrer i den forstand, udtrykket er anvendt i erstatningsansvarslovens § 20. Hesteejerens erstatningsansvar – og Concordia Forsikring og Tryg Forsikrings ansvar over for DSB – var dermed ikke bortfaldet efter § 19, stk. 1. Landsretten var nået til samme resultat.