AM2026.01.26V2

AM2026.01.26V2 Retten i Hernings

DOM

Dato: 5. maj 2025 Rettens sagsnr.: 99-2881/2024 Politiets sagsnr.: SAV-2024-3100101-644 Erstatningssøgende mod Anklagemyndigheden Erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning m.v. Anklagemyndigheden har ved tilkendegivelse af 21. oktober 2024 indbragt sagen for retten i medfør af retsplejelovens § 1018 f, stk. 1.

Påstande

Erstatningssøgende har påstået anklagemyndigheden dømt til at betale yderligere erstatning på principalt 572.400 kr., subsidiært 170.000 kr. og mere subsidiært 50.000 kr. Den principale og subsidiære påstand er opgjort i henhold til Rigsadvokatens takstmæssige erstatningsbeløb for henholdsvis personundersøgelser og visitationer, mens den mere subsidiære påstand er opgjort skønsmæssigt. Anklagemyndigheden har påstået frifindelse.

Sagens oplysninger

Erstatningssøgende har forklaret, at det var en hård tid at være varetægtsfængslet, og at han ad flere omgang følte sig uretfærdigt behandlet. Det skete ofte, at han blev visiteret. Også når han kun havde været i sin celle. De kom uanmeldt og systematisk. Det havde noget med hans sigtelse at gøre. Han skulle nøgenvisiteres fx efter mobiltelefoner. Der blev ikke taget hensyn til ham.

De hyppige undersøgelser undrede ham. De undrede også vagterne. Der blev ikke fundet noget, men de blev alligevel ved. Det var noget, der fyldte rigtig meget for ham. Han var i isolation i en måneds tid, hvor han også var undergivet kontroller. Især i starten af fængslingen fyldte det meget for ham.

Han blev nøgenvisiteret på daglig basis og skulle som den eneste af de indsatte gå igennem metaldetektorer (detektorkarm). Normalvis er der mulighed for sociale fællesskaber. Men hvis han skulle have besøg på sit værelse, skulle besøgende også undergives kontroller. Det påvirkede hans sociale relationer. De fleste visitationer var sådan, at han skulle afklæde sig på toilettet. Og så skulle de undersøge ham.

Han skulle selv tage sit tøj af. De gennemgik hans tøj med metaldetektor, mens han stod nøgen. Som udgangspunkt skulle han også lige dreje rundt. De kunne se hele kroppen. En del gange skulle han gå på hug og løfte sine ben. Det gjorde sig gældende for 90 procent af nøgenvisitationerne. Det var grundigt og indgribende. På et tidspunkt i starten, hvor han ikke forstod hvorfor, troede han, at han skulle have bank.

Der blev han spurgt, hvad han sad inde for. Han syntes, at det var chikane. Både fordi han var nøgen og fordi, at de godt vidste det. Den form for krænkelse, som han følte, har selvfølgelig sat sig i ham. Det føltes som målrettede angreb. Det siger næsten sig selv med så mange personundersøgelser. Selve antallet var uproportional. Det var som om, at han fik taget sine rettigheder, og at han skulle vinde dem tilbage.

Erstatningssøgende blev den 7. april 2016 anholdt som sigtet for overtrædelse af straffelovens § 114 c (hvervning til terror). Han blev i henhold til sigtelsen varetægtsfængslet den 8. april 2016 og ved dom af 13. december 2017 idømt 5 års fængsel, hvilket blev stadfæstet af landsretten den 22. november 2018.

I perioden fra den 7. april 2016 til den 17. marts 2017, hvor Erstatningssøgende var varetægtsfængslet, har han været genstand for 477 personundersøgelser og 309 celleundersøgelser som følge af, at han var underkastet foranstaltningen særlig skærpet opmærksomhed (SSO), jf. straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 1.

Den 23. august 2024 har Rigsadvokaten i medfør af retsplejelovens § 1018 h, med hjemmel i erstatningsansvarslovens § 26, truffet afgørelse om at betale 35.000 kr. i torterstatning til Erstatningssøgende, idet personundersøgelserne og celleundersøgelserne i en række tilfælde har været uforholdsmæssige og unødvendige og i strid med straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 1, jf. stk. 4.

