59289/2024

Biologisk mor havde ret til anden form for kontakt end samvær med sit tvangsbortadopterede barn. Spørgsmålet om samvær blev hjemvist for anden gang Den biologiske mor fødte et barn den 21. marts 2020. Barnet blev den 3. april 2020 uden hendes samtykke anbragt uden for hjemmet. Den 1. juli 2020 blev barnet frigivet til adoption, og den 14. august 2020 blev barnet placeret hos adoptivforældrene. Sagen angik, om den biologiske mor havde ret til samvær eller anden form for kontakt med barnet. Sagen har tidligere været behandlet af Højesteret, der ved dom af 21. februar 2023 ophævede familierettens og landsrettens domme og hjemviste sagen til fornyet behandling i familieretten. Højesteret begrundede afgørelsen med, at familierettens og landsrettens domme ikke byggede på et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag, der gjorde det muligt at træffe afgørelse i overensstemmelse med forældreansvarslovens § 20 a og Menneskerettighedskonventionens artikel 8. I forbindelse med familierettens fornyede behandling af sagen blev der tilvejebragt en sagkyndig erklæring vedrørende hver af de biologiske forældre samt en børnesagkyndig undersøgelse og en udtalelse fra barnets daginstitution. Højesteret gentog, at forældreansvarslovens § 20 a skal fortolkes i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende artikel 8 og udtalte, at selv om der ved vurderingen af spørgsmål om samvær eller anden kontakt skal lægges særlig vægt på hensynet til barnets bedste, skal der ved vurderingen af sådanne spørgsmål efter Menneskerettighedsdomstolens praksis også tages hensyn til de biologiske forældres interesser, i det omfang det kan ske uden skade for barnets helbred og udvikling. Højesteret fandt, at familierettens og landsrettens afgørelser fortsat ikke byggede på et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag, og at de vurderinger, der lå til grund for at afvise samvær eller anden kontakt, ikke afspejlede, at der også skulle tages hensyn til den biologiske mors interesser, i det omfang det kunne ske uden skade for barnet. Højesteret fandt herefter ikke grundlag for at nægte den biologiske mors anmodning om at modtage fotografier af barnet og adgang til at se barnet på en legeplads, hvor der ikke var interaktion mellem hende og barnet. Højesteret fandt endvidere, at det på det foreliggende grundlag ikke kunne afvises, at betingelserne for også at fastsætte et begrænset samvær var opfyldt. Højesteret ophævede familierettens og landsrettens domme og hjemviste sagen med henblik på fastsættelse af de nærmere vilkår for, at den biologiske mor kunne modtage fotografier af barnet og se ham på en legeplads. Højesteret hjemviste i øvrigt sagen til ny behandling i familieretten med henblik på stillingtagen til, om der skulle fastsættes et begrænset samvær mellem den biologiske mor og barnet. Landsretten var nået til et andet resultat.