BS-28731/2020-HJR

Parlamentarisk immunitet dækkede vedståelse af udsagn. Tilstrækkeligt faktuelt grundlag til, at ærekrænkende udsagn ikke var strafbare I februar 2017 ansøgte Exitcirklen, som Sherin Khankan var direktør for, om tildeling af 680.000 kr. i satspuljemidler til brug for arbejde med æresrelaterede konflikter. I den anledning rejste bl.a. medlem af Folketinget Naser Khader, der var udlændinge- og integrationspolitisk ordfører for Det Konservative Folkeparti, i en mail af 13. september 2017 til ordførerne for SF, Radikale Venstre og Alternativet spørgsmål ved, om Exitcirklen burde tildeles sådanne midler. I mailen anførtes bl.a., at Sherin Khankan var kendt for ikke at ville afvise sharialov, og at hun havde forsvaret piskeslagsstraffen for utroskab. I forlængelse heraf anførte Naser Khader i bl.a. Facebookopslag af 1. oktober og 1. december 2017 en række andre udsagn om Sherin Khankan. Sagen angik, om Naser Khader ved disse opslag havde pådraget sig ansvar efter straffelovens dagældende regler om ærekrænkelser. Mailen af 13. september 2017 blev sendt som led i den parlamentariske beslutningsproces vedrørende uddeling af satspuljemidler. De udsagn, som bl.a. Naser Khader var fremkommet med i denne mail, måtte derfor anses for fremsat i Folketinget, og der forelå ikke samtykke fra Folketinget til retsforfølgning. Efter grundlovens § 57, 2. pkt., kunne han derfor ikke drages til ansvar for udsagnene. Naser Khaders udsagn i Facebookopslaget af 1. oktober 2017 ”… jeg fastholder min skepsis over for Khankan i forhold til hendes syn på piskning som straf for utroskab” måtte forstås som en vedståelse af udsagnet i mailen af 13. september 2017 om, at ”Sherin Khankan har i 2011 forsvaret piskeslagsstraffen for utroskab”. Højesteret tiltrådte herefter, at Naser Khader ud fra beskyttelseshensynene i grundlovsbestemmelsen heller ikke kunne drages til ansvar for dette Facebookopslag. Naser Khaders Facebookopslag af 1. december 2017 havde derimod ikke en sådan sammenhæng med mailen af 13. september 2017, at grundloven var til hinder for, at han blev draget til ansvar for dets indhold. Sagen drejede sig herefter om følgende udsagn i Naser Khaders Facebookopslag af 1. december 2017: ”… [Sherin Khankans] islamistiske generalieblad …”, ”… Khankans fortid som radikal islamist …” og ”… Khankans sorte islamistiske fortid …”. Ved fastlæggelse af forståelsen af disse udsagn måtte der lægges vægt på, hvordan en almindelig læser ville opfatte dem ud fra deres indhold og kontekst. Der forelå ikke nogen fast og entydig definition af udtrykket ”islamist”, men Højesteret fandt, at en almindelig læser må antages at forbinde udtrykket med en person, der mener, at islam skal være fundamentet for samfundets indretning. Naser Khader havde herudover knyttet udtrykkene ”radikal” og ”sorte” til sin omtale af Sherin Khankan som islamist, og disse udtryk måtte naturligt forstås således, at Sherin Khankan havde bekendt sig til mere ekstreme former for islamisme. Under disse omstændigheder tiltrådte Højesteret, at der var tale om ærekrænkende sigtelser mod Sherin Khankan, jf. straffelovens § 267. Naser Khaders udsagn havde i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions forstand karakter af værdidomme. Der kunne derfor ikke kræves sandhedsbevis for udsagnene, men der skulle dog foreligge et tilstrækkeligt faktuelt grundlag til støtte for dem. Ved vurderingen af, hvilke krav der kunne stilles til dette grundlag, måtte det indgå, at den foreliggende sag havde baggrund i spørgsmål om, hvorvidt Exitcirklen burde tildeles offentlig økonomisk støtte til sit arbejde med forebyggelse af æresrelaterede konflikter. Naser Khaders udsagn måtte således anses for fremsat som led i offentlig debat om et emne af væsentlig samfundsmæssig interesse, og Naser Khader havde som medlem af Folketinget desuden en særligt vidtgående ytringsfrihed om sådanne emner. Sherin Khankan måtte på sin side i vidt omfang tåle kritik i forbindelse med sit offentlige virke som bl.a. imam, forfatter og debattør. Disse forhold talte med betydelig vægt for at anse Naser Khaders udsagn for berettigede under hensyn til ytringsfriheden, og Højesteret fandt derfor, at der ikke kunne stilles store krav til det faktuelle grundlag. Efter en samlet vurdering tiltrådte Højesteret herefter, at Naser Khader havde haft et tilstrækkeligt faktuelt grundlag til støtte for sine udsagn. Højesteret lagde vægt på, at Sherin Khankans generelt holdte og til dels vekslende udsagn om forholdet mellem islam og politik havde kunnet efterlade en uklarhed om, hvilken nærmere rolle i samfundet islam efter hendes opfattelse burde spille og hvordan. Hertil kom, at Sherin Khankans udtalelser med forklaringer om det religiøse grundlag for piskeslagsstraf for utroskab havde kunnet efterlade en uklarhed om hendes egen holdning hertil. Og hendes udtalelser om Hizb-ut-Tahrir havde kunnet efterlade en uklarhed om hendes syn på Hizb-ut-Tahrirs rolle i det demokratiske danske samfund. Højesteret kom herved til samme resultat