Tilbage til sager

VLRVestre Landsret

AM2021.01.18V

OL-2021-V-00003

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
18-01-2021
Sagsemne
beløb 100.000 - 500.000
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2021.01.18V Retten i Herning

DOM

Dato: 25. maj 2020 Rettens sagsnr.: 99-395/2020 Politiets sagsnr.: 4100-76404-00003-17 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født november 1965 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 21. januar 2020.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 289 a, stk. l, socialt bedrageri, ved i perioden fra den 21. marts 2016 til den 31. januar 2017, til brug for Ringkøbing-Skjern Kommunes afgørelse af om han var berettiget til kontanthjælp, svigagtigt at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger, med forsæt til at opnå uberettiget udbetaling til sig eller andre, idet tiltalte undlod at oplyse kommunen om, at han i perioden tillige havde betydelig indkomst i form af Erhverv, hvorved han uberettiget fik udbetalt 119.608,87 kr. i kontanthjælp.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig. Ringkøbing-Skjern Kommune har påstået, at tiltalte skal betale 119.608,87 kr. i erstatning. Tiltalte har nægtet erstatningspligten. Tiltalte har nægtet erstatningskravets størrelse.

Sagens oplysninger

Vidne har forklaret, at hun er ansat hos Ringkøbing-Skjern Kommune. Tiltalte flyttede fra den ene adresse til den anden i perioden, hvor han fik kontanthjælp udbetalt. Det er ydelsessagsbehandleren, der har regnet beløbene sammen. Da tiltalte søgte kontanthjælp var det en anden frontarbejder, der gav vejledningen. Vidnet havde ikke sagen fra starten, men hun har talt med ham flere gange.

Erhverv var et professionelt foretagende. Der var rigtigt meget og mange ting af samme slags, og det var sorteret og fordelt. Første gang, hun var der, mødte hun nogen på vej ud fra butikken. Anden gang, hun var der, var det kun tiltalte, der gik der. Når man udfylder ansøgningen om forsørgelse, bliver man vejledt, og der følger også en skriftlig vejledning med. I bilag 17 mangler side 2 og 3.

Der er nok sket en indscanningsfejl, da siden med tiltaltes underskrift ikke er med. Normalt bliver de sidste sider ikke gemt, men der er underskrift på ansøgningen. Man kan ikke få kontanthjælp, før ansøgningen er underskrevet. Hendes kollega kan godt have været behjælpelig med at fa formularen udfyldt.

Tiltalte er straffet senest ved dom af 12. marts 2019 med 5 dagbøder på hver 500 kr. for overtrædelse af straffelovens § 276. Tiltalte har ikke reageret på Kriminalforsorgens henvendelser. Sagen er fremmet i tiltaltes fravær i medfør af retsplejelovens§ 855, stk. 3, nr. 4.

Rettens begrundelse

og afgørelse Af sagens bilag fremgår, at tiltalte i perioden den 21. marts 2016 til den 31. januar 2017 har fået udbetalt 119.608,87 kr. i kontanthjælp. Det fremgår videre af tiltaltes kontoudtog, at tiltalte har modtaget betalinger på i alt 453.995,23 på kontoen i samme periode. Af fotos optaget hos tiltalte fremgår, at der drives en omfattende Erhverv.

Af ansøgningsblanket om kontanthjælp, indgået hos kommunen den 21. marts 2016 fremgår, at tiltalte har oplyst, at han har været selvstændig frem til 2014 og siden har hjulpet en kammerat uden at få løn, samt at lægen havde sygemeldt ham med henblik på pension. Der ses ikke af bilaget i sagen en underskrift på denne blanket.

Der foreligger imidlertid tre spørgeskemaer fra perioden, hvor tiltalte har oplyst, at han ikke har haft indtægter i perioden, ligesom det af udbetalingsbilagene fremgår, at tiltalte har pligt til at meddele, om der er ændringer i hans forhold. Vidnet har forklaret, at der ikke kan udbetales kontanthjælp, hvis ikke der er en underskreven tro- og loveerklæring.

Retten finder det med disse oplysninger bevist, at tiltalte har drevet virksomhed med Erhverv samtidig med, at han har modtaget kontanthjælp, selvom han måtte være klar over, at hans indtægter fra Erhverv medførte, at udbetalingerne var uberettigede. Tiltalte er dermed skyldig i den rejste tiltale. Straffen fastsættes til fængsel i 6 måneder, jf. straffelovens § 289 a, stk. I. 60 dage af straffen skal afsones nu.

