Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

AM2021.08.05Ø

OL-2021-Ø-00044

Kendelse
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
05-08-2021
Sagsemne
varetægtsfængsling / rpl § 762-770 og § 771-779, grov vold
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

[AM2021.08.05Ø] Retten i Glostrups

KENDELSE

- 24. juni 2021 - GRL-5317/2021 - 0700-73251-00052-21

Den 24. juni 2021 kl. 13.15 blev retten sat af dommer Rikke Plesner Skovby.

Retsmødet var offentligt.

Anklagemyndigheden mod T1 , født juli 2000 og T2 , født december 1999

Grundlovsforhør - T2 Senioranklager David Haahr var mødt for anklagemyndigheden og fremlagde fremstillingsbegæring med bilag.

Advokat Anders Riisager, der var mødt, blev beskikket som forsvarer for T2 .

T2 blev fremstillet kl. 13.15, bekræftede sit navn og sin fødselsdato, og at han blev anholdt den 23. juni 2021 kl. 20.55.

Den for tiltalte T1 , advokat Jakob Buch-Jepsen, var underrettet om retsmødet.

T2 blev gjort bekendt med, at han ikke har pligt til at udtale sig.

T2 er sammen med X1 , X2 og T1 tiltalt for

legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 1, til dels jf. § 21, jf. § 247, stk. 1, fsva.

T1 , X1 og T2 , ved den 26. april 2021 ca. kl. 14.20 på … i Sted1 i Ishøj at have øvet legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter mod F , idet X1 , som tidligere straffet for vold, flere gange slog ud efter F med en hammer, hvilket imidlertid mislykkedes, idet F undveg at blive ramt, hvorefter samtlige tiltalte ca. kl. 14.25 ved indgangen til Sted1 i Ishøj, i forening og efter aftale eller fælles forståelse, som tidligere straffet for vold fsva.

T1 og T2 , angreb F , idet de tiltalte tildelte F flere knytnæveslag og spark på kroppen og i hovedet, ligesom F flere gange blev slået med en hammer.

T2 havde mulighed for at tale med sin forsvarer.

T2 erkendte sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244 ved at have tildelt F to spark på kroppen i forbindelse med episoden kl. 14.25, men nægtede sig i øvrigt skyldig i den rejste tiltale.

T2 forklarede blandt andet, at han den pågældende dag var i Sted1 sammen med de andre tiltalte. Han og X2 var ud for at spise morgenmad sammen, og de mødte de to andre i Sted1 . T1 og X1 var der, fordi de begge skulle have foretaget en coronatest, men det var alene X1 , der gik op for at få foretaget en test. De tre andre gik i mellemtiden ud for at ryge en smøg.

Han ved ikke, hvad der derefter skete med X1 , men de fik at vide, at der var en slåskamp, hvor X1 var involveret. Han fik et opkald herom, mens han stod uden for Sted1 ved udgangen ved … Hotel. Han husker ikke, hvem det var, der ringede, men det var en yngre ven, som også var i Sted1 . Vedkommende sagde, at X1 var blevet overfaldet, og han tænkte, at de skulle løbe derover for at stoppe det.

Han talte med de andre om det, og de løb derover. Han husker ikke, om de andre løb med ham, men de var der efterfølgende, da han så sig over skulderen.

Han vidste ikke, at X1 havde en hammer på sig.

De løb over til indgangen ved Sted2 . Da de kom ud ved udgangen ved hotellet, kunne de se, at X1 og F var rykket videre, så de fulgte bare med. Han kunne se dem. Forevist forhold 1, bilag 13, sidste side, oversigtskort over området, forklarede han, at udgangen ved hotellet ikke er ved pilen, men nærmere for enden af bygningen, hvor skyggen er på oversigtskortet.

