58/2009

Fleksjobansat havde krav på værdien af 5 ikke afholdte feriefridage ifølge overenskomst samt en godtgørelse på 4.000 kr. for mangelfuldt ansættelsesbevis. I 2005 blev A ansat i et fleksjob med en ugentlig arbejdstid på 20 timer hos B, der ikke var omfattet af den kollektive overenskomst på området. Af den skriftlige aftale (fleksjobbevillingen) mellem kommunen og B, som B havde skrevet under på, fremgik det, at overenskomst var gældende. I ansættelsesaftalen under feltet ”Overenskomstforhold” havde B sat kryds ud for formuleringen: ”Ansættelsesforholdet er ikke omfattet af en kollektiv overenskomst”. B havde i ansættelsesaftalen angivet, at den ugentlige arbejdstid var 37 timer. Senere opstod tvist mellem A og B om betaling af værdien af 5 ikke afholdte feriefridage ifølge overenskomsten samt godtgørelse for mangler ved ansættelsesbeviset. Højesteret udtalte, at ordlyden af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 72, stk. 1, i overensstemmelse med forarbejderne måtte forstås således, at den pågældende overenskomsts bestemmelser om løn og øvrige arbejdsvilkår – herunder eventuelle bestemmelser om ret til feriefridage – kun kunne fraviges ved aftale mellem det konkrete ansættelsesforholds parter i det omfang, overenskomsten åbnede mulighed herfor. Det var ubestridt, at den relevante overenskomst i sagen var Landsoverenskomst for kontor og lager for 2004-2007, der i § 12 indeholdt bestemmelser om ret til feriefridage, og det var ikke godtgjort, at denne overenskomst åbnede mulighed for, at A og B ved aftale kunne fravige bestemmelserne. Højesteret fandt, at A kunne støtte sit krav på kompensation for ikke afholdte feriefridage på lovens § 72, stk. 1. Højesteret fandt endvidere, at B havde tilsidesat sin oplysningspligt efter ansættelsesbevislovens § 2, stk. 2, nr. 10, ved ikke at oplyse om, hvilken kollektiv overenskomst der regulerede arbejdsforholdet. B havde endvidere tilsidesat sin oplysningspligt efter ansættelsesbevislovens § 2, stk. 2, nr. 9, ved, at det ikke fremgik af ansættelsesaftalen, at den normale ugentlige arbejdstid var 20 timer. B skulle derfor betale en godtgørelse til A på 4.000 kr., jf. ansættelsesbevislovens § 6, stk. 1. Under henvisning til Højesterets dom af 17. december 2010 i sag 90/2010 lagde Højesteret herved vægt på, at ordlyden af bestemmelsen i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 72, stk. 1, havde kunnet give anledning til tvivl om, hvorvidt en bestemt overenskomst skulle følges, at det af fleksjobbevillingen fremgik, at det ugentlige timetal var 37 timer, og at fejlen i ansættelsesaftalen vedrørende dette forhold ikke havde givet anledning til tvist. Højesteret ændrede herefter Sø- og Handelsrettens dom.