Resten af straffen gøres betinget på vilkår som angivet nedenfor. Retten har lagt vægt på omfanget af de udbetalte ydelser og har desuden lagt vægt på den tid, der er forløbet, siden forholdet blev begået. Retten tager erstatningspåstanden til følge som nedenfor bestemt.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 6 måneder. 60 dage af straffen skal afsones nu. Resten af straffen skal ikke afsones, hvis tiltalte overholder følgende betingelser: Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. Tiltalte skal inden 14 dage til Ringkøbing-Skjern Kommune betale 119.608,87 kr. med tillæg af rente efter erstatningsansvarsloven. :::::::::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 16. afdelings

DOM

(dommerne Lis Frost, Jens Røn og Eva Skov (kst.) med domsmænd) Dato: 18. januar 2021 Rettens sagsnr.: S–1229–20 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født november 1965, (advokat Loa Nedergaard Olsen, Ikast) Retten i Herning har den 25. maj 2020 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 99-395/2020).

Påstande

Tiltalte, Tiltalte, har påstået formildelse. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Forklaring Tiltalte har forklaret, at det er rigtigt, at han fik kontanthjælp, samtidig med at han handlede med Erhverv. Da han søgte kontanthjælp, kunne han næsten ikke gå som følge af sår på benene og kunne ikke arbejde. Han har altid handlet med Erhverv og har handlet fra sin bopæl.

Han har ikke tidligere søgt om kontanthjælp, da han ville klare sig selv. Da han søgte om kontanthjælp, skyldte han penge for husleje og endte også med at blive sat ud af sit lejemål. Han er ordblind og får hjælp til at læse sin post. Han havde problemer med sine ben i lang tid. Da han fik det bedre, begyndte han at handle med Erhverv igen, men fortalte det ikke til kommunen.

Det foregik både kontant og ved, at han fik penge indsat på sin konto. Det er rigtigt, at han har fået indsat næsten 454.000 kr. på sin konto, men han har også haft udgifter. Han har ikke betalt beløbet tilbage til kommunen og har heller ikke kontaktet kommunen om det. Han har ikke pengene. Han mødte ikke op i byretten, da han ikke havde fået en indkaldelse.

Han kan godt have fået en henvendelse fra Kriminalforsorgen, men han har ikke læst den. Han bor alene i en lejebolig. Han driver stadig lidt Erhverv. Han har for nylig været indlagt i flere måneder og har ikke kunnet arbejde. Han vil gerne udføre samfundstjeneste. Han får ikke nogen offentlige ydelser.

Landsrettens begrundelse og resultat

Tiltalte har gennem en periode på ca. 10 måneder uberettiget fået udbetalt næsten 120.000 kr. i kontanthjælp, idet han undlod at oplyse kommunen om, at han havde betydelig indkomst i form af Erhverv. Landsretten er efter forholdets karakter og grovhed enig i, at straffen er fastsat til fængsel i 6 måneder. Straffen er en tillægsstraf efter straffelovens § 89.

Forholdet er begået fra marts 2016 til januar 2017 og blev anmeldt af kommunen den 9. maj 2017. Tiltalte blev først afhørt og sigtet af politiet den 10. september 2019, hvorefter der blev rejst tiltale den 19. januar 2020.

Efter forholdets karakter, og da tiltalte tidligere er straffet for berigelseskriminalitet – om end alene med bøde, sammenholdt med sagsbehandlingstiden i sagen og den tid, der er gået, siden det strafbare forhold blev begået, tiltræder landsretten, at straffen er gjort delvist betinget som sket.

Det har ikke været muligt for Kriminalforsorgen at få kontakt til tiltalte, og der er herefter ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten stadfæster derfor dommen, dog således at erstatningen skal forrentes med procesrente fra den 25. maj 2020, da kravet blev fremsat i byretten.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at erstatningen forrentes med procesrente fra den 25. maj 2020. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2021.01.18V
Socialbedrageri, kontanthjælp, undladt at oplyse om betydelig indkomst fra skrothandel, periode på ca. 10 mdr.
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/7b41ad1f-61a9-4490-a97a-b879ae6b97cd