Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

AM2025.02.05Ø

OL-2025-Ø-00007

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
05-02-2025
Sagsemne
hate-crime, strafskærpelse -nedsættelse og -bortfald
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2025.02.05Ø Retten i Næstveds

DOM

Dato: 21. februar 2023 Rettens sagsnr.: 7290/2022 Politiets sagsnr.: 1900-73241-00699-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født august 1969 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 8. oktober 2022.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 81, nr. 6 ved den 9. september 2022, ca. kl. 17.30 på Vej ud for nr. 2 i By to gange at have slået Forurettede i ansigtet med flad hånd efter at have spurgt Forurettede, om hun var dansker eller følte sig som dansker, hvorpå tiltalte efterfølgende i Center i By 2 gange skubbede til Forurettede med henholdsvis skulderen og brystkassen.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselstraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig. Advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja har på vegne af Forurettede påstået, at tiltalte skal betale 7.892,91 kr. i erstatning, hvoraf 645 kr. angår svie og smerte, 1.932,31 kr. angår udgifter til psykolog, 315,50 kr. angår medicin og 5.000 kr. angår godtgørelse for tort.

For så vidt angår svie og smerte samt udgift til psykologhjælp og medicin, i alt 2.892,91 kr. har tiltalte nægtet erstatningspligten, men ikke bestridt erstatningskravets størrelse. For så vidt angår godtgørelse for tort på 5.000 kr. har tiltalte nægtet erstatningspligten men ikke bestridt erstatningskravets størrelse.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte og af vidnerne Forurettede, Vidne1 og Vidne2 Forklaringer er lydoptaget og gengives ikke i dommen. Der er afspillet videoovervågning. Der er forevist politiattest af 9. september 2022, hvoraf blandt andet fremgik, at Forurettede har rødme på venstre kind.

Der er endvidere forvist fotorapport, hvoraf der på Forurettedes venstre kind og øre fremgår rødme samt påbegyndende blåt mærke på ventre arm. Tiltalte er ikke tidligere straffet. Kriminalforsorgen har oplyst, at tiltalte findes egnet til at modtage en betinget dom, herunder med vilkår om samfundstjeneste, dog med forlænget længstetid.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at hun har diagnosen svær boarderline, og at hun derfor er i flexjob, hvor hun arbejder 3 timer om ugen.

Rettens begrundelse

og afgørelse Tiltalte har nægtet sig skyldig og forklaret, at hun gik forbi Forurettede på fortovet og sagde til hende, at hendes tøj så "spøjst ud", hvorefter Forurettede kaldte hende en luder, hvilket medførte, at hun tabte besindelsen og gav Forurettede en "lille kvindelussing". Hun gik videre for at gå væk fra situationen, men Forurettede og hendes mand fulgte efter.

Tiltalte kan ikke huske noget, fra hun gik ind i centeret, dog har hun ikke skubbet Forurettede. Hun havde inden episoden drukket omkring 3 øl. Forurettede har forklaret, at hun ventede på sin mand, da tiltalte kom hen og flere gange spurgte, om hun var dansker. Forurettede satte sig ind i bilen, hvorefter tiltalte åbnede bildøren og gav hende en hård lussing på kinden.

Hun gik derefter ud af bilen og spurgte, hvorfor tiltalte slog hende, hvorefter tiltalte holdt fat om kraven på hende, hvor hendes tørklæde sad, og tiltalte gav hende endnu en lussing på kinden. Hun kan ikke afvise, at hun har kaldt tiltalte en luder, men hun kan ikke huske det. Vidne1 har forklaret, at tiltalte kom hen til dem, da de sad i deres bil og tiltalte gav Forurettede et slag med flad hånd på kinden.

Forurettede gik derefter ud på gaden, og tiltalte slog hende igen med flad hånd. Tiltalte skubbede til Vidne1 inde i centeret. Vidne2 har forklaret, at han hørte ordene "hvorfor slår du mig". En anden kvindestemme sagde flere gange "Jeg er dansker det her er Danmark". Vidne2 gik ud på gaden, så han 2 kvinder, og han så tiltalte give Forurettede en hård lussing på kinden. Tiltalte virkede ikke bange.

Efter bevisførelsen, herunder politiattesten af 9. september 2022, videoovervågning fra centeret i By, samt de afgivne forklaringer fra vidnerne, herunder særligt Vidne2, finder retten det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalten.

Efter bevisførelsen finder retten med den fornødne sikkerhed, at volden helt eller delvist havde baggrund i forurettedes etniske oprindelse, jf. straffelovens § 81, nr. 6. Retten har særligt lagt vægt på, at tiltalte indledningsvist rettede udtalelser mod den forurettedes etniske baggrund ved at fremsætte krænkende bemærkninger om forurettedes beklædning, idet hun bl.a. bar tørklæde.

