Tilbage til sager

VLRVestre Landsret

AM2025.06.03V

OL-2025-V-00034

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
03-06-2025
Sagsemne
produktionsdyr, strafudmåling
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2025.06.03V Retten i Aalborgs

DOM

Dato: 30. januar 2025 Rettens sagsnr.: 7-3054/2024 Politiets sagsnr.: 51TC-81265-00001-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte1, født den november 1986 og Tiltalte2 ApS, cvr-nummer … Anklageskrift er modtaget den 31. maj 2024.

Tiltalte1 og Tiltalte2 ApS er tiltalt for overtrædelse af 1. (Forholds/bilagsfort. 1. 2. og 5) Tiltalte Tiltalte1 færdselslovens § 118, stk. 1, og stk. 7, jf. § 3, stk. 1, § 41, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, og § 67, stk. 1 og stk. 3, ved den 29. december 2023 ca. kl. 09.35, at have ført lastbil med registreringsnummer ..., tilkoblet sættevogn ..., under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, i sydlig retning ad Midtjyske Motorvej på tilkørslen fra rasteplads Søby Vest, pr.

Herning, uden at udvise fornøden agtpågivenhed og uden at afpasse vogntogets hastighed efter forholdene og herunder tage vejforholdene samt køretøjets belæsning og tilstand i betragtning, samt uden at køretøjet var i lovlig for forsvarlig stand, idet tiltalte førte vogntoget, der havde 210 slagtesvin om bord, med en hastighed, der var for høj efter forholdene, navnlig henset til at vejen kurvede, at der var en stærk vind og lastens beskaffenhed og med et hjulophæng på 3. aksel på traileren i venstre side, der var bristet og ikke kunne modstå de påvirkninger, der opstod, hvilket til sammen bevirkede, at vogntoget væltede med materiel skade til følge, ligesom flere af de på vogntoget værende slagtesvin kom til skade eller døde. 2. (forholds/bilagsfort. 3 og 4). bekendtgørelse nr. 26 af 13. januar 2020 § 37, stk. 1, nr. 1, jf.

Rådets forordning nr. 1/2005 om beskyttelse af dyr under transport artikel 3, litra c, samt dyrevelfærdslovens § 58, stk. 1, jf. stk. 12, jf. § 2, ved på tid og sted som under forhold 1 beskrevet som ledsager og fører af lastbil med reg.nr. ..., tilkoblet ..., i forbindelse med økonomisk virksomhed, at have foretaget transport af 210 slagtesvin selv om påhængsvognen og dens udstyr ikke var udformet, indrettet vedligeholdt eller blev anvendt på en sådan måde, at dyrene ikke kunne komme til skade, blive påført lidelser eller at dyrenes sikkerhed blev tilgodeset, idet hjulophæng på 3. aksel i venstre side var bristet hvilket sammen med den i forhold 1 beskrevne kørsel bevirkede, at vogntoget væltede, hvorved ca. 45 slagtesvin døde og ca. 59 måtte aflives og hvorved grisene på vogntoget blev udsat for uforsvarlig behandling og ikke beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse angst, varigt men og væsentlig ulempe. 3. (forholds/bilagsfort. 6 – 8).

Tiltalte2 ApS bekendtgørelse nr. 26 af 13. januar 2020 § 37, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1 og 4, jf.

Rådets forordning nr. 1/2005, artikel 3, litra c, og artikel 6, stk. 3, jf. bilag I, kapitel II, pkt. 1.1, litra a, samt dyrevelfærdslovens § 58, stk. 1, jf. stk. 12 og stk. 13, jf. § 2, samt færdselslovens § 118, stk. 1, og stk. 7, jf. til dels stk. 15, jf. § 41, stk. 1 og § 67, stk. 1 – 3, ved som transportvirksomhed at være ansvarlig for at chauffør Tiltalte1, den 29. december 2023 ca. kl. 09.35, som fører af lastbil med registreringsnummer ..., tilkoblet sættevogn, ..., i forbindelse med økonomisk virksomhed, transporterede 210 slagtesvin i sydlig retning ad Midtjyske Motorvej på tilkørslen fra rasteplads Søby Vest, pr.

Herning, selv om påhængsvognen og dens udstyr ikke var udformet, indrettet vedligeholdt eller blev anvendt på en sådan måde, at dyrene ikke kunne komme til skade, blive påført lidelser eller at dyrenes sikkerhed blev tilgodeset, idet sættevognens hjulophæng på 3. aksel i venstre side var defekt, hvilket til sammen med chaufførens i forhold 1 beskrevne kørsel medførte at vogntoget væltede i en kurve hvorved ca. 45 slagtesvin døde og ca. 59 kom til skade og måtte aflives på stedet, hvorved dyrene på vogntoget blev udsat for uforsvarlig behandling og ikke blev beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst varig men og væsentlig ulempe.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraffe. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte Tiltalte1 skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, og at frakendelsen skal ske betinget, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1. Tiltalte1 har nægtet sig skyldig. Tiltalte2 ApS har nægtet sig skyldig.

