VLR — Vestre Landsret
AM2025.11.05V
OL-2025-V-00061
AM2025.11.05V Vestre Landsrets 10. afdelings
KENDELSE
Som dommere fungerede landsdommerne Jeanette Bro Fejring, Kim Rasmussen og Julie Bloch Vingaard (kst.). Dato: 5. november 2025 Rettens sagsnr.: S–2392–24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte Fremlagte bilag: mail af 21. oktober 2025 fra Statsadvokaten i Viborg. Advokat Bente Riis Fogsgaard, der er beskikket som forsvarer for Tiltalte, har anmodet om, at Person1, Person2 og Person3 føres som vidner under ankesagen.
Hun har herudover anmodet om, at anklagemyndigheden indhenter en udtalelse fra Person4’s læge, alternativt at der gives hende tilladelse til selv at indhente udtalelsen med landsrettens procesledende tilkendegivelse om, at udtalelsen kan indgå som bevis i sagen.
Forsvareren har til støtte for sine anmodninger anført bl.a., at sagen i væsentlig grad beror på Person4’s forklaring, og at denne forklaring ikke er tilstrækkelig pålidelig til at kunne bære en dom, bl.a. på grund af en dokumenteret tendens til dramatik og overdrivelse, manglende samtidighedsspor og manglende betroelse ved naturlige lejligheder over for nære voksne.
Forklaringer fra de tre vidner og udtalelsen fra Person4’s læge er relevante for landsrettens frie bevisbedømmelse. De tre vidner har haft en tæt relation og en hyppig kontakt til Tiltalte og Person4, og de vil derfor kunne forklare om deres observationer, iagttagelser og indtryk, herunder fraværet af tegn på eller omtale af vold, og om Person4’s sprog og adfærd.
Lægen vil kunne være med til at belyse, om der er tidsnære bekymringsmarkører omkring de påståede forhold, herunder underretninger eller læsionsnotater, eller om dette ikke er tilfældet. Lægen vil også kunne komme med en samlet lægefaglig vurdering af, om journalmaterialet for så vidt angår den periode, som forholdene vedrører, rummer indikatorer, der har givet anledning til bekymringer om vold.
En forsvarer har ret til at søge kontroloplysninger af central relevans. Statsadvokaten i Viborg har protesteret mod anmodningerne. Statsadvokaten har til støtte for sin protest anført bl.a., at det på baggrund af oplysningerne i sagen må lægges til grund, at ingen af de tre personer, der ønskes afhørt som vidner, har observeret de konkrete episoder, som sagen vedrører.
Formålet med afhøringen af disse personer ses således at være bevisførelse om Person4’s almindelige troværdighed, jf. retsplejelovens § 185, stk. 1, og denne bevisførelse bør ikke tillades. Det er ikke nødvendigt eller hensigtsmæssigt at indhente en udtalelse fra Person4’s læge. Et eventuelt fravær af observationer fra egen læge vil ikke udgøre et relevant bevis i sagen.
Landsretten afsagde Kendelse: Tiltalte er ved Retten i Esbjergs dom af 2. december 2024 fundet skyldig i at have udøvet vold mod sin datter Person4, der er født i april 2015. Dommen er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Person4 er videoafhørt til sagen.
Tiltaltes forsvarer har anmodet om, at Person1, Person2 og Person3 afhøres som vidner under ankesagen, og statsadvokaten har afvist dette. Det er oplyst, at de tre vidner jævnligt har været sammen med Tiltalte og Person4.
Det er også oplyst, at formålet med at afhøre de tre vidner er at få belyst bl.a. fraværet af iagttagelser om eller tegn på vold og omtale af vold, ligesom det er at få belyst Person4’s sprog og adfærd. Det fremgår af retsplejelovens § 185, stk. 1, 1. pkt., at bevisførelse om et vidnes almindelige troværdighed kun må finde sted på den måde og i den udstrækning, som retten bestemmer.
Landsretten finder, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger må antages, at afhøringer af Person1, Person2 og Person3 som vidner vil indebære en sådan bevisførelse om Person4’s troværdighed, at der ikke er grundlag for at tillade disse, jf. retsplejelovens § 185, stk. 1, 1. pkt. Anmodningen om afhøring af de tre vidner imødekommes derfor ikke.
Tiltaltes forsvarer har også anmodet om, at statsadvokaten indhenter en udtalelse fra Person4’s læge, alternativt at landsretten giver tilladelse til, at hun indhenter en sådan udtalelse, og at landsretten på forhånd tilkendegiver, at udtalelsen kan indgå som bevis i sagen. Statsadvokaten har protesteret mod dette.
Landsretten finder efter en samlet vurdering, at det ikke er af betydning for sagen, at de ønskede oplysninger fra lægen indhentes. Anmodningen om, at statsadvokaten pålægges at indhente en udtalelse fra lægen, eller at landsretten på forhånd tilkendegiver, at en udtalelse fra lægen, som indhentes af Tiltaltes forsvarer, kan indgå som bevis i sagen, imødekommes derfor heller ikke.
Thi bestemmes
: Landsretten tillader ikke, at Person1, Person2 og Person3 indkaldes som vidner under ankesagen. Forsvarerens anmodning om, at anklagemyndigheden pålægges at indhente en udtalelse fra lægen, eller at landsretten på forhånd tilkendegiver, at en udtalelse fra lægen, som indhentes af hende, kan indgå som bevis i sagen, imødekommes ikke. Sagen udsat på hovedforhandlingen den 18. november 2025 kl. 9.00 ved landsrettens bitingsted i Esbjerg.