Retten har også lagt vægt på de gentagne spørgsmål fra tiltalte til forurettede om, hvorvidt hun følte sig som dansk, og at "det her var Danmark" også fortsatte efter første slag blev givet. Straffen fastsættes til fængsel i 40 dage, jf. straffelovens § 244, jf. § 81, nr. 6.

Retten har ved fastsættelsen af straffen lagt vægt på forholdenes karakter, og i skærpende retning at gerningen helt eller delvis har baggrund i andres etniske oprindelse. Retten har i formildende retning lagt vægt på, at tiltalte ikke tidligere er straffet. Retten har ikke fundet grundlag for at gøre straffen hverken helt eller delvist betinget. Retten tager erstatningspåstanden til følge som nedenfor bestemt.

Der er dog ikke grundlag for at tilkende 5.000 kr. i godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 40 dage. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. Tiltalte skal inden 14 dage til Forurettede v/advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja betale 2.892,91 kr. med tillæg af procesrente fra endelig dom. ::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 9. afdelings

DOM

(landsdommerne Ane Røddik Christensen, Gitte Rubæk Pedersen og Felix Holten Fröhlich (kst.) med domsmænd). Dato: 5. februar 2025 Rettens sagsnr.: S-670-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født august 1969, (advokat Martin Due Lomholdt, besk.) Dom afsagt af Retten i Næstved den 21. februar 2023 (7290/2022) er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse i det ikke erkendte omfang, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. Forurettede har for landsretten gentaget sin påstand om, at tiltalte skal betale erstatning på 7.892,91 kr. Forurettede har endvidere for landsretten nedlagt påstand om tortgodtgørelse på 15.000 kr. Tiltalte har bestridt erstatningspligten og opgørelsen af kravet. Forklaringer Der er for landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnet Forurettede.

De for byretten af vidnerne Vidne1 og vidne2 afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923. Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at hun den pågældende dag kom gående ad fortovet. En mand og en kvinde stod på fortovet sammen og spærrede vejen, så hun ikke kunne komme forbi. Det pågældende sted var fortovet ikke særlig bredt.

Hun kom til at sige noget forkert til kvinden, og det er hun i dag ked af. Hun sagde noget i retning af, at kvindens påklædning var ”sjov” eller ”spøjs”. Hun kan ikke sige, hvorfor hun sagde sådan. Hun er diagnosticeret med borderline. Som følge af lidelsen er hun meget spontan og udadvendt, og ting kan godt bare ”ryge ud af hovedet på” hende, uden at der ligger en hensigt om at såre andre bag.

Hun bestrider, at kommentaren var møntet på kvindens etnicitet eller religiøse tilhørsforhold. En lignende kommentar fra hende kunne være foranlediget af f.eks. et par ternede bukser. Det kan også være, at kvindens kjole så ud til at være lidt stor til hende. Når man har borderline, kan hjernen godt være ”skudt af” en bestemt dag, og det kan påvirke, hvad man siger til andre. Hun er ikke racist.

Flere medlemmer af hendes egen familie, bl.a. hendes tidligere ægtefælle og hendes svigersøn, er af anden etnisk oprindelse end dansk. Man kunne også høre på tonefaldet, at kommentaren over for kvinden ikke var ondt ment. Hun har ikke spurgt kvinden, om hun var dansker, eller om hun følte sig som dansker. Hun var i situationen bange, fordi kvinden og hendes mand fulgte efter hende.

Kvinden havde også kaldt hende ”luder”, hvilket havde gjort hende meget ked af det. Kvinden kaldte hende for luder, da hun gik forbi kvinden. Hun kan ikke sige det med sikkerhed, men hun husker umiddelbart situationen sådan, at kvinden også sagde til hende, at hun så grim ud eller lignende. Hun var chokeret, så hun husker ikke ordvekslingen i alle detaljer.

Da kvinden blev ved med at følge efter hende, selvom hun havde frabedt sig det, stak hun kvinden en lussing for at markere, at hun skulle lade hende være i fred. Hun var i situationen bange for at blive slået ned, fordi der var mange mennesker, der stod og overværede episoden. Der var også mennesker, der filmede. Ved slaget var der tale om, hvad hun vil kalde for en ”damelussing”. Det var ikke et hårdt slag.

Hun slog kun kvinden denne ene gang, og hun fortryder, at hun gjorde det. Hun er ikke en voldelig person. Hun forsøgte herefter at trække sig fra konflikten og gik hen til centret. Da hun ankom til centret, satte hun sig ned, fordi hun var bange. Hendes håb var, at kvinden ville gå sin vej. Hun ville bare gerne have lov til at gå hjem, men det kunne hun ikke. Det var en meget ubehagelig situation.

