131/2009

Erstatningspligt for psykisk skade A blev sygemeldt efter et begivenhedsforløb på en personaleweekend og rejste efterfølgende krav om godtgørelse for svie og smerte mod Odense Kommune som arbejdsgiver. Begivenhedsforløbet vedrørte en følelsesmæssigt påvirket drøftelse i plenum af A’s sygdomsbaserede fravær, som ifølge A endte med, at hun i overværelse af sine kollegaer reelt blev fyret. For Højesteret bestred kommunen ikke, at A var blevet påført en dokumenteret psykisk skade som følge af begivenhedsforløbet. Parterne var endvidere enige om opgørelsen af kravet på 50.000 kr. Sagen for Højesteret angik, om der forelå et ansvarsgrundlag, og i givet fald om A’s psykiske skade var omfattet af udtrykket ”personskade” i erstatningsansvarslovens § 1, om den psykiske skade var en påregnelig følge af den ansvarspådragende adfærd, og om den psykiske skade var omfattet af arbejdsgiverens erstatningspligt. Højesteret tilkendte A 50.000 kr. i godtgørelse for svie og smerte. Højesteret udtalte bl.a., at efter dansk rets almindelige erstatnings¬reg¬ler omfatter en per¬son¬ska¬de såvel fysiske som psy¬kiske følger af en an¬svars¬¬pådragende handling. Erstatningsansvarslovens ka¬pitel 1 angår er¬statning og godt¬gørelse for ”personskade og tab af forsørger”. Lovens § 1 omfatter ”person¬skade”, og det er i § 1, stk. 1, fastsat, at den, der er erstatningsan¬svarlig for en ”personskade”, bl.a. skal betale godtgørelse for svie og smerte. Udtrykket ”personskade” i erstatnings¬an¬svarslovens § 1 må forstås i overens¬stem¬¬melse med dansk rets almindelige erstatningsregler. Højesteret fandt, at den psykiske skade, som A var blevet påført, var omfattet af erstatningsansvarslovens § 1. Højesteret fastslog efter en nærmere gennemgang og vurdering af bevisførelsen vedrørende begivenhedsforløbet, at personaleweekenden i forhold til A blev afviklet på en uforsvarlig måde, og at dette var ansvarspådragende for kommunen som arbejdsgiver. Den uforsvarlige afvikling af per¬so¬naleweekenden medførte en bety¬delig forøgelse af risi¬koen for en psykisk skade af den indtrådte karakter hos en medarbej¬der, som ledelsen må have forstået be¬fandt sig i en psykisk anspændt situation. Høje¬ste¬ret fandt derefter, at A’s psykiske skade var en påregnelig føl¬¬¬¬¬¬ge af den uforsvarlige af¬vikling af perso¬na¬le¬wee¬ken¬den. A var direkte skadelidt som følge af den ansvarspådragende adfærd, og der var ikke grundlag for at anse den psykiske skade for at falde uden for, hvad der var omfattet af kommunens erstatningspligt. Landsretten var nået til et andet resultat.