AM2025.02.07Ø

AM2025.02.07Ø Retten i Glostrups

DOM

Dato: 7. maj 2024 Rettens sagsnr.: S25-2973/2024 Politiets sagsnr.: 0100-71281-00044-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født oktober 1983 Denne sag er behandlet som tilståelsessag. Retsmødebegæring er modtaget den 11. april 2024. Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af 1.

Straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt. og stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. stk. 1, jf. bilag 1, liste B, nr. 30, 70 og 185, ved i perioden fra den 17. marts 2020 til den 7. april 2020 i forening med flere pt. uidentificerede medgerningsmænd, at have anvendt den krypterede kommunikationsplatform SKY ECC, hvor Tiltalte brugte profilen …, til at planlægge, instruere andre og med henblik på videreoverdragelse til et større antal personer, mod betydeligt vederlag eller under andre særligt *)skærpende omstændigheder således at have deltaget i besiddelse af 27,8 kg amfetamin og 2 kg kokain, hvilken narkotika den 7. april 2020 blev indført til Danmark af en uidentificeret person i lastbil og efterfølgende overdraget ved Adresse i By1, hvorefter amfetaminen og kokainen blev transporteret til Københavnsområdet, imens ketaminen ved Adresse i By1 blev overdraget til en uidentificeret person i en blå VW Touran. 2.

Straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt. og stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. stk. 1, jf. bilag 1, liste B, nr. 30 og 185, ved i perioden fra den 1. maj 2020 til den 7. maj 2020 i forening med flere pt. uidentificerede medgerningsmænd, at have anvendt den krypterede kommunikationsplatform SKY ECC, hvor Tiltalte brugte profilen …, til at planlægge, instruere andre og med henblik på videreoverdragelse til et større antal personer, mod betydeligt vederlag eller under andre særligt **)skærpende omstændigheder således at have deltaget i besiddelse 47,5 kg amfetamin, hvilken narkotika den 7. maj 2020 blev indført til Danmark af Person1, hvis sag er afgjort, i hollandsk indregistreret lastbil …, og ca. kl. 18.30 overdraget til flere pt. uidentificerede personer på Vej i By2.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om konfiskation af Koster A1/1: Aktier for en værdi af 61.424,26 kr. fra depot Koster A2/8: 6.000 i kontanter Koster A2/10: 1.000.000 kr. i kontanter Koster A2/11: 400.000 kr. i kontanter Koster A2/16: 78.500 kr. i kontanter Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 4, og § 32, stk. 4, nr. 7, udvises med indrejseforbud for bestandig. Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Sagens oplysninger

Tiltalte, Tiltalte, har afgivet forklaring. Forklaringen er lydoptaget og gengives ikke i dommen. Tiltalte er ikke tidligere straffet. Udlændingestyrelsen har den 2. maj 2024 udtalt blandt andet følgende: "… Opholdsgrundlag og længde Den 19. marts 1991 søgte Tiltalte via Danmark om opholdstilladelse.

Tiltalte fik den 10. maj 1991 opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4 indtil den 19. marts 1996. Denne tilladelse er senest den 2. juli 1997 meddelt tidsubegrænset. Den 15. september 1991 blev pågældende tilmeldt Det Centrale Personregister (CPR).

Længden af Tiltaltes lovlige ophold i relation til udvisningsbestemmelserne regnes fra den 15. september 1991, hvor pågældende blev tilmeldt CPR, jf. herved udlændingelovens § 27, stk. 1.

Efter udlændingelovens § 27, stk. 5, medregnes den tid, hvori en udlænding har været varetægtsfængslet forud for en senere domfældelse eller har udstået frihedsstraf eller været undergivet anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført ubetinget frihedsstraf, ikke i perioden beregnet efter udlændingelovens § 27, stk. 1.

Tiltalte har således — når den i udlændingelovens § 27, stk. 5 nævnte periode fratrækkes — haft lovligt ophold i Danmark i ca. 31 år og 6 måneder. ... § 26, stk. 2 Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en beslutning om udvisning af Tiltalte med sikkerhed kan antages at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, skal Udlændingestyrelsen henvise tit politiets afhøringsrapport af 6. december 2023.