Sagens oplysninger

Der er afspillet kameraoptagelser fra lastbilen, der er forvist fotos fra uheldsstedet, herunder oversigtsfotos og fotos af lastbilen og traileren, ligesom der er forevist hastighedsprofil downloaded fra lastbilens takograf og skitse over uheldsstedet. Af bilinspektørudtalelse af 6. februar 2024 fremgår følgende: "...

Konklusion På det foreliggende grundlag vurderes det, at den defekte aksel på sættevognen havde betydning for færdselsuheldets opståen. På baggrund af mængden af rust på brudfladerne vurderes det sandsynligt, at akslen var defekt forud for kørslens begyndelse og, at akslen derfor var placeret unormalt i den defekte side. Defekten var således med stor sandsynlighed synlig for chaufføren forud for kørslen.

Under kørslen vurderes det usandsynligt, at den defekte aksel var erkendelig for chaufføren førend vogntoget begyndte at tippe. Det vurderes ikke, at akslen var defekt som følge af manglende vedligehold, men snarere en konstruktions eller anvendelsesfejl. Det vurderes, at færdselsuheldet ikke opstod udelukkende som følge af den defekte aksel, men derimod som en kombination af flere faktorer.

Herunder vogntogets hastighed, vindtryk på vogntogets højre side, vejsvingets forløb og den defekte aksel. Det vurderes, at den defekte aksel medførte yderligere belastning på de omkringliggende aksler, hvorved der var øget risiko for mekanisk defekt i disse, herunder dæksprængning eller mekanisk sammenbrud af bærende elementer.

Den defekte aksel medførte en ikke ubetydelig fare for andre trafikanter og ligeledes for de transporterede dyr.

Faren var især til stede ved svingning mod højre. ..." Forklaringer Der er afgivet forklaring af tiltalte, Tiltalte1, Vidne1, politiassistent Vidne2 og bilinspektør Vidne3. [FORKLARINGER UDELADT] Forstraffe Tiltalte, Tiltalte2 ApS, er tidligere straffet flere gange for overtrædelse af transportforordningen og dyrevelfærdsloven, senest ved dom af 20. februar 2024, hvor tiltalte blev idømt en bøde på 70.000 kr. for grovere uforsvarlig behandling af en gris i forbindelse med transport.

Bøden blev fast ud fra, at der var tale om en 8. gangs overtrædelse.

Rettens begrundelse

og afgørelse Forhold 1: Efter erklæringen og forklaringen fra bilinspektøren sammenholdt med vidnet politiassistent Vidne2s forklaring og de foreviste fotos lægger retten til grund, at der på traileren var 2 brud på hjulophænget på den 3. aksel i venstre side, og at traileren derfor ikke var i lovlig og forsvarlig stand, ligesom retten efter forklaringen afgivet af bilinspektøren lægger til grund, at der var tale om en fejl, der i sig selv var væsentlig og udgjorde en risiko for, at der kunne opstå uheld.

Retten lægger endvidere til grund, at fejlen ikke var opstået under kørslen den pågældende dag, men at det efter mængden af rust på brudfladerne var sket ikke senere end 1 dag før uheldet.

Det fremgår af Færdselsstyrelsens guide for førere af tunge køretøjer, at føreren inden kørslen skal tjekke bl.a. dækkene på køretøjet, og Tiltalte1 har forklaret, at hvis der var et defekt hjulophæng på traileren eller lastbilen, ville han have set det.

Herefter, og efter indholdet af erklæringen og forklaringen afgivet af bilinspektøren, herunder om at chaufføren med stor sandsynlighed ville bemærke, at hjulet sad forkert, hvis chaufføren havde tjekket hjulene inden kørslen, finder retten, at tiltalte, Tiltalte1, burde have opdaget og været opmærksom på trailerens stand.

Efter indholdet af lastbilens hastighedsprofil og de foreviste videoer af kørslen lægger retten til grund, at tiltalte, Tiltalte1, kørte med en hastighed på op til 49 km/timen i det sving, hvori uheldet skete.

Ved at føre lastbilen med traileren, der var læsset med 210 grise, på den anførte måde i et sving, uagtet af traileren havde den anførte defekt, finder retten, at tiltalte, Tiltalte1, ikke har udvist den fornødne agtpågivenhed og har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden som anført i tiltalen, ligesom han har undladt at tilpasse hastigheden efter forholdene som anført i tiltalen.

Det er derfor bevist, at tiltalte, Tiltalte1, har gjort sig skyldig efter tiltalen i dette forhold.