De kunne se fra en ene til den anden indgang til Sted1 . De kunne se, at der var boksekamp. Han opda- gede ikke på dette tidspunkt, at der var en hammer, men det har han efterfølgende fået fortalt. F og X1 var fortsat i gang med at bokse, da han kom hen til dem. De stod med kroppen som i en boksekamp. Han kunne se dem hele vejen fra indgangen ved hotellet til indgangen ved Sted2 , hvor de befandt sig. Mellem de to indgange er der dog en rundkørsel, og fra denne skråner vejen op mod indgangen til Sted2 . Fra rundkørslen kunne man ikke se dem, og der var derfor nogle få sekunder, hvor han ikke kunne se dem.

Han løb derhen, fordi han tænkte, at han ville prøve at stoppe det, og han gik derfor ind mellem F og X1 . F blev dog ved med at stå i kampposition, og der var derfor ikke grund til at stoppe det. Han tror, at han på et tidspunkt råbte stop, men han husker ikke, om det var før eller efter, at han stillede sig mellem dem.

Hans ven også til stede, og da F kunne se, at de var tre eller fire, begyndte denne at løbe ind i svingdøren. En af de andre løb efter F , og han løb med. Han kunne se, at det ikke blev bedre. Han løb ikke ind og overfaldt F med det samme. Han så, at F fik en knytnæve og faldt ned, og han sparkede F en eller to gange i maven.

Han tænkte, at F var meget større end dem. Hvis der er en stor mand og en lille, hjælper det, hvis der er en, der prøver at stoppe det. Da F fik et skub ind i ruden, faldt han. Han sparkede F , mens denne lå ned. Han var irriteret, fordi F fortsatte.

Han så ikke hammeren på noget tidspunkt. Han fokuserede ikke på de tre andre tiltalte, der var til stede. Der var ikke grund til at have fokus på dem. Han skulle have fokus på ham, som de skulle stoppe.

Situationen stoppede, da F ikke kunne give mere modstand. F var nede i tre eller fire sekunder, og han rejste sig ikke op.

F er psykisk syg og har "blå papirer". Han kender ham ikke personligt, men han ved, hvem han er fra områ- det. Alle ved, hvem F er. Han er en kæmpestor fyr, og man ved, at han godt kan finde på at gøre noget. Det er ikke en god blanding at have "blå papirer" og være så stor. F kan gøre alt mod alle.

Han erkender, at han tog del i det, der foregik i svingdøren, og at han gav F to spark i maven. Han havde gummisko på. Efterfølgende gik de derfra.

De andre tre tiltalte er hans venner.

Forevist stilbilleder fra videovervågning, bilag 13, billede 5, forklarede han, at det er ham, der på billedet er angivet som "B".

Anklageren dokumenterede fra sagens

• bilag 6, afhøringsrapport af forurettede af 26. april 2021, • bilag 6-2-2, politiattest af 7. maj 2021, • bilag 6-2-3, rapport berigtigelse af fejl i politiattest af 18. maj 2021 bilag 9, fotorapport gerningssted af 26. april 2021, og • bilag 10, fotorapport forurettedes skader af 26. april 2021

Anklageren viste uddrag af videovervågningen fra Sted1 fra kamera 11 og 15, der viser blandt andet epi- soden kl. 14.20. T2 bekræftede i denne forbindelse, at det var ham, der på dette tidspunkt stod ude foran Sted1 , at han stod sammen med de to andre, og at han satte i løb med de to andre, da han havde modta- get et telefonopkald .

Anklageren viste desuden uddrag af videoovervågningen uden for indgangs- partiet ved Sted2 i tidsrum- met omkring kl. 14.25. T2 bekræftede i denne forbindelse, at det var X1 , der kom løbende som den første, og at han ankom som nummer to. Han løb ind foran F for at stoppe det. Man kan se af videoen, at hans hænder var nede. Han ved ikke, om det er et slag, man kan se ude foran.

Han løb, som det fremgår af videoen, med ind i svingdøren. Adspurgt, om han, mens de står i området ved svingdøren, giver F et "knæspark", forklarede han, at han hoppede noget rundt inde i sving- døren. Det var, da de kom ud af svingdøren igen, at han sparkede F .