Heraf fremgår at Tiltalte blandt andet har oplyst, at han: Er opvokset i Danmark og har dansk og udenlandsk omgangskreds, Er gift med dansk kvinde siden 2017 og har en datter med hende som er dansk på 4 år Har en bachelor i Cand. Merc.

IT fra CBS, Har arbejdet som chauffør, taxichauffør og personlig træner, samt frivillig gældsrådgiver på Frivillig forening, Taler og skriver dansk, Taler ikke persisk ener farsi, Har aldrig været i hjemlandet siden han flygtede, Kender ikke til noget familie i hjemlandet og har ikke haft kontakt til noget familie siden han flygtede, Udlændingestyrelsen bemærker, at det fremgår af CPR, at pågældende er gift og har et barn på 4 år som er dansk statsborger, samt at pågældende bor på samme adresse som sin ægtefælle og barn.

Udlændingestyrelsen skal i denne forbindelse bemærke, at det kan være et indgreb i familielivet efter den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at henvise en familie til at udøve familielivet i et tredjeland, såfremt der er børn, der har opnået selvstændig tilknytning til Danmark, idet Danmark i så fald vil være nærmest ti) at beskytte familielivet i medfør af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

I vurderingen indgår børnenes familiemæssige, sproglige og kulturelle tilknytning til Danmark og til andre lande, herunder, hvor længe børnene har boet i Danmark, om børnene taler dansk, og om børnene har gået i dansk institution/skole m.m. Normalt vil børn have opnået selvstændig tilknytning til Danmark efter 6-7 års lovligt ophold her i landet, hvor børnene har gået i dansk institution/skole.

Henset til, at Tiltalte barn har været snart 5 år her i tandet, kan det derfor have betydning for udvisningsspørgsmålet. I det omfang, der med en konkret afgørelse om udvisning foretages indgreb i udlændingens privat- og familieliv, skal staten påvise, at betingelserne for indgrebet er opfyldt, jf. artikel 8, stk. 2.

Det følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at der ved indgreb i udlændingens ret til privat- eller familieliv skal foretages en proportionalitetsafvejning. Denne proportionalitetsafvejning foretages på baggrund af en samlet og konkret vurdering af en række elementer, herunder om udvisning må anses for værende særligt påkrævet på grund af de i udlændingelovens § 24 a opregnede hensyn.

Efter udlændingelovens § 26, stk. 2, skal en udlænding udvises efter §§ 22-24 og 25, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. dog § 26 b.

Udlændingestyrelsen skal endvidere bemærke, at et tredjelandsfamiliemedlem kan have en afledt opholdsret, som følge af et mindreårigt unionsborgerbarns ret til ophold i EU, jf. artikel 20 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF).

EU-Domstofen fastslog ved dom af 8. marts 2011 i sag C-34/09, Zambrano, at der findes ganske særlige situationer, hvor en tredjelandsstatsborger, som er familiemedlem til en unionsborger, uanset den omstændighed, at den sekundære ret vedrørende tredjelandsstatsborgerens ophold ikke finder anvendelse, og at unionsborgeren ikke har udøvet sin ret til fri bevægelighed, ikke desto mindre skal tildeles en opholdsret i de situationer, hvor den effektive virkning af unionsborgerskabet ellers vil blive bragt i fare.

Dette kan være tilfældet i de sager, hvor unionsborgeren som følge af, at tredjelandsstatsborgeren nægtes opholdsret, reelt bliver nødsaget til at forlade Unionens område og dermed bliver frataget den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som unionsborgeren er tildelt ved denne status.

Rækkevidden af præmisserne i Zambrano-dommen blev efterfølgende præciseret i af EU-Domstolen i dommen C-133/15, Chavez-Vilchez, af 10. maj 2017.

Det fremgår af dommen, at en tredjelandsstatsborger, der er forælder til en mindreårig dansk statsborger, under visse betingelser kan opnå ophold i Danmark (afledt opholdsret), hvis et afslag på ret til ophold til tredjelandsstatsborgeren vil betyde, at barnet vil blive nødt til at forlade Unionens område.

EU-Domstolen fastslog i den forbindelse, at det i de konkrete sager skal afgøres hvilken forælder, der faktisk tager sig af barnet, og om der består et faktisk kvalificeret afhængighedsforhold mellem barnet og den forælder, der er tredjelandsstatsborger, således at forælderen er den primære omsorgsperson i barnets liv.