Beløbet er fastsat skønsmæssigt og med henvisning til Højesterets dom af 22. juni 2022 trykt i TfK2022.351. Det fremgår af Rigsadvokatens begrundelse: "... Jeg har ved min vurdering på den ene side lagt vægt på, at din klient har været sigtet for overtrædelse af straffelovens § 114 c, hvilket indebærer, at person- og celleundersøgelser i et vist omfang må anses for forholdsmæssigt og nødvendige.

Jeg har endvidere lagt vægt på, at visitationerne af din klient person i de fleste tilfælde foregik ved, at din klient fik igennem en detektorkarm, hvilket er væsentlig mindre indgribende end personundersøgelse med fuld afklædning.

Jeg har ved min vurdering på den anden side lagt vægt på, at foranstaltningerne har haft en varighed på 344 dage, at der i den samlede periode for SSO er foretaget 477 personundersøgelser og 309 celleundersøgelser, og at din klient i flere dage ikke havde været registreret uden for sin celle.

Jeg har endvidere lagt vægt på, at der ikke er fundet ulovlige genstande eller kommunikationsmidler i forbindelse med undersøgelserne. Jeg har herudover lagt vægt på, at din klient i en kort periode var varetægtsfængslet i isolation, hvor nødvendigheden af SSO-foranstaltninger ikke kan anses for påkrævet i samme omfang som ved varetægtsfængsling uden isolation. ..."

Rettens begrundelse

og afgørelse Erstatningssøgende har i en periode på 344 dage været udsat for 477 personundersøgelser og 309 celleundersøgelser, og retten lægger til grund, som oplyst i Rigsadvokatens afgørelse af 23. august 2024 og støttet ved Kriminalforsorgens Personjournal for Erstatningssøgende, at disse undersøgelser i en række tilfælde har været i strid med straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 1, jf. stk. 4, og at Menneskerettighedskonventionens artikel 3 og 8 har været krænket herved.

Højesteret har i en lignende sag, trykt i TfK2022.351, hvor pågældende erstatningssøgende i en periode på 346 dage har været udsat for 301 personundersøgelser og 318 celleundersøgelser, som i en række tilfælde har været retsstridige på samme vis, skønsmæssigt fastsat en godtgørelse på 30.000 kr.

Retten finder derfor - i lighed med Højesteret - at Erstatningssøgende har krav på godtgørelse, jf. retsplejelovens § 1018 h, jf. princippet i erstatningsansvarslovens § 26 sammenholdt med Menneskerettighedskonventionens artikel 13, som følge af myndighedernes culpøse adfærd, og at godtgørelsen skal fastsættes efter et skøn over sagens samlede omstændigheder, under hensyntagen til Menneskerettighedsdomstolens praksis, jf. konventionens artikel 41, og navnlig med vægt på krænkelsen af artikel 3.

Herefter, navnlig med vægt på de retsstridige personundersøgelser, og af den af Rigsadvokaten anførte begrundelse, finder retten, at godtgørelsen skønsmæssigt - under hensyntagen til flerheden af ensartede krænkelser sammenholdt med de vejledende takstmæssige erstatningsbeløb, skal fastsættes til 35.000 kr. Det af Erstatningssøgende anførte kan ikke føre til andet resultat.

Anklagemyndigheden, der allerede har betalt Erstatningssøgende 35.000 kr. i godtgørelse, frifindes således for yderligere krav.

Thi kendes for ret

: Anklagemyndigheden frifindes for yderligere krav. Erstatningssøgende skal betale sagsomkostningerne. ::::::::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 11. afdelings

DOM

(dommerne Peter Buhl, Thomas Raaberg-Møller og Rasmus Krogh Pedersen) Dato: 26. januar 2026 Rettens sagsnr.: S–0875–25 Anklagemyndigheden mod Erstatningssøgende, født maj 1995, (advokat Tobias Stadarfeld Jensen, Aarhus) Retten i Herning har den 5. maj 2025 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 99-2881/2024).