Forhold 2: Efter det ovenfor anførte, herunder om skaderne på hjulophænget, som tiltalte, Tiltalte1, burde have opdaget, sammenholdt med kørslen, og da retten lægger til grund, at 45 grise døde i forlængelse af uheldet, og at 59 grise måtte aflives på stedet på grund af følger opstået under eller i forlængelse af uheldet, er det bevist, at tiltalte, Tiltalte1, endvidere har gjort sig skyldig efter tiltalen i dette forhold.

Forhold 3: Da de i forhold 1 og 2 anførte overtrædelser kan tilregnes tiltalte, Tiltalte1, som også på uheldstidspunktet var ansat som chauffør hos tiltalte, vognmandsvirksomheden Tiltalte2 ApS, er betingelserne for at pålægge vognmandsvirksomheden strafansvar opfyldt, og vognmandsvirksomheden er derfor skyldig efter tiltalen i dette forhold.

Straffen for tiltalte, Tiltalte1, fastsættes til en bøde på 10.000 kr., jf. færdselslovens § 118, stk. 1, og stk. 7, jf. § 3, stk. 1, § 41, stk. 1, og stk. 2, nr. 3, og § 67, stk. 1 og stk. 3, bekendtgørelse nr. 26 af 13. januar 2020 § 37, stk. 1, nr. 1, jf. Rådets forordning nr. 1/2005 om beskyttelse af dyr under transport artikel 3, litra c, og dyrevelfærdslovens § 58, stk. 1, jf. stk. 12, jf. § 2.

Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt. Tiltalte, Tiltalte1, har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, og han frakendes derfor retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert.

Tiltalte beholder dog førerretten, hvis han ikke inden for 3 år fra endelig dom igen fører motordrevet køretøj på en sådan måde, at førerretten skal frakendes, jf. færdselslovens § 125, stk. 4, jf. § 125, stk. 1, nr. 1. Straffen for tiltalte, vognmandsvirksomheden Tiltalte2 ApS, fastsættes til en bøde på 50.000 kr., jf. bekendtgørelse nr. 26 af 13. januar 2020 § 37, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1 og 4, jf.

Rådets forordning nr. 1/2005, artikel 3, litra c, og artikel 6, stk. 3, jf. bilag I, kapitel II, pkt. 1.1, litra a, samt dyrevelfærdslovens § 58, stk. 1, jf. stk. 12 og stk. 13, jf. § 2, samt færdselslovens § 118, stk. 1, og stk. 7, jf. til dels stk. 15, jf. § 41, stk. 1 og § 67, stk. 1-3, jf. straffelovens § 89.

Retten har ved straffens fastsættelse lagt vægt på, at tiltalte, vognmandsvirksomheden Tiltalte2 ApS tidligere er straffet flere gange for overtrædelse af transportforordningen og dyrevelfærdsloven.

Thi kendes for ret

: Tiltalte, Tiltalte1, skal betale en bøde på 10.000 kr. Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 10 dage. Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert. Tiltalte beholder dog førerretten, hvis han ikke inden for 3 år fra endelig dom igen fører motordrevet køretøj på en sådan måde, at førerretten skal frakendes ham. Tiltalte, Vognmandsfirmaet Tiltalte2 ApS, skal betale en bøde på 50.000 kr. De tiltalte skal hver betale de af sagens omkostninger, der vedrører dem. ::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 7. afdelings

DOM

(dommerne Hanne Aagaard, Lisette Ørnskov Top og Kristian Torp (kst.)) Dato: 3. juni 2025 Rettens sagsnr.: S–0254–25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte2 ApS, cvr. nr. …, (advokat Anja Velbæk Mouridsen, Risskov) Retten i Aalborg har den 30. januar 2025 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 7-3054/2024).

Påstande

Tiltalte har påstået frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Supplerende oplysninger Der er også for landsretten vist fotos af blandt andet den væltede lastbil og sættevognens hjulophæng på venstre side af 3. aksel. Der er desuden afspillet videooptagelser fra lastbilen umiddelbart før ulykken.

Det er oplyst for landsretten, at tiltalte forud for den 29. december 2023 – når der ikke nævnes afgørelser, hvor der alene har været spørgsmål om tillægsstraf, jf. straffelovens § 89 – er straffet for overtrædelse af dyreværnslovens § 28 (nu dyrevelfærdslovens § 58) ved bødevedtagelse af 20. maj 2008 med en bøde på 10.000 kr. (gerningstidspunkt den 27. april 2007) ved Vestre Landsrets dom af 14. juni 2012 med en bøde på 18.000 kr. (gerningstidspunkt den 14. februar 2011) ved Vestre Landsrets dom af 5. januar 2015 med en bøde på 25.000 kr. (gerningstidspunkt den 26. februar 2013) ved indenretlig bødevedtagelse af 11. december 2015 med en bøde på 40.000 kr. (gerningstidspunkter den 19. december 2014 og den 19. januar 2015) ved indenretlig bødevedtagelse af 26. september 2017 med en bøde på 50.000 kr. (gerningstidspunkt den 29. marts 2016) ved Retten i Hjørrings dom af 22. maj 2018 med en bøde på 40.000 kr. (gerningstidspunkt den 19. oktober 2017) ved Vestre Landsrets dom af 27. oktober 2021 med bøde på 50.000 kr. (gerningstidspunkt den 4. september 2018) ved Vestre Landsrets dom af 14. juni 2023 med bøde på 70.000 kr. (gerningstidspunkt den 8. februar 2021).