Udlændingestyrelsen bemærker i øvrigt, at EU-domstolen den 5. maj 2022 har afsagt dom i sag C-451/19 og C-532/19.

EU-domstolen forholder sig i sagen til spørgsmålet om afledt opholdsret til en tredjelandsstatsborger, der er forælder til en mindreårig unionsborger, som — grundet afhængighedsforhold ti! tredjelandsstatsborgeren — vil være nødsaget til at forlade unionens område sammen med tredjelandsstatsborgeren med mindre der meddeles en afledt opholdsret.

Det fremgår bl.a. af dommens præmis 69, at der, når en mindreårig unionsborger har fast bopæl med begge sine forældre, og begge barnets forældre derfor i det daglige er fælles om at tage sig af barnet og om at varetage den retlige, følelsesmæssige og økonomiske forsørgelse af dette barn, er en formodning for, at der består et afhængighedsforhold mellem denne mindreårige unionsborger og vedkommendes forælder, der er tredjelandsstatsborger, uafhængigt af den omstændighed, at den anden forælder, således som det er blevet fremhævet i dommens præmis 59, som statsborger i den medlemsstat, på hvis område denne familie er bosiddende, har en ubetinget ret til at forblive på denne medlemsstats område.

Denne formodning kan dog afkræftes. Det skal endvidere oplyses, at det følger af EU-domstolens praksis, at udvisning af en tredjelandsforælder, der har en afledt opholdsret i medfør af TEU art. 20, skal være begrundet i tredjelandsstatsborgerens personlige adfærd, som skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der er til skade for en grundlæggende samfundsinteresse.

Det fremgår endvidere af dommen af 5. maj 2022, at TEUF artikel 20 ikke berører medlemsstaternes mulighed for at påberåbe sig en undtagelse fra nævnte afledte opholdsret i forbindelse med opretholdelsen af den offentlige orden og beskyttelsen af den offentlige sikkerhed.

Udlændingestyrelsen bemærker på baggrund heraf, at det forhold, at det til sagen er oplyst, at tiltalte har børn med dansk statsborgerskab, der bor sammen med ham, kan have betydning for udvisningsspørgsmålet.

Udtalelse om udvisningsspørgsmålet Det bemærkes indledningsvis, at det følger af bestemmelsen i udlændingelovens § 26, stk. 2, at en udlænding skal udvises efter §§ 22 24, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

På baggrund af anklagemyndighedens oplysninger om kriminalitetens karakter, og om at den pågældende forventes idømt en frihedsstraf af 15 års varighed sammenholdt med de i udlændingelovens § 26, stk. 2 nævnte hensyn, kan Udlændingestyrelsen tiltræde, at anklagemyndigheden nedlægger påstand om udvisning.

Efter Udlændingestyrelsens vurdering bør påstanden om udvisning nedlægges i medfør af udlændingelovens § 22, nr. 4. …" Tiltalte har afgivet forklaring om sine personlige forhold. Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet siden den 29. august 2023.

Rettens begrundelse

og afgørelse Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig. Straffen fastsættes til fængsel i 9 år, jf. straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt. og stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. stk. 1, jf. bilag 1, liste B, nr. 30, 70 og 185.

Retten har lagt vægt på lovovertrædelsernes grovhed og oplysningerne om tiltalte. Retten har i formildende retning lagt vægt på, at tiltalte har aflagt tilståelse.

Retten har valgt ikke at udsætte straffesagen på vedtagelse og ikrafttræden af LSF 115/2023, der indeholder forslag til ændring af straffelovens § 82, nr. 9, således at der ved udmålingen af straffen i formildende retning kan lægges vægt på, at tiltalte har aflagt tilståelse.

Dette er i overensstemmelse med tidligere praksis hos anklagemyndigheden og domstolene vedrørende lov nr. 152/ 2015 om øget brug af samfundstjeneste. Retten har henset til tidligere praksis ved udmåling af straffen efter straffelovens § 82, nr. 9. I U 1991.883 H blev straffen for røveri mod et postkontor og to røverier mod tankstationer med forholdsvis begrænset udbytte udmålt fængsel i 1 år.