Anklageren oplyste, at T2 tidligere er straffet ved

• Østre Landsrets ankedom af 30. juni 2020 med fængsel i 60 dage for overtrædelse af straffelovens § 266, • Østre Landsrets ankedom af 24. april 2018 med fængsel i 4 måneder for overtrædelse af blandt an- det straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, • Retten i Glostrups dom af 4. september 2017 med fængsel i 3 måneder for overtrædelse af straffe- lovens § 244, jf. § 247, stk. 1, jf. til dels § 21, og § 266, og • Retten i Roskildes dom af 7. oktober 2016 med fængsel i 40 dage for overtrædelse straffelovens § 244 og § 276, jf. § 287, stk. 1.

T2 forklarede om sine personlige forhold, at han træner, og at han har gået på produktionsskolen. Han er kommet ind på Teknisk Skole, hvor han til august skal begynde en uddannelse som ingeniør.

Anklageren påstod T2 varetægtsfængslet i godt 5 måneder i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, til der er afsagt dom i sagen. Der er indleveret anklageskrift i sagen, der er berammet til hovedforhandling 29. og 30. november 2021.

Anklageren henviste til blandt andet, at der efter indholdet af videovervågningen er begrundet mistanke om, at T2 har gjort sig skyldig i den rejste tiltale. Det fremgår således af videomaterialet, at tiltalte X1 også i forbindelse med episoden omkring kl. 14.25 havde en hammer i hånden, som han vedvarende benyt- tede i forløbet og flere gange slog ud efter F med, herunder mod hovedet, og også mens F lå ned.

Der er tale om vold begået i forening, og T2 deltog aktivt i volden og tilsluttede sig derved den udøvede vold. Anklageren henviste desuden til, at T2 flere gange tidligere inden for en kortere periode er straffet for personfarlig kriminalitet, og at betingelserne for varetægtsfængsling i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, derfor er opfyldt.

Henset til voldens karakter og omfang, herunder navnlig at der blev benyttet en hammer, vil varetægtsfængsling frem til dom ikke være i strid med de proportionalitetshensyn, der fremgår af rets- plejelovens § 762, stk. 3.

Forsvareren nedlagde påstand om løsladelse og henviste til blandt andet, at optakten til episoden kl. 14.25 var episoden mellem F og X1 kl. 14.20, hvor F , der var væsentligt større end X1 , uprovokeret til- delte X1 et knytnæveslag. T2 blev efter et telefonopkald helt spontant involveret i sagen, og der er der- for ikke tale om vold begået efter forudgående aftale mellem de tiltalte. T2 ville derfor blot hjælpe en kammerat, der blev overfaldet.

I forbindelse med den episode omkring kl. 14.25, som T2 var involveret i, fremgår det ikke af videoen, at der er en hammer til stede. Selvom det måtte lægges til grund, at X1 havde en hammer, var T2 ikke be- vidst herom, og han kan derfor ikke siges at have tilsluttet sig den vold, der skulle være begået ved anven- delse af en hammer. T2’s øjne er på videoen ikke fokuseret på X1 . Det er desuden en abnorm handling at medbringe en hammer i en situation som den foreliggende. Der er derfor alene begrundet mistanke om, at T2 har gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244.

Forsvareren anførte desuden, at den seneste dom for vold er fra 2018, og betingelserne for varetægts- fængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, er derfor ikke opfyldt. Endelig anførte forsvareren, at va- retægtsfængsling frem til dom vil være uproportional.

T2 havde lejlighed til at udtale sig.

Retten afsagde

Kendelse: T2 har erkendt, at han sammen med de øvrige tre tiltalte var til stede under episoden kl. 14.25, og at han i den forbindelse tildelte F to spark på kroppen. Han har dog tillige forklaret, at han kom til stede, fordi han havde fået at vide, at X1 blev overfaldet, og at han indledningsvis forsøgte at lægge sig mellem F og X1 , men at dette mislykkedes, fordi F forblev aggressiv.