Hun satte sig og så på sin telefon i håb om, at kvinden ville gå sin vej. Det skete imidlertid ikke, og hun rejste sig derfor op. Hun skubbede, kun for at lægge afstand til kvinden, og fordi hun var bange for, at nogen ville tage fat i hende og holde hende fast. Det var ikke kraftige skub.

Vidnet Forurettede har supplerende forklaret blandt andet, at hun den pågældende dag var iklædt sort hovedtørklæde og en lang mørkegrøn kjole. Tiltalte kom gående og stoppede op tæt på hende. Hun stod ikke i vejen for tiltalte, så tiltalte ikke kunne passere. Hun stod ved bilen, der holdt ved moskeen. Hun husker, at hun den pågældende dag talte med politiet.

Det kan godt være, at hun har sagt til politiet, at hun stod foran bilen og ventede på sin mand. Hun kan ikke sige med sikkerhed, hvilken side af bilen hun stod på. Det pågældende sted var der et fortov, så tiltalte kunne passere hende. Da tiltalte var stoppet op, så tiltalte op og ned ad hende og spurgte, om hun var dansker. Tiltalte sagde ikke noget om, at hendes tøj så ”sjovt” eller ”spøjst” ud.

Der var ikke noget humoristisk over tiltaltes henvendelse til hende. Tiltalte pegede på hende og sagde, at hun ikke hørte til her i landet. Hun blev naturligvis vred over at blive talt sådan til. Hun bestrider ikke, at hun har kaldt tiltalte for ”luder”. Hun kan ikke sige, præcist hvornår i hændelsesforløbet hun sagde sådan.

Hun kan ikke huske, om hun sagde sådan før eller efter tiltalte slog hende hhv. første og anden gang. Hun kan godt have sagt andre ukvemsord i situationen. Hun sagde også bl.a., at hun var ligeglad med, om hun var dansker. Tiltalte råbte ind i hendes øre. Det kan godt være, at hun undervejs i situationen har haft fat i tiltalte samtidigt med, at tiltalte havde fat i hende.

Hun husker, at tiltalte på et tidspunkt havde fat i hendes tørklæde. Hun tog da fat i tiltalte for at undgå, at tiltalte rev tørklædet af hende. Hun husker ikke, om hun tog fat i tiltalte først, eller om det var tiltalte, der først tog fat i hende. På et tidspunkt gav tiltalte sig til at forlade stedet. Hun fulgte efter tiltalte, fordi hun ville sikre sig, at tiltalte var til stede, når politiet ankom.

Hendes mand var i telefonisk kontakt med politiet. På vej over til centret talte hun ikke til tiltalte. Det gjorde ondt, da tiltalte skubbede hende i centret, men det gjorde mere ondt, da tiltalte skubbede hende ind i en væg ovre ved moskeen. Man kan godt sige, at hændelserne ved moskeen var de mest voldsomme i forløbet. Hun kan ikke huske, om hun på grund af de skub, tiltalte gav hende på centret, mistede balancen.

Personlige oplysninger Tiltalte har forklaret bl.a., at hendes forhold er uændrede. Hun bor sammen med sin kæreste og arbejder i et flexjob i 10 timer om ugen. Hun får medicin for sin borderlinelidelse.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter bevisførelsen for landsretten, herunder videoovervågningen fra centret i By, den foreliggende fotorapport og politiattesten i sagen samt de afgivne forklaringer fra Vidne2, Forurettede og Vidne1, finder landsretten det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

For så vidt angår de to skub finder landsretten på baggrund af videoovervågningen og de øvrige foreliggende oplysninger, at disse af tiltalte blev givet med en sådan kraft og under sådanne omstændigheder, at der er tale om vold omfattet af straffelovens § 244.

Af de samme grunde, som byretten har anført, finder landsretten det godtgjort, at den af tiltalte udøvede vold helt eller delvist havde baggrund i Forurettedes etniske oprindelse, og at der derfor er grundlag for at bringe straffelovens § 81, nr. 6, i anvendelse.

Straffen findes af de af byretten anførte grunde passende udmålt, og landsretten tiltræder, at der ikke er grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget. Efter de juridiske dommeres bestemmelse tages den nedlagte erstatningspåstand på 2.892,91 kr. til følge.

For så vidt angår kravet om tortgodtgørelse finder de juridiske dommere, at omstændighederne ved voldsudøvelsen og udtalelserne i tilknytning hertil ikke har haft en sådan karakter, at der er grundlag for at tilkende tortgodtgørelse. Landsretten stadfæster herefter dommen.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2025.02.05Ø · TfK: TfK2025.32
Retten fandt ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget.
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/88d300c9-7dd7-48a5-ad4a-04a088bbc3e3