Straffen blev udmålt henset til straffelovens § 82, nr. 9. Til sammenligning kan henvises til udmåling af straffene i U 1986.7 H og U 1990.370 H, hvor der i begge tilfælde blev udmålt fængsel i 1 år og 6 måneder. Det bemærkes, at der i noten til U 1991.883 H henvises til disse domme. I TfK 1999.70/2 H blev straffen for indkøb af 2 kg amfetamin, hvoraf tiltalte havde solgt 1,8 kg, udmålt til fængsel i 3 år.

Straffen blev udmålt henset til straffelovens § 82, nr. 9. Til sammenligning blev straffen for besiddelse med henblik på videreoverdragelse af i det væsentligste 2 kg amfetamin i U 2005.2131 H og U 2001.1523/1 H udmålt til fængsel i mellem 5 år og 5 år og 6 måneder.

Efter retspraksis ses der således i medfør af straffelovens § 82, nr. 9, at være udmålt fængselsstraffe, hvor længden heraf har været i omegnen af 1/3 lavere. Retten tager ikke udvisningspåstanden til følge i medfør af udlændingelovens § 26, stk. 2, da udvisningen med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Tiltalte er idømt 9 års fængsel for at have deltaget i besiddelse af amfetamin.

Tiltalte skal udvises ubetinget, medmindre udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om respekt for privatliv og familieliv. Tiltalte er gift med Person2 og har et barn på 4 år. Både ægtefællen og barnet er danske statsborgere.

Han har boet i Danmark, siden han kom til Danmark som 7-årig. Tiltalte har haft lovligt ophold i Danmark i over 31 år. Udvisning vil derfor indebære et indgreb i hans privatliv og familieliv, jf. konventionens artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.

Efter artikel 8, stk. 2, er det afgørende, om udvisning må anses for nødvendig for at forebygge forbrydelse. Dette beror på en proportionalitetsvurdering, og der foreligger en omfattende praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol herom. De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår bl.a. af Domstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig).

I vurderingen indgår det samfundsmæssige behov for udvisning, særligt under hensyn til karakteren af den kriminalitet, samt varigheden af den pågældendes ophold her i landet og i hjemlandet og styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til Danmark og statsborgerskabslandet.

Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her. Tiltalte kom til Danmark som 7-årig, og han er opvokset og har gået i skole her i landet og haft skiftende beskæftigelse.

Tiltalte er ikke tidligere straffet af betydning og er ikke tidligere meddelt advarsel om udvisning. Han har ikke været i Iran efter at have fået ophold i Danmark, og han har ikke familie eller venner i Iran. Retten lægger til grund, at han ikke forstår eller taler persisk eller farsi. Efter det oplyste ses tiltalte ikke at have kendskab til iransk skik og kultur.

Retten lægger herefter til grund, at tiltalte ikke har anden tilknytning til Iran end sit eventuelle statsborgerskab, jf. til sammenligning U 2019.2069 H. Således om sagen er oplyst finder retten, at hans ægtefælle, som er dansk statsborger, ikke kan antages at have forudsætninger for at følge med tiltalt til Iran.

På den baggrund finder retten, at der trods alvoren af hans aktuelle kriminalitet, der medfører en straf på 9 års fængsel, at der ikke foreligger sådanne meget tungtvejende grunde, at der efter Menneskerettighedsdomstolens praksis kan ske udvisning af en person, der som tiltalte er opvokset i Danmark og har stiftet familie.

Tiltalte tildeles derfor en advarsel om udvisning, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 24 b, stk. 1. I vurderingen har retten navnlig henset til retspraksis vedrørende udvisning af personer, som er født og opvokset i landet og har stiftet familie.

Her kan fra ”Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere” 6. udgave, side 1024f navnlig nævnes: ”… Mehemi fandtes det at udgøre en krænkelse, at en 29-årig algerier blev udvist efter dom på 6 års fængsel for narkokriminalitet. Klager var født og opvokset i Frankrig. Forældre og søskende boede i Frankrig, og flere var franske statsborgere. Klager havde gået i skole og arbejdet.