Af de foreviste uddrag af overvågningsvideoen fremgår blandt andet, at to personer, som efter T2’s for- klaring er identiske med F’s og X1’s , ca. kl. 14.20 havde en konflikt, hvor F slog X1 og sparkede ud efter denne, og hvor X1 flere gange slog ud efter F med en genstand svarende til en hammer.

Det fremgår desuden, at T2 , der på dette tidspunkt befandt sig umiddelbart uden for Sted1 , modtog et opkald og sammen med to andre personer straks satte i løb.

Det fremgår desuden af videoen, at F ca. 5 minutter senere kommer gående alene uden for indgangen til Sted1 ved Sted2 på vej væk fra stedet, og at først X1 og dernæst T2 ankommer bagfra i løb og kon- fronterer F .

På videoen ses det videre, at den person, som efter T2’s forklaring er identisk med X1 , med en genstand i hånden, der efter sin form og størrelse svarer til en hammer, slår ud efter F’s hoved, samt at de to herefter forfølger F ind i vindfanget og videre ind i svingdøren, hvor de to andre tiltalte stø- der til.

På denne del af videoen fremstår det tydeligt, at X1 har en hammerlignende genstand i højre hånd, som han anvender til at slå med. F modtager, mens han er omringet af de tiltalte i svingdøren, flere slag og spark, og på et tidspunkt falder han sammen på gulvet umiddelbart uden for svingdøren, hvorefter han bliver tildelt yderligere slag og spark. Det er på dette tidspunkt, at T2 har erkendt at have sparket ham.

Det fremgår af politiattesten blandt andet, at F ved undersøgelsen på skadestuen ca. en time senere havde blandt andet en u-formet læsion i hovedet og en brækket næse.

Under disse omstændigheder finder retten, at der er begrundet mistanke om, at T2 har gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, jf. § 247, stk. 1.

Da T2 flere gange tidligere er straffet for personfarlig kriminalitet, er der desuden bestemte grunde til at frygte, at han på fri fod vil begå ny ligeartet kriminalitet. Betingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, er derfor opfyldt.

Henset til karakteren og grovheden af volden, der er begået i forening, og da T2 flere gange tidligere er straffet for personfarlig kriminalitet, finder retten, at varetægtsfængsling frem til dom under de forelig- gende omstændigheder, hvor hovedforhandlingen er berammet til den 29. og 30. november 2021, ikke vil være i strid med de proportionalitetshensyn, der fremgår af retsplejelovens § 762, stk. 3.

Derfor bestemmes: T2 varetægtsfængsles, indtil der er afsagt dom i sagen.

T2 kærede kendelsen med påstand om løsladelse.

På forespørgsel oplyste forsvareren, at det afhænger af retsbogens indhold, om der indgives kæreskrift.

Sagen udsat.

Retten hævet kl. 14.40.

Rikke Plesner Skovby dommer

:::::::::::::::::::::::::::::::::

Østre Landsrets 21. afdelings

KENDELSE

- 5. august 2021 - S-1773-21

Den 5. august 2021 kl. 13.00 holdt Østre Landsret offentligt retsmøde i retsbygningen, Bredgade 42, Køben- havn.

Som dommere fungerede landsdommerne Tine Vuust, Mikael Sjöberg og Tine Pii (kst.), førstnævnte som rettens formand.

Der foretoges mundtlig forhandling:

Anklagemyndigheden mod T2 , født december 1999, (advokat Anders Riisager, besk.)

Der fremlagdes retsbogsudskrift af 24. juni 2021 fra Retten i Glostrup indeholdende den kærede afgørelse af s.d. og rettens fremsendelsesbrev af 25. juni 2021.

Endvidere fremlagdes kæreskrift af 25. juni 2021 fra den beskikkede forsvarer, advokat Anders Riisager med anmodning om mundtlig forhandling af spørgsmålet om varetægtsfængsling ind til dom.

De modtagne bilag var til stede.

For anklagemyndigheden mødte anklager David Haahr og medanklager Cecilie Hansen.

Som beskikket forsvarer mødte advokat Anders Riisager.