Efter den 29. december 2023 er tiltalte tillige flere gange straffet for at have overtrådt blandt andet transportforordningen og dyrevelfærdsloven. Det er oplyst, at tiltalte for disse overtrædelser samlet er idømt bødestraffe på 138.500 kr. Forklaringer Tiltalte ved direktør Vidne1 og vidnerne politiassistent Vidne2 og bilinspektør Vidne4 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

Endvidere har Tiltalte1 afgivet forklaring for landsretten som vidne. [FORKLARINGER UDELADT]

Landsrettens begrundelse og resultat

Af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten, at det er bevist, at der forud for transporten var en væsentlig fejl på køretøjet i form af brud på sættevognens hjulophæng på 3. aksel i venstre side, og at køretøjet derved ikke var i lovlig og forsvarlig stand.

Bilinspektøren har forklaret, at når lastbilen holdt stille, ville chaufføren kunne se, at hjulet på det defekte ophæng sad forkert, og at chaufføren ved at kigge nærmere på hjulophænget og akslen ville have opdaget bruddet. Herefter og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten, at chaufføren burde have opdaget den væsentlige fejl ved køretøjet.

Indholdet af Færdselsstyrelsens Guide til førere af tunge køretøjer om undersøgelse af køretøjet inden kørsel kan ikke føre til en anden vurdering. Under disse omstændigheder og af de grunde, som byretten i øvrigt har anført, tiltrædes det desuden, at chaufføren undlod at afpasse køretøjets hastighed efter forholdene, herunder køretøjets tilstand og belæsning.

Det fremgår af bilinspektørens erklæring af 6. februar 2024, at det er bilinspektørens vurdering, at den defekte aksel havde betydning for færdselsuheldets opståen, og at den medførte en ikke ubetydelig fare for de transporterede dyr.

Det fremgår desuden, at færdselsuheldet ikke opstod udelukkende som følge af den defekte aksel, men derimod som en kombination af flere faktorer, herunder vogntogets hastighed, vindtryk på vogntogets højre side, vejsvingets forløb og den defekte aksel.

På den baggrund og efter bevisførelsen i øvrigt lægger landsretten til grund, at lastbilen med de 210 grise væltede som følge af blandt andet det defekte hjulophæng på 3. aksel og chaufførens manglende afpasning af hastigheden efter forholdene.

Det er efter oplysningerne om færdselsuheldet desuden bevist, at grisene derved blev udsat for uforsvarlig behandling og ikke blev beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, uanset at det er uklart hvor mange grise, der kom til skade eller døde under selve færdselsuheldet, og hvor mange der kom til skade eller døde i forlængelse heraf.

Herefter og da chaufføren førte lastbilen for tiltalte, og da forholdet kunne tilregnes ham som uagtsomt, er det bevist, at tiltalte er skyldig i det anførte omfang.

Det fremgår af forarbejderne til dyrevelfærdsloven, at der i tilfælde, hvor der foreligger gentagne og eventuelt systematiske overtrædelser af reglerne om transport af dyr, bør fastsættes en bøde, der er væsentligt højere, end de angivne strafpositioner som 2.gangstilfælde ellers ville føre til.

Det fremgår også, at der i disse tilfælde vil kunne være grundlag for absolut kumulation af de bøder, der isoleret er forskyldt i de enkelte tilfælde, og at det må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, i hvilket omfang dette udmålingsprincip bør anvendes. Det aktuelle forhold er et 9.-gangstilfælde af overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58 (tidligere dyreværnslovens § 28).

På den baggrund og efter oplysningerne om forholdets karakter, herunder antallet af grise, og oplysningerne om de bødestraffe, der nu skal udmåles en tillægsstraf til, finder landsretten, at der er grundlag for at fastsætte tillægsbøden ud fra princippet om absolut kumulation, og at tillægsbøden passende kan forhøjes til 100.000 kr. Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at bøden forhøjes til 100.000 kr. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2025.06.03V · TfK: TfK2025.228
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/f21ece4d-fd1f-47f2-bfa3-1cbf9a9e3497