Klager var gift med italiensk kvinde, og de havde tre mindreårige børn, der var franske statsborgere. Klager havde ikke nogen tilknytning til Algeriet. Det var uvist, om familien kunne bosætte sig i Italien, men det ville indebære en radikal omvæltning for børnene. … I Khan fandtes det at udgøre en krænkelse, at en pakistansk statsborger blev udvist efter dom på 7 års fængsel for narkokriminalitet.

Klager var indrejst som 3-årig og havde gået i skole, taget uddannelse og arbejdet. Klager var 28 år, da han blev dømt. Klager blev løsladt som 31-årig på grund af god opførsel, hvorefter der blev truffet beslutning om udvisning. Under afsoning havde klager indledt forhold til britisk kvinde, og de fik et barn.

Domstolen lagde vægt på, at klager ikke tidligere var dømt for alvorlig kriminalitet, og at han ikke efterfølgende havde begået kriminalitet. Der blev lagt vægt på ung alder ved indrejse og varighed af ophold. Klager havde ikke reelle sociale, kulturelle eller familiemæssige bånd til Pakistan, hvor han aldrig havde været på besøg. Den lagde også vægt på klagers tilknytning til forældre og søskende.

Den lagde ikke afgørende vægt på forholdet til kvinden, da det var indledt, mens klager afsonede. …” For så vidt angår spørgsmålet om udvisning med indrejseforbud har retten sammenlignet med EMD’s dom af 9. april 2024 Nguyen mod Danmark (2116/21), hvor det var en krænkelse af EMRK artikel 8 at udvise med indrejseforbud i 12 år i en sag om cannabisproduktion.

Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 1 og 2, og straffelovens § 76 a. Retten har efter sagens omstændigheder fundet, at kontanterne og aktierne skal vurderes som en del af de samlede beløb, selv om de enkelte beløb er relativt mindre.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 9 år. Hos tiltalte konfiskeres Koster A1/1: Aktier for en værdi af 61.424,26 kr. fra depot Koster A2/8: 6.000 i kontanter Koster A2/10: 1.000.000 kr. i kontanter Koster A2/11: 400.000 kr. i kontanter Koster A2/16: 78.500 kr. i kontanter Tiltalte tildeles en advarsel om udvisning.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger. *) Berigtigelse i medfør af retsplejelovens § 221, idet "27,8 kg amfetamin, 2 kg kokain og 10 kg ketamin" er ændret til "27,8 kg amfetamin og 2 kg kokain". **) Berigtigelse i medfør af retsplejelovens § 221, idet "47,5 kg amfetamin og 20 kg ketamin" er ændret til "47,5 kg amfetamin". ::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 22. afdelings

DOM

(landsdommerne Henrik Bitsch, Alex Puggaard og Josephine Linn Jacobsen (kst.) med domsmænd).

Dato: 7. februar 2025 Rettens sagsnr.: S-1477-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født oktober 1983, (advokat Peter Secher, beskikket) Dom afsagt af Retten i Glostrup den 7. maj 2024 (S25-2973/2024) er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse, herunder således at tiltalte udvises af Danmark med et indrejseforbud for bestandig. Forsvareren har påstået stadfæstelse.

Personlige forhold Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret bl.a., at han boede i Irak, inden han kom til Danmark. Han ved ikke, om han er født i Irak eller Iran. Han boede på et børnehjem, fordi hans forældre var meget politisk aktive, og han så dem kun 1-2 gange om måneden. Grundet Golfkrigen blev han sendt til Danmark i 1991, da han var 7 år.

Han kom først til en familie i Danmark, hvor faderen var iraner og moderen var dansker, men efter et par måneder blev han flyttet til en anden familie. Da han var 11 år, kom han på kostskole, fordi hans plejeforældre skulle skilles. Han har en bachelor i erhvervsøkonomi og IT fra CBS. Han har danske venner og har gået til forskellige former for sport.

Han har været tilknyttet det danske arbejdsmarked og har ikke levet af bistandshjælp. Han er gift med Person2, og de har et barn sammen på 5½ år. Barnet går i dansk institution og taler dansk og lidt engelsk. Hverken Person2 eller deres fællesbarn har nogen forudsætninger for at tage med ham til Iran. Han har ingen tilknytning til Iran. Han taler hverken persisk eller farsi. Han ved ikke, om han har familie i Iran.