T2 var fremstillet.

T2 , der har været frihedsberøvet fra den 23. juni 2021, og som ved anklageskrift af 3. juni 2021, er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 245 stk. 1, til dels jf. § 21, § 247, stk. 1, har kæret Retten i Glostrups af- gørelse af 24. juni 2021 (GRL-5317/2021) om varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, til den 30. november 2021.

Anklageren forelagde kæresagen under fornøden dokumentation, herunder forevisning af overvågningsvi- deoer i sagen.

Forsvareren havde lejlighed til at supplere forelæggelsen.

Anklageren oplyste, at der er berammet hovedforhandling i sagen den 29. og 30. november 2021.

Anklageren nedlagde påstand om stadfæstelse.

Forsvareren nedlagde påstand om løsladelse og henviste under sin mundtlige procedure blandt til, at der ikke er hjemmel i retsplejelovens § 767 til varetægtsfængsling af tiltalte i grundlovsforhøret frem til, at der er afsagt dom i sagen.

T2 havde lejlighed til at udtale sig.

Retten optog sagen til kendelse, der vil blive afsagt og meddelt parterne senere i dag.

Retten hævet kl. 14.10.

***

Retten sat på ny kl. 15.45 af landsdommerne Tine Vuust, Mikael Sjöberg og Tine Pii (kst.), førstnævnte som rettens formand.

Ingen var indkaldt eller mødt.

Efter votering afsagdes følgende

kendelse: Af de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det, at betingelserne for varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, er opfyldt, og at de i retsplejelovens § 762, stk. 3, nævnte hensyn ikke er til hinder for varetægtsfængsling.

Det fremgår af retsplejelovens § 767, stk. 1, at der i kendelsen skal fastsættes en frist for varetægtsfængs- lingen på højest 4 uger. Efter § 767, stk. 2, kan der efter udløbet af fristen efter § 767, stk. 1 – når der er indleveret anklageskrift, og hovedforhandling er berammet – træffes bestemmelse om varetægtsfængsling uden yderligere forlængelser, indtil der er afsagt dom i sagen.

Ordlyden af bestemmelserne i § 767, stk. 1 og stk. 2, synes at forudsætte, at der i første retsmøde fastsæt- tes en frist, som ikke overstiger 4 uger. Landsretten finder, at der ikke er grundlag for at fravige fristen på 4 uger, selvom anklageskriftet i denne sag var indleveret og hovedforhandlingen berammet forud for grund- lovsforhøret.

Landsretten stadfæster herefter byrettens kendelse om varetægtsfængsling. Fristen for varetægtsfængsling efter § 767, stk. 1, fastsættes af byretten.

Thi bestemmes

: Byrettens kendelse om varetægtsfængsling stadfæstes.

Fristen for varetægtsfængsling fastsættes af byretten.

Parterne underrettes om landsrettens afgørelse.

Sagen sluttet.

Retten hævet.

Peter Emil Nielsen Kontorfuldmægtig

AM2021.08.05Ø
Landsretten bemærkede, at det "...fremgår af retsplejelovens § 767, stk. 1, at der i kendelsen skal fastsættes en frist for varetægtsfængslingen på højest 4 uger. Efter § 767, stk. 2, kan der efter udløbet af fristen efter § 767, stk. 1 – når der er indleveret anklageskrift, og hovedforhandling er berammet – træffes bestemmelse om varetægtsfængsling uden yderligere forlængelser, indtil der er afsagt dom i sagen. Ordlyden af bestemmelserne i § 767, stk. 1 og stk. 2, synes at forudsætte, at der i første retsmøde fastsættes en frist, som ikke overstiger 4 uger. Landsretten finder, at der ikke er grundlag for at fravige fristen på 4 uger, selvom anklageskriftet i denne sag var indleveret og hovedforhandlingen berammet forud for grundlovsforhøret".
KilderAnklagemyndighedenAnklagemyndigheden (PDF)
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/5fab80f8-fa71-4719-84b1-6c9840e04d49