Påstande

Erstatningssøgende har nedlagt påstand om, at anklagemyndigheden skal anerkende, at det var retsstridigt at iværksætte en undersøgelsesordning, hvorefter han i perioden fra den 7. april 2016 til den 17. marts 2017 dagligt skulle personundersøges og have sin celle undersøgt.

Herudover har Erstatningssøgende nedlagt påstand om, at anklagemyndigheden skal betale yderligere erstatning på principalt 537.400 kr., subsidiært 135.000 kr. og mere subsidiært et mindre beløb fastsat af retten. Anklagemyndigheden har påstået afvisning af anerkendelsespåstanden og i øvrigt stadfæstelse.

Erstatningssøgendes principale betalingspåstand er opgjort på baggrund af anklagemyndighedens takster for legemsundersøgelser omfattet af retsplejelovens § 1018 b (477 personundersøgelser til en takst på 1.200 kr. fratrukket det betalte beløb på 35.000 kr.).

Den subsidiære betalingspåstand er opgjort på baggrund af anklagemyndighedens takster for visitationer omfattet af retsplejelovens § 1018 b (416 visitationer i 2016 til en takst på 350 kr. og 61 visitationer i 2017 til en takst på 400 kr. fratrukket det betalte beløb på 35.000 kr.).

Ændringerne af betalingspåstanden i forhold til påstanden for byretten skyldes, at der i påstanden for byretten ikke var taget højde for de 35.000 kr., som var blevet betalt i henhold til Rigsadvokatens afgørelse af 23. august 2024.

Landsrettens begrundelse og resultat

Den foreliggende sag er indbragt for domstolene efter retsplejelejelovens § 1018 f og angår, om der er grundlag for at yde yderligere erstatning end den erstatning på 35.000 kr., som Rigsadvokaten har fastsat. Landsretten finder, at en pådømmelse af anerkendelsespåstanden ikke har betydning for Erstatningssøgendes retsstilling, og anerkendelsespåstanden afvises derfor.

Landsretten finder ikke grundlag for at fastslå, at der er foretaget flere personundersøgelser end de undersøgelser, som fremgår af journalmaterialet. Erstatningssøgende har således i en periode på 344 dage været udsat for 477 personundersøgelser og 309 celleundersøgelser. Det kan lægges til grund, at 191 af personundersøgelserne blev gennemført ved, at Erstatningssøgende gik igennem en detektorkarm.

Rigsadvokaten har i sin afgørelse af 23. august 2024 anerkendt, at den undersøgelsesordning, som var iværksat over for Erstatningssøgende fra den 7. april 2016 til den 17. marts 2017, i en række tilfælde var i strid med straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 1, jf. stk. 4. Ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse har Rigsadvokaten henvist til Højesterets dom i UfR 2022.3807.

I denne dom fastsatte Højesteret en godtgørelse på 30.000 kr. for en undersøgelsesordning, der havde indebåret 301 personundersøgelser og 318 celleundersøgelser over en periode på mere end 11 måneder. Højesteret udtalte i dommen, at undersøgelserne i en række tilfælde havde været i strid med straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 1, nr. 4, og tillige havde indebåret en krænkelse af EMRK artikel 3 og 8.

Landsretten finder, at der efter omstændighederne i den foreliggende sag og i lyset af Højesterets afgørelse ikke er grundlag for at forhøje den godtgørelse på 35.000 kr., som Rigsadvokaten har fastsat.

Det, som Erstatningssøgende har anført om, at godtgørelsen skal fastsættes på baggrund af anklagemyndighedens takstmæssige erstatningsbeløb for legemsundersøgelser eller visitationer omfattet af retsplejelovens § 1018 b, kan ikke føre til et andet resultat.

Landsretten bemærker herved, at erstatningen i den foreliggende sag – ligesom tilfældet var i Højesterets dom – er fastsat efter de almindelige erstatningsregler, jf. herved retsplejelovens § 1018 h. Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Thi kendes for ret

: Erstatningssøgendes anerkendelsespåstand afvises, og byrettens dom stadfæstes. Erstatningssøgende skal betale sagens omkostninger for landsretten.