Den iranske ambassade har afvist at udstede et pas til ham, fordi han ikke kunne dokumentere, at han var iransk statsborger. Af tiltaltes § 26-afhøring fremgår bl.a.: ”… Da Golfkrigen startede (1991) så flygtede hele børnehjemmet til Kuwait. Fra Kuwait blev børnene fordelt ud til forskellige lande og afhørte endte i Danmark som 7 årig uden sine forældre.

Der var 4-5 børn der endte i Danmark og sigtede blev taget imod af nogen folk. Afhørte kom hjem til en herre, som var gift med en dansk kvinde, og de havde to danske døtre sammen. Afhørte boede hos dem i et par måneder, indtil kommunen besluttede at sætte afhørte i en anden plejefamilie, som var 100 procent iranere. Afhørte boede hos dem, indtil de blev skilt.

Afhørte var da 11 år gammel. …” Tiltalte er tidligere straffet flere gange bl.a. ved Retten i Gladsaxes dom af 16. november 2001 for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 23, og § 291, stk. 1, med fængsel i 5 måneder betinget af 100 timers samfundstjeneste inden for en længstetid på 10 måneder; ved Retten i Gladsaxes dom af 18. juni 2002 for overtrædelse af straffelovens § 285, jf. § 276, med en fællesstraf, der tillige omfattede de ved dommen af 16. november 2001 påkendte lovovertrædelser, af fængsel i 4 måneder, betinget af samfundstjeneste i 100 timer inden for en længstetid på 10 måneder; ved Retten i Gladsaxes dom af 11. september 2003 for overtrædelse afstraffelovens § 266, med en fællesstraf, der tillige omfattede de ved dommen af 18. juni 2002 påkendte lovovertrædelser, af fængsel i 4 måneder betinget af 100 timers samfundstjeneste inden for en længstetid på 10 måneder af prøvetiden; ved Retten i Ballerups dom af 31. oktober 2003 for overtrædelse afstraffelovens § 245, stk. 1, § 260, nr. 1, § 261, stk. 1, § 281, nr. 1, § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 23, samt våbenloven § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1, som en fællesstraf med dom af 11. september 2003 med en fællesstraf, der tillige omfattede de ved dommen af 11. september 2003 påkendte forhold, af fængsel i 2 år.

Tiltalte blev frifundet for en påstand om udvisning.

Prøveløsladt den 5. februar 2004 med en reststraf på 246 dage; ved Retten i Gladsaxes dom af 16. februar 2005 for overtrædelse afstraffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, og § 123, med en fællesstraf af fængsel i 1 år og 8 måneder, der tillige omfattede en reststraf på 246 dage; ved Østre Landsrets ankedom af 2. januar 2013 for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, § 252, stk. 1, alt jf. § 89, med fængsel i 5 måneder, førerrets- og rettighedsfrakendelse.

Tiltalte er senest straffet ved Retten i Glostrups dom af 11. september 2020 for overtrædelse af færdselslovens § 118, jf. § 4, stk. 1, med en bøde på 3.500 kr., og ved udenretlig bødevedtagelse af 7. januar 2025 for overtrædelse af færdselslovens § 4, stk. 1, med en bøde på 5.800 kr. og betinget førerretsfrakendelse i 3 år, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 4.

Tiltalte har under anken været fortsat frihedsberøvet.

Landsrettens begrundelse og resultat

Tiltalte er ved byrettens dom fundet skyldig i med henblik på videreoverdragelse til et større antal personer, mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder i forening med flere at have deltaget i besiddelse af 75,3 kg amfetamin og 2 kg kokain, jf. straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. stk. 1, jf. bilag 1, liste B, nr. 30 og 70.

Ved dommen blev der endvidere hos tiltalte konfiskeret kontanter m.m. for en samlet værdi af ca. 1,5 mio. kr. i medfør af straffelovens §75, stk. 1 og 2, og § 76 a. Strafudmåling Landsretten finder, at straffen, der fastsættes som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, passende bør udmåles til fængsel i 13 år.

Der er ved strafudmålingen lagt vægt på forholdenes grovhed og karakter, herunder de betydelige mængder hård narkotika samt tiltaltes væsentlige rolle og betydelige udbytte.

I formildende retning er der lagt vægt på, at sagen har kunnet fremmes som en tilståelsessag, jf. straffelovens § 82, nr. 9, som denne er affattet ved lovændring nr. 661 af 11. juni 2024, idet tiltalte aflagde tilståelse på et relativt tidligt stadium, men hvor det dog må lægges til grund, at langt den væsentligste del af politiets efterforskning var gennemført, da tiltalte aflagde tilståelse.

Udvisning Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. bl.a. § 22, nr. 4, at tiltalte skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv, og om det vil være i strid med artikel 20 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) at udvise ham, jf. herved udlændingelovens § 26 b, hvorefter udvisning af udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, kun kan ske i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed.

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 Tiltalte er indrejst i Danmark som 7-årig. Han bor sammen med sin ægtefælle og deres mindreårige barn. Udvisning vil derfor indebære et indgreb i deres ret til privatliv og familieliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og er kun berettiget, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt.

Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering. I proportionalitetsvurderingen indgår bl.a. de samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet.

I bedømmelsen indgår ligeledes, hvor længe den pågældende har været i opholdslandet samt styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til opholdslandet og statsborgerlandet. De kriterier, der indgår i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68.

Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. præmis 70. Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om fastboende udlændinge, der er født i landet eller indrejst som børn og har tilbragt det meste af deres barndom og ungdom i landet, jf. præmis 75.

Menneskerettighedsdomstolen har i dom af 9. april 2024 i sag 2116/21 (Nguyen mod Danmark) anset en ca. 46-årig udlænding, der kom til Danmark som 13-årig, for at have tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her i landet (præmis 28).

Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde artikel 20 Det følger af EU-Domstolens fortolkning af TEUF artikel 20, at bestemmelsen er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter en tredjelandsborger, som er blevet dømt for et strafbart forhold, skal udvises fra medlemsstatens område til et tredjeland, selv om den pågældende faktisk tager sig af et mindreårigt barn, som er statsborger i medlemsstaten, hvis udvisningen af den pågældende indebærer, at barnet bliver nødsaget til at forlade Unionens område og dermed fratages den effektive nydelse af kerneindholdet af sine rettigheder som unionsborger, jf. præmis 66-67 i EU-Domstolens dom af 5. maj 2022 i de forenede sager C-451/19 og C-532/19 (XU og QP).

Om barnet bliver nødsaget til at forlade Unionens område, beror på en bedømmelse af, om der består et afhængighedsforhold mellem forælderen og barnet.

EU-Domstolen har i den nævnte doms præmis 69 udtalt, at når en mindreårig unionsborger har fast bopæl med begge sine forældre, og forældrene derfor i det daglige er fælles om at tage sig af barnet og om at varetage den retlige, følelsesmæssige og økonomiske forsørgelse af barnet, kan det formodes hvilken formodning dog kan afkræftes at der består et afhængighedsforhold mellem denne mindreårige unionsborger og vedkommendes forælder, der er tredjelandsstatsborger, uafhængigt af den omstændighed, at den anden forælder, som er statsborger i den medlemsstat, på hvis område denne familie er bosiddende, har en ubetinget ret til at forblive på denne medlemsstats område.

En medlemsstat kan dog i ekstraordinære tilfælde udvise forælderen, selv om barnet som konsekvens heraf bliver nødsaget til at forlade Unionens område.

Det er en forudsætning herfor, at udvisningen er begrundet i forælderens personlige adfærd, som skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der er til skade for en grundlæggende samfundsinteresse i den pågældende medlemsstat, og at udvisningen er grundet i en hensyntagen til de forskellige involverede interesser, således at proportionalitetsprincippet iagttages, jf. bl.a. præmis 48-50 i EU-Domstolens dom af 13. september 2016 i sag C304/14 (CS).

Den konkrete vurdering Tiltalte er 41 år og efter de foreliggende oplysninger, lægger landsretten til grund, at han er iransk statsborger. Tiltalte kom til Danmark som 7-årig, hvor han – bortset fra et par måneder – boede hos en iransk familie, frem til han var 11 år.

Tiltalte blev gift i 2017, og indtil varetægtsfængslingen i denne sag boede han sammen med sin ægtefælle og deres fællesbarn på (nu) 5 år, der begge er danske statsborgere. Ved afgørelsen om udvisning må det tillægges betydning, at tiltaltes ægtefælle og barn ikke kan forventes at kunne følge med tiltalte til Iran, hvis tiltalte bliver udvist. Tiltalte har ikke anden familie i Danmark.

Tiltalte har en bachelor i erhvervsøkonomi og IT, og han har arbejdet som bl.a. chauffør, taxichauffør og personlig træner. Han har endvidere været frivillig gældsrådgiver på Frivillig forening. Tiltalte har således samlet set en stærk tilknytning til Danmark. Tiltalte er tidligere straffet flere gange, herunder flere gange for personfarlig kriminalitet, senest i 2013.

Efter det foreliggende lægger landsretten til grund, at tiltalte ikke har – eller har kontakt til – familiemedlemmer eller andre i Iran, og at han ikke har været i Iran, efter han kom til Danmark.

Tiltalte har oplyst, at han ikke taler farsi, men henset til at han kom til Danmark som 7-årig, og at han derudover har boet hos en iransk eller delvis iransk familie i Danmark, indtil han var 11 år, tilsidesætter landsretten tiltaltes forklaring herom som utroværdig.

Landsretten lægger herefter til grund, at tiltaltes tilknytning til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Iran, men at han ikke vil være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i Iran, hvis han udvises.

Uanset, at det ikke er gjort gældende, at tiltaltes mindreårige barn reelt vil være nødsaget til at forlade unionens område, hvis tiltalte udvises, lægger landsretten – som sagen er forelagt – til grund som ubestridt, at der foreligger et afhængighedsforhold mellem tiltalte og hans mindreårige barn på 5 år, der er dansk statsborger.

Tiltalte har derfor som udgangspunkt en afledt opholdsret her i landet efter TEUF artikel 20. Tiltalte kan imidlertid udvises og dermed miste sin ret til ophold her i landet, hvis den foreliggende sag efter EU-retten må anses for et ekstraordinært tilfælde.

Landsretten finder, at tiltaltes adfærd – som følge af alvoren og karakteren af den udviste kriminalitet – udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der er til skade for en grundlæggende samfundsinteresse, og spørgsmålet er herefter, om en udvisning af tiltalte vil være i strid med det EU-retlige proportionalitetsprincip.

Tiltalte er idømt fængsel i 13 år for særdeles grov narkokriminalitet, og han har herved udvist en handlemåde, der er til alvorlig skade for Danmarks vitale interesser. Der er en betydelig risiko for, at han vil fortsætte sin kriminalitet, hvis han ikke udvises.

Efter en afvejning af kriminalitetens karakter og alvor, tiltaltes tilknytning til Danmark og Iran og afhængighedsforholdet mellem ham og hans mindreårige barn, der er dansk statsborger, finder landsretten, at udvisning ikke vil være i strid med det EU-retlige proportionalitetsprincip.

På denne baggrund finder landsretten, at der foreligger et ekstraordinært tilfælde, og at en udvisning af tiltalte herefter ikke vil være i strid med TEUF artikel 20.

Af de samme grunde, der er nævnt ovenfor, finder landsretten, at der uanset tiltaltes stærke tilknytning til Danmark og begrænsede tilknytning til Iran foreligger meget tungtvejende grunde for at udvise ham, og at en udvisning af tiltalte ikke vil være i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8. Spørgsmålet er herefter, hvilken varighed udvisningen skal have.

Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 4, jf. stk. 1, jf. stk. 5, at udvisning i et tilfælde som det foreliggende, hvor der er idømt 13 års fængsel, skal ske med indrejseforbud for bestandig, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. 4 voterende udtaler Af de grunde, der efter det anførte fører til, at tiltalte skal udvises, finder vi, at udvisning med indrejseforbud for bestandig ikke vil være et uproportionalt indgreb i strid med EU-retten eller artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen. 2 voterende udtaler Efter en samlet vurdering finder vi, at udvisning med indrejseforbud for bestandig med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, men at udvisning med indrejseforbud i 12 år ikke vil være et uproportionalt indgreb i strid med EU-retten eller artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet således, at tiltalte udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Konklusion Byrettens dom ændres således, at tiltalte straffes med en tillægsstraf af fængsel i 13 år, og at han udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte ændres, således at han straffes med en tillægsstraf af fængsel i 13 år og udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.